Portal:Sport/Månedens artikel/Arkiv2008

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Månedens artikel 2008[redigér wikikode]

December

Idrættens Hus er domicil for Danmarks Idræts-Forbund

Danmarks Idræts-Forbund (eller DIF) er samlende organisation for både elite- og breddeidræt og/eller sport på foreningsniveau i Danmark samt ansvarlig for den danske deltagelse ved de olympiske lege (OL) som Danmarks Olympiske Komité - internationalt anvendes navnet National Olympic Committee and Sports Confederation of Denmark. DIF er hovedorganisation for 58 specialforbund med i alt 1.632.687 medlemmer fordelt på 640.478 kvinder og 992.209 mænd i 10.666 foreninger (pr. april 2007).

Læs hele artiklen

November

Emanuel Lasker

Emanuel Lasker (24. december 1868 - 11. januar 1941) var verdensmester i skak i perioden 1894-1921. Han er den anden i rækken af officielle skakverdensmestre, og han bevarede titlen i 27 år, mere end nogen anden i historien. Desuden var han matematiker og filosof.

Lasker var tysker af jødisk herkomst og kom fra små kår. Hans skakgennembrud kom i 1889, hvor han i Breslau overlegent vandt en turnering, der rangerede lige under hovedturneringen. Han modtog nu invitationer til at spille og vandt herved beløb, der langt oversteg de midler, han ellers havde haft som studerende. Han opgav derpå studiet i 1891 for at spille skak på fuld tid, først i London og senere i New York.

Efter endnu en stor turneringssejr kom han til at møde verdensmesteren Wilhelm Steinitz, og med en sikker sejr blev han verdensmester. De følgende år vandt Lasker en lang række turneringer og matcher og fik desuden færdiggjort sine matematikstudier med en doktorgrad. Efter en periode som verdens ubestridt bedste mistede han VM-titlen til José Raúl Capablanca i 1921. Han var dog fortsat en meget stærk spiller, og først som 68-årig stoppede han med at spille på topniveau.

Laskers spillestil var meget pragmatisk. Han havde et stort kendskab til åbninger og var dygtig til at forsvare sig, alt sammen vigtige egenskaber i turneringsskak. Han udgav flere bøger, både om skak og filosofi, og i Lærebog i skakspillet fra 1925 forenede han de to verdener.

Læs hele artiklen

Oktober

Thierry Henry

Thierry Henry (født 17. august 1977) er en fransk fodboldspiller, der spiller for FC Barcelona og på Frankrigs fodboldlandshold. Han er angriber og blev opdaget af AS Monaco i 1990, for hvem han fik sin professionelle debut i 1994. Fire år senere skiftede han til Juventus F.C., men her fik han ikke mulighed for at spille sin favoritplads som forreste angriber, og det følgende år skiftede han til Arsenal FC.

Hos den engelske klub oplevede han sin største succes som klubspiller. Han scorede i alt 226 mål for klubben, hvilket er klubrekord, og dette medvirkede til klubbens to seneste engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler samt klubbens deltagelse i UEFA Champions League-finale i 2006. Efter otte år i London skiftede Henry i 2007 til Barcelona.

Også på det franske landshold har han opnået store resultater. Han var med til at vinde VM i 2008 og EM i 2000, og han er den mest scorende spiller på landsholdet med 45 mål.

Uden for banen er han et eftertragtet reklameobjekt, og han har markeret sig som aktiv talsmand mod racisme i fodbold.

Læs hele artiklen

September

Slagpudetræning i Koryo Uchinadi

Koryu Uchinadi er en japansk kampsport, der kan betegnes som en moderne version af traditionel okinawansk karate. Der lægges vægt på træningen af udøverens stærke sider og ikke på fastlagte teknikker, som det kendes fra andre karate-varianter.

Træningen indledes med grundteknikker, der øves på slagpuder og sandsække, hvorpå teknikkerne øves med modstander. Tegumi er fællesbetegnelsen for en række korte forudbestemte øvelser for to personer, der går ud på at lære eleven at blokere et angreb. Senere følges op med lidt længere øvelser kaldet futari renzoku geiko. I kamptræningen oplæres eleven i at udvikle sin positive aggression og udholdenhed. Der anvendes i den forbindelse passende sikkerhedsudstyr som tand- og skridtbeskytter.

Koryu Uchinadi anvendes blandt andet som alternativ til traditionel fysisk træning samt stresshåndtering. I sidstnævnte tilfælde fokuserer man blandt andet på at handle uden følelsesmæssig indblanding mod uprovokerede aggressioner.

Koryu Uchinadi er udviklet af Patrick McCarthy, der i mange år har trænet med karatemestre på Okinawa, men nu med udgangspunkt i Brisbane, Australien, rejser verden rundt og underviser i træningsteknikkerne.

Læs hele artiklen

August

Cristiano Ronaldo

Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro (født 5. februar 1985 i FunchalMadeira i Portugal) er en portugisisk fodboldspiller. Han spiller for Manchester United og på det portugisiske landshold, hovedsageligt højre/venstre-fløj. Ronaldo har også spillet som central offensiv midtbanespiller eller hængende spids. Han regnes af mange som en af verdens bedste spillere.

Før Ronaldo kom til England, spillede han i den portugisiske klub Sporting Lissabon. Han blev købt af United som afløser for den populære højrefløj David Beckham og tilspillede sig en fast plads i holdets trup. Ved VM i fodbold 2006 i Portugals kamp mod England bidrog han til en udvisning af Wayne Rooney, hvilket i den efterfølgende periode gjorde ham særdeles upopulær blandt de engelske tilskuere. Trods rygter om et skifte til spanske Real Madrid, fortsatte han med at spille for Manchester United. De to seneste sæsoner bød på yderligere succes; han vandt Premier League to gange, blev begge år kåret til ligaens bedste spiller og kunne den 21. maj 2008 løfte Champions League-trofæet. Udover VM-slutrunden i 2006 har Ronaldo med landsholdet deltaget ved EM i 2004 og 2008.

Uden for fodboldbanen har Ronaldo været involveret i flere skandaler, som har været fremme i medierne. Han har desuden haft en række prominente kærester.

Læs hele artiklen

Juli

Olaf Henriksen

Olaf Henriksen (26. april 1888 - 17. oktober 1962) er den eneste spiller i Major League Baseballs historie, der er født i Danmark. Han spillede syv sæsoner (1911 - 1917) for Boston Red Sox (dengang også kaldet Boston Americans) i den bedste professionelle række i USA. Dermed var han holdkammerat med Babe Ruth og Tris Speaker, som begge er i Baseball Hall of Fame, og han var med til at vinde tre World Series-titler, nemlig i 1912, 1915 og 1916.

Defensivt spillede Olaf Henriksen udelukkende i outfielden. Hans primære offensive evne var at komme sikkert på base, og blandt rookies med mere end 100 plate appearances i deres første sæson har Olaf Henriksen den næsthøjeste on base percentage i den moderne baseballhistorie. Imidlertid udviste han aldrig særlig stor slagstyrke, og han er kun noteret for én home run i karrieren. Henriksen sad hovedsageligt på bænken for Red Sox, men han leverede et afgørende hit mod den berømte pitcher Christy Mathewson i Bostons World Series-sejr i 1912.

Henriksens kælenavn var "Swede" (dansk: "svensker"). I sin aktive baseballkarriere var han 1,71 meter høj og vejede 72 kg.

Læs hele artiklen

Juni

Ballerne til keglebillard

Keglebillard er en form for billard, der kun kendes fra Danmark, hvor det i mange år var den klart dominerende form.

Et bord til keglebillard har typisk målene 2,84 m x 1,42 m og har seks huller på 80 mm i diameter. Overkanten af banden er 78-80 cm over gulvet, og selve banden er 37 mm høje. Der bruges tre baller på 61,5 mm i diameter, der vejer ca. 207 g. To af ballerne er hvide eller gule, og den sidste er rød. Der er fem kegler på 12 cm højde og 14 mm diameter på foden. Disse er placeret på bordets midte i rombeform med den ene i midten. Placeringen af keglerne muliggør netop passage af en kugle mellem to af keglerne.

