Reza Shah
| Reza Shah | ||
|---|---|---|
 | ||
| Shahanshah af Iran | ||
| Regerede | 15. december 1925 – 16. september 1941 | |
| Forgænger | Ahmad Shah Qajar | |
| Regent | 28. oktober 1923 – 1. november 1925 | |
| Efterfølger | Mohammad Reza Pahlavi | |
| Født | 15. marts 1878 Mazandaran, Iran | |
| Død | 26. juli 1944 (66 år) Johannesburg, Sydafrikanske union | |
| Far | Abbas Ali Khan | |
| Mor | Noush-Afarin Ayromlou | |
| Beskæftigelse | Shahanshah | |
| Religion | Shia Islam
| |
.svg)
Reza Shah (Rizâ Shâh; 15. marts 1878 – 26. juli 1944) var shah af Iran 1925-41.
Liv
[redigér | rediger kildetekst]Rizâ Shâh var general i den iranske hær og ledede et kup mod regeringen i 1921. I den nye regering, Ministeriet Kavâm-es-seltane, blev han krigsminister. Han havde fra menig soldat svunget sig op. Han tog ivrigt fat på en reorganisering af hæren og skabte i løbet af et par år en disciplineret, veludrustet moderne hær på 40.000 mand. I 1923 overtog han selv stillingen som premierminister. Han indledte nu et stort reformarbejde på alle områder. Finanserne blev bragt i orden af amerikaneren dr. Millspaugh. Den daværende Shah Ahmed rejste til Europa og blev der under de følgende begivenheder; populær havde han aldrig været, og nogen dybere interesse for sit lands og folks vel havde man ikke sporet hos ham. Under indflydelse af udviklingen i Tyrkiet opstod republikanske strømninger. Ved nytårsfesten den 21. marts 1924 ventedes proklamering af republikken, men det shiitiske præsteskab forhindrede det. En opstand, som sheiken af Muhammera rejste i efteråret 1924, gav Rizâ Khân lejlighed til at vinde militære sejre og hæder.[1]
Hans autoritet var efterhånden blevet så stor, at han i marts 1925 kunne forlange af parlamentet et regentskabs fulde myndighed og overkommando over alle persiske stridskræfter. En livlig agitation imod den fraværende shah satte nu ind, der indtraf forskellige uroligheder. Stemningen var således vel forberedt, da parlamentet i oktober 1925 vedtog shahens afsættelse og Rizâ Khâns udnævnelse til rigsforstander[2]. En konstituerende nationalforsamling blev valgt og vedtog de fornødne ændringer i forfatningen for, at kongeværdigheden kunne tilfalde Rizâ Khân[3], der fra nu af var Rizâ Shâh med tilnavnet (og dynastinavnet) Pehlevi (Pahlavi). Den 15. december 1925 aflagde den nye konge ed på forfatningen og besteg tronen.[1]
Rizâ Shâh var en nationalistisk præget, moderne reformfyrste af lignende type og format som Mustafa Kemâl i Tyrkiet. Han gennemførte landets fulde politiske uafhængighed af de europæiske magter, fik kapitulationerne afskaffet, reorganiseret forvaltningen, sat gang i landets udvikling økonomisk, militært, socialt og uddannelsesmæssigt. Parlamentet bestod, men shahens prestige var så stor, at han altid kunne regne med dets samtykke. Han var diktator, ikke af navn, men af gavn. Små opstande i Khûzistan (tidligere Arabistan) og Luristan viste sig betydningsløse. En garantipagt med Sovjetunionen blev indgået i efteråret 1927. Og en overenskomst med England i maj 1928 ordnede en række vigtige spørgsmål og gjorde ende på grænsestridigheder ved Shatt-el-Arab.[1]
Han abdicerede i 1941 og blev afløst af sin søn Mohammad Reza Pahlavi Shah. Efter de Allieredes besættelse af landet under 2. verdenskrig, blev han nødt til at gå i eksil. Han døde i Johannesburg i Sydafrika den 26. juli 1944.
Han var gift fire gange.
Kvinderettigheder under Reza Shah
[redigér | rediger kildetekst]Under Reza Shah Pahlavi blev det forsøgt at modernisere landet efter vestligt forbillede gennem en række reformer, der blandt andet omfattede kvinders rettigheder. Ligesom sin søn mødte Reza Shah modstand fra gejstligheden, blandt andet efter at have indført en reform, som forbød traditionelle hovedbeklædninger til fordel for europæisk stil. Det førte til, at gejstligheden organiserede en protest i Goharshad-moskéen i 1935, som endte med et skyderi, hvor flere medlemmer af gejstligheden samt civile blev dræbt eller sendt i eksil.[4][5]
Nævneværdige reformer var Artikel 1041 i den iranske civillov, som forbød ægteskaber med kvinder under 15 år, undtagen hvis der var gode grunde bag ægteskabet. I disse tilfælde kunne alderen gå ned til 13 år.[6] Kvinder blev tilladt adgang til høje uddannelser på universitetet. Man så bl.a. i 1935, at kvinder for første gang blev optaget på Tehran Universitet.[7] Blandt disse reformer var også dekretet “Kashf-e hijab”, som kan oversættes fra farsi til engelsk som “Unveiling”. Dette dekret var gældende fra 1936 til 1941 og påbød kvinder ikke at bære islamiske tørklæder. Dekretet blev håndhævet af politiet, hvilket betød, at myndighederne fysisk fjernede tørklæder fra kvinder, der bar dem offentligt. Det førte til voldelige episoder i offentligheden. Det gik udover mange traditionelle kvinder, der foretrak at tildække sig, f.eks. med hijab eller chador. Som en konsekvens af dette, valgte mange kvinder at blive hjemme, fordi de ikke ville gå i offentligheden uden chador.[8]
Dekretet er kontroversielt, da det ofte fremhæves som et tegn på, hvor progressivt Iran var, men det viser samtidig, at det ikke gav kvinder flere rettigheder; snarere fratog det kvinder retten til selv at vælge deres påklædning. Dekretet blev trukket tilbage i 1941, og kvinder kunne igen vælge deres tøj i offentligheden indtil 1979.[7][9]
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 Salmonsen; s. 865
- ↑ Svenska Dagbladets Årsbok III (1925), s. 295
- ↑ Svenska Dagbladets Årsbok III (1925), s. 300
- ↑ Karl Eskelund, Sig det til Shah´en (1964), s.48-52.
- ↑ Elling, Irans moderne historie (2019), s. 117-118.
- ↑ Shamin Asghari, Early Marriage in Iran: A Pragmatic Approach (2019
- 1 2 Foundation for Iranian Studies, Women’s Milestones: Pre-Revolution. konsulteret 5 november 2025
- ↑ Jespersen, Iran – Historie, samfund, religion, s. 156.
- ↑ Elling, Irans moderne historie, s. 117-121.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]- Hans søn Mohammad Reza Pahlavi
