Spring til indhold

Prinsesse Ragnhild, fru Lorentzen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ragnhild af Norge
Prinsesse af Norge
ÆgtefælleErling Lorentzen (g. 1953)
Børn
  • Haakon Lorentzen
  • Ingeborg Lorentzen
  • Ragnhild Lorentzen
Fulde navnRagnhild Alexandra
Født9. juni 1930(1930-06-09)
Det Kongelige Slott, Oslo, Norge
Død16. september 2012 (82 år)
Rio de Janeiro, Brasilien
Hvilested28. september 2012
Asker Kirke
FarOlav 5. af Norge
MorMärtha af Sverige
HusHuset Glücksborg

Prinsesse Ragnhild, fru Lorentzen (Ragnhild Alexandra; indtil sit ægteskab kendt som Prinsesse Ragnhild af Norge) (9. juni 1930 – 16. september 2012) var en norsk prinsesse, der var den ældste datter af kong Olav 5. og kronprinsesse Märtha af Norge og ældste søster til kong Harald 5. af Norge. Det norske kongelige hof omtaler hende med titlen prinsesse Ragnhild, fru Lorentzen. Høflighedsformen «fru» har ingen officiel stilling i Norge, men kan bruges af alle i private sammenhænge. Prinsesse Ragnhild havde aldrig arveret til den norske trone.

Prinsesse Ragnhilds dåb i Slotskapellet på Kongeslottet i Oslo i 1930, den første prinsessedåb i Norge i 629 år.

Prinsesse Ragnhild blev født den 9. juni 1930 på Det Kongelige Slott i Oslo som det første barn af Norges daværende tronfølgerpar kronprins Olav og kronprinsesse Märtha.[1] Ved sin fødsel var hun den første norske prinsesse, der var blevet født på norsk jord i 629 år.[2] Ved et ekstraordinært møde i statsrådet, der blev afholdt efter fødslen, meddelte hendes farfar, kong Haakon 7., at prinsessens navn skulle være Ragnhild Alexandra.[1] Hun blev døbt den 27. juni i Slotskapellet på Kongeslottet i Oslo. Hendes faddere var hendes fire bedsteforældre kong Haakon 7. og dronning Maud af Norge, prins Carl og prinsesse Ingeborg af Sverige, hendes grandonkel kong Gustav 5. af Sverige, hendes grandtante prinsesse Victoria af Storbritannien, hendes moster prinsesse Margaretha af Danmark og hendes halvfætter hertugen af York.[3]

Prinsesse Ragnhild med sin forældre kronprins Olav og kronprinsesse Märtha i 1931.

Selv om prinsesse Ragnhild var Olavs ældste barn, kunne hun dog ikke blive norsk dronning, da tronfølgen i Norge indtil 1990 var baseret på salisk ret, som fastlagde, at kun mænd kunne arve tronen.[4] Hun havde til gengæld arveret til den britiske trone, eftersom hun nedstammede fra kurfyrstinde Sophia af Hannover. Indtil hendes lillebror prins Haralds fødsel i 1937, gik man imidlertid ud fra, at hun ville kunne komme til at arve tronen i tilfælde af, at der ikke blev født en mandlig tronarving, også selvom dette ville have krævet en forfatningsændring.[5]

Bortset fra årene hvor Skaugum blev genopbygget efter branden i 1930, voksede prinsesse Ragnhild op med sin søskende på kronprinsparrets residens, gården Skaugum i Asker sydvest for Oslo.[1] Ved det tyske angreb på Norge i 1940 under Anden Verdenskrig flygtede hun fra Norge med sin familie og tilbragte krigsårene i eksil med sin moder og søskende i Washington, D.C.[5]

Den 15. maj 1953 giftede hun sig borgerligt med Erling Lorentzen i Asker kirke.[1] Som følge af dette mistede hun tiltaleformen Hendes Kongelige Højhed, og hun betegnes protokollarisk i dag som prinsesse Ragnhild fru Lorentzen. Prinsessen og Erling Lorentzen bosatte sig i Brasilien efter brylluppet og holdt til der frem til hendes død. Derfor repræsenterede hun i ringe grad den norske kongefamilie i officielle sammenhænge. I Norge var hun protektor for Hørselshemmedes Landsforbund, mens hun i Brasilien var deltager blandt andet i fejringen af 17. maj og i højtideligheder i den norske sømandskirke for Sydamerika. Hun døde den 16. september 2012 i sit hjem i Rio de Janeiro i Brasilien.[5] Hun blev bisat den 28. september 2012 fra Slotskapellet på Kongeslottet i Oslo.[6]

Hun har ytret offentlig kritik mod kong Haralds to børns valg af ægtefæller. I et interview slog Ragnhild fast at kong Olav aldrig ville have godkendt at Ari Behn og Mette-Marit Tjessem Høiby giftede sig med medlemmer af kongefamilien. Hun slog også fast, at: "Erling var af en anden kategori. Han havde et godt arbejde". Prinsessen fortalte også at hendes "bekymring for monarkiets fremtid eller behov for selvdisciplin blandt de yngre familiemedlemmer" havde været kendt for resten af kongefamilien længe.[7]

Titler, prædikater og æresbevisninger

[redigér | rediger kildetekst]

Titler og prædikater fra fødsel til død

[redigér | rediger kildetekst]
  • 9. juni 1930 – 15. maj 1953: Hendes Kongelige Højhed prinsesse Ragnhild af Norge
  • 15. maj 1953 – 16. september 2012: Hendes Højhed prinsesse Ragnhild, fru Lorentzen

Ordener, medaljer og dekorationer

[redigér | rediger kildetekst]

Prinsesse Ragnhild har modtaget syv norske ordener. Desuden var hun dekoreret i Brasilien, Portugal, Holland og Sverige.[1]

  1. 1 2 3 4 5 "Prinsesse Ragnhild". kongehuset.no (norsk). Det norske kongehus. Arkiveret fra originalen 18. marts 2010.
  2. ↑ Norén Isaksen, Trond. "On this date: Princess Ragnhild is 80 today" (engelsk).
  3. ↑ Flantzer, Susan (2019). "Norwegian Royal Christenings" (engelsk). Unofficial Royalty.
  4. ↑ Lerbech, Karen (28. august 2026). "'Alt for Norge!' Med varme og dedikation blev kong Harald folkets konge". dr.dk. DR.
  5. 1 2 3 Solveig Husøy (16. september 2012). "Prinsesse Ragnhild er død" (norsk). NRK. Hentet 16. september 2012.
  6. ↑ "Prinsesse Ragnhild bisatt". kongehuset.no (norsk). Det norske kongehus. 28. september 2012. Hentet 3. september 2026.
  7. ↑ http://arkiv.nettavisen.no/Nyhet/23603/Angrer+ikke+p%C3%A5+intervju.html[permanent dødt link]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Wikimedia Commons har medier relateret til: