Ridder
For alternative betydninger, se Ridder (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Ridder)
Adel | ||
|---|---|---|
| Titler og typer |  | |
| Adel efter land | ||
Ca. 14-16. århundrede .[1]
En ridder (el. gl. dansk knægt) var en kriger til hest; han er også et ikon for den periode i Europas historie, der kaldes middelalderen. Ridderen var især i højmiddelalderen langt den stærkeste militære enhed, og han nød en tilsvarende høj status. Helt frem til omkring år 1000 blev ridderen ikke opfattet som andet end en simpel professionel soldat til hest, men i løbet af det følgende århundrede udviklede de beredne krigere sig til en elitestyrke. Det var først senere, efter år 1100, at en række særlige aristokratiske idealer – ridderidealer – udviklede sig, der kom til at præge og ophøje denne krigertype, og som til dels stadig er levende. På dansk fik denne soldatertype betegnelsen ridder eller knægt, begge låneord fra tysk (Ritter & Knecht).
Riddervæsnets oprindelse
Det var en række teknologiske og samfundsmæssige forandringer i middelalderen, der til sidst skabte en helt ny samfundsklasse, og flere innovationer indenfor udstyr og taktik gjorde rytterne til en formidabelt slagkraftig enhed. Men det krævede enorme ressourcer at udruste denne krigertype og ikke mindst mange år at træne ham, og kun de rigeste fyrster havde derfor mulighed for at finansiere en sådan styrke.
Teknologisk baggrund
Den vigtigste teknologiske forudsætning for riddervæsnet var stigbøjlen. Uden den faldt rytteren nemt af, hvis han prøvede at slå ud efter nogen med et sværd eller stikke med et spyd. I Indien findes der meget gamle afbildninger af ryttere med storetåen i en lille løkke af reb. Den moderne stigbøjle af metal blev først taget i anvendelse af rytterfolk i Centralasien, og det er her, udviklingen af den teknologi, der var grundlaget for middelalderens riddertype, begyndte.
Et af disse centralasiatiske folkeslag var sarmaterne, der i begyndelsen af 2. århundrede var involveret i flere konflikter med Romerriget i området ved Donau. De brugte stigbøjler, sadler og lanser og var iklædt (skæl)panser fra top til tå. Romerne anerkendte deres militære styrke og hvervede bl.a. i 175 5.500 sarmatiske alaner, der skulle fungere som tungt kavaleri ved den nordlige grænse af Britannien. Romerne kaldte den sarmatiske kavaleri cataphractarii, et navn der formodentlig er afledt af deres skælpanser. Det tunge rytteri blev herefter et vigtigt element i den romerske hær.
Da hunnerne vandrede vestpå og satte skub i en lang række folkevandringer, der vendte op og ned på Romerriget, sluttede en del af sarmaterne sig til visi- og ostrogoterne, der kæmpede sejrrigt mod romerne og i sidste ende grundlagde deres egne kongeriger i hhv. Sydfrankrig og Italien. Især slaget ved Adrianopel 378 e.Kr., hvor kejser Valens blev slået af en gotisk hær, der inkluderede alanske ryttere, var afgørende; dette slag regnes normalt for ridderens indtog i Europas militærhistorie.[kilde mangler]
Samfundsmæssig baggrund
Den vestlige del af Romerriget gik i opløsning ved overgangen fra antikken til middelalderen. I stedet opstod en række kongeriger, hvor diverse "barbarer" (ikke-romerske dynastier) organiserede sig i et hierarkisk system, ofte baseret på deres erfaringer som lejetropper i romernes grænsehær. Hærføreren, kongen, var overhoved, og under ham uddelegeredes magten og jorden til officerer. Romerhærens officersbetegnelse dux er for eksempel endt som adelig titel, (hertug). I disse kongeriger findes rødderne til den samfundsform, der siden er blevet kaldt den feudale, som byggede på personlige edsbånd mellem kongen og adelen.
Middelalderen kaldes med god grund riddertiden. Ridderen var den vigtigste militære styrke, ridderen var den centrale figur i samfundet (kongens magt rakte ikke langt), og riddervæsnets fremkomst hang også sammen med det feudale systems udvikling; det var ressourcekrævende at udruste en ridder. Det krævede træning at blive god til at slås til hest, og denne skulle opdrættes til dette særlige formål. Sværd og rustning krævede desuden den ypperste smedekunst; derfor var det kun var muligt for de rigeste, dvs. for dem, der rådede over store jordområder, at betale for en ridder. For ridderen var det derfor nødvendigt at gå i tjeneste hos en person, da han umuligt selv kunne finansiere sit eget udstyr og træning. Som modydelse blev ridderen brugt af sin lensherre som magtmiddel.
