Spring til indhold

Rømningen af Dannevirke i 1864

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Oversigtskort over området omkring Dannevirket i det sydlige Jylland. Den danske forsvarslinje i 1864 gik langs Slien, Dannevirke og hen mod marsklandet i vest.
Grænsen før krigen

Rømningen af Dannevirke i 1864 var en dansk retræte under 2. slesvigske krig, hvor General Christian de Meza efter et krigsråd i Prinsens Palæ i Slesvig den 4. februar 1864 besluttede, at hæren skulle trækkes tilbage fra Dannevirkestillingen til en sikrere forsvarslinje i nord for at undgå indeslutning.

Selve Dannevirke-stillingen var en forsvarslinje i det sydlige Sønderjylland langs Dannevirket. Efter en række forbedringer af fæstningen udgjorde den i begyndelsen af 1864 en omtrent 70 km lang linje mellem Slien i øst og marsklandet omkring Frederiksstad i vest. Skanserækken var 14 km lang og befæstet med 175 kanoner.[1]

Baggrund

[redigér | rediger kildetekst]

Dannevirke havde i en årrække været i forfald, og både de politiske ledere og den militære overkommando anså derfor stillingen for en befæstning, der blot skulle bruges til at vinde tid ved midlertidigt at bremse en indtrængende hærs fremrykning.[2] Herfra skulle hæren trækkes tilbage til Dybbølstillingen eller Fredericia. Krigsminister Hans Nicolai Thestrup prioriterede imidlertid anderledes. I 1861 fremsatte han en plan, der prioriterede en forstærkning af Dannevirke højt, og i 1862 skabte denne plan begejstring blandt de nationalliberale i Rigsrådet.[3] På denne baggrund blev skanserne ved Dannevirke forstærkede. Kort før 2. Slesvigske Krigs udbrud i januar 1864 blev stillingen udsat for en omfattende udbygning i form af forbindelsesveje, løbegrave, anlæggelsen af en jernbane til transport af krigsmateriel samt med nye skanseanlæg tværs over Sydslesvig. I begyndelsen af året 1864 bestod voldene af 27 skanser og en bemanding på 38.000 mand. Derudover anlagdes dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde Å, så den helt kunne oversvømmes. Også i marsken ved Frederiksstad anlagdes flere skanser.[4] De vestlige områder ved Ejderen og Trenen var sumpede og blev anset for at være uigennemtrængelige for en hær.[5] Det var således intentionen, at Dannevirkestillingen skulle udgøre den danske hærs hovedforsvarslinje i tilfælde af krig[6]. Da terrænet ikke muliggjorde etablering af tilbagetrukne forsvarsstillinger, byggede ingeniørtropperne i stedet forpostfæstninger. Fæstningen i Kokkentorp, der var anlagt i nærheden af Dannevirkets Østervold syd for Slien var imidlertid ikke færdigbygget.[7]

Men i 1864 stod den danske hær over for flere problemer. Den preussiske hær var bedre udstyret, både hvad angår håndvåben og kanoner. De tyske hære havde dobbelt så mange mænd og rådede over nyt, langtrækkende artilleri. Den kolde vinter udgjorde en særlig risiko, idet den tyske hær kunne have omgået de danske linjer ved at krydse den tilfrosne Sli ved Mysunde eller Sundsager/Arnæs eller moseområderne vest for stillingen. Desuden lykkedes det ikke at sprænge alle overgangene over Ejder-grænsen for at forsinke fjendens fremrykning, f.eks. ved Rendsborg[6].

Den 2. februar angreb den preussiske styrke med ca. 10.000 mand forposterne og fire skanser ved Mysunde, der kunne rumme et kompagni, ca. 2.500 mand. Preusserne medbragte 64 feltkanoner, mens danskerne rådede over 20 i Mysundeskanserne. Alligevel lykkedes det det danske artilleri at slå angrebet tilbage. Under retræten faldt 39 danske og 38 tyske soldater, mens ca. 100 på hver side blev såret eller var savnet.[8]

Mysunde udgjorde dog blot en kortvarig dansk triumf, idet forposten ved Over Selk allerede den følgende formiddag observerede tyske tropper, der nærmede sig. Ifølge instrukserne skulle denne forpost trække sig tilbage til Kongshøj. hvis den blev angrebet; men Chefen for 11. Regiment, major Rist, var redet ud for at overvåge afløsningen, og da han så østrigerne rykke frem, besluttede han at tage imod angrebet straks i stedet for at vige tilbage til Kongshøj.[9] Det danske angreb blev dog slået tilbage til Kongshøj. Selvom både østrigernes 1. kompagni og den danske major Rist havde klare ordrer om, at man kun skulle indlade sig på forposttræfninger, blev der tale om egentlige kampe, som skyldtes, at begge parters officerer overtrådte deres befalinger.[10].

