Rømø

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 20. dec. 2014, 09:52 af Moeng (diskussion | bidrag) Moeng (diskussion | bidrag) (tilføjelse)
Rømø
Frisisk (sprog): Rem
Lokalt navn: Röm
Geografi
Sted I Vadehavet, sydvest for den dansk-tyske grænse
Koordinater 55°08′N 08°31′Ø / 55.133°N 8.517°Ø / 55.133; 8.517
Øgruppe Nordfrisiske Øer
Areal 128,86 km²
Administration
Land Danmark Danmark
Region Syddanmark
Største by Havneby (302 indb.)
Demografi
Folketal 650 (2011)
Befolknings­tæthed 5.3/km²
Satellitfoto
Rømø

Rømø (frisisk: Rem, tysk: Röm) er en af de danske vadehavsøer i Vadehavet. Den 128,86 km² store ø har 647 indbyggere (2012). Øen ligger ca. 10 km ude i Nordsøen, og er forbundet med fastlandet med Rømø-dæmningen. Rømø var tidligere en del af Skærbæk Kommune, men er efter strukturreformen 2007 blevet en del af Tønder Kommune. Vadehavet omkring Rømø er fredet, idet det indgår i den store Nationalpark Vadehavet.

Med åbningen af Rømødæmningen i 1948 og Rømø Havn i 1964 begyndte de nye tider på Rømø. I dag ernærer Rømøs befolkning sig af turisme og industrifiskeri.

Rømødæmningen er 9,2 km lang og bygget 1939-48. Tidligere gik der en færge fra landsbyen Ballum til Kongsmark, hvor der var en anløbsbro overfor kommunekontoret og det nu nedrevne Hotel på Gl. Færgevej. Da dæmningen blev planlagt, valgte man at lade den følge vandskellet mellem Juvredybs og Listerdybs tidevandsområder, bortset fra stykket nærmest Rømø, hvor dæmningen fik et noget sydligere forløb. Derved afskar man et havområde på omkring 5 km², hvor tidevandet blev tvunget nord om øen. Dette har medført, at bl.a. Juvre-diget er blevet gennembrudt flere gange. Rømø-dæmningen er blevet ødelagt talrige gange. I 1976, 1981 og 1999 gik det værst ud over dæmningen, som blev hullet og måtte gennemgå langvarige reparationer. På begge sider af dæmningen er der anlagt slikgårde. Vedligeholdelsen af disse ophørte i 1992.

Kommandørgården ved Juvrevej

Landskabet

Rømø er en såkaldt barreø. Øen blev dannet på grundlag af en sandbanke, et højsand, der på vestsiden har fået pålejret sand og på østsiden er blevet udvidet med et marskområde på ler- og slikaflejringer. Øens tilblivelse afspejler sig i en række nord-sydgående bælter. Mod vest strækker sig en forstrand på indtil 2-3 kms bredde. Så følger et klitbælte, der stammer fra midten af 1800-tallet. Mellem dette og et indre klitbælte findes et område med flere søer, blandt andre Lakolk sø; denne udgjorde tidligere øens forstrand og har derfor navnet "Strand". Øst for det indre klitbælte følger et klitområde med talrige mindre og større klitter, hvoraf de store vandreklitter (efter deres form kaldet parabelklitter) Høstbjerg, Spidsbjerg og Stagebjerg er det mest markante. En del af klitterne er beplantet med bjergfyr, resten henligger som klithede, hedemose, hedekær og eng. Plantevæksten afspejler afstanden til grundvandet. Lakolk sø har en rørskov. Mod øst følger et agerlandsområde opstået ved marskdannelse i læ af klitbælterne. Her ligger også øens bebyggelser. Længst mod øst ligger et marskområde, der ved inddæmninger i 1920-erne er blevet gjort bredere såvel ved øens nordende som ved sydenden. I nord er ved inddigningen skabt Tvismark sø og i syd Sønderstrand.

Sandflugt spillede i 1600- og 1700-årene en stor rolle. Flyvesandet lagde sig hen over agrene og måtte efterfølgende skovles væk, så at agerlandet kom til at ligge nedsænket i terrænet og omgivet af lævolde, til dels bevoksede med bukketorn og pil.

