Polsk-osmanniske krig (1672-1676)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Polsk-osmanniske krig (1672–1676)
Slaget ved Khotin under krigen (1673)
Slaget ved Khotin under krigen (1673)
Dato 1672–1676
Sted Den polsk-litauiske realunion
Resultat Det Osmanniske Rige opnår kontrol med dele af Podolien og dele af det centrale Ukraine vest for floden Dnepr
Parter
Chorągiew królewska króla Zygmunta III Wazy.svg Den polsk-litauiske realunion
Flag of Wallachia.svg Valakiet (i 1673)
Flag of the Cossack Hetmanat.svg Det kosakkiske hetmanat
Det Osmanniske Rige
Ledere
Johan Sobieski
Michał Kazimierz Pac
Mykhailo Khanenko
Mehmed 4.
Köprülüzade Fazıl Ahmed
Kara Mustafa Pasha
Selim 1. Giray
Petro Dorosjenko
Styrke
12.000 tropper under kronen
og 5.400 tropper fra Litauen[1]
Efter 17. oktober 1672 blev troppernes antal forøget til 31.000 og 12.000 af kronens og af de litauiske tropper, samt diverse militser og private tropper, således at der samledes i alt 60.000 mand[1]
40,000 to 60,000[2]
Tab
Chorągiew królewska króla Zygmunta III Wazy.svg ukendt ukendt
Kort over de omstridte områder

Den polsk-osmanniske krig (1672–1676) var en konflikt mellem Den polsk-litauiske realunion og Det Osmanniske Rige, der var forløberen for Den store tyrkiske krig. Krigen blev afslutet i 1676 med Żurawno-traktaten, hvor Den polsk-litauiske realunion overlod det meste af sine besiddelser i Ukraine til osmannerne.

Optakt[redigér | rediger kildetekst]

Årsagen til krigens udbrud kan føres tilbage til midten af 1660'erne, hvor hétman Petro Dorosjenko søgte at opnå kontrol med Ukraine, men blev mødt med modstand af andre lokale krigsherrer, der ligeledes ønskede magten i området. For at nå sit mål indgik Dorosjenko i 1669 en traktat med den osmanniske sultan Mehmed 4., hvor sultanen anerkendte Det kosakkiske hetmanat som en vasal af Det Osmanniske Rige.[3]:273

Realunionen forsøgte at dæmpe uroen blandt kosakkerne i Ukraine, men årtiers krige og indre oprør havde svækket unionen. Tatarerne, der gentagne gange havde gennemført plyndringstogter over realunionens grænser, søgte at udnyttede realunionens svaghed ved at indgå en alliance med kosakkerne under Dorosjenko. Det lykkeds dog i første omgang den polsk-litauiske hétman Johan Sobieski at besejre tatarerne flere gange og fik til sidst en fredsaftale i stand.

I 1670 forsøgte Dorosjenko endnu engang at overtage Ukraine. I 1671 skiftede Krim-khanatet hersker, hvor Adil Giray, der havde støttet realunionen, med støtte fra den osmanniske sultan blev afløst af med Selim 1. Selim indgik en alliance med Dorosjenkos kosakker, men Dorosjenkos styrker blev atter besejreet af Sobieski. Selim bad herefter om hjælp fra osmannerne. Den ulmende uro i grænseområdet eskalerede i 1671, idet osmannerne nu var indstillede på at sende sin hær til området for selv at opnå kontrol med territoriet.[4]:646

Krigens første fase (1672)[redigér | rediger kildetekst]

I august 1672 gik en osmannisk hær på 80.000 mand under Mehmed 4. ind i Polsk Ukraine, hvor de indtog borgen i Kamjanets-Podilskyj og belejrede Lviv. Polakkerne var ikke forberedt til krig og var optaget af intern konflikt mellem den polske konge Michael 1. og adelen (szlachta), og den polske Sejm kunne ikke enedes om at udskrive de nødvendige skatter for at samle en stor hær til at imødegå truslen fra syd. Realunionen måtte derfor i oktober 1672 underkrive en fredstraktat med osmannerne, der overlod Relunionens besiddelser i Ukraine vest for floden Dnepr til osmannerne[4]:648 (Realunionen havde allerede i 1667 afstået ukrainske territorier øst for Dnepr til Zar-Rusland ved Andrusovo-traktaten of 1667) og påtog sig en årlig tribut på 22.000 dukater.

