Pavens primat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search

Pavens primat er et ekklesiologisk doktrin, der inden for den romerskkatolske kirke beskriver den respekt og autoritet, som kræves af biskopperne og deres undergivne.

Den romerskkatolske kirke opfatter pavens primat som den "fulde, højeste og universelle magt over hele kirken, en magt han til hver en tid kan udøve uhindret,"[1] en magt der også tilskrives hele hele gruppen af biskopper i forening med paven.[2] Den magt, der af kirken tildeles pavens primatiske autoritet, har både officielle, juridiske, dogmatiske og praktiske begrænsninger.[3]

Den engelske forsker og romerskkatolske biskop Aidan Nichols har skrevet, at "i sit udgangspunkt er der kun ét væsentligt punkt, hvorpå den ortodokse og den katolske kirke adskiller sig, og det er angående pavens primat."[4] Den franskortodokse forsker Jean-Claude Larchet har skrevet, at sammen med filioque-kontroversen er (og har været) den største årsag til skismaet mellem den katolske og den ortodokse kirke forskelle i fortolkningen af doktrinet om pavens primat.[5] I de østlige ortodokse kirker opfattes pavens primat blot at betyde en lidt større ære, og han betragtes her som primus inter pares ("først blandt ligemænd") og uden egentligt magt over andre kirker.[6] Andre østlige ortodokse teologer opfatter imidlertid pavens primat som en autoritativ magt: udtrykket, manifestationen og udøvelsen af magten hos én biskop blandt alle biskopper samt kirkens enhed.[7]

I Ravenna-dokumentet fra 2007 udtaler repræsentanter fra den ortodokse kirke og den romerskkatolske kirke i enighed, at både kirkerne i øst og i vest accepterer faktummet om pavens primat på et universelt niveau, men at der eksisterer forskellige opfattelser af, hvordan primatet skal udøves, og dets bibelske og teologiske grundlag.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Catechism of the Catholic Church. vatican.va. Hentet 2. oktober 2017. , paragraf 882
  2. ^ Catechism of the Catholic Church. vatican.va. Hentet 2. oktober 2017. , paragraf 883
  3. ^ Phan, Peter C. (2000). "A North American ecclesiology: the achievement of Patrick Granfield". I: Phan, Peter C.. The Gift of the Church: A Textbook Ecclesiology in Honor of Patrick Granfield, O.S.B.. Collegeville, MN: Liturgical Press. s. 486-488. ISBN 978-0-8146-5931-1. Hentet 2. oktober 2017. 
  4. ^ Nichols, Aidan (2010). Rome and the Eastern Churches: A Study in Schism. San Francisco: Ignatius Press. s. 313. ISBN 978-1-58617-282-4. Hentet 2. oktober 2017. 
  5. ^ Larchet, Jean-Claude (2006). "The Question of the Roman Primacy in the Thought of Saint Maximus the Confessor". I: Kasper, Walter. The Petrine ministry: Catholics and Orthodox in dialogue: academic symposium held at the Pontifical Council for Promoting Christian Unit. Paulist Press. s. 188. ISBN 978-0-8091-4334-4. Hentet 2. oktober 2017. 
  6. ^ Speciale, Alessandro (25. september 2011). Ratzinger’s Ecumenism between light and shadows. lastampa.it. Arkiveret fra originalen 31. juli 2013. Hentet 2. oktober 2017. 
  7. ^ Schmemann, Alexander (1995). "The idea of primacy in Orthodox ecclesiology". I: Meyendorff, John. The primacy of Peter: essays in ecclesiology and the early church. Crestwood, NY: St. Vladimir's Seminary Press. s. 165. ISBN 978-9-88141-125-6.