Portal:Kristendom/Månedens artikel/Arkiv

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Månedens artikel-arkiv på portalen om Kristendom




I dag er det lørdag, 19. oktober 2019; klokken er 00:27 (UTC)




Hvis månedens artikel på forsiden ikke viser denne måneds artikel, så er det sandsynligvis fordi cachen ikke er opdateret korrekt.
Tryk på dette link for at opdatere forsiden til den korrekte ugens artikel.
Tryk på dette link for at gøre det samme for denne side.




For at foreslå nye artikler, se portaldiskussion.




November 2007
00058 christ pantocrator mosaic hagia sophia 656x800.jpg

Jesus fra Nazaret er en skikkelse af stor religiøs betydning, der ifølge de kristne overleveringer levede i Israel fra ca. 7-4 før vor tidsregning til år ca. 30-33. Ifølge Det Nye Testamente er han Guds søn, og kristne kalder ham også for Jesus Kristus eller simpelthen Kristus.

De almindeligt accepterede kilder til Jesu liv er de fire kanoniske evangelier i Bibelen: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, og Johannesevangeliet. De fleste historikere er enige om at Jesus var fra jøde fra Galilæa, blev anset som skriftkyndig og af nogle opfattet som i stand til at helbrede syge og opvække døde. Han blev døbt af Johannes Døberen og blev korsfæstet i Jerusalem på ordre fra den romerske guvernør, Pontius Pilatus pga. beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse. Historikere lægger forskellig vægt på evangeliernes troværdighed, men de mest forsigtige er dog enige i at vi er på fast historisk grund i forhold til visse grundlæggende begivenheder omkring Jesu liv.



December 2007
Daniellion.jpg

Daniels Bog er en af bøgerne i Det Gamle Testamente i Bibelen og en kilde til jødernes historie i perioden under det babyloniske fangenskab. Bogen er opkaldt efter Daniel, en af de fire store profeter i den jødiske Tanakh og i Det Gamle Testamente, og er opdelt i to adskilte dele. Kapitel 1-6 indeholder historien om Daniel, som føres i eksil i Babylon sammen med sine tre venner, for at de kan blive undervist i babylonisk sprog og kultur. Daniel bliver på grund af sine strålende evner rådgiver for den daværende konge, Nebukadnesar II, som regerede 605-562 f. Kr., og det beskrives, hvordan Daniel senere bliver smidt i løvenkulen, men overlever. Anden del, kapitel 7-12, består af fire syn i form af Daniels drømme, som indeholder forskellige fremtidssyner og hans apokalyptiske profetier.

Kapitel 11 i Daniels Bog har været genstand for store diskussioner og uenigheder blandt bibelfortolkere. Kapitlet indeholder i detaljer beretningen om de historiske begivenheder i Palæstina fra Daniels tid, som dateres til 586 f.Kr. hvor jøderne blev ført i eksil til Babylon, og frem til det Makkabæiske oprør, omkring 165 f.Kr. Mange har foreslået at Daniels Bog er et fingeret historisk skrift fra 165 f.Kr., som giver sig ud for at være meget ældre og profetisk. I modstrid med dette fastholder andre at det er Guds åbenbarede ord Daniel talte og fastholder dermed den ældre datering.



Januar 2008
Nicaea icon.jpg

Det første koncil i Nikæa blev afholdt i 325 i Nikæa i Bithynien. Det var det første økumeniske koncil, hvor biskopper fra hele den kristne kirke var samlet. Koncilet blev sammenkaldt af kejser Konstantin. Han var selv ved at konvertere til kristendommen; akkurat hvor lang den proces var er genstand for debat.

Koncilet blev inledt den 20. maj 325, og afsluttet den 25. juli. Den sidste dag blev 20-årsjubilæet for kejserens indsættelse fejret.

Hovedtemaet for koncilet var arianismen. Tidligere lokale konciler havde også diskuteret kætterier, men koncilet i Nikæa markerer noget nyt; tidligere havde man bare vedtaget defensive tiltag, mens der nu fremkom en mere offensiv holdning. Man gik også mere i detaljer i teologiske spørgsmål end tidligere. I tillæg diskuterede man praktiske spørgsmål omkring fejringen af påske, forholdet til frafaldne kristne, gyldigheden af dåb foretaget af kættere og andre temaer.



Februar 2008
Martin Luther, 1529.jpg

Martin Luther, (oprindeligt efternavn Luder) (10. november 1483 i Eisleben, Tyskland18. februar 1546 i Eisleben) var tysk munk, reformator og teolog. Han blev katolsk præst i augustiner-eremitternes orden, som gav ham en grundig uddannelse og senere førte til, at han blev professor ved universitetet i Wittenberg. Tidligt i 30-årsalderen udviklede han teologiske synspunkter om kirkens myndighed, sakramenterne og om mennesket og dets forhold til Gud, som sammen med hans afstandtagen fra kirkelige misbrug (f.eks. af den måde, aflad blev praktiseret på) gav stødet til reformationen og dannelsen af de evangelisk-lutherske kirker. Starten på reformationen opgives traditionelt som 31. oktober 1517, der var den dag, hvor han udsendte sine kendte teser mod afladspraksisen. Men i sig selv repræsenterede denne hændelse ikke noget skelsættende brud. Derimod udviklede striden mellem Luther og hans modstandere sig efterhånden i retning af teologisk mere centrale anliggender, hvilket i løbet af få år frembragte et uigenkaldeligt brud.



Marts 2008
God2-Sistine Chapel.png

Første Mosebog også kaldet Genesis (hebr. בראשית Bereshit "I begyndelsen", gr. Γένεσις Génesis "Begyndelse") er den første bog i Bibelen, både den jødiske Tanakh og kristendommens Gamle Testamente, hvor den udgør første del af Pentateuken - samlingen af de fem mosebøger. Første Mosebog er kanonisk litteratur i kristendommen, jødedommen og i mindre grad islam.

Bogen er inddelt i 50 kapitler. De første elleve kapitler udgør den såkaldte urhistorie, som bl.a. indeholder beretningen om verdens og de første menneskers skabelse, syndefaldet og Adams og Evas efterfølgende udstødelse fra Edens have, Kains drab på sin broder Abel, Noas Ark og Babelstårnet.

De sidste 39 kapitler indeholder historierne om de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob. Disse historier beretter bl.a. om Guds udvælgelse af Abram, som kom til at hedde Abraham, og Guds løfte til Abraham om, at alle jordens folk ville blive velsignet gennem hans afkom (1 Mos 12,3), Sodomas og Gomorras udslettelse, Abrahams ofring af sin egen søn Isak og Jakobs kamp med englen. Bogen beretter derudover også generelt om det israelittiske folks forhistorie. Bogen ender med, at efterkommerne af Jakob (også kaldet Israel) rejser til Egypten, hvor de etablerer et godt forhold til den daværende farao.



April 2008
Torah.jpg

Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger") er betegnelsen for de grundliggende kanoniske skrifter i bl.a. jødedommen og kristendommen, dog er den jødiske bibel, også kaldet Tanakh, ikke identisk med den kristne bibel, som beskrives her. Desuden er der inden for kristendommen variationer i antallet og indholdet af Bibelens bøger.

Den kristne bibel er inddelt i to hoveddele. Den første del, Det Gamle Testamente, er næsten identisk med den hebraiske bibel, og blev oprindeligt inddelt i tre hoveddele Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Den anden hoveddel, Det Nye Testamente, indeholder de særligt kristne skrifter, og er skrevet i det første århundrede e. Kr. Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som generelt ikke regnes for kanoniske af jøder og protestanter, og i de fleste protestantiske bibler udelades de da også helt. De deuterokanoniske skrifter findes bl.a. i Septuaginta, den tidligste græske oversættelse af Tanakh med rødder helt tilbage til det 3. århundrede f.Kr., der bl.a. udgjorde de første kristnes bibel, hvorimod apokryferne ikke er at finde i den hebraiske bibel.

