Psykogene ikke-epileptiske anfald

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Psykogene ikke-epileptiske anfald
Klassifikation
Information
Navn Psykogene ikke-epileptiske anfald
Synonym med psykogene non-epileptiske anfald (PNEA)
funktionelle non-epileptiske anfald (FNEA)
Medicinsk fagområde psykiatri, neurologi
Genetisk association ikke-epileptiske anfald
non-epileptiske anfald (NEA)
SKS Df44.5Rediger på Wikidata
ICD-10 f44.5Rediger på Wikidata
ICD-9 780.39,
300.11Rediger på Wikidata
eMedicine article/1184694
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Psykogene ikke-epileptiske anfald,[1][2] mest kendt som PNES (forkortelse for psychogenic non-epileptic seizures), også kaldet non-epileptiske anfaldsfænomener[3] eller psykogene pseudo-epileptiske anfald,[4] er anfald der ligner epileptiske anfald, men uden de elektriske forstyrrelser i hjernen som optræder ved epilepsi.[5]

Mulige årsager[redigér | redigér wikikode]

Der er ikke videnskabelig enighed om årsagen til PNES. Mange læger mener at psykisk belastning ligger til grund. Det anslås at cirka 20% af de patienter der er udredt for epilepsi på specialiserede epilepsiklinikker (som Epilepsihospitalet) har PNES.[6]

Udredning for epilepsi kan ske på neurologisk afdeling med observation eller videooptagelser af patientens kramper i kombination med elektroencefalografi (video-EEG).[2] Under epileptiske anfald kan man måle unormal hjerneaktivitet.

PNES er ofte kategoriseret under konverteringsforstyrrelser, somatoformforstyrrelser og dissociation, og bliver ved hjælp af kognitiv adfærdsterapi og ved samtaler med en psykolog og/eller psykiater behandlet.

PNES kan forekomme hos både børn og voksne, nogle, der har epilepsi eller har haft epilepsi, og nogle der ikke har epilepsi og heller aldrig har haft det. PNES kan ofte variere meget, og anholder generelt længere end epileptiske anfald.

Ifølge Lena Glatveds artikel "PNES – en svær og ukendt lidelse", forkommer PNES oftest hos "patienter med psykiske følgetilstande som lavt selvværd, perfektionisme, stress, angst, problemer med de eksekutive funktioner,[7] Asperger, ADHD og emotionel personlighedsforstyrrelse. Derudover er der flere med forskellige belastende episoder i livsforløbet, f.eks. tidligt omsorgssvigt, mobning i skole og/eller på arbejdsplads, tab af flere nærtstående eller oplevelser af livstruende karakter, som har udviklet sig til PTSD."[2]

Diagnose[redigér | redigér wikikode]

Differentialdiagnosticering af PNES omfatter på den ene side, udelukkelse af epilepsi som årsagen til de anfald, sammen med andre organiske årsager til non-epileptiske anfald, som besvimelse, migræne, Svimmelhed, og slagtilfælde. Dog, 5% til 20% af patienterne med PNES har også epilepsi.[8] Epileptiske anfald i frontallappen kan forveksles med PNES, selvom disse normalt er af kortere varighed, viser stereotype bevægelsesmønstre og opstår også under søvn.[6] Så udelukkes der om der er tale om en simuleret sygdom (en ubevidst somatoformforstyrrelse, hvor der opstår anfald på grund af psykologiske årsager) og simulation (bevidst at simulere anfald for bevidst at opnå personlige fordele, såsom økonomisk kompensation eller unddragelse af strafforfølgning). Endelig bliver andre psykiatriske lidelser, der kan ligne epileptiske anfald meget elimineret, herunder panikangst, skizofreni, og depersonaliseringslidelse.[6]

Den mest overbevisende test for at skelne epilepsi fra PNES er en langsigtet video-EEG-overvågning, med formålet, at fange en eller to angreb på både video og EEG på samme tid (nogle specialister bruge forskellige metoder til at fremprovokere anfald). En konventionel EEG kan ikke være særligt nyttigt på grund af et højt antal falsk positiver for abnorme fund i den almindelige befolkning, men også af abnorme fund hos patienter med visse psykiske lidelser, der ligner PNES.[6] Yderligere diagnosecriteria betragtes generelt ved diagnosticering under langvarig video-EEG-overvågning, fordi frontallapepilepsi med EEG ikke kan registres.[9]

I anledning af de mest tonisk-kloniske eller komplekse partielle anfald, øger blodniveauet af serum-prolaktin. Dette kan påvises ved et laboratoriumanalyse, hvis en prøve er taget i den rigtige tidsramme. Som resultat af det store antal "falske positiver" og variabiliteten af resultaterne af denne test, bliver der mindre hyppigt stolet på dem.[6]

Terminologi[redigér | redigér wikikode]

I benævnelsen på sygdommen betyder "pseudo-" falsk eller uægte. Det henviser til at der ikke er tale om ægte epilepsi, selv om det ligner. Betegnelsen betyder ikke at symptomerne ikke er ægte, men blot at de ikke skyldes epilepsi. Der er relativt stor enighed om at patienten ikke fremkalder tilstanden med vilje. Der er altså ikke tale om simulation.

