Pierre Hadot

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Pierre Hadot

PierreHadot.jpg

Personlig information
Født 21. februar 1922 Rediger på Wikidata
Paris Rediger på Wikidata
Død 24. april 2010 (88 år) Rediger på Wikidata
Orsay Rediger på Wikidata
Ægtefælle Ilsetraut Hadot Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Paris Universitet,
École pratique des hautes études Rediger på Wikidata
Medlem af Bayerische Akademie der Wissenschaften (fra 1972) Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Professor, historiker, katolsk præst (1942-1952), skribent, filosof Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Collège de France (1982-1991), École pratique des hautes études (1961-1985), CNRS (1949-1964) Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Grand prix de philosophie,
médaille d'argent du CNRS,
æresdoktor ved université Laval,
æresdoktor ved universitetet i Neuchâtel (1985) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Pierre Hadot (1. februar 1922-24. april 2010) var en fransk filosof og filosofihistoriker, der specialiserede sig i antik filosofi, især neoplatonisme[1].

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Hadot blev født den 1. februar 1922 i Reims. Han blev oprindeligt uddannet præst, men endte med at fungere som professor i hellenistisk og romersk filosofi ved Collège de France fra 1982 til 1991.[2] Han blev pensioneret i 1991 og døde 88 år gammel i 2010 i Orsay. Han var gift med Ilsetraut Hadot.

Filosofisk arbejde[redigér | redigér wikikode]

Pierre Hadot var tidligt optaget af den senere Ludwig Wittgensteins sprogfilosofi[3]. Han var blandt de første til at introducere Wittgenstein i Frankrig.[4] Hadot hævdede, at formen og indholdet hang meget tæt sammen i Wittgensteins bog Filosofiske undersøgelser.[5]

Pierre Hadot blev dog især kendt for at vise, at antikkens filosofi var en praksis i modsætning til den moderne akademiske fagfilosofi.[6] Hadot var i den forbindelse ikke mindst optaget af filosoffer som Sokrates og Plotin.[7]

Hadot fik stor betydning for den franske idehistoriker Michel Foucaults sene arbejde med antikken[8]. Det gjaldt ikke mindst Foucaults andet og tredje bind om seksualitetens historie.[9][10]

Udgivelser[redigér | redigér wikikode]

  • Traités théologiques sur la Trinité, Cerf 1960 (Sources Chrétiennes nos. 68 & 69)
  • Porphyre et Victorinus. Paris, Institut d'Etudes augustiniennes, 1968. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 32–33)
  • Marius Victorinus: recherches sur sa vie et ses oeuvres, 1971. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 44)
  • Exercices spirituels et philosophie antique. Paris, Etudes augustiniennes, 1981. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 88). ISBN 2-85121-039-4
  • La citadelle intérieure. Introduction aux Pensées de Marc Aurèle. Paris, Fayard, 1992. ISBN 2-213-02984-9
  • Qu'est-ce que la philosophie antique? Paris, Gallimard, 1995. (Folio essais ; 280). ISBN 2-07-032760-4
  • Plotin ou la simplicité du regard; 4. udg. Paris, Gallimard, 1997. (Folio esais ; 302). ISBN 2-07-032965-8
  • Etudes de philosophie ancienne. Paris, Les Belles Lettres, 1998. (L'âne d'or ; 8). IBSN 2-251-42007-X
  • Marc Aurèle. Tekster oversat af Pierre Hadot, med Concetta Luna, 1. udg. Paris, Collection Budé, 1998 IBSN 2-251-00472-6
  • Plotin, Porphyre: Études néoplatoniciennes. Paris, Les Belles Lettres, 1999. (L'âne d'or ; 10). ISBN 2-251-42010-X
  • La philosophie comme manière de vivre. Paris, Albin Michel, 2002. ISBN 2-226-12261-3
  • Exercices spirituels et philosophie antique, nouvelle éd. Paris, Albin Michel, 2002. (Bibliothèque de l'évolution de l'humanité). ISBN 2-226-13485-9
  • Le voile d'Isis: Essai sur l'histoire de l'idée de nature. Paris, Gallimard, 2004. ISBN 2-07-073088-3
  • Wittgenstein et les limites du langage. Paris, J. Vrin, 2004. (Bibliothèque d'histoire de la philosophie). ISBN 2-7116-1704-1
  • Apprendre à philosopher dans l'antiquité. L'enseignement du Manuel d'Epictète et son commentaire néoplatonicien (med Ilsetraut Hadot). Paris, LGF, 2004. (Le livre de poche ; 603). ISBN 2-253-10935-5

Dansk litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Dræby, A. (2016): Pierre Hadot og Michel Foucault. IN Filosofisk livskunst. Statsbiblioteket. ISBN: 978-87-7507-373-3

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Apprendre à philosopher dans l'antiquité. L'enseignement du Manuel d'Epictète et son commentaire néoplatonicien (with Ilsetraut Hadot). Paris, LGF, 2004. (Le livre de poche ; 603). ISBN 2-253-10935-5
  2. ^ Pierre Hadot, Philosophy as a Way of Life, trans. Michael Chase. Blackwell Publishing, 1995, p. 278
  3. ^ Wittgenstein et les limites du langage. Paris, J. Vrin, 2004. (Bibliothèque d'histoire de la philosophie). ISBN 2-7116-1704-1.
  4. ^ Davidson, A.I. (1995), Pierre Hadot and the Spiritual Phenomenon of Ancient Philosophy, in Philosophy as a Way of Life, Hadot, P., Oxford Blackwells
  5. ^ Davidson, A.I. (1995), pp17-18
  6. ^ Hadot 1981
  7. ^ Hadot 1997
  8. ^ Dræby 2016
  9. ^ Foucault (2004): Brugen af nydelserne. Det lille forlag
  10. ^ Foucault (2004): Omsorgen for sig selv. Det lille forlag