Bibelen indeholder skrifter af mange forskellige genrer som for eksempel jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling var ikke at finde i de oprindelige tekster, men er kommet til efterhånden som det på grund af deres religiøse brug blev nødvendigt at kunne henvise mere nøjagtigt til steder i teksterne.

Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. Den 31. december 2006 er hele Bibelen oversat til 429 forskellige sprog og dele af Bibelen, oversat til i alt 2.426 sprog.



Maj 2008
Trinitatiskirkekøbenhavn1748.png

Trinitatis Kirke ligger på Landemærket 2, ud mod Købmagergade, over for Regensen, i Københavns centrum. Kirken er en del af det såkaldte Trinitatis kirkekompleks, som ud over kirken omfatter det tidligere universitetsbibliotek, nu udstillingslokale, på en etage over kirken, samt det astronomiske observatorium Rundetårn. Denne artikel handler primært om kirken.

Grundstenen blev lagt 7. juli 1637, og den første del, Rundetårn, var færdig i 1642, ihvertfald hvis man skal tro den berømte rebus på tårnets facade. Kirken blev først indviet 1. juni 1656, Trinitatis søndag, og biblioteket fulgte 7. juli 1657, altså på 20-årsdagen for grundstensnedlæggelsen. I denne periode nåede tre bygmestre at have ansvaret for byggeriet, nemlig Hans van Steenwinckel den yngre, Leonard Blasius og Albertus Mathiesen.



Juni 2008
St. Jude Thaddaeus Bicci di Lorenzo OPA Florence.jpg

Judasbrevet er med sit ene kapitel blandt de mindste skrifter i Det Nye Testamente, og står som det sidste af de såkaldte katolske (dvs. almindelige) breve. Forfatteren er ifølge brevet selv Judas, Jakobs bror (ikke at forveksle med Judas Iskariot), men regnes dog af en del forskere som et pseudonymt brev.

Skriftet er en opfordring til at kæmpe for den rette kristne tro og en advarsel til menigheden mod de vranglærere, som "misbruger vor Guds nåde til løsagtighed" (Jud 1,3-4). Brevet er karakteriseret af skarpe fordømmelser af disse vranglærere samt maleriske beskrivelser af dommen over dem. Der gøres i teksten ofte brug af billeder, fortællinger og metaforer særligt hentet fra Det Gamle Testamente og andet jødisk litteratur.

Overordnet set er brevet en formaning "til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige" (v3). Denne formaning kommer på baggrund af, at Judas egentlig ville have skrevet til meningheden om frelsen, men altså i stedet valgte at lægge dette arbejde til side for i stedet at formane mod de falske lærere, der havde sneget sig ind i menigheden (v4). Judas bruger derefter det meste af sit brev på at karakterisere disse falske lærere og fortælle om den dom, der vil ramme dem.



Juli 2008
Vettii2 modified.jpg

Urkristendommen er den tidligste periode i kristendommens historie; den begynder med Jesu forkyndelse i 20'erne e.v.t. og afsluttes da de kristne menigheder endegyldigt bryder med den jødiske modertradition omkring 100 e.v.t. I den kristne tradition blev kristendommen grundlagt som ny religion af Jesus selv, da han ifølge Matthæusevangeliet havde sagt til sine disciple:

Citat Mig er givet alt magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Citat
Mattæusevangeliet 28,18-20

Fra en religionshistorisk synsvinkel var den proces, der førte frem til dannelsen af en ny og selvstændig religion dog mere langvarig og kompliceret; den bestod af flere forskellige faser, nybrud og konflikter. I kirkehistorien dækker betegnelsen oldkirken perioden som strækker sig fra kirkens traditionelle fødsel ved pinse, umiddelbart efter Jesu død og opstandelse og som traditionelt blandt kirkehistorikere afsluttes med indførelsen af kristendommen som statsreligion i Romerriget i slutningen af 300-tallet.



