Portal:Botanik/Månedens artikel/Arkiv

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

2007

Oktober måneds artikel

Uppsala universitetshuset.jpg

I denne måned drejer det sig om Angiosperm Phylogeny Group. Det er en række forskere, der arbejder med at skabe enighed om de dækfrøede planters indbyrdes slægtskab i lyset af den hastigt forøgede viden om disse forhold på celleplan. Systematikken bygger på to sæt af gener i planternes kloroplaster og et sæt, som koder for dannelse af ribosomer. Den første reviderede version af systematikken blev offentliggjort i 2003, og den betegnes for det meste som APG II 2003 eller bare APG II.





November måneds artikel

Centaurea-cyanus.JPG

Ukrudt er planter, der gror, hvor de ikke skal ifølge det menneske, som ejer eller driver et land- eller vandområde. Det egentlige ukrudt er en forholdsvis kort række urteagtige planter, som erfaringsmæssigt følger med overalt, hvor jorden bliver dyrket. Ukrudtsarterne er pionerarter, som er tilpasset til at udnytte udækket, nøgen jord eller i hvert fald jord, som kun er sparsomt dækket af vegetation. Når de bliver betragtet som skadelige, så skyldes det, at de kan konkurrere om vand, lys og næring med de ønskede nytteplanter.





December måneds artikel

Eugenius Warming 1841-1924.jpg

Eugen Warming var en dansk botaniker og en hovedfigur i grundlæggelsen af den naturvidenskabelige disciplin økologi. Warming skrev emnets første lærebog (1895) og afholdt det første universitetskursus i planteøkologi. Warming skrev adskillige lærebøger i systematisk botanik, plantegeografi og planteøkologi. Flere af disse blev oversat og vandt stor udbredelse og indflydelse, især i Norden, Tyskland, Storbritannien og USA. De mest betydningsfulde var Plantesamfund og Haandbog i den systematiske Botanik.





2008

Januar måneds artikel

Nymphaea alba 250607.jpg

Nøkkerose-familien (Nymphaeaceae) er udbredt med flere end 60 arter på alle kontinenter (undtagen Antarktis). Den består af urteagtige vandplanter, som ofte har langstilkede flydeblade. De har store, enlige blomster er primitivt byggede med mange skruestillede bloster- og støv-blade.

I Danmark er findes slægterne Nøkkerose (Nymphaea) og Åkande (Nuphar) repræsenteret med vildtvoksende arter. En anden kendt slægt er Kæmpeåkande (Victoria).

Familiens arter regnes for at være blandt de ældste inden for de tokimbladede, og de enkimbladede ser ud til at have deres udspring blandt urteagtige planter, der står meget tæt på Nøkkerose-familiens forløbere.





Februar måneds artikel

Bladscharnier boon.jpg

Et blad fra planter er en struktur eller organ, som normalt er specialiseret til at lave fotosyntese. Blade er typisk flade og tynde. Det gør, at solens lys kan komme godt ind i vævet, og at cellernes grønkorn ikke skygger så meget for hinanden. Nåletræers blade er omdannet til nåle og de har fotosyntese. I de fleste planter er bladene også stedet, hvor respiration, transpiration og guttation foregår. Nogle blade kan lagre energi kemisk og vand (sukkulenter) og har i visse planter også andre formål.

Fordelen ved bladets flade form er også, at det har god, termisk kontakt med luften. Solen bager i solskin med en energi på ca. 1000 J/m²/Sek (solarkonstanten). Yderligere er det en fordel, at bladene bremser vinden og fremmer luftopblandingen via turbulens. Det er bl.a. derfor at levende hegn er bedre end vedligeholdeseskrævende "dødt" hegn. Det koster dog planterne dyrt, at det forholder sig sådan. Forsøg i vindtunnel har vist, at der er en betydelig dynamisk opdrift, når blade udsættes for blæst, og den gør, at træer og buske mister grene i storme, men resten af tiden er turbulensen en fordel for planterne.





Marts måneds artikel

Plagiomnium affine laminazellen.jpeg

Et organel (et lille organ) er en struktur, som ligger indlejret i cytoplasmaet i cellens indre. Det har præcise funktioner i cellens stofskifte. Betegnelsen bruges om eukaryote celler.

Nogle af de større organeller har formentlig først været parasitiske eller endosymbionte bakterier, for de har stadig deres eget DNA. Det gælder f.eks.:





April måneds artikel

Arrhenatheretum 250506.jpg

Det er konkurrence og udvælgelse samt de stedlige miljøvilkår, der gør, at der opstår samfundsdannelser af plantepopulationer. Sammensætningen af et plantesamfund er konstant, så længe der ikke opstår nye konkurrencevilkår på grund af klimaforandringer, geologiske eller jordbundsmæssige udviklinger, menneskelige indgreb eller indvandring (og uddøen) af bestemte arter. Sådanne nye, ydre vilkår skaber nye nicher i plantesamfundet, men det gør planteædere, plantesygdomme, rovdyr og parasitter samt forholdet mellem to eller flere plantearter også. Derfor kan plantesamfund være ganske kortvarige (se f.eks. ruderatsamfund), eller de kan overleve i millioner af år (se f.eks. regnskov).





Maj måneds artikel

Kunoy, Faroe Islands (6).JPG

Den seneste istid sluttede på Færøerne for ca. 12.000 år siden, og langsomt begyndte planterne at vende tilbage. Klimaet var i begyndelsen arktisk, så vegetationen lignede den, man kan opleve på Grønland i dag. På det tidspunkt fandtes der endnu Dværg-Birk på øerne. Efterhånden som klimaet blev varmere, ændredes også plantevæksten, sådan at Dværg-Birk forsvandt, mens Almindelig Ene blev udbredt. Kort før bosættelsen blev klimaet mere fugtigt, og vikingerne mødte øer, der var bevokset med kratskov og større, urteagtige planter. Før landnamstiden havde de mest almindelige planter været arter fra fugtig eng, dvs. hovedsagelig halvgræsser. Derudover var der Mjødurt, Potentil, Perikon, Stenbræk, Djævelsbid og Strand-Vejbred. Desuden fandtes Ranunkel og Storkenæb, men mindre udbredt.





Juni måneds artikel

White Citrus Flowers.JPG

Citrus er det fælles navn for en slægt, der er udbredt i det tropiske og subtropiske Asien med ca. 140 arter og naturlige hybrider. Ordet citrus kommer af græsk kedros via latin cedrus. Disse ord blev brugt af oldtidens grækere og romere om flere forskellige træer med duftende løv eller ved (jf. den plantenavnet Ceder, der henviser til en slægt uden nogen som helt forbindelse til Citrus-slægten).

Slægtens taxonomi og systematiske forhold er komplekse, og man kender ikke det præcise antal naturligt forekommende arter. Det skyldes, at mange af de navngivne arter formeres vegetativt som kloner, og desuden er der beviser for, at ægte vilde arter i virkeligheden er spontane hybrider. Dyrkede former af Citrus kan muligvis føres tilbage til så få som fire oprindelige arter. De spontane og fremavlede hybrider omfatter økonomisk betydningsfulde frugter som appelsin, grapefrugt, citron visse former for lime og nogle af tangerinerne.





Juli måneds artikel

Tulpe nahaufnahme mk.jpg

Blosterblade (tepales) har en plante, hvis man ikke tydeligt kan skelne bægerblade (sepales) fra kronblade (petales). De helt ens eller udifferentierede blomsterblade kaldes da blosterblade eller blostret. Udifferentierede blosterblade regnes for at være den oprindelige tilstand hos de blomstrende planter. Tydeligt forskellige bægerblade og kronblade må derfor være opstået ved udspaltning, sikkert fremkaldt af insektbestøvning. Hos typiske, moderne blomster danner den yderste krans af blomsterblade bægeret, som skal beskytte blomsterknoppen under dens udvikling, mens den inderste krans danner kronen, som skal tiltrække bestøvere.

Hos nogle planter har blomsterne ingen kronblade, og alle blosterbladene er i virkeligheden bægerblade, der er omdannet, så de ligner kronblade. Disse blomster beskrives som "blosterlignende" (petaloid), hav man kan se et eksempel på hos Nyserod. Udifferentierede blosterblade er almindelige hos de enkimbladede planter. Hos tulipaner er både første og anden krans af blomsterblade helt ens og ligner kronblade. Hos liljer er det samme tilfældet, men blomsterbladene er frie (dvs. ikke sammenvoksede i bunden) og danner en meget iøjnefaldenede, 6-tallig blomst.





August måneds artikel

Rosa glauca A.jpg

Pyrenæernes flora har en sammensætning, som er bestemt af fem faktorer: de geologiske forhold, klimaforholdene, floraens historiske udvikling, dyrelivet og menneskernes brug af områderne. Pyrenæerne rummer ligesom andre af Europas bjergkæder en hel del polare relikter fra den seneste istid. I vidt omfang kan den pyrenæiske flora sammenlignes med Alpernes flora, men der er dog visse særtræk, bl.a. en hel del endemismer, som afviger fra alpefloraen.

