Portal:Rumfart/Månedens Artikel
2007[rediger kildetekst]
Januar - Mir[rediger kildetekst]
Mir (Мир), sovjetisk rumstation opsendt i 1986. I 1991 overtog Rusland stationen efter Sovjetunionens sammenbrud. Mir betyder både "fred" og "verden" på russisk. Mir regnes for verdens første rigtige bemandede rumstation, og er forløber til Den Internationale Rumstation (ISS).
Mir styrtede planmæssigt ned i Stillehavet ud for New Zealand i 2001.
Rumstationen var blevet for gammel, og var ikke længere sikker at opholde sig i. Derfor besluttede Rusland sig for at lade Mir styrte ned til Jorden.
Størstedelen af den 136 ton tunge rumstation brændte op på sin vej gennem jordens atmosfære, men op mod 20 tons rester af rumstationen nåede hele vejen ned gennem atmosfæren, og styrtede i Stillehavet.
Stationen var bygget til at kunne holde i tre år, men fungerede altså i 16 år. I løbet af de 16 år boede over 100 kosmonauter og astronauter i Mir i kortere eller længere perioder. En enkelt russisk kosmonaut, Sergei Krikalev, tilbragte sammenlagt (over 2 perioder) lidt over 2 år om bord på Mir.
Efter kommunismens fald i Østeuropa deltog syv amerikanske, to tyske og en fransk astronaut som langtidsbesætningsmedlemmer på Mir. En britisk konkurrence (juno) gav vinderen Helen Sharman 7 dage om bord på Mir og "Tokyo Broadcasting System" købte syv dage om bord på Mir til en journalist (Toyohiro Akiyama).
Juli - Projekt Constellation[rediger kildetekst]
Projekt Constellation er et NASA-program, der har til formål at bygge en generation af nye rumfartøjer til menneskelig rumflyvning. Disse fartøjer skal bestå af Ares I- og Ares V-startraketter, Orion-mandskabsmodulet, Jordafgangsmodulet og Månelandingsmodulet. Disse rumfartøjer vil blive i stand til at udføre en række missioner, fra at levere mandskab og udstyr til Den Internationale Rumstation (ISS), til månelandinger.
Det meste af projektets hardware er baseret på systemer, der oprindelig blev leveret til rumfærgerne, selvom Orion-mandskabsmodulet i høj grad er inspireret af de tidligere Apollo-rumfartøjer. Foreslåede Constellation-missioner kan kræve teknikker til både at flyve i kredsløb om Jorden så vel som Månen.
Under overvejelse er også "DIRECT"-startraketkonceptet, der bruger eksisterende rumfærgeudstyr, såsom selve motorerne og den eksterne tank. DIRECT-projektet kræver et minimum af nyt udstyr.
August - Sputnik 1[rediger kildetekst]
Sputnik 1 ((russisk): "Спутник-1", "Satellit-1") var den første satellit, der blev sendt i kredsløb om jorden. Satellitten hjalp med at bestemme tætheden af de øverste lag i jordens atmosfære ved at sende data om dens baneændringer tilbage til jorden. Satellitten indsamlede også data om fordelingen af radiosignaler i ionosfæren. Eftersom satellittens indre var fyldt med nitrogen gav den også mulighed for opdagelsen af små meteorer da et fald i nitrogentrykket forsaget af huller frembragt af meteorer kunne detekteres i dataene over satellittens temperatur. Sputnik 1 udgjorde et gennembrud for det sovjetiske rumprogram og som den første satellit startede den rumkapløbet.
Sputnik 1 blev sendt op under det internationale geofysiske år fra tjuratam i den kazakhiske del af Sovjet(nu Bajkonur-kosmodromen). Satellitten opnåede en hastighed på 29.000 km/t og udsendte radiosignaler ved frekvenserne 20,005 og 40,002 MHz. Disse signalerblev opfanget af videnskabsmænd og radioamatører over hele verden. Sputnik 1 udsendte radiosignaler i 22 dage hvorefter batterierne om bord på satellitten løb tør. Sputnik 1 brændte op i jordens atmosfære da den genindtrådte 4. januar 1958 efter at have rejst ca. 60 millioner km omkring jorden.
September - Saljut-programmet[rediger kildetekst]
Saljut-programmet ((russisk): Салют for salut eller fyrværkeri) var en serie af rumstationer opsendt af Sovjetunionen i 1970-erne og 1980-rene. Saljut-stationer var relativt simple strukturer der bestod af et enkelt hovedmodul opsendt i kredsløb med en enkelt Protonraket. Programmet blev oprindeligt betegnet som DOS 7-K, hvor hver enkelt rumstation fik sin egen betegnelse. Formålet med programmet var at udføre forskning i problemerne ved at leve i rummet samt at udføre astronomiske og biologiske forsøg. I løbet af programmet udviklede teknologien bag rumstationer fra den tidlige fase af ingeniørstudier til forskningsstationer beboelige over lange tidsrum. I sidste ende banede Saljut-programmet vej for den større rumstation Mir, der bestod af adskillige moduler med et centermodul, der var en videreudvikling fra Saljut. Også det centrale modul på Den Internationale Rumstation kan spore sine rødder tilbage til Sajlut.
Programmet bestod af seks videnskabelige stationer (DOS typen) og tre militære rekognoseringsstationer (OPS typen), der blev opsendt som en del af det tophemmelige Almaz-program. I løbet af missionerne til Saljutstationerne blev flere rekorder indenfor rumfart brudt - bl.a. adskillige rekorder for længste ophold i rummet og rumvandringsrekoder.
November - Sojuz[rediger kildetekst]
Sojuz er et bemandet rumfartøj, der blev udviklet af Sovjetunionen. Efter opløsningen af Sovjetunionen blev det overtaget af Rusland. Sojuz ((russisk):Союз) betyder 'forening', 'sammenslutning'. Navnet hentyder både til Sovjetunionen og til at Sojuz består af tre moduler i forening:
- BO (бытового отсека) — "Kredsløbsmodul", ekstra udstyrsrum under tryk. Sammenkoblingsport.
- CA (спускаемого аппарата) — "Returmodul", omgivet af et varmeskjold.
- PAO (приборно-агрегатного отсека) — "Servicemodul", fremdrifts-, energi- og indeklimasystemer.
