Pommern

Pommern (polsk: Pomorze; tysk: Pommern) er et historisk landskab beliggende ved floden Oders udløb i Østersøen.

Hertugdømmet Pommern

Oprindelig fandtes i Pommern keltiske folk, men allerede i den romerske kejsertid beboedes landet af de til vandalernes stamme hørende rugier og turcilinger. Først i slutningen af 5. og i 6. århundrede indvandrede venderne, der benævnte landet Pomorje (kystland), mens nordboerne kaldte det Vendland, hvorefter de øst for Oder boende folk, på Karl den Stores tid, benævntes pomorjaner (Pomerani).

Først 1124—28 begyndte kristendommen, på foranledning af biskop Otto af Bambergs missionsrejser, at vinde indpas i landet, og 1140 grundedes det første bispedømme i Julin. Samtidig begyndte landets germanisering via klostrene og nedersaksiske nybyggere. Allerede siden 1060 havde Pommern egne fyrster, hvis stamfar er Swantibor (død 1106). I 1113 indtog Lothar III Pommern, der genvandt selvstændigheden 1155 under Sobieslaw. I 1231 gav kejser Frederik II Pommern som i len til Markgrevskabet Brandenburg. Gennem middelalderen var der stadige kampe og stridigheder med nabostaterne, særlig Brandenburg og byen Stralsund, der hørte under Hanseforbundet.

I 1493 opgav Brandenburg endeligt sin lensoverhøjhed over Pommern.^{[kilde mangler]} I 1532 blev landet delt i hertugdømmerne Stettin, Forpommeren, og Wolgast, Bagpommern.^{[kilde mangler]}

I 1637 uddøde mandslinien i den gamle hertugslægt med Bogislaw 14.. Ved den Westfalske Fred i 1648 tilfaldt den vestlige del af Pommern Sverige, og Brandenburg som Pommern i 1571 havde indgået arvefællesskab med, måtte afstå sine rettigheder. Sverige overtog Svensk Forpommern, Rügen, Stettin, Damm, Garz, Gollnow og Oder-mundingen, som len af kejseren, og kun den østlige del af landskabet (Bagpommern) kom under Preussen.

Efter den Store Nordiske Krig ved Freden i Stockholm i 1720 måtte Sverige afstå Forpommern indtil Peene, Stettin og øerne Usedom og Wollin til Preussen, mod at Preussen betalte 2 mio. thaler og overtog en pommersk gæld på 600.000 thaler, Ved Freden i Frederiksborg i 1720, afstod Danmark Dansk Forpommern til Sverige. der kaldtes Svensk Forpommern.

I 1814 fik Danmark Svensk Forpommern og Rügen som erstatning for tabet af Norge. Svensk Forpommern og Rügen bortbyttedes umiddelbart til Preussen imod en sum af 2.600.000 thaler og fyrstendømme Lauenburg, som Kongeriget Hannover afstod.

Ved Versailles-freden i 1919 blev 10 km² af Pommern afstået til Polen.