Beslutning og planlægning

[redigér | rediger kildetekst]

Flere mindre træfninger ved Jagel og Bustrup bekræftede den kommanderende general Christian de Meza i hans antagelse om, at Dannevirke ikke kunne holdes, fordi fjenden i den hårde vinter kunne passere vest om Dannevirke over de tilfrosne sumpstrækninger.[11]

Efter en besigtigelse af Dannevirke-stillingen den 4. februar afholdt overkommandoen kl. 18 et krigsråd i Prinsens Palæ i Slesvig by. I krigsrådet deltog under forsæde af kommanderende general de Meza følgende ti officerer: Artillerichef generalløjtnant Lüttichau, kommandør for 4. Division generalløjtnant Hegermann-Lindencrone, kommandør for 3. Division generalmajor Steinmann, kommandør for 2. Division generalmajor du Plat, kommandør for Infanterireserven generalmajor Caroc, stabschef ved overkommandoen oberst Kaufmann, højstkommanderende ingeniørofficer oberstløjtnant Dreyer, stabschef ved arméens artilleri major Wegener, stabschef ved ingeniørkommandoen major Schrøder og souschef ved overkommandoen kaptajn von Rosen. Krigsrådet sluttede kort før midnat med, at de Meza med støtte fra alle deltagere med undtagelse af én (Lüttichau) besluttede at trække hele den danske styrke tilbage fra Dannevirke den 5. februar.[12][13][14] Krigsrådet henholdt sig ikke mindst til Krigsministeriets instruks af 22. januar 1864 til den kommanderende general de Meza, hvori ministeriet fremhævede betydningen af også i det kommende forår at være "i Besiddelse af en dygtig og slagfærdig Hær."[12][13][15] Krigsrådet vurderede på den baggrund, at hæren kun kunne holdes dygtig og slagfærdig ved en tilbagetrækning til flankestillingerne, herunder stillingen ved Dybbøl nord for Flensborg og vest for Sønderborg.[16].

Generalmajor Steinmann havde i en rapport til Krigsministeriet i 1861 skitseret, hvorledes et eventuelt tilbagetog kunne organiseres.[17]. Det blev imidlertid overladt til stabschefen, oberst Kauffmann og hans souschef i løbet af natten at udarbejde planen for retræten ud fra en rammeplan[18]. Der blev dog ikke udarbejdet en samlet plan for tilbagetoget. For at holde retræten så hemmelig som muligt, udsendte Kauffmann i stedet sine instrukser til de enkelte enheder.[12][13][19]

Retrætens første fase

[redigér | rediger kildetekst]
Kortskitse over retræten fra Dannevirke mod Flensborg - situationen den 6. februar kl. 03
Erik Henningsen, Danske infanterister under tilbagetoget fra Dannevirke natten mellem den 5. og 6. februar 1864, 1914, audiensgemakket på Christiansborg.

Overkommandoen havde besluttet, at rømningen fredag den 5. februar først skulle sættes i værk efter mørkets frembrud for at mindske risikoen for, at fjenden anede uråd, så hæren kunne få det størst mulige forspring i forhold til en forfølgelse.