Det bemandede rumprogram Sojuz blev startet i begyndelsen af 1960'erne som en del af et program, der skulle flyve sovjetiske kosmonauter rundt om Månen. Da det viste sig umuligt at nå Månen før USA, blev det mål opgivet. I stedet for udvikledes Sojuz sig til et pålideligt fartøj til transport af mandskab til lave jordbaner, især til rumstationer. Sojuz virker desuden som en redningsbåd, således at der altid er, og har været, tilkoblet mindst en Sojuzkapsel pr. to/tre kosmonauter til rumstationerne. Holdbarhedstiden i rummet er seks måneder, så to gange om året skal Sojuzkapslen udskiftes.
December - STS-122[rediger kildetekst]
STS-122 er NASA's kommende rumfærge-mission til ISS. Missionen flyves af rumfærgen Atlantis. Opsendelsestidspunktet er ikke fastsat efter at de første opsendelsesforsøg 6. og 9. december blev aflyst pga. nogle defekte sensorer. STS-122 vil være den 24. rumfærgemission til ISS, og den 121. rumfærgemission.
Hovedmålsætningerne for STS-122 er at levere og montere det europæisk (ESA) designede modul Columbus, og udskifte et medlem af ISS-ekspedition 16 besætningen.
Efter Atlantis lander vil den blive klargjort til STS-125 som er den sidste service-mission til rumteleskopet Hubble.
Efter fuldførelsen af STS-122 er der 10 rumfærgemissioner tilbage i rumfærgeprogrammet, foruden 2 ubekræftede backupmissioner. Læs mere
2008[rediger kildetekst]
Januar - MESSENGER[rediger kildetekst]
Rumsonden MESSENGER MErcury Surface, Space ENvironment, GEochemistry and Ranging (akronymet spiller på at det engelske ord messenger betyder budbringer og at Merkur var gudernes sendebud), er en rumsonde, opsendt af NASA, med det formål at udforske planeten Merkur. Dette skal ske ved at sonden går i kredsløb om planeten i 2011 og studerer overfladen og dets svage magnetfelt i mange år.
Rumsonden blev opsendt med en Delta-II raket fra Cape Canaveral den 3. august 2004
Den 2. august 2005 passerede den Jorden, blev decelereret og sendt mod Venus. Den passerede Venus to gange, den 23. oktober 2006 og den 4. juni 2007.
Derefter fortsætter rejsen mod Merkur, der passeres den 14. januar 2008.
Februar - Columbusmodulet[rediger kildetekst]
Columbusmodulet er et europæisk laboratoriemodul der skal kobles til Den Internationale Rumstation i begyndelsen af 2008.
Columbus er en 6,9 m lang cylinder, med en diameter på 4,5 m. Columbus skal opsendes med rumfærgen Atlantis på STS-mission 122 og ved opsendelsen vejer Columbus 12,8 tons. Columbus er et trykmodul og tre astronauter kan arbejde samtidigt i det 75 m3 store laboratorium. Begrænsningen skyldes CO2-udledningen fra menneskene.
Læs mere om Columbusmodulet eller Rumfærge missionen 122 der bringer Columbusmodulet til Den Internationale Rumstation.
Marts - Galileo[rediger kildetekst]
Galileo var en ubemandet rumsonde, lavet af NASA, der studerede Jupiter og dens måner. Den er opkaldt efter den italienske renæssanceastronom og -filosof Galileo Galilei og blev opsendt 18. oktober 1989 af rumfærgen Atlantis på STS-34-missionen. Den ankom til Jupiter 7. december 1995 efter godt seks års flyvning. Banen Galileo fulgte til Jupiter gav den gravitationelle skub fra både jorden og Venus.
Galileo udførte den første forbiflyvning af en asteroide, opdagede den første asteriodemåne, var det første rumfartøj i kredsløb om Jupiter og indsatte den første sonde i Jupiters atmosfære.
Den 21. september 2003, efter 14 år i rummet og 8 års aktiv mission i kredsløb om Jupiter, blev Galileos mission afsluttet ved at sende den ned i Jupiters atmosfære med en hastighed på næsten 50 km/s. Dette blev gjort for at sikre at sonden ikke styrtede ned på en af Jupiters måner og dermed forurenede denne med bakterier fra jorden. Det var især ismånen Europa der var bekymring for i forskerkredse. Takket være Galileo spekuleres der nemlig nu på om der er et saltvandsocean under overfladen.
April - Giotto[rediger kildetekst]
Giotto er navnet på ESA's første rumsonde. Halleys Komet besøger det indre solsystem hvert 76. år og dens bane er godt kendt. Da Halleys Komet ville komme forbi i 1986, besluttede ESA, at Europa var moden til sin første selvstændige rummission, udenfor Jordens tyngdefelt. Renæssancemaleren Giotto di Bondone havde afbildet en komet, der med stor sandsynlighed er Halleys Komet, på hans billede med Jesus og de tre vise mænd. Han havde set Halleys Komet i 1301 og tolkede ledestjernen over Bethlehem som en komet.
Planeterne og de fleste måner i Solsystemet bevæger sig i prograde baner, mens kometer bevæger sig i alle mulige baner. Halleys Komet bevæger sig i en retrograd bane og da rumsonder arver Jordens prograde bane, fløj Halleys Komet og Giotto mod hinanden med en relativ hastighed på 68,4 km per sekund. Dette gav to problemer; passagen af Halleys Komets kerne ville foregå på meget kort tid og støvpartiklerne, en aktiv kometkerne omgives af, ville gennemhulle en almindelig rumsonde. En 600 kg tung panserplade eller en retrograd bane ville kræve enorme mængder af brændstof, så en anden løsning på kollisionsproblemet blev fundet. Forrest i flyveretningen havde Giotto et 1mm tyndt aluminiumsskjold, der ved kontakt med støvkorn, fordamper sig selv og støvkornene. Større støvkorn på 0,1g bliver delt i mindre stykker og 23 cm bag aluminiumsskjoldet var der et 13,5mm tykt kevlarskjold. Da energien bliver spredt ud på kevlarskjoldet, kan selv 1g støvkorn standses. Ulempen ved metoden er, at aluminiumsskjoldet efterhånden gennemhulles og 14 sekunder før den nærmeste afstand, satte et 33mg støvkorn Giotto midlertidigt ud af spillet.
Maj - Astronaut[rediger kildetekst]
En astronaut ((græsk) astron = stjerne og nautēs = søfarende; stjernefarer) er en person der tager på rumfart, eller i hvert fald har gjort en karriere ud af at gøre sig klar til at tage på rumfart. Det er i princippet mulig at blive astronaut, hvis man er statsborger i et land, der er tilknyttet en rumfartsorganisation, f.eks. det europæiske ESA, USA's NASA eller de russiske, kinesiske, indiske eller japanske rumfartsorganisationer.
