Reconquista

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Mens moskeerne for det meste blev revet ned, omskabte man minareterne til klokketårne. Her ses tårnet i byen Ronda.

Reconquistaen er historien om den langsomme generobring af den Iberiske halvø (dvs. det nuværende Portugal og Spanien) fra maurerne, som soldater fra de kristne kongeriger udførte mellem 722 og 1492, og som medførte fordrivelsen af maurerne fra halvøen.

Baggrund[redigér | rediger kildetekst]

I 711 invaderede araberne første gang Den Iberiske Halvø fra Nordafrika. I løbet af tre år underlagde de sig halvøen og oprettede riget al-Andalus, som omfattede hele den iberiske halvø, med undtagelse af et lille hjørne op mod Biskayen. I dette restområde opstod en række kristne kongedømmer, der siden blev udgangspunkt for en ekspansion mod syd på bekostning af det muslimske herredømme.

I Asturiens bjerge gjorde de kristne den første sejrrige modstand mod de indtrængende arabere i slaget ved Covadonga i 722, men trods de mange væbnede konflikter mellem fyrster, der tilhørte henholdsvis islam og kristendommen, dukkede begrebet "religiøs krig" først op i den anden halvdel af det 11. århundrede, langt inde i korstogenes tid.

De ældste krøniker skrevet i Asturien, der beskriver den konflikt, der senere blev kendt som La reconquista, stammer fra 9. og 10. århundrede, og de lægger stor vægt på det asturiske kongehus' forbindelser til de visigotiske konger, og at al-Andalus derfor var deres retmæssige men nu tabte ejendom, og at det var kongernes pligt at generobre det. Disse krøniker blev skrevet af mozarabere, dvs. kristne fra al-Andalus, der havde måttet forlade deres hjemegn og flygte mod nord. Denne gruppe havde rødder i den visigotiske overklasse og havde bevaret forbindelsen til dens traditioner. Beskrivelsen af denne evige konflikt mellem to civilisationer; én oprindelig, men nu fordreven og en fremmede invaderende, blev modsvaret af krøniker fra al-Andalus, der fokuserer på den muslimske fyrstes pligt til at erobre og omvende nabofolket til islam.[1]

Ideen om de to adskilte og evigt kæmpende kulturer har i høj grad påvirket det billede, som i eftertiden er opstået om forholdet mellem de muslimske og kristne stater i Spanien. Den har længe været så fasttømret, at den er blevet selvforklarende; dvs. det har længe ikke været nødvendigt at forklare baggrunden for konflikten som andet end en konflikt mellem to stridende civilisationer, mellem øst og vest.[2]

Kilder fra den visigotiske periode viser, at regionen omkring Asturien, der blev beboet af folkeslagene vasconi, cantabri og asturi, aldrig blev fuldt ud kontrolleret af dem, og at det samme var tilfældet i den sidste del af det romerske herredømme.[3] Asturien var allerede før 711 reelt et selvstændigt område. Covadonga lå derfor i et område, der aldrig havde været en del af det gamle visigotiske kongerige. Desuden tyder alt på at den konge, Pelayo, der anførte de kristne tilhørte en lokalt asturisk dynasti, og at han derfor i realiteten fortsatte den kamp for landets selvstændighed, hans forgængere havde ført mod romerne og visigoterne.[4]

Kulturelle forhold under reconquista'en[redigér | rediger kildetekst]

Det område, der var erobret af muslimerne, blev kaldt al-Andalus. her fandtes der stadigvæk kristne samfund (Dhimmi-samfund), de blev mozarabere og fik allernådigst af det muslimske herrefolk tilladelse til at beholde deres religion, sprog og love. Dhimmi-statusen blev dog ophævet efterhånden som reconquista'en bredte sig (som følge af arvingernes generobring af de landområder, som tidligere havde tilhørt vestgoterne) og med ankomsten af almoraviderne og almohaderne fra Nordafrika.

Ligeledes levede der fortsat muslimer i de landområder, som kom under de kristne konger. På den måde skabtes der en vigtig kulturel udveksling mellem muslimer og kristne. Til de to nævnte kulturer føjede sig jødernes. De talte bortset fra hebraisk også arabisk og castiliansk (spansk), hvad der gav dem en vigtig rolle i oversættelsen af tekster (sammen med de kristne oversættere på tolkeskolen i Toledo). Takket være oversættelse til latin nåede teksterne ud til de andre europæiske lande.

Ændrede krigsmål[redigér | rediger kildetekst]

Kampen mod maurerne forhindrede ikke de kristne kongeriger i at strides indbyrdes eller at have forbindelser til de islamiske kongehuse. Eksempelvis nedstammede de første konger af Navarra fra familien Banu Qasi fra Tudela. Mauriske konger havde ofte hustruer eller mødre, som var opvokset i kristne familier, og de kristne helte som El Cid lavede aftaler med kongerne af Taifa om at bekæmpe deres naboer.

I højmiddelalderen blev kampen mod de spanske maurere gjort ensbetydende med den samlede kristenheds kamp. Ridderordner som "Den Hellige Jakobs Orden", "Montesa-ordenen" og "Tempelridderne" blev grundlagt eller indkaldt. Paverne kaldte de europæiske riddere til korstog på halvøen, og hære fra Frankrig, Navarra, Castillien og Aragonien kæmpede sammen i slaget ved Las Navas de Tolosa i 1212.

Isabella I af Kastilien og Ferdinand II af Aragonien (de "katolske monarker") afsluttede den kulturelle udveksling mellem muslimer og kristne, da det endelig lykkedes dem, at fordrive de muslimske erobrere fra Spanien efter Granadas fald i 1492. Dermed afsluttedes Reconquistaen.

Minder om den arabiske tid i dagens Spanien[redigér | rediger kildetekst]

Sociale grupper på reconquistaens tid[redigér | rediger kildetekst]

Efter sejre og nederlag opstod der særlige, sociale grupper:

  • Mozaraberne: Efterkommere af den romerske befolkning, som ikke konverterede til islam. I forfølgelsestider udvandrede en del af dem nordpå.
  • Muladierne: Kristne, som konverterede til Islam efter erobringen af Spanien.
  • Renegaterne: Enkelte kristne, som gik over til Islam og ofte tog del i kampene mod deres tidligere trosfæller.
  • Mudejarerne: Muslimer som blev tilbage i de områder, der blev erobret af de kristne. Deres efterkommere blev kaldt "moriscos" efter 1492.
Kortet er kopieret og redigeret efter den tilsvarende artikel på nl.wikipedia.org.

Tidslinje[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Moreno, Eduardo Manzano, Chrsitian-Muslim Frontier in al-Andalus: Idea and Reality, pp. 83 – 99, i Agius & Hitchcock ed.: The Arab Influence in Medieval Europe, Ithaka Press, 1996.
  • Notitia dignitatum: accedunt Notitia urbis Constantinopolitanae et Laterculi provinciarum, edidit Otto Seeck, Berolini: Weidmann, 1876.
  • Torben Snarup Hansen: Reconquista - Spaniens befrielseskamp mod islam 711-1614 (2017)[5]
  • Lone Nørgaard & Torben Snarup Hansen: Islam i Spanien (Foredrag, 2018)[6]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Moreno; 1996, pp. 87-88
  2. ^ Moreno; 1996, pp. 83
  3. ^ Notitia Dignitatum fra c. 400 e.Kr. beskriver bl.a. de romerske befæstninger på grænsen til asturernes område
  4. ^ Moreno; 1996, pp. 90
  5. ^ https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A54040113
  6. ^ http://medie1.dk/prd047dk.htm

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Wikimedia Commons har medier relateret til: