Re d'Italia (1863)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Flag of Italy (1861-1946) crowned.svg  Re d'Italia
Re d'Italia.jpg
Klasse
Type Panserskib
Klasse Re d'Italia-klassen
Søsterskibe Re di Portogallo
Historie
Værft Webb, New York
Påbegyndt 21. november 1861
Søsat 18. april 1863
Taget i brug 14. september 1864
Udgået Sænket 20. juli 1866
Skæbne Sænket
Tekniske data
Deplacement 5.610 t.
Længde 83,8 m
Bredde 16,8 m
Dybgang 6,2 m
Fremdrift Maskineri: 1.845 HK.
Sejl: tre-mastet barkentine.
Fart Maskine: 10,8 knob
Rækkevidde 1.800 sømil ved 10,5 knob
Panser 120 mm støbejern
Besætning 565
Artilleri 6 styk 20,3 cm (72 pund) forladere
32 styk 16,4 cm riflede forladere

Panserskibet Re d'Italia indgik i den tredje serie af panserskibe i den nye italienske marine, der blev skabt, da Italien blev samlet i 1861. Værftskapaciteten i Italien var begrænset, så marinen måtte gøre brug af udenlandske værfter. De to skibe i Re d'Italia-klassen blev derfor bygget i USA, og det var åbenbart intet problem for leveringen, at Unionen i de år var i krig med Konføderationen. Skibene var de hidtil største i marinen, men da de var bygget af træ, manglede der vandtætte inddelinger, og deres panser var ikke ført helt agterud til beskyttelse af roret,[1] noget der senere fik fatale konsekvenser. Navnet Re d'Italia (kongen af Italien) var til ære for den nye nations første konge Viktor Emanuel 2.

Admiral Tegetthoffs flagskib Erzherzog Ferdinand Max bakker væk efter at have vædret Re d'Italia i slaget ved Lissa

Tjeneste[redigér | redigér wikikode]

Skibet fik en kort, men begivenhedsrig karriere. Re d'Italia fungerede som flagskib i den italienske flåde, der skulle beskytte en landgangsoperation på øen Lissa (nu kroatisk Vis) i Adriaterhavet. Før landgangen nåede at begynde, ankom den østrigske flåde, og den italienske admiral Persano skabte en del forvirring ved at skifte flagskib til Affondatore, uden at signalere det til resten af skibene. Under kampen blev Re d'Italia vædret af den østrigske admiral Tegetthoffs flagskib Erzherzog Ferdinand Max og det sank i løbet af to-tre minutter. Der er flere forklaringer på, at vædringen lykkedes. I følge nogle kilder lå skibet stille i vandet, fordi kaptajnen slog bak for at undgå sin modstander, i følge andre var roret så beskadiget af skud, at skibet ikke kunne manøvrere effektivt[2]. 381 mand af besætningen mistede livet ved forliset.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Roger Chesneau and Eugene M. Kolesnik, ed., Conway's All The Worlds Fighting Ships, 1860-1905, (Conway Maritime Press, London, 1979), ISBN 0-85177-133-5
  • Otto Lybeck, Allmän Sjökrigshistoria, Bind 1: 1853-1914, Stockholm 1919.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Chesnau, s. 338
  2. ^ Lybeck, s. 162