Historie

Mandø, Rømø og Fanø er alle født i stormfloder, men den første stormflod der blev registreret var Den Store Manddrukning i 1362, så det vides ikke med sikkerhed hvornår øen opstod.

Rømø blev i 1190 for første gang nævnt på skrift.[kilde mangler] Øen hørte under Sankt Knuds Kloster i Odense. 1229 blev øen nævnt i Kong Valdemars Jordebog som Krongods.

Overordnet var øen en del af Ellumssyssel. Efter 1290 erhvervede klosteret i Ribe land på Rømø og vandt dermed efterfølgende indflydelse.

Tidligere og siden 1500-tallet var Rømø et fiskerleje og har også været ladeplads. Da fiskeriet gik tilbage i 1600-tallet slog nogle sig på skibsfart. Mange fik arbejde som kommandører på hvalfangerskibe og tjente godt ved det, hvilket ses på kvaliteten af de ældre huse på øen.

Øens sydlige del har også haft speciel status som Kongelig enklave.

I det 16. århundrede fik søfarten stor betydning på øen. For en kort tid overtog øen funktionen som havn for Ribe, efter at det var umulig for større skibe at komme ind i havnen.

Under Kejserkrigen, angreb de kejserlige tropper ledet af Albrecht von Wallenstein i efteråret 1627 Slesvig og Holsten, og herfra fortsatte de nordpå og invaderede Rømø og Jylland.

Denn store stormflod i 1634 hærgede øen. Stormfloden hærgede hele vestkysten. Mellem 8.000 og 15.000 mennesker omkom.

Omkring 1720 tiltog hvalfangsten på Svalbard, og øerne Før, Sild og Rømø udrustede skibe til hval- og sælfangst (robbefangst). Desuden bemandede man københavnske og andre selskabers skibe med mandskab og førere, såkaldte kommandører.

I Vyk på Før blev der omkring 1720 oprettet en navigationsskole, hvor matroserne fra Vesterhavsøerne fik undervisning i navigation, og efter praktisk uddannelse om bord i hvalfangerskibene kunne de ansættes som kommandører. Fanøboerne vedblev dog at sejle som matroser på hvalfangerskibene.

Indtil 1864 var den sydlige del af øen (Sønderlandet) en af de Kongerigske enklaver og tilhørte Kongeriget Danmark. Den nordlige del af øen (Nørrelandet) tilhørte Hertugdømmet Slesvig.

Mellem 2. Slesvigske Krig 1864 og Genforeningen i 1920 var Rømø en del af "Kreises Tondern zu Schleswig-Holstein".

Under Besættelsen var der endnu ingen dæmning til fastlandet. En allieret invasion ville være besværlig på Rømø, og Værnemagten udbyggede derfor kun forsvaret sparsomt på Rømø. I alt blev der opført ca. 52 bunkers på øen. De almindelige bunkers på Rømø blev bygget og indrettet til brug med opvarmning, elektrisk lys, friskluftsforsyning, køjer m.m. De blev brugt fra 1943 til 1945. For at afværge allierede angreb blev der fra 1942 til krigens slutning opført radarstationer med navne som Søelefant, Mammut og Freya. Radaranlæggene på Rømø udgjorde ved krigens slutning en de mest avancerede radarstillinger i Danmark. Efter krigen fjernede de allierede de tekniske installationer. Tønder Amt sørgede for at bunkerne på Rømø blev lukket og indgangene dækket med sand. I dag holder Lindet statsskovdistrikt så vidt muligt bunkerne lukkede for at undgå hærværk.

Byer på Rømø

Der er 2 byer på Rømø, Lakolk, og Havneby. Hertil kommer en række gamle bebyggelser langs østkysten fra nord mod syd: Juvre, Bolilmark, Toftum, Kongsmark, Rømø Kirkeby og Mølby.

Den største by er Havneby, som er en "rigtig" by i modsætning til Lakolk, der mere er en turistby. I Havneby er der butikker og huse. Byen har en færgeforbindelse med med Rømø-Sild færgen til havnebyen ListSild. Lakolk blev anlagt som et badested allerede i 1898, hvor der blev bygget sommerhuse, et badehotel og en jernbane til Kongsmark.