Først på det tidspunkt blev der fra overkommandoen afsendt et telegram til kongen og til krigsministeren med følgende ordlyd: "Efter af have sammenkaldt et Krigsraad i gaar har Overkommandoen besluttet at opgive Dannevirkestillingen, forinden et forestaaende udførligt Angreb udføres. Armeen marcherer inat til Flensborg. Materiellet i Skandserne efterlades." Efter ordre blev telegrafforbindelsen afbrudt umiddelbart efter telegrammets afsendelse, idet overkommandoen fandt det rigtigst at bære ansvaret for beslutningen og ikke udsætte sig for indgriben fra Krigsministeriets side.[12]

Den forestående opgave omfattede et mandskab bestående af 38.000 officerer og menige samt 2.500 sårede og syge, hvortil kom 5.500 non-kombattanter, herunder læger, dyrlæger, forvaltere, skrivere, feltslagtere, håndværkere og såkaldte militærarbejdere. Med sig bragte hæren desuden op mod 10.000 heste, mange kreaturer, forplejning og foder, tonstungt feltskyts og et mindre antal fæstningskanoner, våben, ammunition, udrustning, beklædningsgenstande samt hundredvis af ammunitions- og transportvogne.[12][13][20][21]

For langt de flestes vedkommende skulle retræten på de i alt omkring 75 kilometer fra Slesvig til Dybbøl tilbagelægges til fods – i sig selv en udfordring, der blev ikke gjort lettere ved omslaget i vejret: En strid snestorm med mængder af sne satte ind og frost ned til minus 10 grader gjorde de isslagne veje spejlglatte, hvilket også skabte store vanskeligheder for hestenes træk af vognparken – navnlig artilleriets heste styrtede hyppigt – og gjorde det nødvendigt at efterlade dele af udrustningen.[13][22][23][24]

1. Division i stillingens østlige sektor, der omfattede området på Sliens nordlige side fra Mysunde op til Arnæs/Kappel, fulgte vejene på halvøen Angel dels via Vedelspang og dels via Sørup og Sterup over Husby mod Flensborg – en marchrute på 35 kilometer og med en samlet kolonnelængde på 10 kilometer. 3. Division, dele af 2. Division og 4. Division samt Infanterireserven i stillingens centrum fulgte landevejen fra Slesvig til Flensborg – en marchrute på 31 kilometer og med en samlet kolonnelængde på 20 kilometer. Andre hærafdelinger var beordret til at følge vejen over Bollingsted mod Flensborg. Hovedparten af hærens afdelinger indtraf i eller ved Flensborg i løbet af morgenen og formiddagen den 6. februar.[12][13]

Der blev ved tilbagetrækningen fra Dannevirke overhovedet ikke befordret soldater eller materiel med jernbanen. Den 5. februar var der beordret ét jernbanetog stillet til rådighed, som ankom til Dannevirke i løbet af formiddagen for at transportere tropper og kanoner til Flensborg. På grund af forskellige misforståelser troede man i Dannevirke, at togene først skulle komme om aftenen, så man var ikke forberedt til indladning, da togene ankom. Da ordren var, at togene skulle afgå ved 20-tiden, idet jernbanebroen over Trene skulle sprænges i luften, måtte togene afgå tomme. 15 kanoner var blevet trukket til Ellingstedt station, hvor soldaterne måtte stå og se det tomme tog køre forbi uden at standse. Kanonerne blev så stående, til fjenden kom.[12][13][25]

Kommanderende general de Meza var ankommet til Flensborg 6. februar efter midnat og modtog straks herefter et telegram fra krigsministeren afsendt fra København kort efter kl. 01 med følgende ordlyd: "Jeg anerkender ikke, at Armeens øverstkommanderende General har holdt sig Instruktionen efterrettelig, og forbeholder mig altsaa Undersøgelse i saa Henseende. Det er endnu min Mening, at Dannevirke burde forsvares. C.C. Lundby"[12]

Slaget ved Sankelmark

[redigér | rediger kildetekst]
Kampen ved Sankelmark i 1864

8. Brigade dannede bagtrop indtil Sankelmark Skov, hvor 7. Brigade overtog denne rolle.[26] 7. brigade, som bestod af 1. og 11. Regiment, under oberst Max Müller, fik herefter til opgave at standse fjendens fremmarch og havde derfor forskanset sig i det smalle pas ved Sankelmark, hvor Hærvejen løber gennem et højdedrag.[27] Max Müller havde kun begrænset kendskab til Steinmanns rapport,[28]. og Slaget ved Sankelmark førte til mange tab på begge sider, men sikrede den danske hærs tilbagetog.[27] Blandt de faldne danskere var et stort antal officerer, og generalmajor Steinmann blev såret og måtte overgive kommandoen til sin næstkommanderende.[29].