I Sovjetunionens rumprogram brugte man benævnelsen kosmonaut ((græsk) kosmos = universet og nautēs = søfarende; rejsende i Universet), en betegnelse der fortsat benyttes af den Føderale russiske rumfartsorganisationen. Tilsvarende bruges navnet taikonaut ((kinesisk) tàikōng rén = rumperson) i Kina.
For at blive astronaut hos Den Europæiske Rumorganisation (ESA) skal følgende være opfyldt: Alder mellem 27 og 37 år, Højde mellem 153 og 190 cm, Vægt mellem 50 og 95 kg, Videregående uddannelse indenfor naturvidenskab, f.eks. som ingeniør, læge, fysiker eller kemiker, gerne med erfaring indenfor forskning og f.eks. en ph.d.-grad. Piloterfaring, dykkercertifikat osv. ses også som en fordel.
Juni - Radioisotopgenerator[rediger kildetekst]
En radioisotopgenerator (forkortes RTG efter engelsk: Radioisotope Thermoelectric Generator) er en strømkilde som omdanner den varme der frigives ved radioaktive henfald til elektrisk energi. RTG benyttes fortrinsvis inden for rumfart. RTG har lang levetid (af størrelsesorden 100 gange levetiden for et kemisk batteri) og høj energitæthed (af størrelsesorden 100 gange energittætheden for benzin).
Rumfartøjer i det indre Solsystem vil have adgang til rigeligt sollys til at drive deres solceller men i afstande fra Jupiter (5 gange Jordens afstand) vil sollyset være så svagt at solcellepanelerne skulle være urimeligt store. I Jordens afstand vil ½ m² solceller producere 300 watt, mens i Saturns afstand skal der bruges 597 m²; en tiendedel fodboldbane. Rumsonder der har besøgt Jupiter, har alle haft radioisotopgeneratorer med sig (Pioneer 10 & 11, Voyager 1 & 2, Galileo, Ulysses, Cassini og New Horizons).
Juli - Kibō[rediger kildetekst]
Kibō (希望 (japansk): Håb) også kaldet Japanese Experiment Module (JEM) er det japanske bidrag til den Internationale Rumstation (ISS) og er bygget af Japan Aerospace Exploration Agency (JAXA). Kibōs kontrolcenter er Tsukuba i Ibaraki-præfekturet, 80 km nord for Tokyo. Samlet kommer Kibō til at veje 27 tons og have en længde på 20,5 m. Kibō er fremstillet i en aluminiumslegering og de tryksatte moduler er dækket af et mikrometeorideskjold. Omgivelserne i 400 km højde har et vakuum på 10-5 Pa og temperaturen svinger fra −150 °C i skyggen til +120 °C i solen.
ISS forsyner Kibō med 120 volt jævnstrøm og har 39 kW til rådighed. ISS's databus er på 32-bit (kun 16-bit til ubemandede moduler) og den interne forbindelse er på 100 Mbps. Kølingen sker ved hjælp af rør med FlourinertTM som en del af ISS's Active Thermal Control System. Atmosfæren om bord er 21% ilt, 18°-26° C, 1 atm tryk med en luftfugtighed på 25 til 70%.
August - NASA[rediger kildetekst]
NASA står for National Aeronautical & Space Administration, og er den amerikanske rumfartsadministration, den amerikanske ækvivalent til det europæiske ESA (European Space Agency). NASA får hvert år 16 milliarder dollars af den amerikanske stat til rumforskning, og er dermed det største rumfartsagentur i verden.
Øverste ledelse udnævnes af USA's præsident, Michael Griffin og Shana Dale blev udnævnt af George W. Bush i 2005.
NASA har visioner om at lave rumstationer på Månen og Mars. Man har endnu ikke haft bemandede fartøjer på Mars og ingen månelandinger siden 1972. Det er ikke alene tekniske udfordringer der vanskeliggør visionen, men også hvor længe menneskekroppen kan opholde sig i lufttomt rum med kosmisk stråling og uden tyngdekraft. Forberedelserne har været i gang længe, med den Den Internationale Rumstation afprøves både teknik og menneskelige faktorer.
Den Internationale Rumstation anses af NASA for at være verdens hidtil største teknologiske projekt.
Teorien om Global opvarmning er et varmt emne for NASA, - og måske ikke helt uden politiske undertoner. Dels er der videnskabelig uenighed om hvorvidt klimaændringerne er menneskeskabt, dels har den amerikanske præsident stor indflydelse på hvad NASA beskæftiger sig med.
September - Shenzhou-programmet[rediger kildetekst]
Shenzhou-programmet (神舟 (kinesisk): det guddommelige fartøj) er et kinesisk rumprogram til at sende mennesker ud i rummet. I 2003 opsendte Kina som den tredje nation mennesker i rummet. Fartøjet er designet af Qi Faren og fremstilles af China Great Wall Industry Corporation.
Programmet startede under navnet «Projekt 921» og blev godkendt af den kinesiske regering i 1992. Planen var at få en kinesisk taikonaut ud i verdensrummet før årtusindskiftet men det lykkedes først med over to års forsinkelse.
Kinas rumfartsorganisation CNSA (China National Space Administration) købte noget af teknikken i Rusland og fik adgang til russisk knowhow. To kinesere fik kosmonauttræning i Stjernebyen ved Moskva. Efter Sovjetunionens sammenbrud var russerne villige til næsten alt for at få penge til deres rumfart. Shenzhou har en overfladisk lighed med det sovjetiske Sojuz-fartøj men er en anelse større. Shenzou er dog ændret så meget at det er et kinesisk rumfartøj.
Oktober - Rumaffald[rediger kildetekst]
Rumaffald er objekter i rummet, som kredser om Jorden, men ikke har en funktion. Det kan være stumper fra satellitter eller rester fra andre rumfartøjer, der er opsendt fra jorden. Objekternes størrelse varierer fra støv til ødelagte satellitter med en vægt på over et ton. Udover at affaldet er farligt for rumfartøjer og astronauter på rumvandring kan det også indtræde i jordens atmosfære og falde ned på tilfældige lokaliteter på Jorden. De første satellitter blev opsendt i 1950'erne, men der er først omkring år 2000, at man er blevet opmærksom på problemet, og der er nu igangsat projekter til forebyggelse og til beskyttelse af rumfartøjer. Om der også skal foretages oprydning er lidt uklart, herunder om affaldet skal bringes tilbage til jorden, og hvem der skal gøre det. Ejerskabet til en 50 år gammel vragdel kan måske være svært at afgøre. Inter-Agency Space Debris Coordination Committee (IADC) er en international organisation, som koordinerer aktiviteterne og forsøger at finde mulige løsninger på problemet.
November - Den Internationale Rumstation[rediger kildetekst]
Den Internationale Rumstation (engelsk: International Space Station eller forkortet ISS) er en rumstation i kredsløb om jorden i en højde af ca. 386 km. Rumstationen kommer til at veje 450 ton. Den samlede pris inkl. 10 års drift løber op i 300 mia. DKK.
I klart vejr kan man sommetider se den på nattehimlen med det blotte øje.
Stationens første modul, kaldet Zarja, blev opsendt i 1998 af Rusland. Rumstationen er en fusion mellem Ruslands og USA's planlagte MIR-2 og Freedom-rumstationer. Canada, Japan, og 11 medlemmer af det europæiske rumsamarbejde ESA er juniorpartnere, mens Brasilien er lettere tilknyttet. Danmark deltager i projektet - som er verdens største videnskabelige projekt nogensinde. ISS har trods Columbias havari været permanent bemandet siden forrige århundrede. (Bemærk at ISS kortvarigt har været ubemandet under rumvandringer, senest d. 30. marts i 24 minutter da Sojuz TMA-9 skulle skifte plads.)
NASA´s rumfærger er ved at være forældede, og Ruslands Sojuz bliver for en tid den eneste mulighed for at få astronauter til ISS.
2009[rediger kildetekst]
Januar[rediger kildetekst]
Mars Exploration Rovers er en ubemandet rummission. Projektet omfatter to robotter der kører rundt på Mars:
- Spirit (MER-A)
- Opportunity (MER-B)
Programmet begyndte i 2003 da man sendte de to marsrovere - Spirit og Opportunity - for at udforske overfladen og geologien på Mars.
Projektet er ledet af Peter Theisinger fra NASA's Jet Propulsion Laboratory og Steven Squyres, professor i astronomi ved Cornell University.
De vigtigste videnskabelige mål i programmet, er at lede efter og karakterisere et vidt udvalg af sten og jordprøver, som kan bevise eller afkræfte, om der er, eller har været vand på Mars. Programmet er del af NASA
Februar[rediger kildetekst]
John F. Kennedy Space Center er NASAs affyringskompleks ved Cape Canaveral på Merrit Island i Florida. Centeret dækker et område på 567 km² og ligger lige ved siden af Cape Canaveral Air Force Station, som er luftvåbnets tilsvarende facilitet.
Oprindeligt hed centeret Launch Operations Center, i 1963 blev centeret omdøbt og opkaldt efter USA's afdøde præsident John F. Kennedy.
Området har været brugt af militæret siden 1949, hvor det i første omgang blev brugt til at teste missiler. Efter at NASA blev stiftet i 1958 blev området lavet om til et affyringskompleks. Med starten på rumprogrammet i 1962 blev området udvidet kraftigt og det var da også herfra at de berømte Apollo missioner til Månen blev opsendt.
I dag fungerer centeret som rumhavn for rumfærgerne.
Marts[rediger kildetekst]
Pioneer-programmet var lidt af en blandet landhandel for et rumprogram at være. I begyndelsen var det US Air Forces prestigeprojekt. US Army med Wernher von Braun var i fuld gang med sit Explorer-program, der havde sendt den første amerikanske satellit i kredsløb. Det ville luftvåbenet overgå, ved at sende den første amerikanske sonde til Månen. Desværre var deres Thor-Able-raket upålidelig og da NASA overtog programmet (og retrospektivt døbte det Pioneer-programmet) brugte de von Brauns Juno II-raketter. Pioneer 4 kom da forbi Månen, 60.200 km ved siden af og efter at Luna 1 havde været der. Efter fire fejlslagne forsøg på månekredsere i 1960 kom programmet i mølpose. I 1965 blev Pioneer-programmet genoplivet til at undersøge Solen. Disse flyvninger gik glat, men på grund af alle de opdagelser planet- og månesonderne gjorde, samt ikke mindst de bemandede rumflyvninger, levede disse en stille tilværelse.
Da man ville lade to Pioneer-sonder forlade Solsystemet, for at opmåle den kosmiske stråling, mikrometeorider, Solens påvirkning med afstanden osv., skulle man bruge Jupiters tyngdekraft til at øge sondernes hastighed. Pioneer 10 og 11 blev interessante for planetforskere, da de ville blive de første Jupitersonder. Pioneer 10 og 11 blev derefter nogle "billige" forsøgskaniner, der skulle afprøve Asteroidebæltet, Jupiters strålingsbælter og Saturns ringplan, før de kostbare Voyagersonder kom forbi.
Pioneer 12 og 13 blev omdøbt Pioneer Venus for ikke at drukne i mængden (og for ikke at bruge tallet "13").
April[rediger kildetekst]
Copenhagen Suborbitals er en dansk organisation bestående af to personer er ved at udvikle (2008) et rumfartøj, der skal fragte den ene af de to ejere ud i rummet. Kristian von Bengtson er designeren af fartøjet og Peter Madsen skal være astronaut på den måske første danske bemandede rummission.
Med det faste brændstof epoxy og det flydende iltningsmiddel lattergas skal hybridraketten HATV (Hybrid Atmospheric Test Vehicle) i 1/3 størrelse demonstrere konceptet. Den større HEAT (Hybrid Exo Atmospheric Transporter) med flydende ilt skal opsende The micro spacecraft (MSC) op over 100 km grænsen og dermed rummet. Tyngdekraften vil derefter automatisk få MSC til at genindtræde i atmosfæren og lande ved hjælp af faldskærme.
Opsendelsen af HATV skal muligvis ske fra Sydnorge og HEAT fra Island - de forventer at få en bemandet mission af sted senest i 2018.
Den 8. marts 2009 blev den første HATV raket afprøvet i en prøvestand på jorden. Testen forløb i følge Dagbladet Ingeniøren tilfredsstillende.
- Kristian von Bengtson - har deltaget i NASA-projekter om at rense marsdragter for støv, designe nye månelandere og som medforfatter på deres nye designmanual HIDH
- Peter Madsen - har bygget ubådene Freya (2002), Kraka (2005) og UC3 Nautilus (2008)
Maj[rediger kildetekst]
Rumkapløbet var en politisk kappestrid mellem Sovjetunionen og USA på teknologisk udvikling. Kapløbet begyndte efter 2. verdenskrig, da der opstod en kold krig mellem de to nye stormagter USA og Sovjetunionen.
Højdepunkterne skete i 1957 da Sovjetunionen opsendte Sputnik-satelliten og i 1969 da amerikanerne landsatte et menneske på Månen. Om end begge missioner ingen militære formål havde, sendte stormagterne klare signaler om deres militære formåenhed i teknologisk krigsførelse.
Til at omsætte stormagternes overordnede politiske mål til virkelighed var Sergej Koroljov og Wernher von Braun hovederne der kunne implementere planerne i kraft af deres viden om rumfartsteknologi.
Kapløbet var primært drevet af terrorbalancen mellem stormagterne, penge til videnskabelige projekter blev afsat af politiske årsager. Stormagterne oprustede med atomvåben og efterretningstjenesterne CIA og KGB spillede en aktiv rolle i den kolde krig.
Tidens filmhelt James Bond, den engelske MI 5 agent redder verden fra undergang, veludstyret med moderne teknologi, afspejler den kolde krigs spionage.
Den kolde krig sluttede først endeligt med sammenbruddet af Sovjetunionen i slutningen af 1980'erne. Nogle sætter slutningen af rumkapløbet til 1975 med den fælles amerikansk-russiske Apollo-Sojuz mission.
Juni[rediger kildetekst]
Franklin Story Musgrave (født 19. august 1935) er en amerikansk MD og pensioneret NASA-astronaut. Han er i dag taler og konsulent for Disneys Imagineering gruppe og Applied Minds i Californien.
Musgrave er den eneste astronaut, der har fløjet missioner i alle NASA's fem rumfærger og den sidste astronaut fra Apollo-æraen med aktiv flystatus der er pensioneret. Før John Glenns tilbagevenden til rummet i 1998, havde Musgrave rekorden som den ældste person i rummet, i en alder af 62. Han blev pensioneret fra NASA i 1997.
På STS-80 (19. november–7. december 1996), deployerede og indsamlede mandskabet om bord på Columbia Wake Shield Facility (WSF) og Orbiting Retrievable Far and Extreme Ultraviolet Spectrometer (ORFEUS) satellitterne. Den fritflyvende WSF skabte et supervakuum i dens slipstrøm hvor man kan skabe thin film til brug i halvledere og i elektronikindustrien. ORFEUS instrumenterne, indfattet på den genbrugelige Shuttle Pallet Satellite, studerede oprindelsen og sammensætningen af stjerner. Under genindtrædelsen i atmosfæren og landingen, stod Musgrave i cockpittet og holdt et videokamera pegende ud af vinduet. Således kunne han for første gang optage de plasmastrømme der opstår over rumfærgens skrog, og han er stadig den eneste astronaut der har set dem med egne øjne. Ved afslutningen af denne mission kunne han logføre en rekord på 278 jordomløb, 11 millioner km på 17 dage, 15 timer, og 53 minutter. Musgrave siges også at have set en ufo under en flyvning.
Musgrave har haft flere cameoroller i dokumentarprogrammer bl.a. i filmen "Mission to Mars" (2000), som "3. CAPCOM" (Capsule Communicator) og tv-showet Ti Tommelfingre af Touchstone Television.
Juli[rediger kildetekst]
Apollo 11-missionen var den første bemandede månelanding. Det var den femte bemandede mission i Apollo-programmet.
- Det er kun et lille skridt for mennesket, et kæmpespring for menneskeheden. - Neil Armstrong
Armstrong blev det første menneske, der betrådte Månen, fulgt af Buzz Aldrin. Michael Collins forblev i kredsløb om Månen.
- Den 16. juli kl. 13.32 letter Apollo 11-raketten fra Jorden, og det bliver set af millioner Verden over.
- Den 20. juli blev månelandingsfartøjet, kaldet Ørnen, skilt fra kommandosektionen Columbia på Månens bagside. Collins forblev i Columbia mens Ørnen med Armstrong og Aldrin om bord påbegyndte månelandingen.
- Efter en omhyggelig kontrol blev landingsmotoren på Ørnen tændt og nedstigningen begyndte. Under landingen bemærkede astronauterne at det planlagte landingssted var mere klippefyldt end forventet. Armstrong overtog derfor kontrollen og styrede månelandingsfartøjet ned på et mere jævnt terræn, senere kendt som Stilhedens base, beliggende i Stilhedens hav.
- Den 21. juli kl. 03.56.20 dansk tid, seks en halv time efter landingen, steg Armstrong ned på Månens overflade og udtalte de berømte ord: "Det er kun et lille skridt for et menneske, et kæmpespring for menneskeheden."
- Efter 21 timer og 36 minutter på månens overflade, blev startraketten på Ørnen tændt og de to astronauter vendte tilbage til Columbia medbringende 22 kg månesten. Astronauterne vendte tilbage til Jorden den 24. juli og blev modtaget som helte.
August[rediger kildetekst]
Christer Fuglesang er en svensk astronaut og er den første og endnu den eneste skandinav der har været i rummet.
Den 17. marts 1995 blev han valgt som medlem af backup-holdet for Euromir 95-missionen, der allerede talte Gennadi Manakov og Pavel Vinogradov. Under missionen, der varede 170 dage var Fuglesang den primære interfacekoordinator. Fra det russiske missionskontrolcenter (TsUP) i Kaliningrad, var han den primære kontaktperson med ESA-astronauten Thomas Reiter om bord på Mir, og fungerede som koordinator mellem rumstationen og kontrolcentret i Oberpfaffenhofen, Tyskland, samt projektets ledelse. Mellem marts og juni 1996, blev han trænet i at styre Sojuz med henblik på afkobling, indgang i atmosfæren, samt landing.
Christer Fuglesang blev en del af Mission Specialist-uddannelsen ved Johnson Rumcenter, Houston i august 1996 og kvalificerede sig til missionsspecialist i april 1998. Fra maj til oktober 1998, genoptog han træningen ved Stjernebyen i Moskva for at træne Sojuz-operationer. Han tog et begrænset Sojuz-certifikat der berettiger ham til, i en nødsituation, at frakoble en Sojuz-kapsel fra ISS og flyve den ned til jordoverfladen.
Han fløj med Nasas rumfærge Discovery på mission STS-116 fra 9. til 22. december 2006 i samlet 12 dage, 20 timer og 45 minutter. Han udførte tre rumvandringer på hhv. 6:36, 5:00 og 6:38 timer.
