Pladerustning
Pladerustning er en historisk type personlig rustning fremstillet af bronze, jern eller stålplader, kulminerende i den ikoniske fuld pladerustning, der helt indkapslede bæreren. Fuld pladerustning af stål udviklede sig i Europa under senmiddelalderen, især i forbindelse med hundredeårskrigen, fra pladejakkem (populær i slutningen af 1200- og begyndelsen af 1300-tallet), der blev båret over ringbrynje i 1300-tallet – et århundrede kendt for overgangsrustning, hvor plader gradvist erstattede ringbrynje.
I Europa nåede fuld pladerustning sit højdepunkt i 1400- og 1500-tallet. Den fulde rustning, også kaldet et panoplia, er derfor et kendetegn ved slutningen af middelalderen og renæssancen. Dens populære tilknytning til "middelalderridderen" skyldes den specialiserede turneringsrustning, der udviklede sig i 1500-tallet.
Fuld rustning i gotisk og milanesisk stil blev båret på slagmarkerne i de burgundiske krige, rosekrigene, de polsk-teutoniske krige, firsårskrigen, de franske religionskrige, de italienske krige, de ungarsk-osmanniske krige, osmannisk-habsburgske krige, polsk-osmanniske krige, en betydelig del af hundredeårskrigen, og endda trediveårskrigen. De tungest pansrede tropper i perioden var tungt kavaleri, såsom gendarmene og de tidlige kyrassérer, men infanteritropperne blandt schweiziske lejesoldater og landsknægte bar også lettere "trekvart" masseproduceret rustning, hvor underbenene var ubeskyttede.[1]
Brugen af pladerustning begyndte at aftage i begyndelsen af 1600-tallet, men den forblev almindelig både blandt adelen (f.eks. kejser Ferdinand 2., Ludvig 13. af Frankrig, Filip 4. af Spanien, Morits af Oranien og Gustav 2. Adolf af Sverige) og blandt kyrassérerne under de europæiske religionskrige. Efter midten af 1600-tallet blev pladerustning mest reduceret til den enkle brystplade eller brystpanser, båret af kyrassérer, med undtagelse af de polske husarer, som stadig brugte store mængder pladerustning. Dette skyldtes udviklingen af musketten, der kunne gennembryde rustning på betydelig afstand. For infanteriet fik brystpladen fornyet betydning med udviklingen af granatsplinter i slutningen af napoleonskrigene. Brugen af stålplader syet ind i fragmentationsveste stammer fra anden verdenskrig og blev siden erstattet af moderne materialer som fiberforstærket plast fra midten af 1900-tallet.
Ringbrynje er et lag af beskyttende beklædning, som blev båret hyppigst fra 800-tallet til 1200-tallet, selvom den fortsatte med at blive båret under og som en del af pladerustning indtil 1400-tallet.[2] Ringbrynjen blev fremstillet af hundredvis af små sammenlåste jern- eller stålringe, holdt sammen med nitter. Den blev lavet på denne måde, så den kunne følge bærerens kropskonturer og maksimere komforten. Ringbrynjer var primært designet til at forsvare mod stødende og skærende våben frem for slagvåben.[3] Typiske beklædningsgenstande fremstillet af ringbrynje på den tid omfattede hætter, handsker, bukser og sko. Fra 900-tallet til 1200-tallet var ringbrynjen så udbredt i Europa, at perioden blev kendt som "ringbrynjens tidsalder".
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Eksempel på en rustning båret af spydmænd Tyskland ca. 1600, udstillet hos Lennart Viebahn Arms & Armour
- ↑ Cartwright, Mark. "The Armour of an English Medieval Knight". World History Encyclopedia (engelsk). Hentet 2023-04-27.
- ↑ Wedel, Waldo R. (1975). "Chain Mail in Plains Archeology". Plains Anthropologist. 20 (69): 187-196. doi:10.1080/2052546.1975.11908716. ISSN 0032-0447. JSTOR 25667265.
- Litteratur
- Smith, R. (2010). Rogers, Clifford J. (red.). The Oxford Encyclopedia of Medieval Warfare and Military Technology: Volume I. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0195334036.
- Williams, Alan (2003). The Knight and the Blast Furnace: A History of the Metallurgy of Armour in the Middle Ages & the Early Modern Period. Leiden: Brill. ISBN 978-9004124981.
 | Spire Denne artikel om militær er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |