Retsopgøret i Norge efter 2. verdenskrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vidkun Quisling (1887-1945) var leder af det nationalsocialistiske parti Nasjonal Samling (NS) og den tyskvenlige regering i Norge under 2. verdenskrig

Retsopgøret i Norge efter 2. verdenskrig (norsk: Det norske landssvikoppgjøret) var et retsligt opgør med medlemmer af det nationalsocialistiske parti Nasjonal Samling (NS) og tyskernes medhjælpere i Norge efter 2. verdenskrig.

Retsopgøret i Norge adskiller sig fra andre lande ved sin store bredde og sine milde straffe. Eksilregeringen i London havde forberedt sagerne fra og med 1941, hvor de første provisoriske anordninger blev udarbejdet. I 1942 kom den centrale forordning om, at medlemskab af National Samling (NS) – hvor 60.000 nordmænd var medlemmer i krigens løb – i sig selv var strafbart. Endvidere blev al slags bistand til fjenden – økonomisk, moralsk, militær – defineret som strafbar, med det resultat at anklagemyndigheden gik i gang med efterforskning af omkring 100.000 personer efter krigen.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Over hele Europa var der i løbet af krigen blevet opbygget et had i dele af befolkningenrne mod nationalsocialisterne og deres medhjælpere. I de berørte lande blev personer, som havde samarbejdet med tyskerne, retsforfulgt efter krigen.

I Tyskland arrangerede de allierede et særskilt tribunal, Nürnberg-processen, som skulle dømme tyske krigsforbrydere.

Et fællestræk ved retsopgørene i de ulige lande var, at straffeudmålingerne i løbet af processen blev mildere efterhånden som krigen kom på afstand, og stemningen blev mildere. Retsopgøret i Norge blev imidlertid det mest omfattende i Vesteuropa. Det ses ud fra, hvor stor andel af befolkningen, som blev straffedømt og tabte borgerlige rettigheder. I Norge drejede det sig om hele 2 pct, mod Danmark 0,3 pct, Belgien 1,2 pct, Nederland 1 pct, Frankrig 0,25 pct og Østrig 0,2 pct. [1]

Gennemførelse[redigér | redigér wikikode]

De første forberedelser til et retsopgør blev foretaget af London-regeringen. Senere skete det meste på initiativ af hjemmefrontledelsen. Arrestationer af mistænkte personer begyndte 9. maj 1945 efter en lister som hjemmefronten og de norske myndigheder havde sat op. I alt ble 28750 personer arresters, og allerede i juli 1945 var 14000 fængslet, fordelt på 200 lejrer. Den første dom ble afsagt 15. juli 1945.[2]

Retsgrundlag[redigér | redigér wikikode]

  • Landsforæderanordningen var udformet af regeringen i London i december 1944, og udgjorde det retskraftige grundlag indtil Stortinget i 1947 lavede en særskilt lov om landsforræderi. Ca 92000 sager. Medlemskab i Nasjonal Samling efter 9. april 1940 blev regnet som landsforræderi.
  • Erstatningsdirektoratet (1945–1952): NS-medlemmer skulle have kollektivt ansvar. Mere end 62000 sager for domstolene med bødeforlæg, krav om 300 millioner i inddragninger i alt, bøder ol. Ledet af Jens Chr. Hauge. Nedlagt 1952.
  • Krigsforbrydersager: Mod tyske krigsforbrydere.
  • Dødsstraf: I fred afviklet i 1902, men efter den militære straffelov kunne dødsstraf idømmes og gennemføres i krig. I 1942 kom regeringen i London med to anordninger som udvidet adgangen til at bruge dødsstraf, blandt andet efter krigens slutning. Senere kom flere anordninger som blandt andet tillod dødsstraf mod udenlandske krigsforbrydere. I juni 1945 gav Stortinget sin tilslutning mod seks stemmer [3].

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Retsopgøret var omstridt i samtiden, og er også blevet kritisert i eftertiden. Dette gælder særlig spørgsmålet om kollektiv skyld. Mange mener at retsopgøret blev for lemfældigt, og at for mange, deriblandt økonomiske forbrydere, slap for let udenom. [4] At man fik bøder og blev stemplet som landsforræder for at være passivt medlem i NS har også vakt opsigt. [5] Dertil blev norske sygeplejersker, der havde arbejdet som Røde Kors-søstre, dømt for landsforræderi, deriblandt den kendte SV-politiker Hanna Kvanmo. [6]

Resultat[redigér | redigér wikikode]

Resultatet i de sager, der blev efterforsket[7].

