Portal:Film/Udvalgt film/marts, 2007

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kvinden uden samvittighed (originaltitel Double Indemnity) er en film noir fra 1944 instrueret af Billy Wilder. Hovedrollerne spilles af Fred MacMurray, Barbara Stanwyck og Edward G. Robinson. Filmens manuskript er skrevet af Billy Wilder og Raymond Chandler efter romanen Double Indemnity af James M. Cain som første gang udkom i 1935 som en fortsat roman i 8 dele i Liberty. Historien var baseret på en forbrydelse begået i 1927 af en gift kvinde fra Queens og hendes elsker. Ruth (Brown) Snyder lokkede sin elsker Judd Gray til at dræbe sin mand Albert. Morderne blev hurtigt identificeret og arresteret.

Blandt andre film inspirerede af Snyder-Gray mordet kan nævnes Postbudet ringer altid to gange og Høj puls. Både Postbudet ringer altid to gange og Kvinden uden samvittighed blev senere indspillet i nye versioner.