August 2008
Ædiculum i Gravkirken som er opført ovenover Jesu grav

Gravkirken (eller Den Hellige Gravs Kirke) er en kristen kirke i Jerusalem, som er bygget på Golgata, det sted hvor Jesus ifølge kristne traditioner blev korsfæstet. Kirken indeholder ligeledes den grav, hvori Jesus ifølge legenden blev lagt efter sin død, og den har derfor været et vigtigt pilgrimsmål for kristne siden 4. årh. Kirken er i dag fælles for en lang række forskellige kristne grupperinger, som hver råder over egne kapeller, og den er i dag sæde for den ortodokse patriark af Jerusalem og en katolsk ærkediakon og regnes for den mest hellige kirke indenfor kristendommen.

I østlige kirketraditioner kendes kirken som Opstandelseskirken; græsk: Ναός της Αναστάσεως (Naos tis Anastaseos), armensk: Surp Harutyun, mens den i de vestlige traditionelt kaldes den Hellige Gravs Kirke; latin: Ecclesia sancti Sepulchri.



September 2008

Hebræerbrevet er et kanonisk brev i Det Nye Testamente (NT). Brevets hovedpointe er at forklare Jesu døds betydning ved hjælp af Det Gamle Testamentes (GT) offerritualer. Jesu død på korset fortolkes i lyset af den store forsoningsdag i 3 Mos 16. Jesus er den højeste ypperstepræst som frembærer det fuldkomne offer, nemlig sig selv. Det offer udslettede synden og skænker frelse til syndere. Det er karakteristik at brevet væver kristologisk forkyndelse og formaning. Brevet er skrevet i et formfuldendt græsk, og er skrevet på det måske mest avancerede græsk i NT. Brevet tolker konsekvent Det Gamle Testamente som profetier om Kristus, og udlægger skriftsteder, som tidligere var blevet læst i deres normale kontekst, som kristologi.

Forkyndelsesdelen bygger på en komparativ analyse mellem den gamle pagts formidlere: ypperstepræster, profeter og israelitiske konger, og den nye pagts formidler: Jesus Kristus. Den forkyndende del kan opdeles i afsnittene 1,1–14; 2,5–18; 5,1–14; 6,13–9,28; 13,18–25, og den formanende del kan inddeles i afsnittende 2,1–4; 3,1–4,16; 6,1–12; 10,1–13,17. Brevet trækker nogen lange tråde fra Det Gamle Testamente og beskriver ændringerne i forhold til den nye pagt.



Oktober 2008
Rembrandts maleri af Paulus.

Apostlen Paulus (født ca. 10 e.Kr., død ca. 64 e.Kr./67 e.Kr.), Hedningeapostlen (Rom 11:13; Gal 2:8), var sammen med Simon Peter den mest betydningsfulde missionær i kirkens tidlige historie og en af de vigtigste første kristne. I modsætning til de 12 apostle, kendte Paulus ikke Jesus under hans virke, men blev omvendt ved syn af den opstandne Jesus (1 Kor 15:8-9) og understregede at hans aposteltitel var baseret på hans syn. "Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus." (Gal 1:12); ifølge Apostlenes Gerninger fandt synet sted på vej til Damaskus.

Paulus er den næststørste bidragyder til Det Nye Testamentes bøger (Efter Lukas hvis to bøger omfatter næsten en tredjedel af Det Nye Testamente). Tretten breve har Paulus bidraget med.



Januar 2009
De tre zarathustriske præster fra Persien. Øverst aner man deres navne: Balthasar, Melchior og Kaspar. Mosaik fra det 6. århundrede. Basilikaen Sant' Apollinare Nuovo i Ravenna.

Helligtrekongersdag er en kirkelig festdag, som fejres 6. januar. Indtil Struensees helligdagsreform i 1770 var dagen endvidere en offentlig helligdag. Helligtrekongersaften er aftenen før, altså den 5. januar.

Baggrunden for dagen er beretningen i Matt. 2, 1-2, hvor det lyder:

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« (Citat fra den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992).

I den oprindelige, græske tekst benævnes disse personer som mágoi (gr. μάγοι, flertal af μάγος mágos), hvilket i samtiden bl.a. var en betegnelse for perserrigets zarathustriske præster, der havde indsigt i astrologi og drømmetydning.