Ridderidealer
I 1100-tallet blev en række dyder knyttet til ridderen, der hidtil ikke havde været opfattet som noget særligt i forhold til andre krigere. Nu blev de bl.a. et vigtigt element i korstogsmytologien, og de blev nu opfattet som uselviske beskyttere af de svage, kvinder og ubevæbnede, og ridderens selvopfattelse som høvisk, ædel, kristen og guds kriger er bærende for middelalderens kultur. Baggrunden var, at kirken da inkluderede soldater i det gejstlige system gennem Gudsfredsbevægelsen. Ridderne fik så høj status, at de adelsmænd, som hidtil havde stået over dem, begyndte at identificere sig med dem, og en position som ridder blev nu en mulighed for at bevæge sig opad i samfundet; og for de få, endda en mulighed for at blive indlemmet i den adelige sfære.
Taktik og udrustning
Krig og kamp var i middelalderen en kærkommen lejlighed til at vinde hæder og ære og krigsbytte. Det miljø, ridderen bevægede sig i, var ekstremt aggressivt, og her var krigen en livsform. Pauserne mellem de hyppige krige blev brugt på træning, der med tiden udviklede sig til ridderturneringer, og med at lytte til sange, der hyldede krigen og heroiske gerninger.
I kamp var den klassiske taktik for rytteriet at ride frem i en tætsluttet formation, skulder ved skulder og med fældede lanser. Åbne slag mellem to ridderhære var dog sjældne, da de altid var risikable og udfaldet ofte påvirket af tilfældigheder. I stedet bestod den foretrukne strategi i datidens krige i belejring af fjendens borge og plyndringstogter i baglandet for ved at fjerne forsyningerne at svække hans kampvilje.
En hær i middelalderen var et sammenrend af forskellige grupper. Kernetropperne var ridderne, der bestod af mindre kontigenter, der var ledet af deres egen lensherre. Derudover var der ofte forskellige typer af hjælpetropper, fx tvangsudskrevne bønder eller professionelle højtspecialiserede bueskytter. Fælles for fodfolket var dog, at de ikke havde samme status som ridderne og desuden måtte bære de største tab i slagene.
Oplæring til ridder
I middelalderen kunne enhver fri mand blive ridder. En ridder skulle imidlertid selv stille op med hest og rustning, hvilket var dyrt. Dertil kom, at man skulle gennem en oplæring til at blive ridder, som også kostede penge. Ridderne kom derfor som regel fra en adelig (eller rig) familie. Der udviklede sig i de forskellige land, forskellige ceremonielle optagelsesritualer i ridderskabet. I Frankrig f.eks. som beskrevet nedenfor, gjorde man en del ud af at holde en såkaldt vigilie.
Oplæring til ridder foregik sådan: først blev man opdraget af sine forældre til at opføre sig på rette manér. Ved 7-års alderen blev man sendt til en fyrstes hof for at arbejde som page. Pagens arbejde bestod i at være tjener. Her blev man instrueret af hoffets damer i at opføre sig dannet. Man blev undervist i kristendom. Man lærte de grundlæggende jagt- og våbenteknikker og lærte at ride hest.
Når man var 14 år gammel, kunne en ridder vælge én ud til at blive sin væbner, ridderens personlige tjener. Man sørgede for ridderens udstyr og for hans hest. Ridderen på sin side oplærte væbneren i de ting, der skulle til for at blive ridder. I takt med at man blev ældre, fulgte man med ridderen i krig og hjalp ham, hvis han blev såret under et slag.
Når uddannelsen blev skønnet til at være færdig, det vil sige omkring 18- 21 års alderen, blev man slået til ridder. Det foregik på følgende måde: aftenen før gik væbneren ind i et kapel og bad til Gud hele natten (en såkaldt vigilie). Om morgenen blev han badet (en rituel renselse) og iført en hvid skjorte, en guldtunika og en purpurfarvet kappe og derefter slået til ridder af kongen eller en ridder, der handlede på kongens vegne. En væbner kunne også slås til ridder på slagmarken, hvis han havde kæmpet usædvanligt heltemodigt. I så fald ville en ridder slå ham på skulderen med sit sværd og udtale: Vær du ridder.[kilde mangler]
Nye former efter krudtet
Da krudtet blev opfundet i 1300-tallet tager udviklingen af kanonen fat. Dette våben kunne skyde huller i feudaladelens borgmure og var samtidig for dyrt til, at andre end konger kunne bevæbne sig dermed. På slagmarken blev håndbårne skydevåben, kombineret med fodfolk bevæbnet med lange spyd og hellebarder en modvægt til det pansrede rytteri. Det førte til, at kongen vinder styrke over adelen, og i hele Europa til en centralisering af magten.
I samme periode indstiftede de europæiske konger en række ridderordener, der skal holde de gamle dyder i hævd. Desuden formaliseres adelens rolle som samfundsklasse, skønt dens militære betydning er forbi.
Selv i vore dage lever "ridderen på den hvide hest" som et romantisk ideal om en modig og uegennyttig mand.
Se også
- Middelaldervåben
- Rustning
- Korsfarer
- Korstog
- Korsridder
- Heraldik
- Page
- Motto
- Ridderskab
- Væbner
- Blå ridder (af Elefantordenen)
- Hvid ridder (af Dannebrogordenen)
Eksterne henvisninger
- ^ En detaljeret billedbeskrivelse :(engelsk) www.fromoldbooks.org