I spillet støder man til den røde bal og søger med denne at ramme enten begge de to øvrige baller (dette kaldes "rødt" og giver 4 point) eller en af de hvide baller, der efterfølgende vælter en eller flere kegler (à 2 point). På den måde kan man i ét stød maksimalt score 14 point, hvis man både laver rødt og vælter alle fem kegler. En spiller fortsætter, hvis han eller hun har scoret point og ikke samtidig har begået fejl (f.eks. ved at skyde rød bal i hul eller rammer kegler). I så fald går turen til modstanderen. En kamp fortsætter, til en af spillerne har nået et forudbestemt antal point − i turneringsbillard er det 800 point.

Læs hele artiklen

Maj

Christian Poulsen, en af hovedpersonerne i kampen

Danmark-Sverige 2. juni 2007 var en af de mest dramatiske landskampe i dansk fodbolds historie. Kampen i Parken, der var den 98. mellem Danmark og Sverige, endte i en skandale, da en tilskuer løb på banen få minutter før tid og slog til dommer Herbert Fandel, der efterfølgende blæste kampen af.

Kampen var led i kvalifikationen til EM i 2008, hvor de to hold sammen med Spanien var gruppens favoritter. Sverige førte gruppen, mens Danmark var presset resultatmæssigt, så derfor var en sejr påkrævet. Sverige fik en drømmestart og førte 3-0 efter en halv time, men på mål af Agger, Tomasson og Andreasen havde Danmark kæmpet sig tilbage. Kort før tid gav Christian Poulsen imidlertid Markus Rosenberg et knytnæveslag i det danske straffesparkfelt, hvorpå Fandel dømte straffespark og gav Poulsen det røde kort.

Dette fik en dansk tilskuer til at se rødt, og han slap ind på banen, hvor han, trods Michael Gravgaards forsøg på at forhindre det, ramte Fandel. Denne afblæste derpå chokeret kampen, og senere afgjorde UEFA, at Danmark blev dømt som taber med 3-0.

Derudover fik Poulsen tre spilledages karantæne, mens Danmark fik en bøde samt blev dømt til at spille de næste fire hjemmekampe i god afstand fra Parken. Tilskueren, der viste sig at have været sanseløst beruset, blev hængt ud i danske medier og undskyldte over for offentligheden, men fik også en byretsdom på 30 dages betinget fængsel samt 40 dages samfundstjeneste.

Sverige endte slutteligt med at kvalificere sig til EM-slutrunden, mens Danmark ikke gjorde det.

Læs hele artiklen

April

Team CSC's hold ved Rund um den Henninger-Turm, 2006

Team CSC er et professionelt dansk cykelhold, der ejes af Riis Cycling A/S med Bjarne Riis i spidsen. Holdet er siden 2001 sponseret af CSC, der til gengæld har lagt navn til holdet. CSC har meddelt, at det stopper som hovedsponsor med udgangen af 2008.

Cykelholdet opstod i kølvandet på Bjarne Riis' sejr i Tour de France 1996, hvor Riis sammen med bl.a. Herning Cykle Klubs formand Torben Kølbæk puslede med ideen om at oprette et dansk professionelt cykelhold. Året efter fik man (uden Riis) skabt det økonomiske fundament med et budget på ca. 8 millioner kr., sponseret af bl.a. Post Danmark. Holdet blev præsenteret i januar 1998 under navnet Team Home Jack & Jones med bl.a. de danske topnavne Brian Holm og Jesper Skibby, i alt 11 ryttere.

I slutningen af 2000 gik Riis aktivt ind i selskabet, og han skaffede bl.a. CSC som storsponsor og lokkede den store stjerne Laurent Jalabert til holdet i 2001. I de følgende år blev holdet et af cykelsportens mest succesrige, og det vandt bl.a. ProTourens holdkonkurrence i 2005-07. Blandt holdets store stjerner gennem årene kan nævnes: Tyler Hamilton, Carlos Sastre, Ivan Basso, Jens Voigt og Fränk Schleck.

Holdet har gennem årene søgt at skabe en ny filsofi for et cykelhold, hvor man ud over det fysiske også arbejder med det psykiske og teamspirit. Holdet har i årenes løb ikke helt undgået dopingproblemer, men har i de seneste år arbejdet aktivt for at undgå dette i et samarbejde med Rasmus Damsgaard fra Bispebjerg Hospital.

Læs hele artiklen

Marts

Ulrik Wilbek.jpg

Ulrik Wilbek (født 13. april 1958) er alletiders mest succesrige danske håndboldtræner, for øjeblikket træner for det danske herrelandshold. Han har aldrig deltaget i en slutrunde med et dansk landshold uden at få medaljer, og senest blev dette understreget, da herrelandsholdet vandt guld ved EM i 2008 - de første guldmedaljer til et dansk A-herrelandshold nogensinde.

Wilbek var en aktiv sportsudøver som ung, og han var blandt andet på atletiklandsholdet i trespring. Han blev allerede som 27-årig træner for elitehåndboldholdet i Virum-Sorgenfri, og få år senere blev han træner i Viborg HK samt for det danske U-kvindelandshold. På et tidspunkt, hvor kvindelandsholdet var tæt på at blive nedlagt, overtog Wilbek trænerposten, og allerede ved det første mesterskab, VM i 1993, blev det til sølvmedaljer. Efter fem yderst succesrige år vendte han tilbage til VHK, hvor der også blev tid til kommunalpolitik i en grad, så han var på nippet til at stoppe som træner, da DHF tilbød ham stillingen som herrelandstræner. Denne udfordring kunne Wilbek ikke modstå, og igen formåede han at få et hold til at hente medaljer.

Ulrik Wilbek sad i otte år i byrådet i Viborg Kommune for Venstre og var udpeget som partiets borgmesterkandidat, da han blev herrelandstræner. Ved siden af jobbet som træner er Wilbek en efterspurgt foredragsholder samt forfatter til et par bøger om bl.a. ledelse og motivation.

Læs hele artiklen

Februar

Patinaje Euro2004.jpg

Inline speed skating er hurtigløb på inlineskøjter. Sporten er udviklet fra hurtigløb på side-by-side rulleskøjter, men har i øvrigt mange fællestræk med hurtigløb på isskøjter. Inline speed skating kan afvikles i idrætshaller, på udendørsbaner og på landeveje.

Der anvendes en specialiseret udgave af den almindelige inlineskøjte. Til løbene er der normalt krav om brug af hjelm, og i børne- og ungdomsklasser tillige beskyttelse til håndled, knæ og albuer.

Teknikken i speed skating drejer sig om et lavt tyngdepunkt og ret lange skøjtetag. Med denne kan man løbe ret hurtigt, idet et maratonløb på inlineskøjter af de bedste vil blive løbet på lidt over en time (ca. 40 km/t).

Taktisk kan man på lange distancer anvende samme formationsform som det kendes fra udbrud i landevejscykling. Her løber flere deltagere i packs, hvor den forreste giver læ til de bagvedliggende, og disse har fordele i energiforbrug. I et pack skiftes man derfor til at tage føringer.

Sporten har en række discipliner, herunder sprint, linjeløb, pointløb, udskillelsesløb og langdistanceløb. I Danmark dyrkes sporten i konkurrenceform i seks klubber på Sjælland og Bornholm.

Læs hele artiklen

Januar

Pétanque players in Cannes (France) 2003.jpg

Petanque er et boldspil, hvor det gælder om at kaste sin bold så tæt som muligt på en målkuglen. Det spilles normalt på en hård sand- eller grusbane og er i familie med boccia. Det spilles både som et underholdningsspil og som en decideret sport.

En petanquerunde spilles af to hold bestående af tre spillere med hver to kugler. Spillet åbnes ved, at det ene hold kaster målkuglen (kaldet "grisen") ud i en afstand af mellem 6 og 10 meter fra startstedet. Herefter kaster en spiller fra samme hold sin kugle så nær grisen som muligt, og de to hold kaster på skift, indtil alle 12 kugler er kastet. Derefter identificerer man den af af hvert holds kugler, der ligger tættest ved grisen. Det hold, der ligger tættest ved, får et point for hver kugle, det har tættere på grisen end den nærmeste kugle fra det andet hold. En kamp består af et variabelt antal runder, idet man spiller, til et af holdene har nået 13 point.

Når spillet dyrkes som sport, foregår det typisk over en weekend. I Danmark kan der i større turneringer være omkring 150 hold med, mens der i spillets moderland, Frankrig, kan deltage flere tusinde hold. Det kræver derfor god fysisk form samt koncentrationsevne. Spillet er i Danmark organiseret dels i Dansk Petanque Forbund, der er optaget i Danmarks Idrætsforbund, dels i DGI.

Læs hele artiklen