  Landsforræderi Krigsforbrydelser
Dømt til døden 30 15
Dømt til frihedsstraf 17.000 66
Dømt til anden straf 3.450 0
Betinget frihedsstraf 3.120 0
Betinget straf af anden form 25.180 0
Frifundet ved endelig dom 1.375 5
Undladelse af anklage 5.500 0
Henlagt efter bevisets stilling 37.150 261
I alt 92.805 342
  • Borgerlige rettigheder – dom medførte også tap af borgerlige rettigheder, også stemmeretten, normalt for en periode på ti år. Alle NS-medlemmer blev frataget rettigheder fra sensommeren 1945 uanset om de var sigtet for noget eller ej, det havde den sideeffekten at de ikke kunne stemme ved valget samme år. 6,5% af de stemmeberettigede, 2% af befolkningen.
  • Erstatningssager – Tilsammen 62.000 sager ble behandlet, med krav fra domstolenes side om næsten 300 mill. norske kr i bøder, inddragninger og erstatninger.
  • Tyskerarbejdere – 100–200.000 nordmænd havde arbejdet hos tyskerne under krigen. Dette blev ikke regnet som kriminelt, erstatningsdirektoratet havde flere sager oppe til vurdering.
  • Frontkæmpere (4.894) dømt for landssvigt, ikke for gerninger i tysk tjeneste.
  • Passive og ubeskrevne NS-medlemmer slap stort set med påtale.
  • Henrettelser – 25 nordmænd, 10 fra Rinnanbanden, 11 tyskere og en dansker. Den sidste dødsstraf foregik i august 1948, de fire sidste af oprindelig 80 livstidsfanger blev benådet i oktober 1957.
  • Amnesti 1948 – lov om løsladelse på prøve når halvdelen af straffen var afsonet, undtaget – økonomiske landssvigter, torturister og personer dømt til mere end otte års fængsel.

I tillæg til dette retsopgør var det et tildels kraftig, uformelt opgør som gik udover det som mange havde haft samkvem eller samarbejdet med tyskerne.

Personer henrettet i Norge efter krigen[redigér | redigér wikikode]

Personer dømt for landsforræderi[redigér | redigér wikikode]

Ragnar Skancke

Personer dømt for krigsforbrydelser[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Norge under 2. verdenskrig
Vigtige begivenheder

Altmark-affæren
Weserübung Angrebet på Norge
Elverum-fuldmagten
Midtskogen Vinjesvingen
Besættelse og Modstand
Lejre Shoah Telavåg
Festung Norwegen
Deportationen af de norske jøder
Tungt vand-sabotagen
Retsopgøret

Personer

Haakon 7.  Nygaardsvold  CJ Hambro
CG Fleischer  Otto Ruge
Jens Chr. Hauge

Quisling  Jonas Lie
Josef Terboven  Wilhelm Rediess
von Falkenhorst

Organisationer

Milorg  XU  Linge   Oslogjengen  Nortraship

Nasjonal Samling 

Statspolitiet i Norge  Rinnanbanden

     Modstand      Tyskvenlige

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Asbjørn Jaklin: De dødsdømte (s. 305), forlaget Gyldendal, Oslo 2011, ISBN 978-82-05-41088-6
  2. ^ Aftenposten Kultur 15. juli 2009 side 11.
  3. ^ forskning.no: Mer om bruk av dødsstraff i Rettsoppgjøret
  4. ^ skup.no/metoderapport: -Norsk Hydro i tett og aktivt samarbeid med Hitlers tyske rike
  5. ^ Tønsberg Blad – Juletrær, invektiver og mai 1945
  6. ^ Hanna Kvanmo – utdypning (Norsk biografisk leksikon) – Store norske leksikon
  7. ^ Om landssvikoppgjøret. Innstilling fra Justisdepartementet til Stortinget, 1962

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Internettet[redigér | redigér wikikode]