Kongsmark var tidligere hovedbyen på øen i kraft af færgeforbindelsen til Ballum.

Sankt Sankt Clemens Kirke (Rømø Kirke) er en kirke beliggende i Rømø Kirkeby omtrent midtvejs mellem Rømø-dæmningen og Havneby i Tønder, Højer og Lø Herred.

Turisme

Først med bygningen i 1948 af en 9 kilometer lang dæmning i 1948, blev tursmen en vigtig del af øens erhvervsliv.

Rømø har ca. 2-2,5 mio. overnatninger om året. Ca. 90% af øen er ren natur, en stor del er statsejet, og 1.700 hektar er fredet. Butendiek er et Agenda 21-projekt til o. 6. mia. kroner, der er under anlægning ud for naboøen Sild.

Der er flere sommerhus- og campingområder samt feriecentre, tre hoteller, vandrehjem og Bed and breakfast. De fleste af turistområderne er hovedsageligt beboet i sommerhalvåret, hvor der kommer mange turister fra Nordeuropa og specielt Tyskland.

Stranden på Rømø strækker sig fra Juvre Strand i nord til Sønderstrand i syd, men det er kun tilladt at køre i bil på stranden fra butikscenret ved Lakolk og til Sønderstrand - en strækning på otte kilometer. Den nordlige del af Rømø og de tilhørende strande er lukket for offentligheden, og fungerer som fuglebeskyttelsesområde for de mange vadefugle i Vadehavet.

Vær opmærksom på tidevandet, der ofte overrasker turisterne, som må have hjælp til at få trukket deres biler fri. Strandene er sten- og tangfri. Der er bælter med muslingeskaller, men disse er ikke til gene for badegæsterne. Tidevandet skaber revler tæt på land, som ved ebbe, især er til stor glæde for de mindste badegæster.

Derudover er øen også kendt for sin store dragefestival på stranden og en jazzfestival.

Som mange andre danske øer er der et stort antal kunstnere og tilhørende gallerier på Rømø. Af kunstgallerier kan nævnes "Art-House" og "Mellem Ebbe og Flod". Der bliver også lavet stearinlys på Rømø Lys, hvor besøgende kan støbe deres egne lys.

Øens museer

Kommandørgården bygget i 1748, der hører under Nationalmuseet, er et intakt hvalfangerhjem og en af øens gamle, velstående slægtsgårde. Navnet hentyder til de kommandører (kaptajner), der i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet havde kommandoen på store hvalfangerbåde, som var på handelsrejser og lange hvaltogter i Nordatlanten Museet viser blandt andet eksempler på 1700-tallets malerhåndværk og snedkerarbejde, og inde i hjemmet kan man også opleve hele vægge udsmykket med tidstypiske hollandske fliser. I laden er der udstillet et skelet fra en kaskelothval.

Naturcenter Tønnisgård mellem dæmningen og Havneby, indeholder udstillinger om Vadehavet, hvaler og Rømøs natur og kultur. Der arrangeres også ture med vejleder på dansk, tysk og engelsk.

Kendte personer

Peter Mærsk Møller (1836 i Østerby (Rømø) – 1927) var en dansk kaptajn, der sammen med sin søn Arnold Peter Møller grundlagde rederiet Dampskibsselskabet Svendborg i 1904. Firmanavnet A.P. Møller-Mærsk går ligeledes tilbage tilbage til en slægt, der stammer fra Rømø.

Litteratur

  • Knud Dahl: Fredede områder og statsskove. Jylland; Danmarks Naturfredningsforenings Forlag 1987; ISBN 87-87030-33-0 (s. 242-245);
  • Lorenz Ferdinand: "Fuglene i landsksbet" (Større danske fuglelokaliteter, Bind II; Dansk Ornitologisk Forening, København 1980; ISBN 87-87604-03-5);

Eksterne henvisninger

55°8′N 8°31′Ø / 55.133°N 8.517°Ø / 55.133; 8.517