Peder Hersleb

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Peder Hersleb

Peder hersleb.jpg

Personlig information
Født 25. marts 1689Rediger på Wikidata
SteinkjerRediger på Wikidata
Død 4. april 1757 (68 år)Rediger på Wikidata
KøbenhavnRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse PræstRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Peder Hersleb (25. marts 1689 i Stod præstegård i Trondheim stift – 4. april 1757 i København) var biskop over Akershus stift i Norge 1730-1737 og biskop over Sjællands stift fra 1737 til sin død.

Opvækst og uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Hans slægt lader sig føre tilbage til reformationstiden, da en korsbroder Jens i Viborg gik over til den lutherske lære, ægtede en forhenværende nonne og derefter blev præst i Herslev og Viuf ved Kolding. Præstekaldet gik i en lang årrække i arv i slægten, uden at denne dog optog bynavnet som slægtnavn, og det er først en yngre linje, som udvandrede til Norge henimod midten af det 17. århundrede, der tog navnet Hersleb til minde om sin tidligere hjemstavn. Til denne linje hørte Peder Hersleb, der er søn af præsten Christopher Hersleb og Sophie Borch, en præstedatter fra Stod.

Han gik først i skole hjemme og mindedes endnu i sine senere år med taknemmelighed den religiøse påvirkning, han skyldte sin fromme moder (død 1718). Senere kom han i Trondheim Skole, hvorfra han blev student 1703. Efter at have taget bakkalavrgraden (bachelor) 1704 deltog han i en række disputatser og blev til løn for sin store flid af konsistoriet valgt til den første alumnus, elev, i det nylig oprettede Elers Kollegium (IV, 491).

1707 tog han teologisk eksamen og rejste derefter hjem og underviste sine yngre søskende. Samtidig hermed øvede han sig i at prædike og katekisere, men da han ikke følte sig dygtig eller værdig nok til at varetage en præstegerning, turde han ikke foreløbig tage nogen bestemmelse for livet, men gav dog sin fader det løfte, at han ikke før sit 30. år ville gøre noget valg, der kunne afskære ham fra at blive præst.

Han tænkte en tid på at vælge den juridiske bane og at fortsætte sine studier i udlandet. 1713 fulgte han en yngre broder til København, hvor han deltog i en disputats og udmærkede sig således, at konsistoriet tildelte ham magistergraden som æresgrad.
På forslag af kongelig konfessionarius Peder Jespersen blev han 1714 udnævnt til feltpræst og trængtes således meget imod sin vilje ind i gejstlig virksomhed. Han fulgte derefter Kronprinsens Regiment til Holsten og lå senere med forskellige troppeafdelinger i Nordtyskland, hvor han overværede Stralsunds erobring.
Medens han tjente som feltpræst, fik han stor øvelse i at prædike på tysk, hvilket blev af betydning for hans senere forfremmelse, og han måtte ofte prædike for Frederik 4., der dengang opholdt sig ved hæren.

1718 blev han uden ansøgning kaldet til præst i Gunslev på Falster, men allerede samme år, da kongen kom til Nykøbing, lod han ham prædike for sig og udnævnte ham derefter til slotspræst på Frederiksborg og sognepræst i Hillerød og Herlev, skønt embedet ikke var ledigt. Formanden måtte derfor forflyttes til et andet kald, og Hersleb tiltrådte først embedet 1719. Samme år ægtede han Bolette Hjort (død 1767), en slægtning og plejedatter af konfessionarius Peder Jespersen.
I de syv år, hvori han virkede i denne stilling, måtte han ofte prædike for de kongelige herskaber på Frederiksborg, Fredensborg og Hirschholm, som oftest på tysk.

Mødet med den tyske pietisme[redigér | redigér wikikode]

Men 1725 blev han, atter meget imod sit ønske, forflyttet til København som dansk hofprædikant, blev 1727 medlem af missionskollegiet og meddirektør for Waisenhuset, som han indviede i foråret 1728.
Kort efter fulgte han kronprins Christian og kronprinsesse Sophie Magdalene på en baderejse til Carlsbad. På tilbagerejsen trådte de i forbindelse med flere af de såkaldte «fromme Grevefamilier», også med grev Zinzendorf. Under nogle dages ophold i det dengang berømte Halle besøgte de de store pietistiske stiftelser, Waisenhuset og Pædagogiet, og mødtes med grev Chr. E. Stolberg, der indbød dem til at lægge rejsen over Wernigerode, hvor de dog kun opholdt sig en dag.

For Herslebs religiøse udvikling har denne rejse vistnok haft stor betydning. Han havde fået lejlighed til at se den tyske pietisme på tilstrækkelig nært hold til at føle sig frastødt af den.
Den var allerede dengang udartet til separatisme og havde i de egne, hvor den udfoldede sig under beskyttelse af det højere tyske aristokrati, skruet sig ind i former, der truede med at lægge hele livet i spændetrøje. Over for disse misvisninger måtte han med sin sunde, praktiske sans og sin udprægede personlighed nødvendigvis tage afstand.

