Philippe Pétain

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Philippe Pétain

(1941)
Personlige detaljer
Født 24. april 1856
Cauchy-à-la-Tour, Frankrig
Død 23. juli 1951 (95 år)
Port-Joinville, Frankrig
Gravsted tombe de Philippe Pétain
Ægtefælle Annie Pétain
Mor Clotilde Legrand
Far Omer-Venant Pétain
Uddannelses­sted École spéciale militaire de Saint-Cyr
Beskæftigelse Officer, diplomat, militærperson, politiker Rediger på Wikidata
Medlem af Académie française (1929-1945),
Académie des sciences morales et politiques (fra 1919) Rediger på Wikidata
Religion Romerskkatolske kirke
Udmærkelser Officer af Æreslegionen (1914-1945)
*Kommandør af Æreslegionen (1915-1945)
*Storofficer af Æreslegionen (1916-1945)
*Storkors af Æreslegionen (1917-1945)
*Ridder af Æreslegionen (1901-1945)
*Militærfortjenstordenen
*Cambodjas kongelige orden
*Frihedskorset (Estland)
*Médaille militaire (1918-1945)
*Sankt Georgsordenen, 4. klasse
*Distinguished Service Medal
*Stormester af Æreslegionen
*Storkors med kæde af Karl IIIs orden (1919)
*Parrain de promotion de l'École spéciale militaire de Saint-Cyr
*sølvkors af Virtuti Militari-ordenen
*médaille coloniale
*Sejrsmedaljen
*Ordenen af Karađorđe-stjernen
*Annams drageorden[1]
*Tapperhedskorset
*croix de guerre 1914-1918
*Den interallierte seiersmedaljen 1914–1918[2]
*Marskal af Frankrig (1918)
*Sankt Mikaels og Sankt Georgs orden
*Medalla Militar
*Den Hvide Ørns Orden
*médaille commémorative de la guerre 1914-1918
*Croix de Guerre Rediger på Wikidata
Underskrift
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Philippe Petain (24. april 185623. juli 1951) var fransk officer og politiker.

Under 1. verdenskrig indlagde han sig stor fortjeneste ved at standse det tyske stormløb mod fæstningen Verdun, og i 1917 lykkedes det ham at neddæmpe et mytteri i den franske hær, som kunne være blevet skæbnesvangert. Han gik i modsætning til mange af sine officerskolleger ind for en defensiv strategi. Det indbragte ham stor popularitet, idet den offensive doktrin havde kostet Frankrig dyrt.

Den defensive holdning videreførte han i mellemkrigstiden, hvor han var medvirkende ved anlæggelsen af Maginot-linjen. Han deltog i det yderste højres konspirationer mod republikken.

Da 2. verdenskrig brød ud i 1939, var han ambassadør i Spanien, men efter den tyske offensiv mod Frankrig i maj 1940 og Frankrigs militære sammenbrud blev han kaldt hjem og udnævnt til viceministerpræsident. Han anså krigen for tabt, og i juni blev han ministerpræsident og anmodede om våbenhvile. I juli 1940 gav nationalforsamlingen ham som marskal af Frankrig fuldmagt til at udarbejde en ny forfatning og opløsning af den Tredje Republik.

Pétain blev statschef og stod fra nu af sammen med ministerpræsidenten Pierre Laval i spidsen for den autoritære Vichy-regeringen i nært samarbejde med Tyskland. Pétains tilhængere, som han havde mange af også efter den 2. verdenskrig, hævdede, at hans hensigt kun havde været at forsvare franske interesser og at føre Frankrig uskadt gennem krigen. Vichy-regeringen medvirkede aktivt til deportationer af jøder til udryddelseslejre og tvangsudskrivning af franske arbejdere til Tyskland.[kilde mangler]

Da tyskerne opgav Frankrig i eftersommeren 1944, tog de Pétain med sig til Tyskland, men i 1945 vendte han frivilligt tilbage til Frankrig. Under retsopgøret blev han dømt til døden, men blev benådet af Charles de Gaulle med livsvarigt fængsel på grund af sin høje alder. Han døde i fængslet.

Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.