Pyrenæerne kendetegnes af yderst forskelligartede plantebælter. På de nederste dele og nede i kalkstenskløfterne finder man en vegetation, som er domineret af stedsegrønne ege, hvor Sten-Eg (Quercus ilex) er den mest almindelige, men blandet med løvfældende arter som Dun-Eg (Quercus pubescens), Storbladet Lind (Tilia platyphyllos) og Italiensk Løn (Acer opalus). Tæt på Middelhavet danner Kork-Eg (Quercus suber) og Pinje (Pinus pinea) småskove på silikat-bjergarter. Højere oppe og mod vest finder man blandede, løvfældende skove med Vinter-Eg (Quercus petraea), Dun-Eg og Almindelig Bøg (Fagus sylvatica), mens bestande af Skov-Fyr (Pinus sylvestris) og Sort-Fyr (Pinus nigra var. caramanica) dominerer på sydskråningerne inde i Spanien. Skovene i de større højder består af en blanding af Almindelig Bøg og Almindelig Ædelgran (Abies alba), hvor Fransk Bjergfyr (Pinus torreyana) optræder som indblanding i de indre dele på den centrale del af kæden. Ægte, alpine enge (sætere) finder man oven for trægrænsen, og de består hovedsageligt af stauder med mange reliktarter og endemiske planter.





September måneds artikel

Welwitschia-mirabilis-female.jpg

Divisionen Gnetophyta eller Gnetophytes omfatter tre beslægtede ordener af træagtige planter, der ofte bliver placeret hos de nøgenfrøede (Pinophytina). Gnetophyterne afviger dog fra andre nøgenfrøede ved at have karstrenge som det kendes hos de dækfrøede (Magnoliophyta), og på grundlag af morfologiske data har man foreslået, at Gnetophyterne muligvis er den gruppe af frøplanter, som står tættest på blomsterplanterne. Fylogenetiske undersøgelser af deres molekylære data har dog vist et tættere slægtskab til de andre nøgenfrøede end til blomsterplanterne, og denne konflikt mellem morfologiske og molekylære data er endnu ikke afklaret.

Gnetophyta rummer kun én klasse af levende planter, klassen Gnetopsida, som på sin side omfatter tre nulevende ordner: Gnetales, Welwitschiales og Ephedrales. Gnetophyterne har som nævnt et forveddet skud, men hos slægten Welwitschia findes det kun under jorden.





Oktober måneds artikel

HatchSlackpathway.png

C4-planter er planter, hvor det første produkt af fotosyntesen er en organisk syre, oxaleddikesyre, der indeholder 4 kulstofatomer. CO2 bliver brugt til at skabe syren, som derpå bliver oplagret i bladets celler. Senere bliver den atter nedbrudt, sådan at der findes en CO2-kilde inden i bladet.

C4-metoden er en tilpasning til et miljø med høj lysintensitet og perioder med vandmangel. Den findes især hos planter fra ørkener og subtropiske egne. Oxaleddikesyren dannes, når lysintensiteten og temperaturen er høj, og når spalteåbningerne er åbne, sådan at der er fri adgang til CO2.

C4-planter findes i mange grupper af tropiske græsser (f.eks. i Sukkerrør og Majs) og halvgræsser, men også i nogle tokimbladede arter. Flere af de kendte præriegræsser er C4-planter, som trives bedst i højsommeren med vandunderskud. Flere familier (f.eks. Amaranth-familien, Vortemælk-familien og Elme-familien) rummer både C3- og C4-arter, og det betyder sandsynligvis, at C4-fotosyntese er opstået forholdsvis sent og uafhængigt indenfor forskellige plantegrupper.





November måneds artikel

Species plantarum 001.jpg

Species Plantarum er titlen på et 2-bindsværk af Carl von Linné, hvor han beskrev alle de plantearter, han kendte, og hvor han for første gang brugte et toleddet, botanisk navn for hver art. På den 2. internationale, botaniske kongres, som blev afholdt i Wien i 1905, fastlagde man datoen for udgivelsen af Species Plantarum som begyndelsen til den moderne, botaniske nomenklatur.

Det første oplag udkom i 1753 under den fuldstændige titel Species plantarum, exhibentes plantas rite cognitas, ad genera relatas, cum differentiis specificis, nominibus trivialibus, synonymis selectis, locis natalibus, secundem systema sexuale digestas, men allerede i foråret 1733 nævnte Linné sin hensigt om at skrive Species Plantarum. Det skete i et brev til kansleren for Uppsala Universitet, Gustaf Cronhjelm (1664–1737):

Citat ...species plantarum, hvor jeg har til hensigt at vise, at selv om Botanici berømmer sig af, at de til dato har opdaget 20.000 arter, findes der i realiteten ikke flere end 8.000, når varianterne er blevet anbragt under deres arter [...] at man kan finde hver plante in primo intutiu uden beskrivelse og figur. Citat







December måneds artikel

Actinidia chinensis4.jpg

Lianer er planter, som har rødderne i jorden, men har bladene oppe over andre planter. De slyngende og klatrende planter har en fælles, økologisk niche, hvor de udnytter træers og buskes bæreevne i stammer og grene som "stillads" for deres egen længdevækst. Fordelen er, at de slipper for at bruge energi og stof på at opbygge forveddet støttevæv, mens de på den anden side når op i kronetaget, hvor der er lys og bestøvningsmuligheder. Lianer er derfor oftest knyttet til skov- eller krat-biotoper.

Blandt de lianer, som er vildtvoksende i Danmark, eller som man kan dyrke i her, skelner man imellem dem, som klatrer med rødder og bladstilke, og dem som bare slynger sig selv opad ved hjælp af stænglerne. Desforuden opdeles lianer i urter, stauder og vedplanter.







2009

Januar måneds artikel

Fall on the Yukon Flats NWR.jpg

Ordet vegetation kommer af middelalderlatin: vegetatio = "vækst", som på sin side kommer af latin vegeto = "oplive", "bevæge". I økologien bruges ordet om den systematiske beskrivelse af et områdes plantevækst, dvs. helheden af de plantesamfund, som vokser i et område. Vegetationen bliver bestemt af det naturgivne: klima, nedbør, evapotranspiration, undergrund, jordbund, topografiske forhold og afvandingsforhold, men også af brande, dyreliv og menneskers brug af området. De klimatisk bestemte vegetationstyper er indordnet i zoner (vegetationszoner).

Begrebet vegetation henviser til den jorddækkende plantebestand, som er langt det mest forskelligartede element i biosfæren. Udtrykket siger i sig selv intet om biodiversitet, livsformer, struktur, rumlig udstrækning eller andre, karakteristiske botaniske eller geografiske træk. Det er et mere bredt dækkende udtryk end f.eks. flora, der udelukkende henviser til artsammensætning. Plantesamfund er omtrent synonymt med vegetation, men vegetation dækker ofte et bredere perspektiv på de botaniske forhold. Oprindelige Rødtræskove, mangrovebestande, Tørvemossumpe, ørkenklipper, vejkantens ukrudtsbevoksning, hvedemarker, villakvarterer og sportspladser omfattes alle af begrebet vegetation.







Februar måneds artikel

Lycopodiella inundata 001.jpg

Ulvefodsplanterne (Lycopodiophyta) er en division i planteriget. Det er den ældste endnu levende gruppe af karplanter, og den rummer arter, som kan anses for at være "primitive" (dvs. ikke dårligt, men tidligt udviklede). De afviger fra andre planter ved at have mikroblade, altså blade, som kun har én enkelt karstreng (sml. bregners og frøplantes mere komplicerede opbygning af strengsystemerne). Der er ca. 1200 nulevende arter.

Ulvefodsplanter skønnes at være opstået i Silur-tiden for mere end 400 millioner år siden. Der er således tale om planter med en meget lang forhistorie, og de forekommer ofte som fossiler, specielt i kullag. Faktisk er de fleste kendte slægter nu uddøde.

I Kultiden var der træagtige Ulvefodsplanter, f.eks. Segltræ og Skæltræ, der dannede enorme skove og var dominerede på land. I modsætning til de senere egentlige træer voksede bladene direkte ud af stamme og grene, men faldt af efterhånden som planten groede, så der altid kun var en mindre mængde blade i toppen. De fossile rester af disse omfattende skove udgør store dele af nutidens kul-forekomster.







Marts måneds artikel

Apical-dominance.png

Apikal dominans eller topskuddominans er et begreb, som bruges inden for plantefysiologien om den forrang, som stammens og hovedgrenenes endeknop har i forhold til de øvrige knopper på samme skud. Det medfører, at stammens topskud får markant længere årstilvækst end sideskuddene, og at grenenes ledeskud ligeledes vokser mere kraftigt end deres sideskud.

I vækstpunktet på den yderste knop produceres der et plantehormon, auxin, som føres nedad med saftstrømmen i sikarrene. Det hæmmer væksten hos den næste knop ned ad skuddet, men samtidig producerer den også sin mængde auxin. Den samlede mængde af første og anden knops auxin svækker nu den tredje knop, som dog stadig kan producere sit eget auxinbidrag. Fjerde knop bliver hæmmet endnu mere, osv. Nederst på skuddet er auxinmængden så stor og den hæmmende virkning så kraftig, at knoppen slet ikke springer ud, men i stedet bliver til et sovende øje.

Fordelen ved at have apikal dominans er den, at der normalt ikke kan opstå konkurrence mellem de øverste (og yderste) skudspidser. Omvendt medfører dannelsen af sovende øjne, at planten hele tiden har en reserve af levende knopper til rådighed, hvis toppen skulle dø væk af en eller anden grund. Det skaber den reelle baggrund for, at beskæring kan lykkes.