Christer Fuglesang er udvalgt til rumfærge-missionen STS-128 i 2009, der er en forsyningsmission til den Internationale Rumstation.
September[rediger kildetekst]
Luna 2 var en sovjetisk rumsonde, der som det første menneskeskabte objekt ramte Månens overflade 13. september 1959, lidt øst for Mare Serenitatis (Klarhedens Hav). Da Sovjetunionen var ret hemmelighedsfulde, troede den vestlige presse at den hed Lunik 2, efter Sputnik. Luniknavnet nævnes stadig, især i engelsksproget litteratur.
Luna 2 var en 387 kg tung rumsonde, som blev opsendt med en R-7-raket fra den sovjetrussiske rumhavn Bajkonur Kosmodromen den 12. september 1959, kl. 06:39:42 UTC. Rumfartøjet ramte Månen ca. 33½ time senere. Undervejs udsendte den cadmiumdampe, for at lette visuel observation af sondens bane.
Oktober[rediger kildetekst]
Luna-programmet var en fællesnævner for de sovjetiske månesonder. På grund af hemmelighedskræmmeri, gættede den vestlige presse fejlagtigt på at de hed Lunik á la Sputnik i begyndelsen. Sonder, der ikke nåede ud i rummet, er her benævnt "Luna-1958A", "Luna-1958B" osv. Månesonder der ikke forlod jordkredsløbet blev kaldt "Kosmos-60" osv.
November[rediger kildetekst]
Nedelinkatastrofen er den hidtil største ulykke i rumfartens historie. Ulykken skete på Bajkonur-kosmodromen den 24. oktober 1960 i det daværende Sovjetunionen. En raket med et ICBM missil af typen R-16 eksploderede på affyringsrampen.
Marskal Mitrofan Nedelin der var ansvarlig for udviklingen af R-16 missiler var blandt de omkomne. Katastrofen er opkaldt efter ham.
Der samlende antal omkomne er usikkert, men det menes at der var mindst 100, højst 200 og mest sandsynligt 120 omkomne. Det er sikkert, at 75 personer omkom på stedet, dvs. de teknikere og ingeniører, der arbejdede i umiddelbar nærhed af raketten, herunder Nedelin selv.
Mikhail Jangel, designeren af R-16 raketten, var også tilstede på området, men opholdt sig i en sikker bygning, der lå cirka 150 meter fra eksplosionen. Her var han gået hen for at holde rygepause. Han slap ikke helt uskadt fra ulykken, idet han løb ud for at forsøge at redde nogen fra flammerne, fik brandsår og måtte behandles på hospital.
Marskal Nedelin var øverstkommanderende på området. Da der opstod et problem med raketten, gav han sine folk ordre til at reparere den fuldt optankede raket. Mens teknikere arbejdede på at løse problemet, eksploderede raketten uden varsel.
December[rediger kildetekst]
Ariane er navnet på en række løfteraketter, udviklet af ESA. Raketterne opsendes fra Kourou i Fransk Guyana. Ariane 1 opsendtes fra rampe ELA-1 (d'Ensemble de Lancement Ariane) og Ariane 4 opsendtes fra rampe ELA-2. Ariane 2 og 3 opsendtes fra begge ramper. Da Kourou ligger på 5° 14’ fra ækvator får raketterne stor hjælp af Jordens rotation (+500 m/s) i forhold til Cape Canaverals 28° 28’ og Bajkonur-kosmodromens 46° 00’.
Frankrig havde siden 1965 sendt satellitter i kredsløb med deres Diamant-raket. I 1971 opsendte Storbritannien satellitten Prospero med deres Black Arrow-raket. Satellitterne vejede under 100 kg så seks europæiske lande og Australien, der lagde ørken til, gik sammen i ELDO (European Launcher Development Organization) for at udvikle den større løfteraket Europa. Vesttyskland udviklede Astris 3.-trinnet, Frankrig Coralie 2.-trinnet og Storbritannien Blue Streak 1.-trinnet; men hver for sig! Der var ingen tovholder i projektet og alle 11 Europa-raketter havnede i Stillehavet.
I 1972 skulle der være Olympiske Lege i München og Frankrig ønskede at Symphonie-tv-satellitten skulle vise OL i de tidligere franske kolonier. Amerikanerne nægtede at opsende kommercielle satellitter der kunne genere amerikanske indtægter, så Symphonie blev opsendt mod at den kun blev brugt til prøvebilleder. Frankrig kunne ikke leve med at USA skulle bestemme hvad franske satellitter skulle bruges til så CNES blev sat til at udvikle en europæisk løfteraket. Andre europæiske lande deltog som juniorpartnere mens Frankrigs andel udgjorde 63% - Frankrig var tovholder.
Ariane er opkaldt efter Ariadne fra den græske mytologi fordi det er et mundret navn på mange sprog.
2010[rediger kildetekst]
Januar[rediger kildetekst]
STS-51-L (Challenger-ulykken) var Challengers tiende og sidste rumfærge-mission. Opsendt 28. januar 1986 og forulykkede kort efter, rumfærgen eksploderede og besætningen omkom.
Som en del af den daværende amerikanske præsident Ronald Reagans Teacher in Space projekt, var skolelæreren Christa McAuliffe, om bord på rumfærgen. Formålet var at motivere skolelærere og fremme de naturvidenskablige fag så flere unge til at interessere sig for rumfart og rumforskning.
Teacher in Space projektet blev aflyst efter ulykken, den amerikanske rumfartsadministration NASA ville ikke længere have civile om bord på rumfærgerne. Først i 1990 blev projektet genoptaget med nyt navn (Educator Astronaut Project) og nye kriterier, et af kriterierne var at deltagerne skulle være uddannede astronauter. Skolelæreren Barbara Morgan, der i 1986 var backup for Christa McAuliffe, blev deltager i Educator Astronaut Projektet. Barbara Morgan deltog, efter fuldført astronaut uddannelse, i STS-missionen STS-118 i 2007.
STS-51-L fik som følge af Teacher in Space projektet stor interesse fra offentligheden, det var hensigten at få mere opmærksomhed på rumfart og rumforskning, men ulykken gav også utilsigtet indblik i interne problemer hos NASA.
Februar[rediger kildetekst]
USA 193 eller NRO launch 21, var en amerikansk spionsatellit. Satellitten blev opsendt fra Vandenberg Air Force Base med en Delta II-raket den 14 december 2006.
Satellitten blev ejet og drevet af et af USA's efterretningsvæsener; National Reconnaissance Office (NRO).