Lidelsen bliver også kaldt non-epileptiske anfald, ikke-epileptisk anfaldslidelse, dissociative krampeanfald, stressrelaterede anfald, funktionelle non-epileptiske anfald, uspecificerede krampeanfald, psykogene non-epileptiske anfald eller psykogen pseudo-epileptiske angreb. I DSM-IV bliver de anfald klassificeret som en somatoform lidelse, mens der i ICD-10 , udtrykket dissociative konvulsioner angives som en konverteringsforstyrrelse.[6]

Karakteristiske fænomener[redigér | redigér wikikode]

Selvom nogle fænomener er en stærk indikation af PNES er de absolut ingen bevis for det, og bør blive set i en bredere klinisk billede. Der er to særlige karakteristika:

  • patienten har anfald, hvor en bevægelsesuro konstateres, som rykvise bevægelser, og udråb af lyde (afreaktion).[4]
  • patienten har anfald hvor intet andet konstateres end at bevidsthed er tabt (swooning).[4][10]

Fænomener som er fælles for PNES men er meget mindre udbredt i epilepsi omfatter blandt andet at bide i spidsen af tungen, at anfald varer mere end 2 minutter (den nemmest faktor at adskille), epileptiske anfald som gradvist bliver stærkere, ændringer i lidelsens forløb i vekslende alvorlighed, lukkede øjne under et anfald, og frem og tilbage bevægelse af hovedet.Egenskaber der er sjældne i PNES omfatter automatismer (automatisk komplekse bevægelser under anfald), at bide alvorlig i tungen, at bide i indersiden af munden, og inkontinens.[6]

Hvis en patient, hos hvem der er en mistanke om PNES, under en klinisk undersøgelse får et anfald, kan der være en række signaler, der kan bekræfte eller afvise diagnosen PNES. I modsætning til epileptiske patienter, har patienter med PNES en tendens til at modarbejde den tvungne åbning af deres øjne (hvis de under et anfald er lukkede). De vil være i stand til at undgå at deres hånd vil falde i deres ansigt, når man lader hånden falde på hovedet. Deres øjne vil de rette på en måde der indikerer at der ikke er nogen neurologisk fejlfunktion.[6] Sådanne undersøgelser er ikke afgørende, det er heller ikke umuligt for en bestemt patient med en simuleret lidelse på overbevisende måde kan simulere et anfald.

Risikofaktorer[redigér | redigér wikikode]

De fleste PNES patienter (75%) er kvinder, hos hvem der typisk konstateres de første symptomer mellem de sene teenageår og tidlige tyvere.

I en undersøgelse af 23 patienter viste det at der har været en højere frekvens af børnemishandling, især hos personer med motorisk manifestation.[11] Disse resultater har ført til forslaget om, at PNES er et udtryk for fortrængte psykiske skader som kan være en reaktion på et traume, såsom misbrug af børn.[6] Børnemishandlingsteorien er dog ikke alment accepteret, og i flere undersøgelser af andre demografiske faktorer viste der ikke øget hyppighed af rapporteret misbrug af børn hos PNES-patienter end i sammenlignelige patientgrupper med organisk sygdom (som regel epilepsi).[12][13]

En række undersøgelser har også vist en høj forekomst af abnorme personlighedstræk eller personlighedsforstyrrelser hos patienter med PNES, såsom borderline personlighedsforstyrrelse.[14] Når der anvendes en egnet kontrolgruppe, vises det at en sådan karakteristik ikke altid er mere almindelige hos PNES end i lignende lidelser som er forårsaget af en organisk sygdom (såsom epilepsi).[12][15][16][17][18]

Psykologisk tilgang til diagnosticering af PNES[redigér | redigér wikikode]

Der er ingen standard behandling for patienter med PNES. Hver patient har behov for en personlig tilgang. Udredning og behandling sker tværfagligt.[2] Der opfordres patienter til at føre en anfaldsdagbog.[19] Der findes en række anbefalede trin for at forklare patienter diagnosen, på en enkel og taktfuld måde. Hvis en diagnose meddeles på en negativ måde, kan dette være frustrerende for patienten og få patienten til at afvise yderligere behandling.