April måneds artikel

Galium odoratum.jpg

Skovmærke (Galium odoratum) eller Bukkar er en vintergrøn staude, der danner tætte bestande. Skuddene er oprette eller opstigende og firkantede med ru hår. Bladene sidder i 6-8 tallige kranse. De enkelte blade er lancetformede med en fintornet, ru rand. Over- og underside er græsgrønne. Løvet holder sig frisk langt ud på vinteren. Blomstringen sker i maj og juni, hvor de endestillede halvskærme hæves op over bladdækket. De enkelte blomster er hvide og firetallige. Frugterne er todelte spaltefrugter, der spredes ved at hægte sig fast i pels eller tøj. De grønne dele af planten indeholder et stof, som fraspalter kumarin. Det dufter fint og krydret (som godt enghø), hvad der gør, at planten bruges til grønne kranse og som drinkskrydderi (se f.eks. opskriften på skovmærkevodka.).

Skovmærke hører hjemme her i landet. Den findes i løvskovemuldbund. På Hyby Fælled Øvelsesplads ved Fredericia findes den i bøgeskov sammen med bl.a. Akselblomstret Star, Almindelig Brombær, Almindelig Guldnælde, Almindelig Hindbær, Almindelig Miliegræs, Hvid Anemone, Krat-Fladbælg, Liljekonval, Skov-Star, Skovsyre, Stinkende Storkenæb, Stor Nælde, Storblomstret Hønsetarm og Almindelig Vorterod







Maj måneds artikel

World Köppen Map.png

Planteøkologien eller vegetationsøkologien er et delområde under botanik og økologi. Forskerne undersøger både forholdene inden for plantesamfundene og mellem dem, men de interesserer sig også for vegetationens afhængighed af miljøforholdene og for påvirkninger fra menneskers historiske udnyttelse af området. Da plantebestandens sammensætning kan bruges som indikator for et områdes miljøstilstand, er planteøkologien af central betydning for økologiske bedømmelser.

Det er dels de givne, ydre vilkår og dels arternes indbyrdes konkurrence og udvælgelse, der gør, at der opstår samfundsdannelser af plantepopulationer. Sammensætningen af et plantesamfund er konstant, så længe der ikke opstår nye konkurrencevilkår på grund af klimaforandringer, geologiske eller jordbundsmæssige udviklinger, menneskelige indgreb eller indvandring (og uddøen) af bestemte arter. De nye, ydre vilkår skaber nye nicher i plantesamfundet, men det gør planteædere, plantesygdomme, rovdyr og parasitter samt forholdet mellem to eller flere plantearter også. Derfor kan plantesamfund være ganske kortvarige (se f.eks. ruderatsamfund), eller de kan overleve i millioner af år (se f.eks. regnskov).








Juni måneds artikel

Frangula alnus1.jpg

Almindelig Tørst (Frangula alnus) eller Rhamnus frangula er en løvfældende busk med krukkeagtig vækstform og udspærrede, let opstigende grene. Barken er først grå og fint håret med lyse barkporer på langs. Senere bliver den brun med mere tydelige porer. Gamle grene kan få opsprækkende, grå bark. Knopperne er spredte, udspærrede, nøgne og uregelmæssige med lysebrun farve. Bladene er ovale med hel rand. Oversiden er skinnende blank og friskt grøn, mens undersiden er mere mat og lysegrøn. Høstfarven er klart gul. Blomsterne, der kommer frem fra begyndelsen af juni, sidder samlet i kvaste ved bladhjørnerne. De er gulligthvide og bittesmå. Frugterne er bær som skifter farve fra grønt over rødt til sort. Blomster og bær i alle grader af modenhed ses samtidig. Frøene spirer villigt.

Tørst er velegnet til den indre del af skovbryn og vildtplantninger. Den tåler vind og skygge og er nøjsom. Den kan gro på alle jordtyper, men lykkes især på fugtig og sur jordbund. Den tørrede bark af Tørst har tidligere været brugt som brækmiddel under navnet Frangula Cortex. Tørst er en udprægt biplante, der leverer bierne både nektar og pollen i god kvalitet.








Juli måneds artikel

Lepidodendron lycopodioides.jpg

Palæobotanik (af græsk palai = "gammel" + botanik) er den gren af af palæontologien der handler om indsamling og identifikation af rester af fortidens planter, herunder fossile planter, og brug af disse for at rekonstruere fortidens planteliv og planternes evolutionære udvikling. Palæobotanik spiller en vigtig rolle for bestemmelse af fortidens klima (palæoøkologi), og en vis rolle indenfor arkæologi fordi det kan hjælpe med at datere visse fund.

Et nært beslægtet område er palynologi der bl.a. omfatter studiet af fossile (og andre efterladenskaber) af pollen og sporer fra uddøde arter.








August måneds artikel

Actaea-spicata-berries.JPG

Sort Druemunke er en opretvoksende staude med en kraftig vækst. Bladene er dobbelt uligefinnede og småbladene er ægformede med dybt indskårne takker. Over- og underside er ensartet græsgrønne. Blomstringen sker i maj-juni, og de små, hvide blomster sidder samlet i endestillede, oprette klaser. Bærrene er glatte og sorte, ret store og giftige. Frøene spirer villigt og ukrudtsagtigt under egnede forhold. Rodnettet består af en kraftig rodstok med masser af finrødder. Hele planten er giftig, og den lugter også ubehageligt. Sort Druemunke hører hjemme i blandet, ikke for mørk løvskov på kalkholdig og mineralrig muldbund. Derfor findes den hist og her i østdanske skove bl.a. i Bolderslev Skov ved Hærvejen nær Åbenrå.








September måned artikel

Végétation du Mont Ventoux - 200606.JPG

FloraenMont Ventoux i Provence er rig og enestående på grund af bjergets topografi med en nordvendt og en sydvendt langside. Mont Ventoux er en isoleret kalkstensknold på positionen 44°10' N, 5°17' Ø., og det danner den yderste, sydvestlige forpost for Vestalperne. Det betyder bl.a., at bjerget ligger 40 km vest for det nærmeste høje bjerg (Signal de Lure).

Den sydvendte side har sydhæld, hvad der medfører en øget solindstråling, der giver gode vilkår for plantelivet. Det har derfor mange træk fælles med floraen langs kysten af det vestlige Middelhav. Den nordvendte side har derimod nordhæld, hvad der giver nedsat indstråling og derfor mer barske, klimatiske forhold, der skaber betingelser for en mere centraleuropæisk præget flora.








Oktober måneds artikel

Colchicum autumnale 180808.jpg

Høst-Tidløs (Colchicum autumnale) er en staude med en spinkel, tueformet vækst. Bladene danner en grundstillet roset, der kommer frem om foråret sammen med frøkapslerne. Bladene er smalt lancetformede og ca. 40 cm lange med hel rand og parallelle ribber. Begge bladsider er lysegrønne. Blomstringen sker september-oktober, når bladene for længst er visnet væk. På det tidspunkt skyder der 1-3 blomster frem. De er regelmæssige med seks lysviolette blosterblade. Frugtknuden ligger skjult i jorden indtil foråret. Da ser man kapslerne skyde grønne op af jorden, modnes og blive brune, så de mange frø kan spredes.

Rodnettet består af den brunskællede stængelknold og et trævlet rodsystem. Planten er meget giftig, og den tiltagende brug af Rams-Løg gør forvekslinger sandsynlige. Alle dele af planten er giftige, for de indeholder alkaloidet colchicin. Mængden svinger med årstiden, og den er størst om foråret.

Høst-Tidløs stammer oprindeligt fra Mellemøsten og Sydøsteuropa, men har bredt sig til store områder af Syd-, Central- og Vesteuropa. Derimod findes den kun dyrket i Nordeuropa. Den foretrækker lysåbne eller letskyggede voksesteder med en fugtig og næringsrig bund i enge eller på skråninger, hvor der er læ og varmt.








November måneds artikel

Bluete-Schema.svg

En fuldkommen blomst hos de dækfrøede (dvs. både de énkimbladede og de tokimbladede) består følgende dele: (1) blomsteraksen (blomsterbunden), blomsterkronen (periant), der enten er et ensartet bloster, eller som er adskilt i (2) bæger- og (3) kronblade, samt (4) androeceum ("det hanlige") med støvbladene og (5) gynoeceum ("det hunlige") med frugtbladene.

Støvbladene danner pollen, som når frem til frugtbladenes støvfang ved bestøvningen. Der spirer det og danner en kanal, som fører sædcellen frem til frøanlægget, dvs. ægcellen, i frugtbladet. Derved genmføres befrugtningen, og der udvikles et embryo. Sammen med frugtbladene udvikles det derefter til et frø, mens blomsten slutter som en frugt.








December måneds artikel

Leaf anatomy numberated.svg

Fotosyntese (af Græsk: φῶς - phōs =”lys” + σύνθεσις - sýnthesis = ”sammensætning”) er betegnelsen for de levende væsners dannelse af organisk stof ved anvendelse af lysenergi. Fotosyntesen er en sammensat proces, der foregår hos de grønne planter, alger og visse bakterier (cyanobakterierne) samt hos visse protister. Processen kan også beskrives som de levende væsners omdannelse af lysenergi til kemisk energi.

Fotosyntesen er ikke kun den vigtigste biokemiske proces på kloden, men også én af de ældste. Ved dannelsen af organiske stoffer skabes energigrundlaget direkte eller indirekte for næsten alle økosystemer, nemlig ved at skaffe dem energi og byggeelementer. Der er fundet bakterielignende mikrofossiler efter organismer, der muligvis havde fotosyntese, og som levede for 3,5-5 milliarder år siden.








2010

Januar måned artikel

Galanthus nivalis close-up aka.jpg

Almindelig Vintergæk (Galanthus nivalis) er en flerårig, urteagtig løgplante på ca. 20 cm højde, der danner en roset af grundstillede blade. De er linjeformede og oprette med hel rand og afrundet spids. Begge bladsider er blågrønne. Blomstringen sker i januar-marts, hvor man finder den enlige blomst endestillet på en særskilt, glat og hårløs stængel. Blomsten er regelmæssig og 3-tallig, men fremtræder dråbeformet. Blosterbladene er hvide med en grøn aftegning. Frugterne er kapsler med mange frø. Rodnettet består af et lille løg og en kage af trævlede rødder. Planten danner sideløg, som bidrager til formeringen.

Almindelig Vintergæk hører hjemme i de centraleuropæiske løvskove, hvor den foretrækker vedvarende fugtige, let skyggede voksesteder med højt kalk- og næringsindhold i jorden.








Februar måneds artikel

Tulpe nahaufnahme mk.jpg

Blosterblade (tepales) er blade, der sidder skrue- eller kransstillet omkring de hanlige og hunlige kønsorganer i Dækfrøede planters blomster. Blosterblade er ofte ganske omdannede og afvigende af udssende i forhold til plantens almindelige løvblade. Blosterblade kan være frie eller indbyrdes sammenvoksede. I det sidste tilfælde taler man blot om et bloster.

Blosteret kan være differentieret i tydeligt forskellige bæger, ofte uanseligt og skæl- eller løvbladslignende, og krone, der ofte har klare farver og former til understøttelse af insektbestøvning. Man taler så om dobbelt bloster.








Marts måneds artikel

Botanisk-Have-Kbh-190807.jpg

En botanisk have er et museum med udstillinger af levende planter, som er ordnet efter forskellige principper. Beholdningen omfatter træer, buske, lianer, stauder og andre urteagtige planter. Samlinger, der udelukkende rummer skovtræer og -buske kaldes et arboret, mens samlinger af frugtbærende planter hedder et pomet.

Tidligere svarede systematikken i haverne til en "frimærkesamling": Man måtte have ét eksemplar af alle de arter, som man nu engang samlede på. Senere er man gået over til at stille planterne op efter andre principper. De kan være placeret efter deres geografiske oprindelsessted, efter den botaniske systematik eller efter deres naturlige, dvs. økologiske sammenhæng.

De botaniske haver henvender sig i første række til lærere og studerende ved de botaniske institutter på de forskellige unversiteter, men efterhånden opstår der en skare af interesserede amatører: plantesamlere, naturelskere, medlemmer af botaniske foreninger osv. Endelig kan gruppen af brugere udvides med haveejere, som søger inspiration, og folk, der blot går en tur for at nyde den botaniske have som en park.

Europas ældste (1545), men endnu bevarede, botaniske have findes i Padova i Norditalien.








April måneds artikel

Hungary1914physical.jpg

Pannonien er et landskabsområde med ensartede klimaforhold og derfor også med en ensartet flora. Klimaet er fastlandspræget, dvs. koldt og snerigt om vinteren og varmt og tørt om sommeren. Da de ægte steppeområder slutter ved Alpernes nordøstlige udløbere, trækkes grænsen mellem den fugtprægede, centraleuropæiske floraprovins mod vest og den tørre pontiske floraprovins mod øst lige netop dér, øst for Wien. Det vestlige grænseområde af den pontiske provins er opkaldt efter den tidligere, romerske provins, Pannonien.

Det pannoniske floraområde omfatter den ungarske lavslette og de tilgrænsende områder af Ungarn, Serbien, Rumænien, Slovakiet, Mähren og Østrig. Klimaet ligner ganske vist det, der er i Ukraine øst for Karpaterne, men det er mindre fastlandspræget og muliggør kun dannelse af isolerede områder med skovsteppe. I dette område findes en righoldig flora af lyskrævende og tørketålende buske, stauder, løgvækster og græsser.

Udtrykket pannonisk bruges også i udvidet betydning om alle småbiotoper, hvor der findes tilsvarende klimaforhold (eventuelt bare mikroklimatiske forhold) eller en tilsvarende flora. Derfor ser man ordet brugt om f.eks. østsiden af Harzen, de høje, østvendte skråninger af Vogeserne eller sågar om forholdene på de sydvendte skråninger af Røsnæs.








Maj måneds artikel

Sunflower seedlings.jpg

Spiringen er den første begyndelse på en plantes liv. Mange planter har det, man kalder frøhvile, som er en periode på nogle uger eller måneder, hvor kimen er forhindret i at spire. Spiringen sættes i gang, når en enzymatisk nedbrydning af spirehæmmende stoffer, vandoptagelse og temperatur har skabt en den nødvendige startsituation. På det tidspunkt indledes spiringen i frøets kim, og det første, der dannes, er altid kimroden. Når kimroden er vel etableret og kan forsyne kimen med vand, dannes kimstænglen og de første kimblade. Hos de enkimbladede planter er der altid kun ét kimblad. De tokimbladede har - som navnet siger - to kimblade, og nåletræerne har mange. Når kimrod, kimstængel og kimblade er dannet, har planten afslutttet sin spiring, og den egentlige vækst kan gå i gang.

Kimbladene kan forblive skjult nede i jorden, så man sjældent ser dem (det er f.eks. tilfældet hos Stilk-Eg), eller de kan vokse frem og være fuldt synlige (som kimbladene hos den nærtbeslægtede Almindelig Bøg).








Juni måneds artikel

Laurisilva Madeira2.jpg

Skovtypen laurisilva (af latin laurus = "laurbær" + silva = skov") er navnet på en type vegetation i tempererede og subtropiske områder, hvor den hovedsageligt består af træagtige planter af Laurbær-familien. Skovtypen er endemisk i Makronesien, som er den region, der består af øgrupperne Madeira, Acorerne, De kanariske øer og Kap Verde samt et lille område ved Mauritaniens atlanterhavskyst. Endelig findes skovtypen ét eneste sted på det europæiske fastland, nemlig i naturparken Parque Natural de Los Alcornocales, der strækker sig fra Gibraltar og nordpå ind i Andalusien. Laurisilvaskoven findes bedst udviklet i de høje dele af Madeira, hvor man finder dens største og bedst bevarede område, som udgør 149,5 km² eller 16% af øens samlede areal. En del af denne skov blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 1999. Det samme var sket i 1986 for en naturpark på den kanariske ø La Gomera, Parc Nacional de Garajonay, og den dækker et areal på ca. 15.000 ha i 300-1.300 m højde. Den er en af verdens mest forskelligartede habitater, hvad angår antallet af planter pr. km².








Juli måneds artikel

Dew on an Equisetum fluviatile Luc Viatour.jpg

Guttation er den dråbedannelse på bladspidser eller langs bladrande, som skyldes safttrykket i plantens vedkar. Om natten foregår der så godt som ingen transpiration. Det skyldes dels at den relative luftfugtighed er meget høj, og dels at planterne i reglen har spalteåbningerne lukket om natten. Når der er høj vandmætning i jorden, trænger der vand ind i planternes rødder, drevet af osmotiske kræfter (mængden af opløst stof er højere inde i roden end udenfor den). Vandet ophobes i planten og fremkalder et let overtryk i roden. Dette overtryk presser vandet ud gennem særlige organer i bladspidsen eller langs bladranden, og derved dannes der dråber. Det er altså rodtryk og ikke undertryk, forårsaget af fordampningstab, som skaber energien bag denne proces.








August måneds artikel

Grapes03.jpg

Almindelig Vin (Vitis vinifera) (ikke at forveksle med vindrue, som er bærret eller vin, som er den gærede frugtsaft) er en løvfældende lian med kraftig vækstform. Barken er først lysegrøn, senere lysebrun og glat, og til sidst grå og furet med afskallende strimler. Knopperne sidder spredt, og de er brune, glatte og kegleformede. Bladene er hjerteformede med 3-5 lapper og groft savtakket rand. Begge sider er lysegrønne og glatte. Overfor hvert blad dannes en slyngtråd. Høstfarven er gul eller rød. Blomsterne er bittesmå og sidder i oprette toppe i bladhjørnerne. Frugterne, "druer", bliver kun rigtigt store efter lange og tørre somre. Frøene modner næsten aldrig i Danmark.

Vinstokken hørte oprindeligt hjemme i de blandede løvskove på Kaukasus-bjergenes skråninger. En enkelt variant, Vitis vinifera var. sylvestris hører muligvis hjemme i skovene i Syd- og Mellemeuropa. Alle steder foretrækker planten en varm, humusrig og tør jord med højt mineralindhold.








September måneds artikel

Blad.JPG

Enhver planteart har en niche, som den er tilpasset at leve i. En væsentlig del af tilpasningen består i at tåle de klimatiske forhold i det naturlige udbredelsesområde, og på det grundlag kan man beskrive større områder, hvor planterne tåler de samme forhold. Disse områder kaldes hårdførhedszoner, og inddelingen betyder, at man kan vælge planter, som passer til den hårdførhedszone, man bor i. Det giver gode muligheder for at dyrke planterne med succes.

Det er dog væsentligt at understrege, at zoneinddelingen er meget overordnet. En række helt lokale forhold kan betyde, at hårdførhedszonen i realiteten skal være en helt anden. Når det lykkes at dyrke planter som f.eks. Ildland-Gunnera (Gunnera magellanica), Sort Morbær (Morus nigra) og Rosmarin (Rosmarinus officinalis), skyldes det netop, at de mikroklimatiske forhold kan være langt mere gunstige, end den generelle zoneinddeling antyder.








