Portal:Sport/Månedens artikel/januar 2010

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Situation fra spring over hest under sommer-OL 1896. Atleten, Carl Schuhmann, opnåede ingen placering i konkurrencen.

Gymnastik under Sommer-OL 1896 bestod af otte konkurrencer, der alle var for mænd, og som blev afholdt på Panathinaiko Stadion i Athen i perioden 9.-11. april. 71 gymnaster fra otte lande deltog i gymnastikkonkurrencerne, deraf 52 fra Grækenland.

Disciplinerne var horisontal barre, bensving, ringkonkurrence, spring over hest, parallelle barrer og rebklatring som individuelle konkurrencer samt i de to barre-discipliner for hold. Tyskland og Grækenland dominerede konkurrencerne, idet tre af de individuelle discipliner samt begge holdkonkurrencerne blev vundet af tyskere, mens to af de øvrige discipliner blev vundet af grækere. Den sidste sejr gik til Louis Zutter fra Schweiz, der endvidere opnåede to andenpladser. Tyske Hermann Weingärtner opnåede ligeledes en sejr og to andenpladser samt endvidere en tredjeplads. Der var én dansk deltager i gymnastik, nemlig Viggo Jensen, der opnåede en fjerdeplads i rebklatring. Han deltog også i vægtløftning og skydning, hvor han opnåede en første-, en anden- og en tredjeplads.

Læs hele artiklen