Peter Heise

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Peter Arnold Heise

Peter Arnold Heise (11. februar 1830 i København12. september 1879 i Taarbæk) var en dansk romantisk komponist og organist. Han er mest kendt for at have skrevet musik til populære sange i Højskolesangbogen, en række romancer for sang og klaver samt operaen Drot og marsk, der er med i Kulturkanonen for partiturmusik.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Hans fødsel kostede moderen livet, hvad der gjorde hjemmet noget trist og foranledigede, at han i sine barndomsår tilbragte megen af sin tid hos den nær forbundne familie Sibbern. Hans musikalske begavelse trådte ikke særlig tidlig frem; han bestemtes til studeringerne og sattes i latinskole. Først dan han var 12 år gammel, fik han en lærer i klaverspil, og nu begyndte sansen for musik at vågne hos ham og udviklede sig med voksende styrke således, at han efter at være bleven student i 1847 definitivt besluttede at opgive studierne og alene at dyrke musikken. Han studerede derefter i 1-1½ års tid musikteori hos A.P. Berggreen, der kom til at præge Heises værker med sine tanker om den danske folkeviser som basis for musik i en national ånd, og rejste derpå i 1852 til Leipzig, hvor han studerede videre ½ år under Moritz Hauptmanns ledelse på et tidspunkt, hvor den tyske nationalromantik var fremherskende.[1] Efter sin hjemkomst i 1853 levede han i København som musiklærer.[1]

Umiddelbart efter studentereksamen blev han medlem af Studenterforeningen og bevarede hele livet en nær kontakt med dette miljø. I årene fra 1854-1857 var han hjælpedirigent i Studentersangforeningen. I disse år skrev han musik til mange sange i Hostrups komedier og vaudeviller. Derefter blev han ansat ved Sorø Akademi[1], hvor han fungerede som organist og musiklærer 1857-1865.

I 1859 var blev han gift med Ville (Vilhelmine) Hage, datter af storkøbmanden Alfred Hage[1], og kunne derfor leve sit liv uden økonomiske bekymringer. Familien flyttede 1865 tilbage til København, hvor Heise resten af sit liv koncentrerede sig om at komponere. Han var i stand til at foretage hyppige og lange rejser til Italien i 1861-1862, 1867, 1868-1869 og 1879 og var også i Paris i foråret 1865. I Italien mødte han den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson, hvis tekster han flittigt brugte af, men også en kreds af italienske musikere i Rom, blandt andre komponisten og pianisten Giovanni Sgambati, der inspirerede ham til en række kammermusikværker.

Den lige så beskedne som begavede komponists liv blev afbrudt på dets højdepunkt, netop som "Drot og Marsk" havde vakt håbet om en frugtbringende ny virksomhed for den danske scene, ved Heises død den 12. september 1879. Ved afsløringen af hans marmorbuste, skænket Studentersangforeningen af hans efterlevende enke, blev i marts 1887 givet en mindekoncert i universitetets festsal, hvor samtlige udførte kompositioner vare af ham, og hvor hans ven Chr. Richardt i varme ord tolkede det tab, man havde lidt ved Heises tidlige bortgang.[2]

Heise beskrives som en munter, men beskeden mand, der ikke havde noget ønske om at profilere sig. Med sin på en gang beskedne og kritisk-aristokratiske holdning til sin samtids musikliv befandt han sig bedst i en snæver vennekreds, hvor hans usnobbede naturlighed og varme humor kunne udfolde sig. Mange af hans værker forblev utrykte, og ingen af dem har opusnumre eller kompositionsdato. Men på trods af hans næsten flegmatiske indstilling, blev han anerkendt som sin tids betydeligste vokalkomponist.