Oktober måneds artikel

Grundorganer.svg

En plante er opbygget over tre grundorganer: Rod, stængel og blad. Bladene kan udviklingsmæssigt betragtes som sammenvoksede skudsystemer, hvor bladribberne er rester af de oprindelige skudakser.

Blomsten betragtes ikke som et grundorgan, da den er bygget af omdannede blade. Blomster kan være regelmæssige, dvs at de har flere (ofte 3 eller 5) symmetriakser. De kan også være uregelmæssige (ofte med kun én symmetriakse) eller sammensatte i større stande. I visse tilfælde er blomsterne reducerede, sådan at flere af blomstens dele mangler (se f.eks. Græs-familien).

Vækstpunkterne er de steder i planten, hvor der sker nydannelse af celler - her foregår det i knopperne.








November måneds artikel

Species plantarum 002.JPG

Det botaniske navn (eller som det ofte kaldes: "det latinske navn") er det videnskabelige og internationalt anerkendte navn på en planteart. Gartnerlatin er den populære, men også lidt nedsættende betegnelse for gartneres og andre faggruppers brug af det botaniske fagsprog. Udtrykket kan sidestilles med ordene ”lægelatin” og ”apotekerlatin”.

Det videnskabelige navn bruges som betegnelse for alle planteindivider af samme art. På den anden side er navnet eksklusivt for den art, som har fået det tillagt. Hvis man har overset den første navngivning, bærer arten et andet navn, indtil man bliver klar over, at der findes en ældre, gyldig betegnelse. Det er én af grundene til, at planter kan skifte videnskabeligt navn.

En anden grund er, at navneændringer kan opstå efter undersøgelser af planters DNA. Her kan oversete slægtsskabsforhold afsløres, eller man kan blive klar over, at to arter aldeles ikke er nært beslægtede. I så fald må den ene eller de begge have nyt navn.








December måneds artikel

Helleborus niger.JPG

Almindelig Julerose (Helleborus niger) er en stedsegrøn staude med grundstillede blade. Bladene er uligefinnede med elliptiske småblade. Bladranden er uregelmæssigt tandet, oversiden er græsgrøn og læderagtig, og undersiden er lyst grågrøn. Blomsterne er endestillede på særlige skud, som vokser frem i januar-februar eller - under meget gunstige forhold - allerede i december (deraf navnet).

De enkelte blomster sidder i fåblomstrede stande, og de er snehvide med gule støvdragere. Frugterne er tørre kapsler med mange, sorte frø, der modner godt og spirer villigt under de rette vækstbetingelser. Rodnettet består af en kraftig, sort rodstok, som bærer masser af ret tykke trævlerødder. Hele planten er giftig.

Almindelig Julerose findes i de europæiske bjergegne, hvor den gror i lyse skove og skovenge på kalkholdig muldbund.








2011

Januar måneds artikel

Mnium hornum laminazellen.jpeg

Plantefysiologi (eller – hvis fremmedordet skulle være konstrueret korrekt – fytofysiologi) er læren om planternes livsfunktioner. Det drejer sig for det første om forhold som spiring, vækst, blomstring og frøsætning. Men for det andet drejer det sig også om optagelse af vand og næringssalte, transportsystemer, oplagring af næring, opfangning af energi, beskyttelse og forsvar mod sygdomme og beskadigelser. Plantefysiologien drejer sig kort sagt om planterne som systemer, der etablerer en indre ligevægt og en balance overfor ydre vilkår i deres miljø.

Planternes udseende og virkemåde kan betragtes som tilpasninger til forholdene i de økologiske nicher, som de enkelte arter foretrækker. Det gælder både planternes udvikling af forskellige livsformer, deres tilpasning af rodsystemerne til miljøforholdene, de forskellige stængelformer, bladenes udseende, farve, behåring og indskæringer, og det gælder blomsters og frugters udseende og opbygning.








Februar måneds artikel

Suikermais bloeiende kolf Zea mays.jpg

C4-planter er planter, hvor det første produkt af fotosyntesen er en organisk syre, oxaleddikesyre, der indeholder 4 kulstofatomer. CO2 bliver brugt til at skabe syren, som derpå bliver oplagret i bladets celler. Senere bliver den atter nedbrudt, sådan at der findes en CO2-kilde inden i bladet.

C4-metoden er en tilpasning til et miljø med høj lysintensitet og perioder med vandmangel. Den findes især hos planter fra ørkener og subtropiske egne. C4-planter findes i mange grupper af tropiske græsser (f.eks. i Sukkerrør og Majs) og halvgræsser, men også i nogle tokimbladede arter. Flere af de kendte præriegræsser er C4-planter, som trives bedst i højsommeren med vandunderskud.

Da hvert eneste CO2molekyle skal gennemgå to kemiske processer, kræver C4-metoden mere energi end den gængse C3-metode. C3-planterne bruger 18 enheder ATP, når der skal skabes et molekyle glukose, mens C4-planter bruger 30 enheder ATP. Men da de tropiske og subtropiske planter mister mere end halvdelen af deres udbytte fra fotosyntesen på grund af fotorespiration, må C4-metoden ses som en tilpasning, der gør det muligt at nedsætte dette tab.








Marts måneds artikel

Bog-habitat.jpg

Teorien om planters livsstrategier er grundlagt af den engelske økolog John Philip Grime i 1979. Den kaldes også for C-S-R Trekantteorien, og den går ud på, at hver af plantearterne er tilpasset en bestemt, samlet påvirkning fra tre faktorer i enhver niche: konkurrence (C), stress (S) og forstyrrelse (R). Teorien bygger med andre ord på den grundtanke, at ethvert voksested kan beskrives som en balance mellem disse tre målepunkter: Konkurrencesamfund, Stresssamfund og Forstyrrelsessamfund.

  • Konkurrence definerer Grime som ”naboplanters tendens til at bruge den samme mængde lys, de samme opløste mineraler, samme vandmængde og samme plads”.
  • Han definerer stress som ”det ydre pres, som begrænser vækstraten i produktion af tørstof hos en del af vegetationen eller hos vegetationen som helhed”.
  • Forstyrrelse defineres som ”de mekanismer, som begrænser planternes biomasse ved at udslette den".








April måneds artikel

Onoclea sensibilis 3 crop.JPG

En gametofyt er den haploide, flercellede struktur eller fase hos sporeplanter og alger, der har skiftende generationer. Gametofytten producerer hanlige og/eller hunlige gameter ved en celledelings process der kaldes mitose. Sammensmeltningen af hanlige og/eller hunlige gameter resulterer i en diploid zygot, som udvikler sig ved yderligere mitosisk celledeling til en flercellet sporofyt.

Eftersom sporofytten er resultatet af sammensmeltningen mellem to haploide gameter, er dens celler diploide, dvs. indeholder to sæt kromosomer. Den modne sporofyt producerer sporer ved en proces kaldet meiose, hvor kromosom-parrene igen separeres. Sporerne er derfor igen haploide og kan udvikle sig til en haploid gametofyt.

Hos Mosser, Levermosser og Hornblade er gametofytten den almindeligt kendte fase af planten, dvs. selve den grønne mospude. Her sidder sporofytterne, sporehusene i spinkle strukturer, ofte kaldet kapsler, som rejser sig på en tynd stilk over mospuden. Hos andre sporeproducerende landplanter ("Karsporeplanter") er gametofytten meget lille, typisk blot en lille grøn "klat" på 2-10 mm, og hos Frøplanter er den yderligere reduceret, sådan at pollen udgør den hanlige (mikro)gametofyt og de hunlige frugtanlæg den hunlige (mega)gametofyt.








Maj måneds artikel

Ab plant 28.jpg

Almindelig Hæg (Prunus padus) eller Majtræ er en stor, løvfældende busk eller et lille træ med en opret, oval vækstform. Stammen er kort, og der er mange hovedgrene, der er opstigende, og som konkurrerer om at være topskud. Barken er brun med lyse korkporer, senere bliver den gråsort og fint furet. Gammel stammebark kan blive opsprækkende i furer. Knopperne er spredte, spidse og brune. Der er ingen tydelige blomsterknopper. Bladene er elliptiske med savtakket rand. Oversiden er let rynket og mørkegrøn, mens undersiden er noget lysere. Høstfarverne spænder mellem gul og rød-orange. Planten blomstrer i maj kort efter løvspring. Blomsterne er samlet i oprette toppe, der sidder i bladhjørnerne. De enkelte blomster er hvide med en lidt tung, sød duft. Frugterne er sort-røde stenfrugter. Frøene spirer villigt.

Rodnettet består af en dybtgående hovedrod og tæt forgrenede, vidt udbredte siderødder. Underbarken har en lugt, som nogle vil kalde stram, mens andre mener, den er marcipan-agtig. Blomsterne søges meget af bier på grund den tidlige blomstring og den righoldige nektarproduktion.

Planten tåler beskæring godt. Den klarer sig både i sol og skygge samt frost, og den er velegnet til skovbryn, læ- og vildtplantninger.








Juni måneds artikel

Calvin-cycle-da.png

En Calvin-cyklus (af og til også benævnt som Calvin-Bensons cyklus) er en cyklus, som dannes af en række kemiske reaktioner, der foregår i grønkornene hos de organismer, som har fotosyntese. Den blev første gang beskrevet af forskerne Melvin Calvin og Andy Benson fra Berkeley-universitetet.

