Resistans

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Modstand.
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Elektrisk modstand.
Elektromagnetisme
VFPt Solenoid correct2.svg
Elektricitet  Magnetisme

Fænomenet resistans, ohmsk modstand eller elektrisk modstand er en egenskab ved elektriske ledere, som forårsager et vist tab af elektrisk energi, i form af varmeudvikling, når man sender en elektrisk strøm igennem dem. Størrelsen af den elektriske resistans i en given elektrisk leder måles i den afledte SI-enhed ohm (Ω), og afhænger af to ting for en leder med konstant tværsnitsareal hen langs lederen:

  • Lederens længde; jo længere leder, desto større resistans.
  • En materialeegenskab, kaldet resistiviteten, for det stof lederen er lavet af.
  • Er lederens tværsnitsareal ikke konstant, er sammenhængen mellem denne og resistansen; jo større areal, desto mindre resistans.

Med undtagelse af såkaldte superledere besidder alle elektriske ledere en vis elektrisk resistans større end 0 Ω. Er modstanden større end 10^7 ohm kaldes det en isolator.

Resistansen i ohm er pr. definition den multiplikative inverse af konduktansen i siemens.

Modstandskarakteristik[redigér | redigér wikikode]

En modstandskarakteristik er en matematisk graf, hvor der enten måles strømmen som funktion af spændingen – eller spændingen som funktion af strømmen.

Her er det underforstået at temperatur og andre fysiske størrelser, der måtte påvirke holdes konstant, mens målingerne står på.

Dynamisk eller differentiel modstand – og statisk modstand[redigér | redigér wikikode]

En komponents eller et kredsløbs statiske modstand er defineret ved: R=U/I, hvor R er den statiske modstand, U er spændingen over komponenten og I er strømmen gennem komponenten.

Der findes ingen simpel komponent, som har statisk negativ modstand.

En komponents eller et kredsløbs dynamiske modstand eller differentielle modstand er defineret ved: R(I)=dU/dI eller R(U)=dU/dI, hvor R er den dynamiske modstand ved hhv. strømmen I eller spændingen U, U er spændingen over komponenten og I er strømmen gennem komponenten.

Der findes simple komponenter, som har negativ differentiel modstand på visse dele af deres modstandskarakteristik.

Lineær modstand[redigér | redigér wikikode]

En komponent, hvis statiske modstand er uafhængig af strømmen (herunder polaritet) gennem komponenten, er lineær. Komponenten en modstand er valgt/designet til at være lineær (og temperaturuafhængig). Selvom en komponent har en temperaturafhængig modstand, kan den stadig være lineær. Glødepærer, LDR-modstand, PTC-modstande og NTC-modstande er lineære og temperaturafhængige modstande.

Ikke-lineær modstand[redigér | redigér wikikode]

Der findes mange komponenter som udviser ikke-lineær modstand. Næsten alle halvlederkomponenter udviser ulineær modstand. En VDR-modstand er også ulineær – dens modstand afhænger per definition af spændingen.

Selvom en komponent er ikke-lineær, kan den godt have strøm-/spændings-intervaller, hvor den er lineær. Et simpelt eksempel er en parallelforbindelse af en diode og en modstand. Ved "lave" strømme (hvis spændingen er 0-0,1 volt) i diodens lederetning, vil man kun registrere modstanden, men ved "middelhøje" strømme vil dioden lede og her vil det samlede kredsløb udvise ulinearitet.

Se også[redigér | redigér wikikode]