Retrætens anden fase

[redigér | rediger kildetekst]
Kortskitse over retræten fra Dannevirke - situationen 7. februar kl. 07ː30
Niels Simonsen, Tilbagetoget fra Dannevirke 1864, 1864, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
Fotografi af preussisk batteri ved Arnæs ved Slien den 6. februar 1864

Ved Flensborg fortsatte 4. Division mod nord ad hærvejen, mens resten af hæren fortsatte fra Flensborg til Kruså og derfra ad landevejen over Rinkenæs, Gråsten, Adsbøl og Nybøl til Dybbøl – en strækning på godt 35 kilometer. Trænet var sendt forud, mens troppekolonnen indledte den videre march mod Dybbøl omkring kl. 03. Under marchen fra Flensborg mod Sønderborg gik 3. Division forrest, mens Infanterireservens hovedtrop sluttede troppekolonnen af. Godt 5 kilometer nord-øst for Kruså standsede 1. Division op og lod de bagfra kommende tropper marchere forbi, idet man havde fået ordre om herfra at udgøre bagtroppen. Divisionen ventede til kl. 16, hvor man afmarcherede i østlig retning uden at fjenden havde vist sig. Da trænkolonnen kun bevægede sig fremad med en hastighed på 1-1½ kilometer i timen, blev den indhentet allerede ved Rinkenæs, hvorved troppernes videre march blev meget forsinket. Det samlede træn var omkring 15 kilometer langt og troppekolonnen havde en længde på 18 kilometer. Kl. 07:30 var têten af trænet ved Dybbøl, mens infanterireserven endnu stod i Kruså. For troppekolonnen blev marchen stadig vanskeligere, mange faldt af og måtte køres og i såvel trænet som ved artilleriet opstod der hele tiden standsninger. For at komme frem gik nogle afdelinger ind over markerne, mens andre søgte ind mellem og ved siden af trænet, hvorved marchordenen blev brudt. Da en gade i Sønderborg blev spærret efter et sammenstød af nogle vogne, standsedes trænet i timevis ved Dybbøl, hvilket førte til yderligere opløsning af afdelingernes marchkolonner, hvor mandskabet var udmattede og sultne og mange led af hallucinationer. 3. Division (fronten af troppekolonnen) ankom til Sønderborg tidligt på aftenen søndag den 7. februar og blev indkvarteret rundt om i byen. 2. Division blev fordelt i landsbyer på Als. Det samme skulle Infanterireserven have været, men hovedlandevejen ved Dybbøl Mølle var fuldstændig blokeret af vogne fra trænet, så afdelingerne måtte igennem og forbi dem; befalingsmændene samlede og fordelte mandskaberne, så snart de var kommet over broen ved Alssund, men folkene i Infanterireserven var så udmattede, at de ikke kunne gå videre, og de blev fordelt i kantonnementer rundt om i byen, bl.a. i kirken. 1. Division, der havde dækket den sidste del af retræten, fordeltes ud på Dybbøl-stillingen.[12][13][30]

Det samlede marchtab omfattede 10 ihjelfrosne, 48 syge efterladt på lazaretter, 120 tilfangetagne og 173 deserterede sydslesvigere, i alt 351 mand.[13]

Reaktioner på rømningen

[redigér | rediger kildetekst]

Rømningen af Dannevirke blev i samtiden stærkt kritiseret af regeringen og medierne var blevet overbevist om stillingens betydning for Ejderpolitikkens succes.[31]

Den danske offentlighed havde betragtet Dannevirke som en nærmest uindtagelig fæstning, og tilbagetoget kom som et chok, der bl.a. udløste uroligheder i København. Monrad udtalte på et møde i Statsrådet den 11. februar, at uroen nu havde mistet betydning, men at den bekræftede hans politiske mål om at fortsætte kampen mod besættelsestropperne med al kraft.[5] General de Meza blev efter et møde i Statsrådet den 26. februar 1864 tvunget til at træde tilbage, på trods af kongens forsøg på at beholde ham i overkommandoen.[12][32]

I Sverige og Norge var reaktionen heftig, og store dele af opinionen krævede støtte til broderfolket. Karl 15. lovede at stille med en hær på 20.000 soldater og sendte gesandter til London, Paris og St. Petersborg for at skabe opbakning til en europæisk aktion mod Østrig - Preussen. Da ingen af disse ville afgive bindende tilsagn om støtte til Danmark, blev han af sit ministerium tvunget til at udsætte beslutningen om at gå ind i krigen.[33] Henning Hamilton, der havde lovet den danske regering Sveriges støtte, søgte straks sin afsked, da han følte sin ære krænket.