Under den lyskrævende del af fotosyntesen er energi og reduktionspotentiale blevet dannet i form af ATP og NADPH. Calvins cyklus er mørkeprocessen, som foregår i grønkornenes stromadel, hvor der bruges energi fra ATP og NADPHs evne til at fremkalde reduktion. På den måde indbygges CO2 i kulhydrat. Nøgleenzymet er i den forbindelse det, som kaldes RubisCO.

Bruttoformlen for reaktionerne i Calvins cyklus er følgende:

6 CO2 + 12 NADPH + 12 H2O + 18 ATP → C6H12O6[1] + 12 NADP+ + 18 ADP + 18 Pi
  1. ^ C6H12O6 står her for glukose.








Juli måneds artikel

Reife Weizenaehren.jpg

Slægten Hvede (Triticum) er oprindeligt hjemmehørende i Middelhavslandene og Mellemøsten. Slægten har ca. 20 vildtvoksende og dyrkede arter. Det er énårige planter af Græs-familien, som bliver dyrket over hele verden. Ofte bliver den slået sammen med den nærtstående slægt, Gedeøje (Aegilops), der også har omkring 20 arter i de samme egne.

Ordet ”hvede” kommer af triticum = ”hvid”. Ordet hvede er også ét af de ældste ord, som benævner korn. Udtrykket hvede betegner såvel planten som dens spiselige frø. Det er desuden det begreb, som betegner en hel guppe af brødkorntyper, både dyrkede og vilde, som hører til slægten Triticum.

Hvede er en af Danmarks allerførste kulturplanter. Den dukkede op for omkring 7.000 år siden. Ifølge en undersøgelse varierer aminosyrekvaliteten ikke væsentlig mellem de forskellige hvedearter.








August måneds artikel

Watershoots.JPG

Vanris er træets panikreaktion, når det registrerer, at det har mistet en betydelig del af sin bladmasse. Det sker oftest i forbindelse med beskæring eller efter alvorlige ulykker (lynnedslag, stormskade osv.) og mest, når skaden er sket i vintertiden, mens træet var i dvale. Vanrisene kommer så kaotisk, fordi de dannes overalt, hvor der er "sovende øjne", altså hvilende knopanlæg. Overladt til sig selv vil skuddene udkonkurrere hinanden, sådan at kun nogle få overlever og bliver til egentlige grene. Man skal dog være opmærksom på, at disse vanris-grene har en meget svag forankring i stammen og derfor let knækker af i storm, under snetryk, ved børns leg...

Hvis man vil undgå, at træet danner vanris, skal man beskære det i perioden juli-september, hvor træet kan besvare tabet ved at satse hårdt på den igangværende vækst og derfor uden at skulle aktivere de sovende øjne.








September måneds artikel

Bombus Bumblebee (Bestoevning).jpg

Bestøvning er vigtig for planterne, for det er på den måde, den næste generation bliver dannet. Bestøvningen foregår ved overførsel af pollen fra en støvdrager på én plante til støvfanget på en anden - altså fra han til hun. På støvfanget kan pollenkornet spire og sende et pollenrør ned gennem griflen til frøanlæggene. Undervejs ernæres det voksende pollenrør af den modtagende plantes væv. To sædceller fra pollenkornet vandrer ned gennem pollenrøret, og befrugtningen sker, når sædcellerne smelter sammen med henholdsvis en ægcelle og én af de såkaldte polkerner i frøanlægget. Det er dette, som kaldes angiospermernes dobbeltbefrugtning.

Sporebærende planter og nåletræer baserer deres bestøvning på massevirkning, hvor millioner af sporer eller pollenkorn spredes og føres vidt omkring med vinden. Først da blomsterplanterne opstod, og samvirket med insekterne blev skabt, opnåede planterne en mere præcis bestøvning. Den seneste udvikling ad denne vej ses hos orkidéerne, som nu ofte er knyttet til en enkelt insektart.








Oktober måneds artikel


Gasterental.jpg

Plantesociologi eller Fytosociologi er studiet af vegetationer, dvs. undersøgelsen af plantesamfunds kendetegn, organisering og gensidige afhængighed samt af deres udvikling, geografiske fordeling og klassificering. Plantesociologien er derfor en videnskab, som arbejder med udgangspunkt i floralister, der er så fuldstændige som muligt, og den er også den botaniske forskningsgren, der undersøger de rumlige og tidsmæssige forhold mellem planterne.

Denne videnskab er desuden en del af den økologiske eller geografiske forskning, nemlig dér hvor den ikke nøjes med at beskrive plantegrupperinger, men også studerer planternes indbyrdes forhold sat i sammenhæng med deres miljø (klima, jordbund) og deres geografiske fordeling. Dette gælder så meget desto mere som dens metoder og begreber kan overføres til alle slags organismer.








November måneds artikel


Euonymus europaeus seeds October Ukr002.JPG

Almindelig Benved er en løvfældende busk, eller af og til et lille træ med en langsom, opret og temmelig åben vækstform. Barken er først grøn (af og til næsten violet). De unge grene er firkantede med lyse striber langs kanterne. Senere bliver barken mere grå, og til sidst er den lysegrå med spredte, smalle furer. Knopperne er modsatte, tiltrykte, smalle og grønne. Bladene er elliptiske med fint savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er grågrøn. Høstfarven er klart rød. Den blomstrer i maj-juni, og blomsterne er ganske små og gulgrønne, og de indeholder en del nektar og bestøves af mindre insekter. Frugterne er mere iøjnefaldende med lyserøde kapsler, der åbnes med fire klapper ind til de orangerøde kerner. Frøene spirer villigt i Danmark.

Rodnettet består kraftige og tæt forgrenede hovedrødder, der ligger lige under jordoverfladen ligesom de mange finrødder. Almindelig Benved angribes alvorligt af spindemøl-larver, de såkaldte "snareorme", der bygger store fællesspind i planten. Angrebet er altid værst under beskyttede haveforhold med stillestående luft. Hele planten er giftig.








December måneds artikel

MarchantiaPolymorpha.jpg

Levermosser (Marchantiophyta) er meget primitive planter, som på en række punkter minder om mosser, f.eks. ved at de formerer sig ved sporer, er meget lavtvoksende, er helt afhængige af fugtighed i omgivelser og ikke har en stængel/blad-struktur som vi kender fra højere planter. De fleste levermosser har en struktur der minder om strukturen hos de egentlige Mosser med en ret skrøbelig, sprød stængel og 2 rækker bladlignende, ofte udadrettede lober (blade) samt nogle ofte anderledes formede bugblade på stængelens underside. En række levermosser har dog ikke denne opbygning, men består af et såkaldt thallus der kan minde lidt om en alge. Dette thallus ligner bladplader på ca. 1 cm længde, de er lidt læderagtige og glatte, evt. våde el. slimede. Til denne gruppe hører bl.a. en af de almindeligste danske levermosser, Almindelig Levermos (Marchantia polymorpha). Den er af samme grund let genkendelig og minder ikke om nogen anden dansk mos.








2012

Januar måneds artikel

Cutting.JPG

Vegetativ formering er det fælles udtryk for en lang række metoder, man bruger i forbindelse med dyrkning af planter. Disse metoder har det fælles, at de omgår den normale formeringsmetode, frøformering. På den måde overføres moderplantens arvelige egenskaber uændret til samtlige ungplanter. Der kan være flere hensigter med at bruge vegetativ formering:

  • Bevarelse af bestemte, arvelige egenskaber
  • Omgåelse af problemer ved frøformering
  • Forenkling af arbejdsgangen

Ulemperne består for det første i, at metoderne som regel kræver et større forbrug af arbejdskraft, og vel at mærke en højtuddannet og veltrænet arbejdskraft. Det er altså dyrt at bruge vegetative formeringsmetoder, hvis firmaet ikke lige netop er specialiseret i de anvendte fremgangsmåder.

For det andet ligger der en truende ulempe i at formere igen og igen på planter med identiske arveanlæg, for hvis der opstår en sygdom, som kan angribe planterne, vil den uundgåeligt angribe dem alle. Det er netop én af den kønnede formerings fordele, at den "skyder med spredhagl", sådan at der næsten altid vil være overlevere, som kan bringe arten videre trods alvorlige sygdomme og angreb af skadedyr.








Februar måneds artikel

Selaginella selaginoides at Rax.jpg

Ulvefodsplanter (Lycopodiophyta) er en division i planteriget. Det er den ældste endnu levende gruppe af karplanter, og den rummer arter, som kan anses for at være "primitive" (dvs. meget tidligt udviklede). De afviger fra andre planter ved at have mikroblade, altså blade, som kun har én enkelt karstreng (sml. bregners og frøplantes mere komplicerede opbygning af strengsystemerne). Der er ca. 1200 nulevende arter.

Ulvefodsplanter skønnes at være opstået i Silur-tiden for mere end 400 millioner år siden, og omfatter nogle af de mest primitive nulevende Karplanter. Der er således tale om planter med en meget lang forhistorie, og de forekommer ofte som fossiler, specielt i kul-lag. Faktisk er de fleste kendte slægter nu uddøde. Silur-planten Baragwanathia longifolia repræsenterer den tidligst kendte art, mens den lidt senere gruppe Cooksonia synes at være beslægtet.








