Peasants' Revolt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Peasants' Revolt
Richard 2. mødes med oprørerne den 14. juni 1381. Illustreret på en miniature fra en udgave fra 1470'erne af Jean Froissarts Chronicles.
Richard 2. mødes med oprørerne den 14. juni 1381. Illustreret på en miniature fra en udgave fra 1470'erne af Jean Froissarts Chronicles.
Dato 30. maj 1381 – November 1381
Sted England
Resultat Undertrykkelse af oprøret og henrettelse af dets ledere
Parter
Oprørerne Den kongelige regering
Ledere
Wat Tyler
John Wrawe
John Ball
William Grindecobbe
Richard 2.
William Walworth
Henry le Despenser
Tab
Mindst 1.500 Ukendt

Peasants' Revolt, også kaldet Wat Tyler's Rebellion eller Great Rising og Bondeoprøret i England, var et tort oprør, der foregik over store dele af England i 1381. Oprøret havde forskellige årsager, inklusive socioøkonomiske og politiske spændinger, der var skabt af den sorte død i 13400'erne, høje skatter som følge af den igangværende konflikt med Frankrig under hundredårskrigen, og ustabilitet blandt lokale ledere i London. Det der igangsatte oprøret var den kongelige embedsmand John Bampton, i Essex den 30. maj 1381. Han forsøgte at indkræve ubetalt kopskat i Brentwood, hvilket endte i en voldelig konfrontation, som hurtigt spredte sig i den sydsøstlige del af landet. En bred vifte af landbrugets samfund, inklusive mange lokale håndværkere og embedsmænd i landsbyerne, gjorde oprør og brændt retsbygninger og satte folk fri i lokale fængsler. Oprørerne ønskede en lavere skat, en ende på et system med tvangsarbejde kaldet livegenskab og at fjerne kongens embedsfolk og domstole.

Inspireret af præsten John Balls radikale prædiken og ledet af Wat Tyler, gik en gruppe oprører fra Kent mod London. De blev mødt af repræsentanter fra den kongelige regering ved Blackheath, som uden held forsøgte at overtale dem til at drage hjem igen. Kong Richard 2., der på dette tidspunkt kun var 14 år, trak sig tilbage i sikkerhed på Tower of London, men størstedelen af den kongelige hær var enten i udlandet eller i det nordlige England. Den 13. juni gik oprørerne idn i London, hvor mange lokale borgere sluttede sig til dem, og de angreb fængsler og ødelagde Savoy Palace, brændte lovbøger og bygninger i Temple-området, og dræbte alle som havde noget at gøre med den kongelige regering. Det efterfølgende dag mødtes Richard med dem vedMile End, hvor han accepterede de fleste af deres krav, inklusive afskaffelsen af livegenskab. Samtidig trængte nogle oprørere ind i Tower of London, hvor de dræbt Lord Chancellor og Lord High Treasurer, som var på slottet.

Den 15. juni forlod Richard byen for at mødes med Tyler og rebellerne ved Smithfield. Det endte med vold, og Richards folk dræbte Tyler. Richard undgik den spændte situation længe nok til at Londons borgmester, William Walworth, kunne samle militær fra byen og sprede oprørerne. Straks efter begyndte Richard at genetablere orden i London og han ophævede sin tidligere aftale med oprørerne. Oprøret havde også spredt sig ind i East Anglia, hvor University of Cambridge blev angrebet og mange kongelige embedsfolk blev dræbt. Uroen fortsatte indtil Henry le Despenser brød ind, og han besejrede oprørernes hær under slaget ved North Walsham den 25 eller 26 June. Problemerne gik i nord helt til York, Beverley ogScarborough, og mod vest til Bridgwater i Somerset. Richard mobiliserede 4.000 soldater til at genoprette orden. De fleste af oprørslederne blev opsporet og henrettet; i november var mindst 1.500 oprørere blevet dræbt.

Peasants' Revolt er blevet undersøgt grundigt at forskere. I slutningen af 1800-tallet brugte historikere en række kilder fra samtidige krønikører til at indsamle beretninger om oprøret, og disse blev suppleret i 1900-tallet af forskning i retsregistre og lokalarkiver. Fortolkningerne af oprøret har ændret sig over årene. Tidligere blev det set som en vigtig begivenhed i Englands historie, men moderne forskere er mindre overbeviste om dets indvirkning på social og økonomisk historie. Oprøret påvirkede begivenhederne i hundredårskrigen meget, idet det afskrækkede de senere parlemtanter fra at udskrive højere skatter for at kunne betale for krigen i Frankrig. Oprøret er blevet brugt meget i socialistisk litteratur inklusive af forfatteren William Morris, og det er fortsat en vigtigt politiske symbol venstreorienterede i England, der bruger det som argumenter til introduktionen af Community Charge i Storbritannien i 1980'erne.