Qatar

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
دولة قطر
Dawlat Qatar
Qatars flag Qatars nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Intet.
Nationalmelodi: As-Salaam al-Amiri
Qatars placering
Hovedstad Doha
25°18′N, 51°32′E
Største by Doha
Officielle sprog Arabisk
Regeringsform Emirat
Sheik Hamad bin Khalifa Al-Thani
Sheik Abdallah ibn Khalifah Al-Thani
Uafhængighed
Fra Storbritannien
3. september 1971
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
11.586 km² (nr. 166)
Minimalt
Indbyggertal
 • Juli 2011 anslået

 • [[]] folketælling

 • Tæthed
 
848.016 (nr. 161)


75,4/km² (nr. 94)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2010 anslået
150,6 mia. USD (nr. 62)
179.000 USD (nr. 1)
Valuta Riyal (QAR)
Tidszone
 • Sommer (DST)
CET (UTC+3)
(UTC)
Nationalt topdomæne .qa
Telefonkode +974
Kendingsbogstaver (bil) Q
Luftfartøjsregistreringskode A7
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Qatar (Dawlat Qatar) er et emirat ved den Persiske Bugt.

Qatar er ifølge IMF det rigeste land i verden. Dette er bl.a. pga. af landets utrolig store gas- og oliereserver, der ligger i undergrunden. Derudover er Qatar et land i udvikling, som f.eks. Emiraterne, der med utrolig store bygnings- og infrastrukturelle projekter, skal sikre landet i fremtiden.

Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er sheik Khalifa bin Hamad ath-Thani (tiltrådte, da hans fætter blev afsat 22. februar 1972).

Qatar var en del af Det Osmanniske Rige fra 1872 til 1914. Dets leder underskrev beskyttelsesaftaler med Storbritannien i 1916 og 1934. Var i denne periode britisk indflydelsesområde. Blev selvstændigt 1971. Qatar deltog i de allierede styrker mod Saddam Husseins Irak i Golfkrigen (1991).

Den vigtigste råvare er olie, som har gjort landet til et af de rigeste i verden. I 1989 udgjorde råolie 91,1% af landets eksport. De vigtigste handelspartnere er Japan, Italien, Storbritannien, USA, Tyskland og Frankrig. Stål- og cementindustrier er opbygget i et forsøg på erhvervsspredning.

Hovedstaden er Doha (372.000); ar-Rayyani og al-Wakrah er dele af byområdet omkring Doha.

Landet er medlem af den Den Arabiske Liga, FN, GCC og OPEC.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Qatar er en lav, gold halvø, der strækker sig 160 km ud i Golfen. Der er ingen floder. Topografien er overvejende flad med højder fra 10 meter op til på 73 meter i Dukhan-højderne. På grund af beliggenheden ved den Persiske Bugt er klimaet hele året meget varmt og der er ofte sandstorme.

Største byer pr. 2004[redigér | redigér wikikode]

  • Doha (338.760)
  • ar-Rayyan (259.223)
  • Umm Salal (27.703)
  • al-Wakra (25.905)
  • al-Haur (17.642)
  • ad-Dahira (13.969)
  • asch-Schahhaniyya (11.001)

Regioner i Qatar[redigér | redigér wikikode]

Qatars regioner

Qatar er opdelt i 10 regioner (Arabisk: baladiyah), som også kaldes provinser:

  1. Ad Dawhah (Doha)
  2. Al Ghuwariyah
  3. Al Jumaliyah
  4. Al Khawr
  5. Al Wakrah
  6. Ar Rayyan
  7. Jariyan al Batnah
  8. Ash Shamal
  9. Umm Salal
  10. Mesaieed


Befolkning[redigér | redigér wikikode]

Ca. 60 procent af qatarerne er iranere eller indoiranere. Arabisk og persisk (Farsi) er de mest talte sprog. Der er ca. 140.000 til 180.000 qatarer og ca. 750.000 gæstearbejdere, der overvejende kommer fra islamiske stater som Pakistan, Bangladesh, Sudan, men også fra Indien og Nepal.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I 2008 gjorde en gruppe med blandt andet den danske arkæolog Bo Madsen et unikt fund af stenredskaber der vurderedes til at være omkring 700'000 år gamle.[1]

Qatar var i stenalderen beboet af jægere og samlere, men blev på grund af tiltagende udtørring 5000 f.Kr. forladt af menneskene. I de følgende årtusinder var Qatar kun befolket af få beduinfamilier. I 628 gik indbyggerne over til islam. Men i de følgende år havde landet atter på grund af manglende vand ingen betydning. Bortset fra enkelte handelsbosættelser ved kysten, var landet kun beboet af beduiner.