Marts måneds artikel

Eranthis.jpg

Have-Erantis er en flerårig, urteagtig plante med en lav, fladedækkende vækst. De tre stængelblade sidder kransstillet øverst på den korte, oprette stængel. De er hånddelte med 5 lapper, der er smalt elliptiske og helrandede med en tydelig spids. Det enlige, grundstillede blad ses først efter afblomstringen. Det er ligeledes hånddelt med 5 lapper. Begge bladsider er græsgrønne, men oversiden er præget af den fremhævede midterribbe. Blomstringen sker i januar-marts, og den består af en grøn-brun, opret og hul, glat stængel med tre højblade under den forholdsvis store, gule blomst med seks gule bægerblade. Kronblade mangler. De grundstillede blade er langstilkede og runde eller hjerteformede med 5-7, hånddelte lapper. Frugterne er tørre kapsler med frø, som modner godt og spirer villigt i Danmark.

Rodnettet består af den vandrette jordstængel ("knolden") med talrige trævlerødder. Hele planten er giftig.








April måneds artikel

Chloroplast-new.jpg

Grønkorn/kloroplaster (en af flere slags plastider) er de organeller, hvori planters fotosyntese foregår. Kloroplasterne har deres eget DNA og meget tyder på, at de har været selvstændige organismer, meget lig cyanobakterierne, om end for meget længe siden. Disse fotosyntetiserende bakterier er blevet overtaget af en eukaryot celle, uden dog at blive fordøjet. I stedet har bakterien indgået en symbiose med cellen. Med tiden er bakterien blevet afhængig af værtscellen, ligesom værtscellen er blevet afhængig af bakterien. Denne teori kaldes endosymbiont teorien.

Pigmenterne klorofyl a og b anvendes til at fixere sollyset. Bruges af Chlorophyta (grønalger) samt alle flercellede planter. Solens ultraviolette stråling er restriktiv for udbredelsen af planter, og kun grønkorn findes på den tørre landjord. Selv blodbøg bruger grønkorn.








Maj måneds artikel

Diližanská příroda.jpg

Et biologisk hotspot er en biogeografisk region med et betydningsfuldt reservoir af biodiversitet, som trues af menneskers aktiviteter.

For at en region kan betegnes som et biologisk hotspot og dermed optages på Myers udgave af hotspotkortet fra 2000, må den opfylde to strenge krav: Mindst 0,5% eller 1.500 stedets karplanter skal være endemiske, og det må have tabt mindst 70% af den oprindelige vegetation. I verden som helhed er der mindst 25 områder, der opfylder kravene efter denne definition, og ni andre, som muligvis gør det. Disse egne rummer næsten 60% af verdens plante-, fugle-, pattedyr-, krybdyr-, og paddearter, hvoraf en meget høj andel er endemiske.








Juni Måned artikel

Carex humilis 200311a.JPG

Jord-Star er en græsagtig og flerårig, urteagtig plante med en tæt, tuedannende vækst. Planten kan langsomt danne små puder eller tæpper. De oprette stængler er glatte og svagt trekantede i tværsnit. De tuedannende grundblade har purpurrøde bladskeder, de er for det meste børsteagtigt sammenrullede, og de er linjeformede med grågrøn til lysegrøn farve på begge bladsider. Blomstringen sker i april-maj, hvor man kan finde de rustrøde han-aks yderst på stænglerne, mens de sølvskinnende hun-aks findes lidt længere nede ad skuddet. Frugterne er nødder.

Arten er knyttet til tørre steppeområder og lyse ege- og fyrreskove (plantesamfundet Mesobromion ereeti) på tør bund, og den er udbredt i Sibirien og Østasien samt i Central- og Østeuropa. Den foretrækker solåbne voksesteder med porøs sand- eller lerbund, men findes også på klippegrund med tyndt jordlag.








Juli måneds artikel

Prairie-bed.jpg

En beplantning er en kunstigt skabt vegetation. I princippet kunne både græsplæner og blomsterbede kaldes beplantninger, men i praksis bruges ordet næsten udelukkende om grupper af træer eller buske. Beplantningen kan være meget gennemtænkt og stramt komponeret med vægt på det kunstneriske, eller den kan være lavet på grundlag af, hvad man kunne skaffe af planter.

Beplantning står i modsætning til bevoksning, der er navnet på en selvgroet gruppe planter. En uplejet og forsømt beplantning vil på et eller andet tidspunkt være blevet så tilgroet med selvsåede planter, at den bør kaldes en bevoksning. Det modsatte (nemlig at en naturlig bevoksning lægges under intensiv pleje) finder også sted, men der er næppe nogen, der ville finde på at kalde den en beplantning - ligegyldig hvor friserede planterne er blevet.







August måneds artikel

Bog-habitat.jpg

Vegetationsøkologi handler om planternes indbyrdes forhold og om deres forhold til jordbundsforholdene, klimaforholdene, planteæderne, rovdyrene og nedbryderne. Enhver vegetation er det foreløbige resultat af en række bevægelige balancer, homøostase, hvor alle faktorer har en indvirkning på tilstanden, som den ses lige nu.

Det betyder også, at vegetationens egen forhistorie har betydning for, hvad der er blevet ud af den indtil nu. Vegetationen er under konstant forandring, fordi den samlede virkning af jordbund, klima, dyr, andre planter og nedbryderne fremtvinger små ændringer hen mod den vegetation, som er den mest varierede, mest stabile og mest tilpassede på stedet. Denne vegetation kaldes klimaks. Bevægelsen hen mod klimaks kaldes succession. I Danmark vil klimaksvegetationen formentlig være blandet løvskov over det meste af landet. Der vil være undtagelser: de åbne vandflader, skrænterne og strandene f.eks., men ellers vil alt være dækket af en skovtype, som er domineret af Småbladet Lind (Tilia cordata) på de bedste jorder og Eg (Quercus) på de ringere.







September måneds artikel

MarchantiaPolymorpha.jpg

Levermosser (videnskabeligt navn: Marchantiophyta) er meget primitive planter, som på en række punkter minder om mosser, f.eks. ved at de formerer sig ved sporer, er meget lavtvoksende, er helt afhængige af fugtighed i omgivelser og ikke har en stængel/blad-struktur som vi kender fra højere planter. Levermosser er dog endnu mere primitive end de egentlige mosser. I ældre botanisk littaratur kan man af og til se levermosser indplaceret som en klasse under de egentlige mosser, men levermosser adskiller sig fra de egentlige mosser på en hel række afgørende punkter.

Levermosser findes stort set over hele Jorden og er også almindelige i Danmark. De lever dog oftest et upåagtet liv da de er uanseelige, vokser på lidt fugtige steder (ofte sammenfaldende med helt eller delvis skygge) og på mange måder ligner mos. Der anslås at være mellem 6.000 og 10.000 forskellige arter af levermosser.







Oktober måneds artikel

Rhynchospora alba Becklinger Moor b.jpg

Hvid Næbfrø er en flerårig, urteagtig plante med en løs, tueformet vækst og stift oprette stængler. Stænglerne er stive, trekantede i tværsnit og svagt furede. Bladene sidder spredt op ad stænglen med helt omsluttende bladskeder og linjeformede, ganske smalle, helrandede blade. Begge bladsider er græsgrønne. Blomstringen foregår i juni-august, hvor man finder de stærkt reducerede blomster siddende i små, 1-3 blomstrede aks, der igen er samlet i endestillede knipper med 5-25 aks i hver. De enkelte blomster har hvide dækskæl, men består i øvrigt af 2 støvdragere og 1 støvfang. Frugterne er nødder, hvor det nederste af griflen er blivende, sådan at den danner et "næb" (deraf navnet).

Hvid Næbfrø er naturligt udbrdet i Kaukasus, Sibirien, Kamtjatka, Kine, Korea, Japan, Alaska, Canada og det nordøstlige og vestlige USA. I Europa findes den i de nordlige og østlige lande samt i bjergene i Sydeuropa. I Danmark er den sjælden eller endda meget sjælden.







November måneds artikel

OsmundaRegalis2.jpg

Almindelig Kongebregne (Osmunda regalis) er en staude med en buskagtig vækst. Bladene danner en uregelmæssig, grundstillet roset. De er dobbeltfinnede med en bladfod, som bærer brede flige. De ovale småblade er enten helrandede eller fint takkede. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lysegrøn. De sporebærende skud består af oprette, størkt omdannede blade, hvor de øverste dele er meget smalle og helt dækket af sporehuse. Disse blade mangler grønkorn og får efterhånden en gyldentbrun farve.

Planten hører hjemme i fugtige egne i alle temperedede egne af verden med undtagelse af Sydøstasien og Australien. Overalt er den knyttet til skyggede eller fugtige biotoper, og i Danmark findes den f.eks. i Holmegaards mose på Sjælland.







December måneds artikel

Polytrichum-commune-habit.jpg

Mosser er simple primitive stedsegrønne planter, som ikke har rødder. Derfor gror mosser som regel i fugtige omgivelser. Mosser formerer sig ved sporer. Mosserne har en række fællestræk der gør dem nemme at genkende – alligevel er de meget forskellige.

Mosser er uhyre almindelige i Danmark, kendt af de fleste og lette at skelne fra andre. Der findes godt over 600 forskellige mosser i Danmark (ud af mere end 12.000 arter i alt), og de forekommer i praktisk taget alle habitater, også i byerne – på tage og fliser – og i det tørre miljø på heden. Den mosrigeste habitat er dog skoven, hvor mosser vokser både på jorden, på dødt træ og på levende træer.

Selvom mosser er almindelige, er en lang række mosser dog knyttet snævert til habitater der er i stærk tilbagegang og disse mosser er truede. Kendtest af disse er måske tørvemosserne hvor flere arter kun forekommer i såkaldte højmoser der nu er meget sjældne i Danmark.