Man mistede radiokontakten og derved kontrollen med satellitten få timer efter opsendelsen i december 2006.
Spionsatellittens eksakte mission og kapacitet er klassificeret som hemmelig. Det er dog blevet offentliggjort at raketbrændstoffet, som satellitten benytter, er det meget giftige hydrazin og at den vejede cirka 2 tons.
Marts[rediger kildetekst]
Gravity Field and Steady-State Ocean Circulation Explorer (GOCE) er en satellit til måling af jordens tyngdefelt. Den blev opsendt den 17. marts 2009 og er den første satellit i ESAs planlagte opsendelsesrække Den Levende Planet. GOCE's data vil finde anvendelse indenfor mange forskningsområder, herunder at kortlægge farlige vulkanske områder, og få indsigt i hvordan oceanerne opfører sig. Det sidste er en vigtig drivkraft bag missionen. Ved at kombinere tyngdekrafts-data med data fra de højdemålere som andre satellitter er udstyret med, vil videnskabsfolk være i stand til at følge retningen og hastigheden af geostrofiske havstrømme.
Jordens tyngdefelt påvirker vores klode på mange måder. En af de mere mærkværdige er, at regionale variationer i tyngdefeltet får verdenshavene til nogle steder at bule op og andre steder synke ned. Umiddelbart skulle man tro, at havoverfladen overalt på kloden ligger i nøjagtig samme niveau. Desuden kan viden om tyngdefeltets variationer give yderligere oplysninger om jordskælv, vulkanudbrud, jordpladernes hævning efter sidste istid samt om jordens indre opbygning.
April[rediger kildetekst]
Venus Express er den første europæiske venussonde. Venus Express er populært sagt opbygget af tiloversblevne dele fra Mars Express og Rosetta rumsonderne. I 2001 besluttede ESA at udnytte den ekspertise, der var opnået ved konstruktionen af Mars Express, til at fremstille en billig venusmission. Den 9. november 2005 blev Venus Express opsendt med en russisk Sojuz-Fregat-raket fra rumhavnen Bajkonur i Kasakhstan. Proceduren var som med Mars Express' opsendelse, med undtagelse af de sidste manøvrer. Efter 150 dages rejse i det interplanetariske rum, nåede Venus Express Venus d. 11. april 2006. Bremseraketten var tændt i 50 minutter for at Venus kunne indfange sonden i kredsløb. Efter diverse banejusteringer, er den nu i et 24 timers, polært kredsløb.
Maj[rediger kildetekst]
Henrik Svensmark (født 1958) er en dansk astrofysiker. Han tog i 1987 en licentiatgrad på Danmarks Tekniske Universitet. Via et stipendium kom han derefter tre år til University of California, Berkeley. Tilbage i Danmark havde Svensmark i nogle år midlertidige stillinger bl.a. ved Niels Bohr Institutet. Derefter blev han ansat på DMI som fysiker og er nu leder af sol-klima-forskningen på Danmarks Rumcenter under Danmarks Tekniske Universitet.
Henrik Svensmark blev i 1997 tildelt Højgaard & Schultz’ jubilæumspris for sin forskning. Prisen tildeles hvert år en forsker, der har formået at gå nye veje. Svensmarks forskning har modtaget støtte fra Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd og støttes nu med midler fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
Juni[rediger kildetekst]
Copenhagen Suborbitals er en non-profit raketgruppe startet af to personer, der er ved at udvikle et rumfartøj, der skal fragte den ene af de to ud i rummet. Pengene bag projektet skaffes via sponsorer og donationer. Kristian von Bengtson og Peter Madsen er hovedpersonerne bag organisationen og udviklingen af raketten. De får hjælp af en lang række frivillige. Hvis projektet lykkedes vil det blive den første danske bemandede rummission
Juli[rediger kildetekst]
Fobos-programmet fra senfirserne bestod af de to sovjetiske marssonder Fobos 1 og 2. Normalt var sovjetisk rumforskning omgærdet af hemmelighedskræmmeri og sonder blev først offentliggjort, hvis de nåede af sted. På grund af Mikhail Gorbatjovs glasnost blev Fobossonderne offentliggjort, længe før opsendelsen. Opsendelserne blev vist direkte på tv og der var stor åbenhed da de fejlede. Man havde indledt et bredt samarbejde med Vesten, i større omfang end ellers.
Фобос er russisk for marsmånen Phobos, der var Fobossondernes primære mål. Phobos er den største og inderste marsmåne. Fobossonderne skulle en efter en flyve i formation med Phobos og fra 50 meters højde landsætte nogle små sonder. Den oprindelige plan var at lande på Phobos og returnere til Jorden med phobosprøver. Det blev anset for at være for avanceret. I Vesten spekulerede man på om Sovjetunionen, med tiden, ville bruge Phobos som et trinbræt for en bemandet Mars-mission.
1988 var et godt år at sende sonder til Mars og begge blev opsendt med de velprøvede Protonraketter fra Bajkonur Kosmodromen. For første gang samarbejdede man med NASA's Deep Space Network om radiokommunikation.
August[rediger kildetekst]
Franklin Story Musgrave (født 19. august 1935) er en amerikansk MD og pensioneret NASA-astronaut. Han er i dag taler og konsulent for Disneys Imagineering gruppe og Applied Minds i Californien.
Musgrave blev valgt til forskerastronaut af NASA i august 1967. Han gennemførte den akademiske træning som astronaut og arbejdede derefter på design og udviklingen af Skylab. Han var backup-astronaut til den første Skylabmission, og var en CAPCOM for den anden og tredje Skylabmission. Musgrave deltog i designet og udviklingen af al rumfærgens rumvandringsudstyr, deriblandt rumdragter, iltsystemer, luftsluser og rumscootere. Fra 1979 til 1982, og fra 1983 til 1984, var han placeret som test- og godkendelsespilot i Shuttle Avionics Integration Laboratory ved JSC.
Musgrave er den eneste astronaut, der har fløjet missioner i alle NASA's fem rumfærger og den sidste astronaut fra Apollo-æraen med aktiv flystatus der er pensioneret. Før John Glenns tilbagevenden til rummet i 1998, havde Musgrave rekorden som den ældste person i rummet, i en alder af 62. Han blev pensioneret fra NASA i 1997.