Omkring 1760 indvandrede slægterne Al Thani og Al Chalifa. I den følgende tid var der mange magtkampe mellem de to grupper. I 1783 erobrede Al Chalifa slægten øen Bahrain, hvorefter en stor del af stammen bosatte sig der. I slutningen af det 18. århundrede blev Qatar domineret skiftende af Persien, Oman og arabiske sørøvere. I denne usikre tid lykkedes det fra 1822 Al Thani dynastiet at genvinde magten.

I 1867 var der igen kampe om magten i landet mellem de to klaner. Storbritanien intervenerede og tvang parterne til at slutte fred, og der blev lavet en beskyttelsesaftale mellem Qatar og Storbritanien, hvorved landet kom under britisk indflydelse. Anerkendelsen af Al Thani førte til, at øen Bahrain ikke mere var en del af Qatar. I den anden halvdel af det 19. århundrede førsøgte Oman at få herredømmet og besatte dele af landet. Qasim Al Thani klanen blev støttet af en anden beduinklan Wahhabiterne og 1913 til 1916 stoppede englænderne den osmaniske og wahabitiske indflydelse. I 1916 forlod de sidste osmaniske tropper landet.

I den følgende periode styrkede Storbritanien sin politiske og økonomiske magt. Efter 1930 brød perlehandelen, som var en vigtig del af Qatars økonomi, sammen på grund af de japanske kulturperler. Det førte til en omfattende økonomisk krise, der tvang mange qatarer til at udvandre. Allerede i 1939 kom de første oliefund og olieindustrien blev hurtigt Qatars vigtigste indtægtskilde.

Efter briternes tilbagetog proklamerede Qatar den 1. september 1971 sin selvstændighed og Sheiken ændrede sin titel til Emir. Samme år blev verdens største naturgasområde opdaget. Allerede i 1972 blev Emir Ahmad ibn Ali sat fra magten af sin søn Chalifa ibn Hamad, (1972–1995) der i den følgende tid udviklede olie og andre industrier. I 1995 blev Chalifa ibn Hamad sat fra magten. Den nye Emir Hamad bin Khalifa ath-Than, (1995-) som indledte de begyndende demokratiske reformer.

Siden 1998 er Qatar hovedsæde for US-tropperne i det nære østen og var også USA's kommandocentral i krigen mod Irak marts 2003.

Byggeprojekter i Qatar[redigér | redigér wikikode]

Qatar har siden år 2000 begyndt at planlægge og bygge mange store projekter i Qatar, især i hovedstaden Doha. Især da Qatar fik lov til at afholde De Asiatiske Lege i 2006 fik sat gang i udviklingen. I dag er Dohas befolkning på omkring 500.000 indbyggere, men allerede i 2015 regner man med at Dohas indbyggertal vil være på 1.200.000 indbyggere. Derfor har Qatars emir Sheik Hamad bin Khalifa ath-Thani været med til at starte og godkende store projekter i landet. Blandet nogle af dem er:

  1. The Pearl-Qatar
  2. Lusail-City
  3. West-bay
  4. Al-Khor Resort

Tilsammen vil disse projekter kunne huse omkring 500.000 mennesker.

Udover boliger, så er man også ved at bygge og planlægge store indkøbscentre, industriområder og en lufthavn – altsammen placeret i Doha. Lufthavnen i Doha, som er under konstruktion, skal skal være med til at gøre Qatar Airways til et af verdens største luftfartsselskaber. Lufthavnen vil bl.a. kunne tilbyde landingsbaner, som gør det muligt for Airbus' nyeste super-jet A380 at lande i lufthavnen.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Henvisning[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: