Pia Olsen Dyhr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Pia Olsen Dyhr
Pia Olsen Dyhr AUGUST 2018 Foto William Vest-Lillesoe.jpg
Formand for SF
Nuværende
Overtaget embede
13. februar 2014
Foregående Annette Vilhelmsen
Transportminister
Embedsperiode
9. august 2013 – 3. februar 2014
Foregående Henrik Dam Kristensen
Efterfulgt af Magnus Heunicke
Handels- og investeringsminister
Embedsperiode
3. oktober 2011 – 9. august 2013
Foregående Brian Mikkelsen
Efterfulgt af Nick Hækkerup
Personlige detaljer
Født 30. november 1971 (47 år)
Vallensbæk
Fulde navn Pia Olsen Dyhr
Nationalitet Danmark Dansker
Politisk parti Socialistisk Folkeparti (SF)
Ægtefælle(r) Villy Dyhr
Børn En datter, to bonusdøtre
Bopæl Brønshøj
Uddannelses­sted Cand.scient.pol.
Beskæftigelse Folketingsmedlem
Regering Helle Thorning-Schmidt I
Links
http://sf.dk/dine-politikere/folketingsmedlemmer/pia-olsen-dyhr

Pia Olsen Dyhr (født 30. november 1971 i Vallensbæk) er en dansk SF-politiker, der har været medlem af Folketinget siden folketingsvalget 2007. Dyhr er uddannet cand.scient.pol. og har bl.a. arbejdet som politisk koordinator for CARE Danmark og som koordinator for Danmarks Naturfredningsforening.

Ved Folketingsvalget 2007 blev Pia Olsen Dyhr valgt i Nordsjællands Storkreds med 3.307 personlige stemmer.[1]Hun blev efterfølgende bl.a. udpeget som partiets trafikordfører.[2]

I oktober 2011 blev Pia Olsen Dyhr udnævnt til handels- og investeringsminister i Helle Thorning-Schmidts regering.[3] Som minister var hun med til at sætte særligt fokus på dansk eksport til de nye vækstlande (BRIK) samt at vedtage en ny handelspolitisk strategi med fokus på grøn omstilling.[4] I forbindelse med en ministerrokade i august 2013 blev hun udnævnt til transportminister.[5] Som transportminister stod hun bag aftalen om togfonden, der sigter imod en modernisering af det danske jernbanenet samt indførslen af "timemodellen".[6]

I januar 2014 meddelte daværende SF-formand, Annette Vilhelmsen, at partiet trådte ud af regeringen, og den 3. februar 2014 udtrådte de formelt af regeringen. Annette Vilhelmsen trådte ved samme lejlighed tilbage, og i februar blev Pia Olsen Dyhr udnævnt som ny partiformand, valgt uden modkandidat. Hun er samtidig partiets energi- og klimaordfører.

Under sit formandskab har Pia Olsen Dyhr stået i spidsen for at samle og stabilisere SF efter en turbulent periode i regering. Under hendes ledelse har partiet vendt en nedadgående kurve, stabiliseret sig i meningsmålingerne og opnået medlemsfremgang.[7] Ved kommunal- og regionsrådsvalget 2017 opnåede partiet fremgang og sikrede sig bl.a. en borgmesterpost på Langeland.

Ved folketingsvalget 2015 var Pia Olsen Dyhr opstillet i Københavns Storkreds, hvor hun blev genvalgt til folketinget med 9.575 personlige stemmer.[8]

Pia Olsen Dyhr modtog i 2014 Folkemødets dialogpris.[9]

Den 22. oktober 2018 udkom bogen ”Pia Olsen Dyhr – Mønsterbrud og opbrud” af journalisten Thomas Larsen. Bogen omhandler Pia Olsen Dyhrs opvækst, hendes vej ind i politik og er en grundig beskrivelse af SF's nyere politiske historie, herunder de svære kampe fra partiets tid i regering.[10]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Pia Olsen Dyhr voksede op i VallensbækKøbenhavns Vestegn i et socialt boligbyggeri med sin lillebror, en mor der var rengøringsassistent og en alkoholiseret far der var førtidspensionist.

Fra 1996 til 1998 var Pia Olsen Dyhr landsformand for SF Ungdom. Hun har desuden været næstformand for Mellemfolkeligt Samvirke og formand for 92-gruppen Forum for Bæredygtig udvikling. Derudover har Pia Olsen Dyhr været medlem af Handelshøjskolens tænketank Forum Europa og Nævnet vedrørende EU-oplysning. I 1998 deltog hun i FN's generalforsamling på vegne af Dansk Ungdoms Fællesråd.

Pia Olsen Dyhr er gift med Villy Dyhr, forbundssekretær i HK/Danmark. Parret er bosat i Brønshøj, og de har tilsammen tre piger.

Publikationer af Pia Olsen Dyhr[redigér | redigér wikikode]

  • Bidragsyder til bogen EU forfatningen,Charlotte Antonsen og Peter la Cour, red.: 2004.
  • Kvinder ind i eliten – EU, køn og demokrati, Nyt Europa, 1999.
  • De danske undtagelser, publikation udgivet af Rådet for europæisk politik.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]