2013

Januar måneds artikel

Europe Köppen Map.png

Plantegeografi handler om, hvor på jorden forskellige planter vokser. Det er velkendt, at de fleste planter har specifikke klimatiske krav, samt at der typisk er færre arter, der klarer sig i meget koldt eller tørt klima, mens flere arter klarer sig i varmt og fugtigt klima. Det er dog langt fra alle arter, der vokser der, hvor de trives bedst. I en række tilfælde kan en plante indføres til et mere gunstigt klima som afgrøde eller prydplante, hvorefter den i visse tilfælde kan udvikle sig til en invasiv art.

Klimatiske og geologiske ændringer, samt menneskelig indflydelse, er også med til både at indskrænke og udvide forskellige plantearters udbredelse. Desuden spiller mikroklima og lokale forhold en stor rolle. Langs en husmur kan det være 1-2 klimazoner varmere, i en skyggefyld fordybning kan det være 1-2 zoner koldere. Omvendt kan det nemt være for tørt langs en husmur og det kan være for fugtigt i en fordybning.







Februar måneds artikel

Sorbus-aria.JPG

Aksel-Røn er et lille, løvfældende træ med en bred krone og en ret og gennemgående stamme. Knopperne er kegleformede og brune eller grønne med brune skælrande. Bladene har en mørkegrøn overside og en hvidfiltet underside. Høstfarven er gul, og bladene bliver siddende længe. Blomsterne er hvide med en ubehagelig lugt, og de sidder samlet i halvskærme. Frugterne er røde og har en melet smag.

Rodnettet består af nogle dybtgående og tæt forgrenede hovedrødder, der bærer et højtliggende netværk af filtede finrødder (hjerterod). Aksel-Røn når en højde på ca. 10 m og en kronebredde på ca. 6 m. Den årlige tilvækst er i gennemsnit henholdsvis 30 og 25 cm.

Aksel-Røn er naturligt forekommende i Makaronesien, Nordafrika, Kaukasus og det meste af Europa. I Danmark formodes arten kun at eksistere som plantet. Arten hører hjemme på veldrænet, tør og kalkrig bund, hvor den danner underskov og bryn i ege-avnbøge blandingsskove.







Marts måneds artikel

Xanthoceras sorbifolium2.jpg

Xanthoceras sorbifolium er et lille, løvfældende træ eller en stor busk med en opret eller senere mere overhængende vækst. Barken er først rødbrun og fint dunhåret, men snart efter bliver den lysegrå og hårløs med fine striber. Ældre grene og stammen kan efterhånden få en grå og skællet bark. Knopperne sidder spredt, og de er små, bredt kileformede og grå. Bladene er uligefinnede med elliptiske småblade. Bladranden er groft tandet, og mens begge bladsider er græsgrønne er oversiden blank og skinnende. Blomstringen foregår i maj-juni, hvor man finder blomsterne siddende samlet i endestillede, oprette toppe. De enkelte blomster er 5-tallige og regelmæssigt klokkeformede. Bægerbladene er grålige på grund af en tæt hårbeklædning, mens kronbladene enten er rent hvide eller hvide med et rødt svælg. Frugterne er kapsler med 4-6 store, brune frø i hver.








Maj måneds artikel

Erigeron acris ssp acris.jpeg

Bitter Bakkestjerne er en to- til flerårig, urteagtig plante med en stiv, opret vækst. Stænglen er oftest brun eller rødlig (især på lyssiden) og tæt behåret. På den yderste del dannes der flere forgreninger. Bladene er dels grundstillede og dels spredtstillede på stænglen. De grundstillede blade er lancetformede til omvendt ægformede med hel eller spredt tandet rand. Stængelbladene er linje- til lancetformede, ligeledes med hel eller spredt tandet rand. Begge bladtyper er behårede eller i hvert fald randhårede med en gråligt græsgrøn overside og en lyst grågrøn underside. Blomstringen foregår i juli-august, hvor man finder blomsterne samlet i endestillede kurve. Randkronerne er lysviolette, mens de få skivekroner er hvidgule med en rød spids. Frugterne er nødder med en håragtig fnok.

Rodsystemet består dels af en lodret, forveddet jordstængel og dels af en spinkel, men dybtgående pælerod og nogle få, forgrenede siderødder.

Bitter Bakkestjerne når en højde på 0,50 m og en bredde på 0,25 m. Den årlige tilvækst er 50 x 25 cm.







Juni måneds artikel

Prosartes-hookeri-flowers.JPG

Prosartes hookeri er en flerårig, urteagtig plante med en opret, busket og forgrenet vækst. Stænglerne er dunhårede lige som bladene, der sidder spredt op ad stænglen. Bladene er ovale, helrandede og buenervede med en tydelig, udtrukket spids. Begge bladsider er lyst græsgrønne. Blomstringen foregår i april-maj, hvor man finder blomsterne siddende enkeltvis eller 2-3 sammen yderst på forgreningerne. De enkelte blomster er 3-tallige, regelmæssige og smalt klokkeformede med hvide blosterblade. Frugterne er blanke, røde bær.

Prosartes hookeri er naturligt forekommende i det nordvestlige USA, ved de store søer og i det sydvestlige Canada. Den er knyttet til nåleskove eller blandede skove med megen regn og en jordbund, som er porøs og veldrænende. Derimod er den mindre afhængig af lysstyrken, selv om den blomstrer mest i let skygge.







Juli måneds artikel

Chionanthus virginicus a2.jpg

Virginsk Sneflokketræ er en løvfældende busk eller et lille, flerstammet træ med en slank, men afrundet krone. Barken er først lysegrøn og dunhåret, senere bliver den rødbrun med lyse korkporer, og til sidst kan ældre grene og stammer få en glat, grå bark. Knopperne sidder modsat, de er fladtrykt ægformede og lysegrønne med brune rande på knopskællene. Bladene er bredt elleiptiske med hel rand. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lyst grågrøn. Høstfarven er gyldent gul. Blomstringen foregår i maj-juni, hvor man finder blomsterne samlet i overhængende klaser fra bladhjøernerne. De enkelte blomster er regelmæssige med lange, hvide kronblade. Frugterne er stenfrugter med blåviolet frugtkød og 1-3 kerner.

Rodsystemet består dels af kraftige hovedrødder, der ligger højt i jorden og når langt ud, og dels af et trævlet netværk af finrødder.

Virginsk Sneflokketræ er naturligt udbredt i den sydlige, sydøstlige og centrale del af USA. Arten foretrækker lysåbne eller let skyggede voksesteder med en fugtig jord. Derfor findes den langs vandløb eller krat på fugtig bund.







August måneds artikel

Lysichiton americanus0.jpg

Gul Kæmpekalla er en flerårig, urteagtig plante med en grundstillet bladroset og en kraftig, opret stængel, der bærer blomsterstanden. Bladene er langstilkede og elliptiske med hel eller bøkget og svagt tandet rand. Begge bladsider er græsgrønne og blanke. Blomstringen foregår i eller umiddelbart efter snesmeltningen, hvor man finder de små blomster samlet i et opret, kompakt aks. De enkelte blomster er gule til gulgrønne og 4-tallige. De mangler kronblade. Blomsterstanden er beskyttet af et stort, æggegult højblad. Frugterne er nødder, som bliver gråbrune til rødbrune.

Rodsystemet består af en kraftig, vandret jordstængel og talrige, hvide rødder. Den ubehagelige, ramme lugt tiltrækker de biller, som bestøver planten.

Planten når en højde og bredde, regnet fra jorden til bladspidserne, på ca. 0,40 m. Stænglen med det meget iøjnefaldende højblad hæver sig op over tuen af blade.

Gul Kæmpekalla hører naturligt hjemme i områderne langs Stillehavskysten, dvs. fra Alaska over British Columbia til USAs vestlige stater. Arten er knyttet til moser, våde skovområder og andre steder med vedvarende våd jord.







September måneds artikel

Rhus aromatica (R. trilobata) (5006114667).jpg

Duft-Sumak er en løvfældende busk med en uregelmæssig, stivgrenet vækst. Barken er først brunrød og fint dunhåret. Senere bliver den grålig og spredt håret med runde korkporer, og gamle grene kan få en grå, fint furet bark. Knopperne er spredt stillede og gule med tæt behåring. De blomsterbærende knopper sidder i kompakte, endestillede klaser. Bladene er trekoblede med ægformede til omvendt ægformede småblade, der har små lapper på den yderste tredjedel. Det midterste småblad er tydeligt større end de to andre. Oversiden er blank og græsgrøn, mens undersiden er gulgrøn og dunhåret. Høstfarven er gul til kobberrød. Blomstringen foregår i det tidlige forår fra knopper, der blev dannet forrige sommer. Blomsterne sidder på endestillede kortskud, der tilsammen danner en klase. De enkelte blomster er små, 5-tallige og regelmæssige med gulgrønne kronblade. Planterne er særbo, sådan at det enkelte individ udelukkende bærer hanlige eller hunlige blomster. Frugterne er små, røde stenfrugter med en stivhåret hud.

Rodsystemet består af vidtudbredte, højtliggende hovedrødder og et filt af finrødder. Planten sætter rodskud, og grene i jordkontakt danner rødder.

Busken bliver op til 2 m høj og 3 m bred.

Duft-Sumak er naturligt udbredt i det østlige USA, hvor den findes i krat, langs skovbryn og på prærier. Den foretrækker lysåbne voksesteder med en tør og veldrænet, kalkrig jord.