Det er vigtigt at patienten tydeligt forklares hvad PNES er, og hvad  konsekvenserne af den diagnose er for både patienten og hans pårørende. Ti punkter der kan overvejes er:

  1. årsagerne til den konklusion, at patienten ikke har epilepsi
  2. hvad patienten har i stedet for (beskriv dissociation)[1]
  3. at patienten ikke er mistænkt for at "simulere" anfald
  4. at patienten ikke er "skør", og understreg det
  5. at de "spændinger" der forårsager anfald ikke umiddelbart er tydelige
  6. relevansen af ætiologiske faktorer i patientens tilfælde
  7. hvad de vedvarende faktorer er
  8. at patienten efter en korrekt diagnose kan få det bedre
  9. at det er nødvendigt at trappe langsomt ned i anti-epileptisk medicin
    Anti-epileptiske lægemidler hjælper ikke ved PNES
  10. hvilke psykologiske behandling der er bedst for patienten

"Udredning og behandling af PNES er" ifølge Lena Glatved "en tværfaglig opgave med inddragelse af neurologisk, psykologisk, psykiatrisk og sygeplejemæssig faglig ekspertise."[2] Psykoterapi er den mest udbredte behandling som kan omfatte kognitiv adfærdsterapi, indsigt-orienteret terapi, og/eller gruppearbejde.[6]

Prognose[redigér | redigér wikikode]

Selv om der er begrænset dokumentation for, synes resultaterne relativt negativ. En oversigt med resultater fra nogle undersøgelser viser, at to tredjedele af patienter med PNES fortsat oplever anfald. Efter en opfølgningsundersøgelse, tre år senere, viste det at mere end halvdelen stadig er afhængige af sociale bistand.[20] Disse resultater blev opnået fra data, der var baseret på en akademisk epilepsicentrum, hvor patienter var blevet henvist til. Ved opfølgningsundersøgelse var et betydeligt antal patienter faldet af. Forfatterne peger på at dette kan have haft indflydelse på resultatet.

Resultaterne viste at være bedre hos patienter med en højere IQ,[21] social status,[22] højere uddannelsesniveau,[23] konstatering i en yngre alder samt diagnosen,[23] anfald med mindre dramatiske elementer,[23] og færre yderligere somatoforme klager.[23]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Hystero-epilepsi er et historisk begreb, der refererer til en tilstand beskrevet af det 19-århundredes franske neurolog Jean-Martin Charcot,[24] hvor patienter med en neurose udviste symptomer der stærkt mindede om epileptiske anfald. Dette blev tilskrevet på grund af behandlingen af disse patienter på den samme afdeling som dem der virkelig havde epilepsi.

Forskning[redigér | redigér wikikode]