Det ejendommelige er nu, at evangelisten om "de vise" hverken siger at de var hellige, eller tre, eller konger! Dette er noget som senere tradition har tildigtet. Specielt er det bemærkelsesværdigt at denne tradition ikke blev afbrudt ved Reformationen i den danske kirke i 1500-tallet. Oven i købet betegnes i Folkekirkens gudtjenesteordning den dag i dag en hel række søndage som "søndage efter Hellig tre konger". Hvis der falder en søndag i perioden 2. januar til 6. januar, kaldes denne helligtrekongers søndag. [1]

I den svenske kirke og den svensktalende del af den ev.-lutherske kirke i Finland bruges betegnelsen derimod ikke - man taler i stedet om "Trettondedagen jul" eller blot "Trettondedagen" (sammenlign også Twelfth Night af Shakespeare, som på dansk hedder Helligtrekongers aften).

Forklaringen på traditionens bevaring i Danmark er antagelig, at man siden middelalderen havde gjort pilgrimsrejser til det ikke alt for fjerne Köln, hvor de formodede tre kongers relikvier nød veneration. I den romersk-katolske kirke betegnes festen Epifani, dvs. (Jesu) tilsynekomst eller åbenbaring for hedningene.

På øerne Agersø og Omø fejres Helligtrekongers aften med et løb kaldet Hellig Tre Kongers løb.[1]

Fodnoter[redigér wikikode]




Februar 2009
Foto af Bafo do Mundo ved Københavns Karneval i 2005

Fastelavn eller karneval er en fest, der ligger på grænsen mellem vinteren og foråret. At fejre det sejrende forår har man gjort længe. Romerne gjorde det, og de gamle egyptere, når Nilen gik over sin bredder og livets og årets cyklus startede forfra. At klæde sig ud og slå til søren har alle dage været en del af livet, og til fastelavn blev muligheden ekstra stor, idet masker og udklædninger for en tid slettedet de sociale skel i samfundet, som var ret statiske. Bonden kunne sidde ved samme bord som greven - eller ligge i samme seng. Løssluppenhed var nemlig en stor del af fastelavnstiden, der virkede som en ventil i en hverdag præget af strenge regler og hårdt arbejde. Karnevaller var derfor også kun for voksne. Det er først i nyere tid, at fastelavn er blevet børnenes fest.

Kirkens fastlæggelse af fasten

Ordet fastelavn stammer fra det plattyske Fastelovend eller Fastnacht, der betyder aftenen før fasten, og er det samme som ordet karneval, der dog har udgangspunkt i carne vale, som på latin betyder farvel til kødet.

Fastelavn hænger sammen med den faste, der fulgte efter. En faste som man har praktiseret i alle de kristne og ofte andre religiøse sammenhænge. Når det er faste, må man ikke spise kød, men gerne fisk. Fasten varer 40 dage (inden for kristendommen)(fra askeonsdag til påske idet søndage ikke tælles med). Fastelavnssøndag falder derfor 49 dage før påskesøndag.

Ved det kirkelige koncil i Nikæa i 325 blev det vedtaget, hvornår påsken skulle ligge. Ved koncilet år 600 vedtog man, at der skulle være 40 dages faste før påsken, og i år 1091 at man ikke skulle faste på de 6 søndage. Før fasten ville man feste.

Kirken har til alle tider været modstander, af fastelavn og karneval, og særligt i Italien. Efter reformationen i Danmark, forsøgte kirken igen, og med Christian 4.s hjælp med at afskaffe fastelavnsfesten. For kirken har det hele tiden været en hedensk fest, og den undergravede derfor både dens kirkelige, og andres verslige autoritet. Tidligere var karnevallet en langt større trussel, end det ser ud til i dag og den har være frygtet, som start på oprør, og især hvor der havde været sult og misvækst var der var ekstra pres, for at stoppe karneval eller fasterlavn. ... læs mere



Marts 2009

Apostelmødet i Jerusalem refererer til et kirkemøde i Jerusalem omkring år 50 imellem apostlene og de ældste i jerusalemsmenigheden på den ene side og Paulus fra Tarsus og Barnabas på den anden.