Biskop i Christiania 1730 og biskop over Sjællands stift 1737[redigér | redigér wikikode]

Da Frederik 4. 1730 lå dødssyg i Odense, blev Hersleb kaldt til ham og tjente ham på hans dødsleje. Dagen efter kongens død, da Christian 6. besteg tronen, var det en af hans første regeringshandlinger at afskedige biskop Bartholomæus Deichman i Christiania og udnævne Hersleb til hans efterfølger.
Denne modtog dog embedet under stor modstræben. Men kongen overvandt hans betænkeligheder ved et magtsprog og forøgede hans årlige indtægter med et personligt tillæg på 800 rigsdaler. Han blev dog endnu en tid i Danmark, da han som Norges øverste biskop skulle deltage i kroningen 6. juni 1731.

Hans virksomhed i det nye embede blev af stor betydning for Den norske Kirke og fremkaldte en åndelig vækkelse, som sporedes længe efter hans tid. I efteråret 1737 blev han kaldt tilbage til Danmark, hvor han 27. oktober udnævntes til Sjællands biskop. 1738 indviede han Frue Kirke efter branden. Samme år blev han optaget i generalkirkeinspektionskollegiet, blev medlem af generaldirektionen for de fattiges væsen, deputeret for de fransk-tyske reformerte menigheder og fik desuden mange forskellige hverv, som stod i fjern forbindelse med hans gejstlige stilling. Han indtrådte også i kommissionen for De lærde Skoler og havde en væsentlig del i den nye skoleforordning 1739.
4. september 1747 salvede han Frederik 5. og Dronning Louise og fik rang med konferensråder. På grund af svagelighed fik han 1748 sin svigersøn biskop Ludvig Harboe i Trondheim udnævnt til sin medhjælper og efterfølger.
Hersleb døde 4. april 1757 og blev begravet i Holmens Kirkes Kapel.

Vurdering af Hersleb som pietist[redigér | redigér wikikode]

Hersleb må nærmest henregnes til de ældre pietister af August Hermann Franckes og Philipp Jacob Speners skole, hvis forkærlighed for filantropiske opgaver han delte. Men i hans prædikener sporer man dog kun ringe påvirkning fra denne side, hvilket er så meget mærkeligere, som hans vigtigste virksomhed dog falder i den periode, hvor den pietistiske bevægelse nåede sin højeste blomstring i Danmark. I en prædiken om «den Kraft, der er i Guds Ord», har han lejlighedsvis udtalt sig om prædikekunsten.
«Det er», siger han, «Kunsten at prædike Guds Ord enfoldig og dog i sin Kraft, Saligheds Vej i sin Sammenhæng, så enhver kan føle det i sit Hjærte, at han har selv fundet det; at kunne tale fyndig om Guds Riges Hemmelighed og det af Hjærtet, så det kan gaa til Hjærterne, dertil fordres Følelse og Erfarenhed.»

Og denne kunst forstod han selv at øve. For sin samtid stod han som et mønster på veltalenhed. Suhm, der havde hørt ham, siger: «Hersleb besad en ugemen legemlig Veltalenhed, så mig synes deri aldrig at have set eller hørt hans Lige».
Trangen til at høre ham var så stor, at skønt vagten for kirkedøren blev fordoblet, når han skulle prædike, kunne den dog næppe holde den indstrømmende mængde tilbage. Man bar også gerne over med, at han prædikede langt ud over den fastsatte tid; thi det må tilføjes, at han havde ondt ved at begrænse sig. Han kunne somme tider i ganske få ord stille tanker og begreber klart og tydeligt frem, ofte med et vid og lune, der mindede om hans store samtidige: Holberg.

Men til andre tider kunne han blive stående ved en lignelse, som han førte ud i de mindste enkeltheder, indtil han endte i stor uklarhed. Men en vækkende betydning må han have haft. Derom vidnede breve til ham fra Tyskland, Trankebar og Batavia (Jakarta) med tak for den opbyggelse, hans prædikener havde bragt.
Iblandt disse må især fremhæves: «Livets Ord udi Dødens Stund» (1729), «Prædikener over adskillige Søndags- og andre Texter» (1741), «Offentlige Taler ved Kirke-, Bispe- og Præstevielser» («I ere Jordens Salt») (1740-1756). En samling af hans opbyggelige taler udkom på tysk i 12 Bind (1743-1757).
Iblandt hans Skrifter må også nævnes: «Guds Børns daglige Adgang til Nådestolen» (1748), en bønnebog, der endnu læses af almuen, især i Norge og Sverige.

Endnu må tilføjes, at Hersleb var en kundskabsrig mand, der fulgte godt med sin tid. Han havde stor indsigt i fædrelandets historie og opmuntrede til udgivelsen af historiske skrifter. Det skyldes også ham, at mange gamle dokumenter fra præste- og kirkearkiver er blevet bevaret.
Naturvidenskabelige skrifter læste han med stor lyst. Han havde selv en naturaliesamling, og til mønter havde han stort kendskab.

