Ribben
Ribbenene (Latin costae) er hos hvirveldyrene de lange og kurvede knogler, der danner en brystkasse. Hos de fleste dyr omkranser ribbenene thorax (brysthulen) og danner derved en beskyttelse for de indre organer så som hjerte og lunger. Hos nogle dyr, fx slanger, fungerer ribbenene som beskyttelse og støtte af næsten hele kroppen.
Fra: Gray's Anatomy of the Human Body, 20th ed. 1918.
Ribben hos mennesker
Mennesker, både mænd og kvinder, har i alt 24 ribben, placeret parvis med 12 hæftet på hver side af rygsøjlen. De første syv er hver for sig føjet sammen med brystbenet fortil af et stykke brusk; det danner en både sej og fleksibel struktur. De tre næste deler en fælles brusksammenføjning med sternum, mens de to sidste, der kun er fæstet til rygsøjlen, er fleksible og kaldes costae fluitantes (flydende ribben). Hos visse individer mangler det ene eller begge par af costae fluitantes, mens andre har et tredje par. Mellem ribbenene sidder der muskler. De udgør sammen med ribbenene bystkassens væg, og de kan medvirke til bevægelser i hele brystkassen; de bruges normalt ikke ved vejrtrækning, men har betydning ved hosten eller meget kraftig vejrtrækning. Blodkarrene og nerverne løber langs undersiden på hvert ribben.
Brystbenet (sternum) er i realiteten delt i flere dele; den nederste kaldes sværdbenet, mens den øverste er nøglebenet eller kravebenet, der er den eneste knogle i kroppen, som er forbundet med armens knogler.
Ribbenene sidder bagtil fast på ryghvirvlerne og er fortil samlet af bruskvæv; det er en smule fleksibelt, hvilket betyder, at hele brystkassen kan trækkes sammen og udvides, dog ikke i samme grad som bughulen, der ikke holdes sammen af knoglevæv. Brystkassen er adskilt fra bughulen af mellemgulvet som kontrollerer åndedrættet: Når mellemgulvet trækker sig sammen, udvides brystkassens hulrum, hvilket sænker trykket derinde, og derved kan luften trænge ned i lungerne. Sammentrækninger og udvidelser af bughulen, som er forbundet til de nederste ribben, påvirker også brystkassens rumfang; det betyder fx, at gravide længere henne i svangerskabet kan komme til at opleve vejrtrækningsproblemer, da brystkassen får mindre plads at udvide sig på.
Sygdom og skader
Ribbensbrud kan forekomme, og de rammer i de fleste tilfælde de mindste ribben. Det farligste ved et ribbensbrud er dog de skader, som kan opstå i forbindelse med det; det kan være ansamlinger af luft eller blod i lungen, brud på lungen eller blodkar. Et ribbensbrud kan dertil besværliggøre vejrtrækningen primært pga. ømhed. Hvis der sker brud flere steder på samme ribben, kan brystvæggen blive løs, og det bliver svært at skabe det nødvendige undertryk til vejrtrækningen.[1]
En række medfødte lidelser kan medføre svære misdannelser af ribbenene og brystkassen. En af dem er Pectus excavatum, som rammer mellem 1 og 2%. En anden er Pectus excavatum (tragtbryst), samt Pectus carinatum (fuglebryst), begge er meget sjældne handicap.[2]
Andre dyr
Hos pattedyr befinder ribbenene sig udelukkende i brystregionen hos udvoksede eksemplarer, men i løbet af fostertilstanden kan der optræde rudimentære ribben på ryghvirvler både i nakkeregionen og sacrum. Husdyr som hunde, katte, kvæg, geder og får har normalt 13 ribbenspar, mens svin kan have mellem 14 og 17, afhængig af avl, og heste har 18.
Hos krybdyr forekommer ribbenene i flere tilfælde på alle ryghvirvlerne hele vejen fra nakken til sacrum. Hos skildpadder er ribbenene blevet udviklet til en benet plade, som danner skjoldets struktur.
Fisk kan have op til fire ribben på hver ryghvirvel. Dette kan fx ses på sild. Det er dog ikke alle arter, som det gælder for.
Ribbenene i kulturen
Antallet af ribben hos det normale menneske blev første gang beskrevet af den flamske anatom Andreas Vesalius i 1543 (De humani corporis fabrica)[3]. Hans resultat medførte en strøm af modsigelser. På dette tidspunkt mente man på grundlag af den bibelske tradition, at mænd havde ét ribben mindre end kvinder. I Skabelsesberetningen (Jfr. kreationisme) står der, at Gud skabte kvinden (Eva) ud fra et ribben, han tog fra manden (Adam). Dette har ført til idéen om, at mænd og kvinder ikke har lige mange ribben.
Referencer
- Clinically Oriented Anatomy, 4th ed. Keith L. Moore and Robert F. Dalley. pp. 62-64
