Peasants' Revolt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Peasants' Revolt
Richard 2. mødes med oprørerne den 14. juni 1381. Illustreret på en miniature fra en udgave fra 1470'erne af Jean Froissarts Chronicles.
Richard 2. mødes med oprørerne den 14. juni 1381. Illustreret på en miniature fra en udgave fra 1470'erne af Jean Froissarts Chronicles.
Dato 30. maj 1381 – November 1381
Sted England
Resultat Undertrykkelse af oprøret og henrettelse af dets ledere
Parter
Oprørerne Den kongelige regering
Ledere
Wat Tyler
John Wrawe
John Ball
William Grindecobbe
Richard 2.
William Walworth
Henry le Despenser
Tab
Mindst 1.500 Ukendt

Peasants' Revolt (Wat Tyler's Rebellion eller Great Rising og Bondeoprøret i England) var et stort oprør, i store dele af England i 1381. Oprøret havde forskellige årsager: socioøkonomiske og politiske spændinger skabt af den sorte død i 1340'erne, høje skatter som følge af konflikten med Frankrig under hundredårskrigen og ustabilitet blandt lokale ledere i London. Det, der igangsatte oprøret, var den kongelige embedsmand John Bampton, i Essex den 30. maj 1381. Han forsøgte at indkræve ubetalt kopskat i Brentwood. Det endte i vold, som hurtigt spredte sig i den sydsøstlige del af landet. Mange på landet og mange håndværkere og embedsmænd i landsbyerne, gjorde oprør og brændte retsbygninger ned og løslod fanger. Oprørerne ønskede en lavere skat, slut på tvangsarbejde kaldet livegenskab og at fjerne kongens embedsfolk og domstole.

Inspireret af præsten John Balls radikale prædiken og ledet af Wat Tyler, gik en gruppe oprører fra Kent mod London. De blev mødt af repræsentanter fra den kongelige regering ved Blackheath, som uden held forsøgte at overtale dem til at drage hjem igen. Kong Richard 2., der var 14 år, trak sig tilbage i sikkerhed på Tower of London, men størstedelen af den kongelige hær var enten i udlandet eller i det nordlige England. Den 13. juni gik oprørerne idn i London, hvor mange lokale borgere sluttede sig til dem, og de angreb fængsler og ødelagde Savoy Palace, brændte lovbøger og bygninger i Temple-området og dræbte alle, som havde noget at gøre med den kongelige regering. Næste dag mødtes Richard med dem vedMile End, hvor han accepterede de fleste af deres krav, bl.a. afskaffelsen af livegenskab. Samtidig trængte nogle oprørere ind i Tower of London, hvor de dræbte Lord Chancellor og Lord High Treasurer.

Den 15. juni forlod Richard byen for at mødes med Tyler og rebellerne ved Smithfield. Det endte med vold, og Richards folk dræbte Tyler. Richard undgik den spændte situation længe nok, til at Londons borgmester, William Walworth, kunne samle militær fra byen og sprede oprørerne. Straks efter begyndte Richard at genetablere orden i London og han ophævede sin tidligere aftale med oprørerne. Oprøret havde også spredt sig ind i East Anglia, hvor University of Cambridge blev angrebet, og mange kongelige embedsfolk blev dræbt. Uroen fortsatte indtil Henry le Despenser brød ind, og han besejrede oprørernes hær ved slaget ved North Walsham den 25. eller 26. juni. Problemerne nåede i nord helt til York, Beverley ogScarborough, og i vest til Bridgwater i Somerset. Richard mobiliserede 4.000 soldater til at genoprette orden. De fleste af oprørslederne blev opsporet og henrettet; i november var mindst 1.500 oprørere dræbt.

Peasants' Revolt er blevet undersøgt grundigt at forskere. I slutningen af 1800-tallet brugte historikere en række kilder fra samtidige krønikører til at indsamle beretninger om oprøret, og disse blev suppleret i 1900-tallet af forskning i retsregistre og lokalarkiver. Fortolkningerne af oprøret har ændret sig. Tidligere blev det set som en vigtig begivenhed i Englands historie, men moderne forskere er mindre overbevist om dets indvirkning på social og økonomisk historie. Oprøret påvirkede begivenhederne i hundredårskrigen meget, idet det afskrækkede de senere parlemtanter fra at udskrive højere skatter for at kunne betale for krigen i Frankrig. Oprøret er blevet brugt meget i socialistisk litteratur som af forfatteren William Morris, og det er fortsat en vigtigt politiske symbol venstreorienterede i England, der bruger det som argumenter til Community Charge i Storbritannien i 1980'erne.