Herslebs betydning som prædikant[redigér | redigér wikikode]

Det er nødvendigt at fremhæve Herslebs betydning som prædikant, fordi den alt for hurtig blev glemt.
Bastholm med sin «gejstlige Talekunst» og hele den rationalistiske retning fremtrådte så nær op efter hans tid, at han blev stillet i skygge derved. Dersom man nu vil sammenstille Bastholms og Herslebs prædikener, vil man, når spørgsmålet gælder kristelig inderlighed og dybde, ikke være i tvivl om, til hvilken side vægtskålen må synke.

Men på et andet område har Hersleb endnu større betydning. Som praktisk embedsmand og som gejstlig tilsynsmand er han en af de mest fremragende, som den dansk-norske kirke har at opvise. Allerede kort efter, at han var bleven præst i Hillerød og Herlev, sporer man en virksomhed af indgribende betydning. Hans forslag til oprettelsen af en skole for bønderbørn i Herlev henledte regeringens opmærksomhed på de uheldige skoleforhold på landet og gav stødet til oprettelsen af de 240 skoler på rytterdistrikterne, og hans plan om indretning af fattighuse på landet fremkaldte oprettelsen af hospitalet i Hillerød, hvortil Frederik 4. gav 24000 rigsdaler.

Men langt større betydning fik han i sin virksomhed som biskop over Akershus stift, hvor han bragte kirkevæsenet ind i en hel ny gænge og ved en vel gennemført forretningsgang nødte sine embedsbrødre til en samvittighedsfuld opfyldelse af deres embedspligter. Han fordrede katekisation i kirker og skoler og gav selv en praktisk vejledning til dens gennemførelse. Han drev stærkt på husbesøg, og konfirmationen var indført i hans stift to år, førend den konglelige forordning om dens indførelse udkom.

Han indgav også til regeringen et forslag til en ritualforandring, nærmest med hensyn til skriftemål og absolution. Han sørgede for oprettelsen af hospitaler, arbejdshuse, enkekasser osv., og de stiftelser, der stod under hans tilsyn, sikrede han ved nye fundatser. Han gennemførte en streng regnskabsførelse i stiftsmidlernes forvaltning og hævede derved en uorden, der havde hersket i 18 år, hvori ingen regnskabsrevision havde fundet sted.

Han holdt dagbog over sin virksomhed og lod ikke uden stor selvbebrejdelse nogen indgået forespørgsel henligge ubesvaret dagen over. Den samme udstrakte virksomhed udfoldede han, efter at han var vendt tilbage til Danmark som Sjællands biskop. Men i dette sit sidste embede måtte han dog arbejde under forhold, der var lidet tilfredsstillende for ham.

Han var en praktisk mand med et sundt blik på livet og havde et godt greb på at udrede en sag og lægge den således til rette, at den lod sig gennemføre uden vanskeligheder. Han var vant til at gribe hurtig ind, og han tålte intet omsvøb. Der var noget af en jurist i ham, og de fundatser, han har udarbejdet for stiftelser, der stod under hans tilsyn, vækker endnu beundring og vidner både om overblik og fremsyn. Men han følte sig i høj grad hæmmet af generalkirkeinspektionskollegiet, der på mange måder indskrænkede biskoppernes selvstændighed.

Han blev selv optaget i kollegiet, som han siger, «for Skams Skyld», fordi man ikke godt kunne udelukke Sjællands biskop. Da man roste ham for den gode orden og skik, han havde gennemført i Akershus Stift, svarede et af kollegiets medlemmer: «Lad ham kun komme her, vi skal nok holde ham så varm, at han ikke mange Spring skal gjøre». Dette lykkedes også. Han stod i kollegiet ene over for et tætsluttet flertal, der desuden ofte brugte tiden, medens han var fraværende på visitatsrejser, til at tage beslutninger, som han ikke kunne godkende, men han havde dog undertiden indflydelse nok til at kunne omstøde dem, når han vendte tilbage.
Han omtaler kollegiet med stor bitterhed, og efter Frederik 5.'s tronbestigelse indsendte han et forslag om dets ophævelse, der dog ikke blev taget til følge.

Hersleb har holdt dagbog fra sin tidlige ungdom til sine sidste år. Efter de uddrag, man kender af den, må man have grund til at forudsætte, at den fortjener at udgives, dersom den ellers endnu er bevaret.

Zwergius: Siellandske Clerisie S. 381 ff.
Johannes Peder Anchersen og L. Harboe: Tvende Lovtaler over P. Hersleb, ved N. Rønning.
Møller: Theolog. Bibl. V, 146 ff.
Theolog. Tidsskr. for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge VIII, 1 ff.
S. M. Gjellerup.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Lindhardt, P. G. (1939). Peder Hersleb : studier over dansk-norsk kirke- og kulture i første halvdel af det 18. århundrede. Disputats. 1: 1689-1737 (eneste udkomne). Forlag: Gad. DK5=99.4 Hersleb, Peder

Se også[redigér | redigér wikikode]

Bisperække for Sjællands stiftDanmarkshistoriens personerPietisme

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905); .
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Når en omskrivning af teksten til mere nutidig sprog, og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen, dette angives som f.x:
{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=http://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}}
og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.