Blandt mulige neurobiologiske årsager har man påvist at patienter med PNES har lavere niveau af det stressbeskyttende hormon neuropeptid Y (NPY) i blodet.[25][26]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Mai Bjørnskov Mikkelsen (27. marts 2017), Funktionelle anfald, Odense: Aarhus Universitet, hentet 17. maj 2018. 
  2. ^ a b c d e Lena Glatved (11. december 2017), "PNES – en svær og ukendt lidelse", Fag & Forskning, web article, København: Dansk Sygeplejerråd, hentet 17. maj 2018. 
  3. ^ For voksne patienter med PNES, Dianalund: Filadelfia, hentet 17. maj 2018. 
  4. ^ a b c 5.5 De DSNAO vorm met lichamelijke uitingsvormen på dissociatievestoornisnao.nl (nederlandsk/hollandsk)
  5. ^ Devinsky, Orrin (2011-04-01). "Differentiating between nonepileptic and epileptic seizures". Nature Reviews. Neurology. 7 (4): 210–220. ISSN 1759-4766. PMID 21386814. doi:10.1038/nrneurol.2011.24.  Mere end en |author= og |last= angivet (hjælp) Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  6. ^ a b c d e f g h i j Mellers JDC (2005). "The approach to patients with "non-epileptic seizures"". Postgrad Med J. 81 (958): 498–504. PMC 1743326free to read. PMID 16085740. doi:10.1136/pgmj.2004.029785.  Mere end en |author= og |last= angivet (hjælp) Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  7. ^ Eller: evnen til at regulere sin igangværende, målrettede adfærd
  8. ^ Martin, R; J.G. Burneo, MD, A. Prasad, MD, T. Powell, MD, E. Faught, MD, R. Knowlton, MD, M. Mendez, MD and R. Kuzniecky, MD (23. december 2003). "Frequency of epilepsy in patients with psychogenic seizures monitored by video-EEG". Neurology. 61 (12): 1791–1792. PMID 14694050. doi:10.1212/01.  Skabelonen anvender en frarådet parameter |coauthors= (hjælp); Mere end en |author= og |last= angivet (hjælp) Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  9. ^ "The differential diagnosis of epilepsy, pseudoseizures, dissociative identity disorder, and dissociative disorder not otherwise specified". Bulletin of the Menninger Clinic. 64 (2): 164–180. 2000. PMID 10842446.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  10. ^ Den nederlandske sundhedsmagasin "Mens en Gezondheid" beskriver swooning som: persner der "glider ned som en 'døende svane'."
  11. ^ "Psychogenic seizures: clinical features and psychological analysis". Epilepsy and Behavior. 4 (3): 241–245. 2003. PMID 12791325. doi:10.1016/S1525-5050(03)00082-9.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  12. ^ a b "Childhood Family Dysfunction and Associated Abuse in Patients With Nonepileptic Seizures". Psychosomatic Medicine. 65 (4): 695–700. July 2003. doi:10.1097/01.PSY.0000075976.20244.D8.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  13. ^ "Psychological characteristics of patients with newly developed psychogenic seizures". Journal of Neurology, Neurosurgery & Psychiatry. 75 (8): 1175–1177. 1. august 2004. doi:10.1136/jnnp.2003.016923.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  14. ^ "Patients with psychogenic nonepileptic seizures, alone or epilepsy-associated, share a psychological profile distinct from that of epilepsy patients". Journal of Neurology. 250 (3): 338–346. 1. marts 2003. doi:10.1007/s00415-003-1009-0.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  15. ^ "Emotional dysregulation, alexithymia, and attachment in psychogenic nonepileptic seizures". Epilepsy & Behavior. 29 (1): 178–183. October 2013. doi:10.1016/j.yebeh.2013.07.019.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  16. ^ "Anxiety and avoidance in psychogenic nonepileptic seizures: The role of implicit and explicit anxiety". Epilepsy & Behavior. 33: 77–86. April 2014. doi:10.1016/j.yebeh.2014.02.016.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  17. ^ "Motivation, psychopathology, locus of control, and quality of life in women with epileptic and nonepileptic seizures". Epilepsy & Behavior. 22 (2): 279–284. October 2011. doi:10.1016/j.yebeh.2011.06.020.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  18. ^ "The Personality Assessment Inventory as a tool for diagnosing psychogenic nonepileptic seizures". Epilepsia. 51 (1): 161–164. January 2010. doi:10.1111/j.1528-1167.2009.02151.x.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  19. ^ Sådan en anfaldsdagbog kan downloades fra Aarhus Universitetets hjemmeside
  20. ^ "Psychogenic nonepileptic seizures: review and update". Epilepsy and Behavior. 4 (3): 205–216. 2003. PMID 12791321. doi:10.1016/S1525-5050(03)00104-5.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  21. ^ "Non-epileptic seizures: management and predictive factors of outcome". Seizure. 1: 7–10. 1992. PMID 1344323. doi:10.1016/1059-1311(92)90047-5.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  22. ^ "Psychiatric and neurologic predictors of psychogenic pseudoseizure outcome". Neurology. 53: 933–938. 1999. PMID 10496249. doi:10.1212/wnl.53.5.933.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  23. ^ a b c d "Outcome in psychogenic nonepileptic seizures: 1 to 10-year follow-up in 164 patients". Annals of Neurology. 53 (3): 305–311. March 2003. PMID 12601698. doi:10.1002/ana.3000.  Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  24. ^ Gamgee, A (Oct 12, 1878). "An Account of a Demonstration on the Phenomena of Hystero-Epilepsy Given by Professor Charcot: And on the Modification which they Undergo under the Influence of Magnets and Solenoids.". British Medical Journal. 2 (928): 545–8. PMC 2221928free to read. PMID 20748992. doi:10.1136/bmj.2.928.545.  Mere end en |author= og |last= angivet (hjælp) Hentet 17. maj 2018 (engelsk)
  25. ^ "Personer med funktionelle anfald har ofte et lavere niveau af hormonet NPY i blodet, der beskytter mod stress" - PNES kan skyldes mangel på stressbeskyttende hormon, Odense: Epilepsiforeningen, 12. december 2017, hentet 17. maj 2018. 
  26. ^ "Uforklarlige kramper kan nu forklares med hormoner", Klinisk forskning, Aarhus: Aarhus Universitetshospital, 6. november 2017, hentet 18. maj 2018.  (se DOI)

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Literatuur[redigér | redigér wikikode]

Externe henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]