Portal:Geografi/Månedens artikel/Februar 2008

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Republikken Østrig (tysk:Republik Österreich) er en forbundsstat i Centraleuropa, og består af 9 forbundslande med hvert sit parlament og regering. Østrig er omgivet af land på alle sider og støder op til Liechtenstein og Schweiz i vest, Italien og Slovenien i syd, Ungarn og Slovakiet i øst, og Tyskland og Tjekkiet i nord. Hovedstaden er Wien.

Østrig har 8,3 mio. indbyggere, hvoraf tre fjerdedele tilhører den romerskkatolske tro. Det officielle sprog er tysk, der tales i dialektiske former. Herudover er Slovensk, Kroatisk og Ungarsk anerkendte minoritetssprog.

Republikken Østrig blev dannet på resterne af det østrig-ungarske dobbeltmonarki efter 1. verdenskrig, og fik sin første statsforfatning i 1920. Denne blev videreført efter 2. verdenskrig i 1945, hvor den Anden Republik blev dannet. Fuld suverænitet fik Østrig med statstraktaten af 15. maj 1955.

Østrig har en forfatningsbestemt neutralitet og er sæde for flere internationale organisationer, f.eks. FN, OSCE og OPEC.

Landet statsoverhoved er forbundspræsidenten. Forbundskansleren er regeringchef i det østrigske parlament, Nationalrådet, der har 183 medlemmer.

Forbundsrådet er Østrigs andet-kammer, hvortil forbundslandenes lokale parlamenter, Landdagen, udpeger 64 repræsentanter. Forbundsrådet har absolut veto i love, der griber ind i forbundslandenes anliggender og rettigheder.

Læs mere