Den anden fase (1673–1676)[redigér | rediger kildetekst]

Kampen om det tyrkiske banner af Józef Brandt.
Zaporozje-kosakkernes brev til den tyrkiske sultan maleri, der beskriver det fornærmende brev, som Zaporogkosakkerne angiveligt sendte til den tyrkiske sultan

Realunionens Sejm kunne for en sjælden gang skyld nå til enighed, da de afviste at ratificere fredstraktaten med vilkårene om afståelse af territorium og vilkår om tribut, der i realiteten ville gøre Realunionen til en vasal af Osmannerriget.[4]:648 I stedet besluttede Sejmen at opkræve de nødvendige skatter til at sammensætte en hær. Hétman Johan Sobieski ledte et felttog mod osmannerne, som han påførte adskillige nederlag.[4]:649 Det lykkedes ham at opnå kontrol med Moldaviens territorium og de omtvistede ukrainske territorier. Samme år døde Michael 1., og Sobieski blev herefter valgt til Realunionens konge i 1674.[4]:649

Sejmen afviste imidlertid atter at indkræve de nødvendige skatter for at betale hæren, hvilket medførte masse-deserteringer i Realunionens hær, og unionen mistede derfor terræn. Unionens problemer blev yderligere forstærket af, at hetman Michał Kazimierz Pac modarbejdede Sobieskis ledelse, ligesom osmannerne blev ved med at sende forstærkninger til krigen. Det lykkedes en styrke på 6.000 mand under Sobieskis at besejre 20.000 tyrkere og tatarer ved slaget om Lviv i august 1675,[4]:653 men Sejmen afviste fortsat at opkræve skatter og at finansiere en større hær.[4]:653

I 1676 modstod Sobieskis 16.000 mand en osmannisk belejring af Żurawno. Den osmanniske hør talte 100.000 mand under Ibrahim Pasha. Sobieski måtte imidlertid indgå en fredsaftale,[4]:655 hvorefter osmannerne beholdt de vundne territorier, som de havde erobret i 1672, og Sobieski måtte reducere sin hær fra 30.000 mand til 12.000 mand.[4]:655 Realunionens forpligtelse til at betale tribut blev samtidig ophævet, ligesom et stort antal polske krigsfanger blev frigivet.

Efterspil[redigér | rediger kildetekst]

Sejmen afviste at ratificere traktaten, hvilket blev meddelt via østrigske diplomater og Pave Innocens 11.[4]:655

Krigen udstillede den begyndende tilbagegang i Realunionen, der senere kulminerede med Polens delinger. Realunionen var plaget af en Sejmens handlingslammelse som følge af reglen om liberum veto og udenlandsk bestikkelse af medlemmerne. ligesom Sejmens medlemmer var domineret af politikere og adelsfolk, der varetog kortsigtede interesser og konstant afviste at samle en hær, idet det blev vurderet, at osmannerne ikke ville angribe de nordlige områder i Realunionen. Denne uvillighed til at tage de nødvendige tiltag til at forsvare Realunionens territorium, blev også bemærket af andre herskere, hvilket medførte yderligere pres på Realunionen.

På den polske side blev de fleste af kampene gennemført af Johan Sobieski, der grundet sin indsats under krigen blev valgt som konge i 1674 som Johan 3. Sobieskis omdømme blev yderligere styrket, da han flere år senere under Slaget ved Wien besejrede osmannerne. Sobieski kunne dog ikke bremse Realunionens tilbagegang og senere kollaps.

Realunionen generoberede de tabte territorier under den Polsk-osmanniske krig (1683–1699), men dette var den sidste af Realunionens sejre.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Davies 2007, s. 152.
  2. ^ Davies 2007, s. 156.
  3. ^ Finkel, C., 2005, Osman's Dream, Cambridge: Basic Books, ISBN 0465023975
  4. ^ a b c d e f g h i j Tucker, S.C., editor, 2010, A Global Chronology of Conflict, Vol. Two, Santa Barbara: ABC-CLIO, LLC, ISBN 9781851096671

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Davies, Brian L (2007). Warfare, State and Society on the Black Sea Steppe, 1500-1700. London: Routledge. ISBN 9780415239851.
  • Polish-Ottoman War, 1672–1676
  • Polish Warfare: The Turkish and Tartar Wars 1667–1676 parts 7 and 8
  • (polsk) Wojny polsko-tureckie Arkiveret 19. november 2010 hos Wayback Machine, Encyklopedia WIEM
  • Viorel Panaite, "On Ottoman-Polish Diplomatic Relations", Asian Studies. International Journal for Asian Studies (II/2001), [1]
  • Stanford Jay Shaw, Ezel Kural Shaw, History of the Ottoman Empire and Modern Turkey, Cambridge University Press, 1977, ISBN 0-521-29163-1, Google Print, p.213
  • Kołodziejczyk, Dariusz (2000). Ottoman-Polish Diplomatic Relations (15th – 18th Century): An Annotated Edition of ‘Ahdnames and Other Documents. Leiden – Boston –Köln: Brill.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]