Apostelmødet i Jerusalem er det første 'topmøde' i den kirkelige verden, og fik stor betydning for kristendommens videre udbredelse, og mødet dannede model for de kommende århundreders mange kirkemøder, de såkaldte konciler, hvor vigtige teologiske spørgsmål blev afgjort, og hvor afgørende bekendelsesskrifter blev formuleret.

Jerusalem var den tidlige kristendoms center indtil byen blev ødelagt af romerne i år 70.

Anledningen til mødet

Den spæde kristne kirke stod over for en afgørende beslutning. På grund af især Paulus' omfattende missionsvirksomhed blandt hedninger, voksede antallet af kristne med en ikke-jødisk baggrund. Topmødet skulle bringe en løsning på stridsspørgsmålet som truede med at splitte kirken; skulle nye kristne fra den ikke-jødiske verden lade sig omskære og overholde de jødiske leveregler for at være rigtige kristne?

Afgørelsen faldt ud til fordel for de hedningekristne; de behøvede ikke at overholde de jødiske forskrifter, men skulle anerkendes som ligeberettigede kristne. Dog blev de pålagt at overholde fire minimalbestemmelser fra den jødiske lov: afgudsofferkød, blod, kød af kvalte dyr og utugt.

Apostelmødet anses blandt teologer for afgørende i kristendommens udvikling fra en jødisk sekt til en verdensreligion.

De vigtigste deltagere

Hedningemissionærerne Paulus fra Tarsus, Barnabas og Titus repræsenterede de hedningekristne over for lederne af den jødekristne menighed i Jerusalem; disciplene Peter, Johannes og Jesu ældste bror Jakob.

Mødets konklusion ifølge Lukas

For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel! (Ap.G. 15,28-29).     ... læs mere



April 2009
Bjergprædiken, malet af Carl Heinrich Bloch

Narrativ teologi (lat. narratio: fortælling) er en teologisk retning fra 1970-erne, der finder at fortællingen er det grundlæggende for den kristnes selvforståelse frem for opsummeringer eller sammenfatninger af trosindholdet i trosbekendelser, etik og lovbud; disse kommer først efter at være indført af fortællingen. Som eksempel kan nævnes at den apostolske trosbekendelse ville være uforståelig hvis den ikke opfattes som en sammenfatning af hele Bibelens forkyndelse.

Forviklethed i fortællinger

Udgangspunktet er, at mennesker identificeres ved deres navn. Det er navnet, der gør os til andet og mere end anonyme skikkelser. Fjernes navnet og erstattes med et nummer i en protokol eller til en statistisk størrelse, er dette menneske frataget sin personlighed således, som det sker for hovedpersonen "K" i Kafkas roman "Processen". Ser man nærmere til, viser det sig imidlertid, at navnet henter sit indhold fra fortællinger. Det er gennem fortællingerne om hvorledes, et menneske lever og forholder sig til begivenheder, at man danner sig et indtryk af hvem, denne person er. Mennesker er således forviklede i fortællinger, og fortællinger fungerer som livshistorier for et menneske. Det er end ikke en betingelse, at fortællingen har en biografisk eller selvbiografisk karakter; enhver fortælling, som mennesker forstår sit liv ud fra, vil kunne danne grundlag for en livshistorie.

Hovedtesen i narrativ teologi er, at man ikke kan "fortolke" sig ud af disse livshistorier. Selv om man prøver at udtyde sit liv ved at omformulere en fortælling, vil der altid være en del tilbage, som ikke lader sig udtyde. Det er derfor, at mennesker er forviklede i fortællingerne; de lader sig ikke adskille helt og fuldt.

Dertil kommer yderligere, at vi er forviklede i flere fortællinger samtidigt, og disse indvirker på hinanden på en måde, der gør deres adskillelse umulig - man kan ikke forstå dem hver for sig. Foruden historier om os selv, er vi indviklede i historier om familien, slægten, egnen, landet, kulturkredsen (jeg-historier og vi-historier). De mest omfattende historier er al-historier omfattende hele menneskeheden.

Grundfortællingen

Ikke alle fortællinger er lige vigtige; nogle er mere fundamentale end andre og har dermed "højere rang"; man skelner mellem enkeltfortællinger og grundfortællinger. Således er historien om Kristus for den kristne en grundfortælling, der præger dennes liv og har fundamental indflydelse på dennes selvforståelse.

En grundfortælling begrunder identitet, hvorved forstås det, som forbliver sig selv lig ved et menneske, til trods for alle de omskiftelser, dette menneske udsættes for. Dog må det tilføjes, at også denne grundfortælling i virkeligheden omfatter flere, hinanden sammenflettede grundfortællinger: ens egen livshistorie, familiens, slægtens, folkets. Identitet kan derfor aldrig være endimensional.     ... læs mere



Maj 2009
Kvinder begræder Jesus, en af "Marias syv smerter". Maleri af Albrecht Dürer (ca. 1495).
Se også Pietà

Urmenigheden i Jerusalem var formodentlig den første menighed i kristendommens allertidligste historie. Den blev dannet efter korsfæstelsen af Jesus for at forkynde Jesu opstandelse, syndernes forladelse og Jesu bud for både Israels og for andre folk, og for at man kunne forberede sig på hans genkomst, parusi, og den dermed forbundne ende på verden.

Kilder

Viden om urmenighedens opståen, historie, tro og gudstjenesteformer stammer i det væsentligste fra Lukas' Apostlenes Gerninger, der normalt dateres til mellem 80 og 100. Dertil kommer de traditioner som Paulus har optaget i sine breve. Også den lidelseshistorie der findes i Markusevangeliet blev sandsynligvis forfattet i kredsen omkring disse tidlige kristne i Jerusalem. (Markus 14ff)

Lukas hørte til Paulus' elevkreds, men havde dog inden for den anden kristne generation et stærkt stiliseret historiebillede, bestemt af hans egne teologiske synspunkter og hensigter. Han idealiserede urmenigheden som en overvejende harmonisk sammenlænket enhed fra den "apostolske periode" (ca 30-70) for at fremhæve den som forbillede for alle senere kristne menigheder. Den historiske kritik har på mange måder stillet spørgsmål ved dette billede. Den ældre paulinske og markianske overlevering bekræfter Apostlenes Gerninger i dens grundudsagn om den kristne tro, men udvider og korrigerer også vigtige detaljer.

Ingen af de fire kanoniske evangelier stammer fra urmenigheden. De tillader dog tilbageslutning til deres særlige oplysninger, hvis man sammenligner deres angivelser om Jesu forkyndelse med Apostlenes Gerninger. Indirekte informationer om gudstjenesteformen i Jerusalem og embedsregler giver også ikke-kanoniske kristne skrifter som Didaké, en slags katekismus for jødekristne som teologisk og etisk var tæt på urmenigheden. Vigtige enkeltoplysninger til dens senere histore stammer fra ikke-bibelske kilder som Testimonium Flavianum (ca. 90) af den jødiske historiker Josefus, notitser af Hegesippus (ca. 180), som kirkehistorikeren Eusebius af Cæsarea citerede (ca. 300).

Oprindelse

Jesu tilhængerskare fra Galilæa, som var fulgt med ham til tempelbyen Jerusalem, spredte sig formodentlig snart efter hans pågribelse (Mark 14,50). De fleste yngre vendte efter hans gravlæggelse tilbage til deres landsbyer, da henrettelsen på korset også syntes at stå i modsætning til hans prædiken om det nært forestående gudsrige (Lukas 24,21).

Imidlertid dannedes snart derefter i det datidige religiøse centrum for jødedommen de første menigheder – ved siden af Jerusalem formodentlig omtrent samtidigt i Galilæa, og lidt senere i Damaskus (Galaterbrevet 1,17) – der forkyndte Jesus som Israels og alle folks Messias. Hvad der bevægede Jesustilhængerne dertil, ligger historisk i det dunkle, men hænger sammen med deres opstandelseserfaringer.     ... læs mere