September[rediger kildetekst]
Voyager 1, opsendt 5. september 1977, er en af to ubemandede rumsonder med kurs mod planeterne Jupiter og Saturn, hvor den optog nærbilleder og foretog en række forskellige videnskabelige målinger. Efter nærpassager af de to planeter og deres talrige måner fortsatte Voyager 1 videre ud i rummet, dog uden at passere flere af solsystemets planeter. Sonden, der i dag er det fjerneste menneskeskabte objekt, er stadigvæk i drift: Den 25. maj 2005 registrerede dens instrumenter et omslag i strålingsmiljøet der tolkes derhen, at den har forladt heliosfæren og nu befinder sig i det interstellare rum; "himmelrummet mellem stjernerne".
Oktober[rediger kildetekst]
NASDA (NAtional Space Development Agency) var en japansk rumfartsorganisation hvis navn lænede sig kraftigt op ad det amerikanske NASA. Den 1. oktober 1969 blev NASDA dannet for at samle diverse rumfartsgrupper indenfor forskellige ministerier for at fremme udviklingen af kommercielle løfteraketter med flydende brændstoffer samt kommunikations-, jordobservations- og vejrsatellitter. Den 1. oktober 2003 blev NASDA indlemmet i JAXA sammen med andre japanske rumfartsorganisationer.
NASDA overtog raketbasen på Niijimaøen i Tokyobugten, hvorfra der blev opsendt Nipponraketter til den øvre atmosfære. Raketbasen blev hurtigt forladt til fordel for Tanegashima, en ø 100 km syd for Kyushu. Tanegashima ligger på 30° 24’ nordlig breddegrad og giver raketterne en bedre starthastighed end fra Tokyobugten. For ikke at skulle genopfinde den dybe tallerken, licensfremstillede NASDA amerikanske Thor-løfteraketter. NASDA kombinerede deres små Nipponraketter med Thorraketten og betegnede hybriden som N-1. Osaki-startrampen blev bygget til N-1 på Tanegashima. Den 23. februar 1977 opsendte en N-1 testsatellitten Kiku 2 på 130 kg til den geostationære bane. N-2-raketten, der byggede på den amerikanske Deltaraket, opsendte japanske kommunikationssatellitter på 350 kg til synkronbanen i 1980’erne.
November[rediger kildetekst]
Automated Transfer Vehicle (ATV) er et ubemandet rumfartøj udviklet af Den Europæiske Rumorganisation. ATV rumfartøjerne er udviklet med henblik på at bringe forsyninger til Den Internationale Rumstation. Forsyninger som brændstof, vand, ilt og eksperimenter, fartøjets vægt uden last er på cirka 9 ton.
Den Internationale Rumstation kredser i en højde hvor der stadig er en smule luftmodstand. Friktionen vil med tiden nedbremse ISS, der taber 100 m i døgnet. I de lavere højder vil en kraftigere luftmodstand nedbremse ISS yderligere, så den til sidst brænder op i atmosfæren. For at forhindre dette kan ATV-fartøjet bringe rumstationen tilbage til det højere kredsløb. Jævnlige løft af ISS vil forlænge levetiden betragteligt.
Når ATV-fartøjets last er overført til Rumstationen vil den fungere som affalds-depot, efter cirka 6 måneder vil den blive sendt ned igennem Jordens atmosfære for at brænde op ved genindtræden.
Første opsendelse af et ATV-fartøj blev afsendt 9. marts 2008 og lagde til ved rumstationen 3. april. Fartøjet er navngivet Jules Verne, opkaldt efter forfatteren Jules Verne.
December[rediger kildetekst]
Rumfærge-programmet blev planlagt under Nixons præsident periode i 1969 og første flyvning med NASAs rumfærge var i 1981. NASAs rumfærge er USAs nuværende fartøj til opsendelse af bemandede rummissioner. Rumfærgen opsendes lodret og kan medbringe en last på 22.700 kg, ud over sin besætning med cirka syv astronauter, til lavt jordkredsløb. Under landingen virker rumfærgen som et svævefly, der glider ned gennem atmosfæren uden motorkraft og lander på en landingsbane.
Rumfærgen er det eneste bemandede rumfartøj med vinger, der har opnået kredsløb og landing. Det er også det eneste bemandede rumfartøj der kan genbruges og har været i kredsløb om jorden flere gange. De primære missioner for rumfærgen har været at transportere store laster til kredsløb (herunder adskillige elementer af Den Internationale Rumstation (ISS), Rumteleskopet Hubble og jupitersonden Galileo), virke som et laboratorium i kredsløb om jorden og stå for servicemissioner til Hubble og besætningsrotation på ISS. Rumfærgen kan også indsamle satellitter eller andet fra kredsløb og bringe det tilbage til jorden, men denne mulighed bruges yderst sjældent da opsendelser med rumfærgen er så dyre at det for det meste bedre kan betale sig at opsende en helt ny satellit.
Hvert fartøj blev designet til at skulle holde til 100 opsendelser og dette skulle svare til 10 års brug. Men pga. af omkostninger der var meget højere end forventet har der ikke været nær så mange rumfærgeopsendelser som oprindeligt planlagt. Programmet har haft i alt fem fartøjer: Columbia (1981-2003), Challenger (1983-1986), Discovery (1984), Atlantis (1985) og Endeavour (1992) plus testfartøjet Enterprise (1977). Den hyppigst opsendte rumfærge er Discovery med 37 gange, den blev opsendt for første gang 30. august 1984.
2011[rediger kildetekst]
Januar[rediger kildetekst]
Rumfærgen Challenger (NASA OV-099) var den næste rumfærge, der blev taget i brug efter Columbia. Challengers første flyvning var den 4. april 1983. Den fløj yderligere 8 gange, inden den på sin 10. mission eksploderede under rumfærgeflyvning (mission) STS-51-L den 28. januar 1986, kun 73 sekunder efter starten. Hele besætningen på 7 astronauter omkom. Den blev erstattet af rumfærgen Endeavour, der fløj første gang den 7. maj 1992, ca. 6 år efter Challengers forlis.
Challenger-ulykken skete 73 sekunder efter start d. 28. januar 1986. I sekunderne umiddelbart efter eksplosionen lød der følgende lakoniske bemærkning fra kontrolcenteret i Houston: "Obviously a major malfunction" ("tydeligvis en større funktionsfejl"). Det blev senere fastslået at ulykken skyldtes en defekt o-ring, som ikke kunne tåle frostvejr, i en af faststofraketterne. Derved stod der en stikflamme (som var synlig fra jorden) ud fra faststofraketten, og stikflammen antændte hovedbrændstoftanken. Det tog omkring 18 måneder at finde og rette fejlen, før rumfærgeopsendelserne kunne fortsætte.