Den militære ledelses organisering af troppernes tilbagetrækning til Dybbøl ad tilsneede veje i bidende kulde er senere blevet betegnet som en logistisk bedrift, der reddede den danske hær fra udslettelse. Den omtales som et eksempel på en succesfuld og militært nødvendig aktion. [34] De prøjsiske officerer fandt intet modtræk, men valgte blot at belejre Dybbølstillingen indtil videre [35]

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Buk-Swienty, Tom (2008), Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864 – historien om et slag, København: Gyldendal, ISBN 978-87-02-05000-4
  • Clemmesen, Michael H.; Frantzen, Ole L.; Friis, Thomas Wegener (2010), Danmarks krigshistorie, København: Gad, ISBN 978-87-12-04579-3
  • Glenthøj, Rasmus (2014), 1864 - Sønner af de Slagne, København: Gads Forlag, ISBN 978-87-12-04919-7
  • Klavs Randsborg: "Myte og storpolitik" (Skalk 2008 nr. 6; s. 16-17)
  • Nis Hardt (u.å.): 1864 - 7 dage ved Danevirke. Dannevirke, Danevirke Museum
  • Johansen, Claes (2014), Dødsfælden Dannevirke, Aarhus: Turbine, ISBN 978-87-7141-805-7
  • Sauntved, Jakob Kidde & Eberhardt, Jakob: "1864", Jyllands-Postens Forlag (2007), ISBN 978-87-7692-041-8

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

Kilder

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ Glenthøj 2014, s. 375
  2. ↑ Johansen 2014, s. 25
  3. ↑ Johansen 2014, s. 31
  4. ↑ Hertz-Christiansen (2003)
  5. 1 2 Jørgensen 1970, s. 279
  6. 1 2 Dansk Militærhistorie: Rømningen af Dannevirke og samtidens syn på tilbagetrækningen
  7. ↑ Johansen 2014, s. 33
  8. ↑ Johansen 2014, s. 120
  9. ↑ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 23. juni 2019. Hentet 22. juni 2019.
  10. ↑ Johansen 2014, s. 152
  11. ↑ Neergaard 1916, s. 1052
  12. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 ”Den dansk-tydske Krig 1864” I.Del, Generalstaben, Kjøbenhavn 1890 i Danske Slægtsforskeres Bibliotek
  13. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 ”Hæren ved Danevirke 1864” Generalstaben, København 1938 i Danske Slægtsforskeres Bibliotek
  14. ↑ Buk-Swienty 2008, s. 191f.
  15. ↑ Jf. Krigsministeriets instruks til General de Meza 13. januar 1864, optrykt i i Johansen (2014), appendiks VIII, s, 134
  16. ↑ Johansen 2014, s. 172
  17. ↑ Johansen 2014, s. 29;253
  18. ↑ Johansen 2014, s. 180
  19. ↑ Johansen 2014, s. 165
  20. ↑ Johansen (2014), s. 181-182
  21. ↑ Buk-Swienty (2008), s. 182-183
  22. ↑ Sauntved og Eberhardt (2007), s. 77-78
  23. ↑ Rømningen af Dannevirke på Militærhistorie.dk
  24. ↑ Om Danevirke på 1864.dk
  25. ↑ Jernbanerne under krigen i 1864 på chakoten.dk
  26. ↑ 1864-Tidende - Historiecenter Dybbøl Banke
  27. 1 2 Buk-Swienty 2008, s. 200
  28. ↑ Johansen 2014, s. 253
  29. ↑ Johansen 2014, s. 305
  30. ↑ Johansen (2014), s. 308-309 og 311
  31. ↑ Neergaard 1916, s. 1060
  32. ↑ Jørgensen 1970, s. 293
  33. ↑ Glenthøj (2014), s. 381
  34. ↑ Skou 2008, s. 104
  35. ↑ Buk-Swienty (2008), s. 190-192
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Rømningen_af_Dannevirke_i_1864&oldid=12293435"