Musikken[redigér | redigér wikikode]

Heise blev allerede i samtiden anset som en af kæmperne i 1800-tallets danske musik. Hans indsats var markant på to områder: romancen og den store opera. Selv om hans operaproduktion var begrænset, fik hans hovedværk Drot og Marsk prædikatet "Den bedste danske opera i 1800-tallet". Den blev lunkent modtaget fra starten, men blev siden mere populær og spilles stadig. Hans sange og romancer var derimod talrige. Udviklingen af den danske sang var startet i 1790’erne med Schultz og den videreførtes af Weyse og Gade. Mange andre bidrog, men Heise forfinede genren, og romancetraditionen kulminerede med den 20 år yngre P.E. Lange-Müller i slutningen af 1800-tallet. Derpå indtrådte en reaktion i starten af 1900-tallet anført af Thomas Laub og Carl Nielsen. De ønskede, at den danske sang skulle være enklere og nemmere at synge. Deres ideer blev videreført af bl.a. Poul Schierbeck og Thorvald Aagaard for så at ebbe ud omkring 1950 med bl.a. Otto Mortensen.

Tidlige værker[redigér | redigér wikikode]

I hans tidligste kompositioner mærkes påvirkningen af Weyses romancer; dog synes ved siden deraf et ejendommeligt naturel at skimte frem, som i den lille vuggesang af "Aladdin" ("Visselulle nu, Barnlil"), der i følge traditionen i den Sibbernske kreds skal være hans første arbejde. Men snart fik han også fra Niels W. Gade, hvem han sandsynligvis først er kommen i berøring med i konferensråd Holms musikalske hjem, hvor kvartetspillet drog ham stærkt til sig, en påvirkning, som blev af betydning for hans udvikling. Studenterlivet, som han deltog i med liv og lyst, og dirigentvirksomheden i Studentersangforeningen affødte karakteristiske og ungdommelig friske sangkompositioner både for flere stemmer, fx studentersangen "Vi er en liden, men modig Hær" (1854), "Det er Efteraar" (1855) og den morsomme "Tre Katte" (1858), og for en stemme, som viser til Hostrups stykker, fx "Soldaterløjer" (1850), og nogle hæfter med romancer til tekster af Carl Ploug, Christian Winther, Carsten Hauch med flere. Også større arbejder foreligger fra denne tid, således "Indvielseskantate",[1] tilegnet konferensraad Holm (1851), den fornøjelige og meget kendte ruskantate til tekst af Chr. Richardt og Hostrup (1856) og afskedskantaten til Hostrup. I 1856 komponerede han endelig sin ouverture til "Marsk Stig", hans første arbejde for orkester, der udførtes i Musikforeningen i 1858, og hvis virkningsfulde instrumentation uden tvivl var en frugt af påvirkningen fra Gade.[3]

Værker fra opholdet i Sorø[redigér | redigér wikikode]

Opholdet i det stille Sorø, der ved et lykkeligt familieliv med hans kunstforstandige hustru afløste det mere urolige studenterliv i hovedstaden, gav ham ro til at forsøge sig i større kompositionsformer. I 1860 skrev han "Efteraarsstormene" for soli, kor og orkester, der samme år blev fremført i Musikforeningen i København; der efter fulgte det storslåede "Bergliot" for solo og orkester samt symfoni i D-mol, hvilke arbejder dog først kom til udførelse efter hans tilbagekomst fra Sorø. Virksomheden ved akademiet tiltalte hans ungdommelige sind meget, og han arbejdede med iver og energi med sine små og store elever således, at han fik bragt en hidtil ukendt flugt i det musikalske liv i byen, men i længden følte han savnet af de impulser, som det fyldigere liv i hovedstaden kunne yde, og da hans økonomiske kår gjorde ham uafhængig af hensynet til et levebrød, tog han i 1865 sin afsked og flyttede tilbage til København, hvor han der efter levede uden nogen offentlig stilling, alene beskæftiget med sin kunst.[3]

Værker efter tilbagekomsten til København[redigér | redigér wikikode]

Allerede før sin afrejse til Sorø havde han påbegyndt kompositionen af en opera, "Paschaens Datter", til tekst af Henrik Hertz. Dette arbejde, som han havde fortsat under Sorø-opholdet, fuldendtes nu og indleveredes til Det kgl. Teater, hvor det dog først opførtes i 1869. Som skreven i den traditionelle stil vakte operaen trods de lyriske partiers melodiskjønhed ikke særlig stor opmærksomhed og holdt sig kun i 2 sæsoner.[3] Heller ikke hans musik til balletten "Cort Adeler" (opført 1870) formåede at skaffe sig et langt liv på scenen (den yndefulde og karakteristiske indledning, "Folkeliv paa Piazzettaen", blev dog senere (1890) benyttet af Frederik Rung i balletten "En Karnevalsspøg i Venedig").[3] Imidlertid drog den dramatiske tonedigtning ham fortsat til sig; foruden alt tidligere til "Palnatoke" (1867) skrev han musikken til Ibsens "Kongsæmnerne" (1871), til Reckes "Bertran de Born" (1873), som gjorde stormende lykke, og til Munchs "Fjældsøen" (1875),[3] og endelig opførtes den 25. september 1878 hans anden opera, "Drot og Marsk" til tekst af Chr. Richardt, som, indledt med den tidligere komponerede ouverture til "Marsk Stig", gjorde et gribende indtryk[3] og blev et betydningsfuldt led i den nationale opera, i det han i dette arbejde har forladt den overleverede stil og, sluttende sig til den nyere skoles principper, skabt et virkeligt sangdrama, hvori tillige hans egen ejendommelige kunstnerindividualitet er bevaret.[2]

Til sangfesten i København i 1868 komponerede han "Volmerslaget" for mandsstemmer med blæseorkester. I Musikforeningen opførtes 1873 hans koncertstykke "Tornerose" for soli, kor og orkester, som blev udgivet af Samfundet for dansk Musik, og hvori den bekendte sang: "Saa længe jeg kan mindes" forekommer. Af egentlig kammermusik er intet fremkommet for offentligheden; iblandt hans efterladte arbejder findes en violinsonate, komponeret omkring 1857, og en klaverkvintet, skreven under et ophold i Rom i 1869. End videre har han skrevet "Kong Hakes Ligfærd" for mandskor, "Skovbækken", "Foraar og Sommer" og en del mandskvartetter, som "Jylland mellem tvende Have", "Hurra, Kammerater", "Dans, ropte Felen", "De smukke" med flere.[2]

Romancer og sange[redigér | redigér wikikode]

Hvad der dog særlig har gjort Heise til den bekendte danske komponist er den lange række af romancer og sange, som går lige fra hans første ungdomsdage indtil hans død og viser den geniale og fint forstående komponists smukke og harmoniske udviklingsgang fra det næsten Weyseske udgangspunkt til de derfra så aldeles forskellige "Dyveke-Sange" og "Farlige Drømme". Til de ejendommeligste og for Heise mest typiske høre i denne rigdom, foruden de nys nævnte 2 samlinger, sangene: "Husker du i Høst", "Højt over Bøgens Top" samt "Sange af Shakspeare", "Bergmanden", "Digte fra Middelalderen", "Sydlandske Sange", "Erotiske Digte af Aarestrup", "Engelske Sange", "Gudruns Sorg" og "Samson". En samlet udgave af hans romancer og sange (i alt 187) udkom efter hans død i 3 bind.[2]

Heises musikalske kvalitet byggede på hans evne til, med respekt for den strofiske form, at bygge sine sange op i klart overskuelige forløb med en fint formet melodik uden lige i dansk romancekunst. Han viser allerede tidligt en sikker sans for at indfange et natur- eller kærlighedsdigts stemning, og tilføje et klaverakkompagnement, der udøver en klangligt forfinet og musikalsk medtolkende funktion.

Nogle musikforskere har ment, at hvis Heise havde skrevet til tyske tekster, ville hans romancer i dag være verdenskendte.

Den musikalske inspiration kom fra blandt andet Ludwig van Beethoven, Felix Mendelssohn og Robert Schumann. Stilmæssigt startede han i klassicismen, men endte i en mere ekspressiv og dramatisk romantik.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]