Radioforsats

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
En radioforsats (en tuner) fra Sony.

En radioforsats er en radiomodtager uden udgangsforstærker (eng. tuner). Radioforsatsen består af elektronik, som modtager et signal fra en valgt radiokanal i et eller andet frekvensbånd via radioantennen eller kabel-tv. Forsatsen foretager detektering af det indmodulerede signal og sender det ud som et linjesignal.

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Eksempler på elektronik, som indeholder en radioforsats: Transistorradio, Ghettoblaster, Trådløs telefon, Mobiltelefon, Walkie-talkie, trådløst LAN, Bluetooth, radiour.

Analog, digital, frekvensbånd[redigér | redigér wikikode]

En analog radioforsats er designet til at kunne modtage en radiokanal i en eller flere af disse frekvensbånd, næsten kun i mono. Dog blev der i en årrække i 1990'erne i USA testet et stereosystem ved navn C-QUAM AM-stereo. Stereo-systemet anbefalede at AM-radiomodtageren opfyldte AMAX kravene:

En digital radioforsats er designet til at kunne modtage en radiokanal i en eller flere af disse frekvensbånd:

Teknisk[redigér | redigér wikikode]

Der er flere forskellige måder at lave en radioforsats på:

  • Diodemodtager, Krystalmodtager – Anvendt i radiofoniens barndom. Normalt dårlig selektivitet, men godt undervisningseksempel. Kun stærke stationer kan modtages. Få komponenter. Ingen strømforsyning nødvendig undtagen radiosenderens modtagne energi.
  • Retmodtager – Anvendes til visse radioure f.eks. OZ9HBO, EDR Holstebro, Experimenterende Danske Radioamatører (pdf) Citat: "...Program 1 på langbølge med 150 kW,245 kHz [2004: 243 kHz]. Langbølgens frekvens er så nøjagtig, at den af videnskab og industri benyttes som normalfrekvens. Dens afvigelse er mindre end én svingning for hver milliard svingninger...".
  • Neutrodyn modtager – Anvendt i radiofoniens barndom – ca. 1923-1926.
  • Refleksmodtager – Anvendt i radiofoniens barndom. Normalt dårlig selektivitet, men godt undervisningseksempel. Kun en transistor/elektronrør anvendes normalt i forsatsen og den anvendes også som LF-forstærker og AM-detektor. Lavt strømforbrug.
  • Superregenerativ modtager – Anvendt i radiofoniens barndom (1920'erne-1950'erne. Forbavsende god selektivitet og forstærkning. Kan være et godt undervisningseksempel. Kan være svær at benytte, da den let går i selvsving. Kun en transistor/elektronrør anvendes normalt i forsatsen. Lavt strømforbrug.
  • Superheterodyn modtager – Særlig god til masseproduktion. Har normalt god selektivitet. Kræver mange komponenter, som normalt er stoppet ind i ICere.
  • Softwaredefineret radio (SDR) – Særlig god til masseproduktion. Har normalt god selektivitet. Særligt egnet til modtagelse af digital signaler. Kræver mange komponenter, som normalt er stoppet ind i ICere.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: