Pennsylvania
Pennsylvania Commonwealth of Pennsylvania | |||||
---|---|---|---|---|---|
| |||||
Kælenavn: The Keystone State | |||||
Land | USA | ||||
Hovedstad | Harrisburg | ||||
Største by | Philadelphia | ||||
Areal | Nr. 33 | ||||
• Total | 119.283 km2 | ||||
• Bredde | 255 km | ||||
• Længde | 455 km | ||||
• Landareal | 116.074 km² | ||||
• Vandareal | 3.208 km² | ||||
• Andel vand | 2,7 % | ||||
• Breddegrad | 39°43'N til 42°N | ||||
• Længdegrad | 74°43'W til 80°31'W | ||||
Befolkning | Nr. 6 | ||||
• Total | 12.429.616 (2005) | ||||
• Befolkningstæthed | 106,9 indb./km2 | ||||
Topografi | |||||
• Højeste punkt | 979 | ||||
• Middelhøjde | 335 meter | ||||
• Laveste punkt | 0 | ||||
Historie | |||||
• Indtrådt i unionen | 12. december 1787 (som nr. 2) | ||||
Guvernør | Tom Wolf (D) | ||||
Tidszone | Eastern: UTC -5/-4 | ||||
ISO 3166-kode | US-PA | ||||
Forkortelser | PA |
Pennsylvania (tidl. også Pennsylvanien) er en amerikansk delstat. Statens hovedstad er Harrisburg, mens Philadelphia er den største by. Pennsylvania havde i 2005 12,5 millioner indbyggere.
Pennsylvania blev optaget som USA's 2. stat 12. december 1787.
Historie
Før staten blev oprettet, var området hjemsted for lenape, susquehanna, irokesere, eriez, shawnee og andre indfødte amerikanske stammer.
I 1643 blev den sydøstlige del af staten, i nærheden af Philadelphia, befolket af svenskere, men kontrollen over området overgik til Holland og videre til England.
Den 4. marts 1681 gav Karl 2. af England en kontrakt til William Penn over området, som nu omfatter Pennsylvania. Penn grundlagde herefter provinsen Pennsylvania som et sted for religiøs frihed for kvækerne og gav den det latinske navn, som betyder "Penns skovland".
En stor del af landet nord og vest for Philadelphia, i amterne Montgomery, Chester og Delaware, blev bosat af walisiske kvækere, og området blev kaldt for det walisiske område. Selv i dag bærer mange byer og landsbyer navne, som stammer fra Wales.
De vestlige dele af Pennsylvania var blandt de omstridte territorier mellem briterne og franskmændene under den franske og indianske krig. Franskmændene etablerede talrige fæstninger i området, inklusive Fort Duquesne, som byen Pittsburgh blev bygget på.
Koloniens rygte om religiøs frihed tiltrak også betydelige befolkninger af tyskere og skotsk-irske bosættere, som var med til at forme kolonitidens Pennsylvania og senere befolkede nabostaterne længere vestpå.
I 1704 fik de tre lavereliggende amter New Castle, Kent og Sussex en separat lovgivning, og i 1710 fik de et separat, udøvende råd og dannede den nye koloni Delaware.
Pennsylvania og Delaware var to af de 13 oprindelige kolonier, som gjorde oprør mod britisk styre i den amerikanske revolution i 1776. Pennsylvania blev den anden stat i USA den 12. december 1787, fem dage efter at Delaware blev den første.
Pennsylvania var også åstedet for slaget ved Gettysburg nær Gettysburg. Mange historikere regner dette slag som vendepunktet i den amerikanske borgerkrig. Nogle af de døde fra dette slag er begravet på Gettysburg National Cemetery, stedet for Abraham Lincolns Gettysburg-tale.
I den sidste halvdel af det 19. århundrede blev den amerikanske olieindustri grundlagt i det vestlige Pennsylvania, og her produceredes den største oliemængde i USA.
I løbet af det 20. århundrede ekspanderede Pennsylvanias jernindustri med en betydelig stålproduktion. Skibsbygning og andre former for industri blomstrede i den østlige del af staten, og kulminer var også et ekstremt vigtigt erhverv i mange regioner. Sent i 1800-tallet og tidligt i 1900-tallet modtog Pennsylvania et stort antal immigranter fra Europa. Pennsylvania blev hårdt ramt af nedgangen i stålindustrien og andre tunge amerikanske industrier i slutningen af det 20. århundrede.
Politik
Pennsylvania regnes som en svingstat, da dens politik ikke domineres af et enkelt parti. I 2009 har det republikanske parti flertal i statssenatet, demokraterne i repræsentanternes hus, ligesom partierne har hver én i det føderale Senat, mens demokraterne har 12 og republikanerne 7 pladser det føderale Repræsentanternes Hus. det demokratiske parti har guvernørposten, og partiets kandidat har vundet staten i de seneste fem præsidentvalg. Bill Clinton vandt staten to gange, Al Gore vandt her i 2000, som John Kerry gjorde det i 2004 med 50,9% af stemmerne, mens Barack Obama fik 54,5% i 2008.[1] Demokraterne har majoriteten i Philadelphia-området og tillige i Allentown, Scranton og Wilkes-Barre i øst, i sydvest, Pittsburgh-området i vest og Erie i nordvest. De centrale landbrugsområder i staten har en tendens til at være konservative.
Geografi
Pennsylvanias kælenavn "hjørnestensstaten" er rammende, da staten danner en geografisk bro mellem de nordøstlige og sydlige stater og mellem atlanterhavskysten og Midtvesten. Den grænser til New York i nord og nordøst, New Jersey i øst på den anden side af Delaware-floden, Delaware, Maryland og West Virginia i syd, Ohio i vest og Lake Erie i nordvest.
Delaware, Susquehanna, Monongahela, Allegheny og Ohio er betydelige floder i staten. Hovedstaden er Harrisburg.
Pennsylvania er 255 km fra nord til syd og 455 km fra øst til vest. Det totale areal er 119.283 km², hvoraf 3.208 km² består af vand. Det er den 33. største stat i USA. Det højeste punkt er Mount Davis, som er 979 m højt. Pennsylvania ligger i den østlige tidszone.
Pennsylvania er diagonalt delt i to fra sydvest til nordøst af bjergkæden Appalacherne. Nordvest for bjergene ligger det dalrige Allegheny-plateau, som fortsætter ind i det sydvestlige og sydlige centrale New York. Plateauet består af sedimentære lag, som indeholder store mængder af fossiler og tillige naturgas og olie. I 1859 borede Edwin L. Drake den første olieboring i USA nær Titusville i disse lag. Lignende stenlag indeholder også kul syd og øst for olie- og gasforekomsterne. Disse fossile brændsler har været en vigtig resurse for Pennsylvania. Tømmervirksomhed og fremstillingen af mælkeprodukter er også vigtige erhverv i den centrale del af staten og i det vestlige Pennsylvania. Langs kysten af Lake Erie i nordvest findes frugt- og grønsagsproduktion og vinproduktion.
Pennsylvania har 150 km grænse langs Delaware-flodens bredder, men er en stat uden egen kystlinje langs Atlanterhavet. Pennsylvania er den eneste virkelige indlandsstat af de 13 oprindelige kolonier, selv om Connecticut, som ligger ved Long Island-sundet, heller ikke har nogen egentlig kystlinje.
Staten har en af de største havne i USA i Philadelphia. I vest er havnen i Pittsburgh også meget stor og overgår til og med Philadelphia i årlig tonnage pga den store mængde af råkul, som bliver skibet ud på Ohio-floden.
Større byer
Økonomi
Pennsylvanias økonomi var i 1999 den sjettestørste blandt USA's delstater, og gennemsnitsindtægten var i 2000 den 18. største blandt delstaterne. Landbruget er et vigtigt erhverv, og blandt industriprodukter, der fremstilles her, kan nævnes forarbejdede fødevarer, kemiske produkter, maskiner og elektrisk udstyr.
Demografi
Befolkningsudvikling | |
---|---|
Folketælling år |
Befolkning |
1790 | 434.373 |
1800 | 602.365 |
1810 | 810.091 |
1820 | 1.049.458 |
1830 | 1.348.233 |
1840 | 1,724,033 |
1850 | 2.311.786 |
1860 | 2.906.215 |
1870 | 3.521.951 |
1880 | 4.282.891 |
1890 | 5.258.113 |
1900 | 6.302.115 |
1910 | 7.665.111 |
1920 | 8.720.017 |
1930 | 9.631.350 |
1940 | 9.900.180 |
1950 | 10,498,012 |
1960 | 11.319.366 |
1970 | 11.793.909 |
1980 | 11.863.895 |
1990 | 11.881.643 |
2000 | 12.281.054 |
4,6% af statens befolkning er født i udlandet, og den har en af de hurtigst voksende asiatiske og spansktalende befolkningsgrupper i landet. I løbet af 1970'erne og 1980'erne voksede befolkningen i Pennsylvania langsomt. I 1990'erne og frem til i dag er flere begyndt at flytte fra andre stater til Pennsylvania.
Pennsylvania er hovedsagelig befolket af folk med europæisk ophav i områderne længst mod nordøst, det nordlige, centrale område og områder omkring Pittsburgh. Philadelphia og de omkringliggende amter og staten som helhed er en smeltedigel med et stort antal af sorte, spansktalende, asiater og arabere.
Ophav
Fordelingen af befolkningsgrupperne er:
- 84,1% Hvide
- 10,0% Sorte
- 3,2% Spansktalende
- 1,8% Asiater
- 0,1% Indfødte amerikanere
- 1,2% Blandet
De fem største befolkningsgrupper i Pennsylvania er: tyske (25,4%), irske (16,1%), italienske (11,5%), afro-amerikanere (10%), engelske (7,9%).
Indbyggere med tysk ophav lever hovedsagelig i områderne udenfor Philadelphia. Det nordøstlige Pennsylvania har indbyggere med britisk ophav ved grænsen til New York, og der er mange polsk-amerikanere i Scranton-området. Philadelphia har et sort flertal, og mindre sorte befolkninger findes i Pittsburgh og Harrisburg. Irsk-amerikanere er den klart største ophavsgruppe i Delaware County og Philadelphia-området. Pennsylvania har flere slovakker og walisere end nogen anden stat i USA. Pennsylvania har også en større befolkning af tyskere, irere, italienere og russere end nogle andre stater og flest ukrainere med undtagelse af New York.
Referencer
Ekstern henvisning
- Delstaten Pennsylvanias hjemmeside (engelsk)
Wikimedia Commons har medier relateret til: |