Rigsdagsbygningen i Berlin
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
 | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Rigsdagsbygningen (tysk: Reichstagsgebäude; tysk udtale: [ˈʁaɪçstaːksɡəˌbɔʏdə] (
hør)), i daglig tale ofte blot Rigsdagen (tysk: Reichstag), er en regeringsbygning i Tysklands forbundshovedstad Berlin, der er sæde for Tysklands føderale parlament, Forbundsdagen. Bygningen, der et nationalsymbol for Tyskland, ligger i Regeringskvarteret tæt ved floden Spree i bydelen Tiergarten i distriktet Mitte i centrum af Berlin.
Rigsdagsbygningen blev opført fra 1884 til 1894 i nyrenæssance-stil efter tegninger af den tyske arkitekt Paul Wallot. Bygningen var sæde for Rigsdagen i det tyske kejserrige fra 1894 til 1919 og herefter for Weimarrepublikkens Rigsdag. Rigsdagsbygningens brand i 1933 blev en vigtig begivenhed i den nazistiske overtagelse af magten i Tyskland og etableringen af Nazi-Tyskland. Bygningen led yderligere skader under Anden Verdenskrig, og dens symbolske betydning gjorde den til et vigtigt mål for Den Røde Hær under Slaget om Berlin. Under Den kolde Krig lå bygningen i Vestberlin nogle få meter fra Berlinmuren. Vesttysklands parlament mødtes i Bonn og havde ikke brug for bygningen, der kun blev brugt sporadisk. Alligevel blev den restaureret i starten af 1960'erne, hvor den ødelagte kuppel blev fjernet.
Efter Tysklands genforening blev Forbundsdagen i 1999 flyttet fra Vesttysklands hovedstad Bonn til Rigsdagsbygningen i Berlin. I forbindelse hermed blev den restaureret og ombygget af den britiske arkitekt Norman Foster. Den redesignede glaskuppel med indgang over plenarsalen, foreslået af kunstneren og arkitekten Gottfried Böhm, er et af Berlins vartegn.[1] Med næsten tre millioner besøgende om året regnes Rigsdagsbygningen for verdens mest besøgte parlamentsbygning.[2]
Navn
[redigér | rediger kildetekst]Rigsdagen var navnet på parlamentsforsamlingen i det tysk-romerske rige og blev også navnet på parlamentet i først Det nordtyske forbund, der blev etableret under preussisk dominans i 1867, og derefter på parlamentet i Det Tyske Rige, da dette blev samlet som nationalstat i 1871.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Forhistorie
[redigér | rediger kildetekst]
Efter den tyske rigsgrundlæggelse i 1871 mødtes Rigsdagen for det nye kejserrige foreløbigt i Preußisches Abgeordnetenhaus' bygning i Leipziger Straße 75 i Berlin.[3] Forholdene her var dog for små, og allerede den 19. april 1871 bestemte Rigsdagen, at der skulle opføres en ny rigsdagsbygning. Der blev nedsat en rigsdagsbygningskommission, der skulle forberede opførelsen af en "værdig" ny bygning.[4] Byggegrunden skulle findes, byggeprogrammet udvikles og en arkitektkonkurrence skulle udskrives. Samtidig skulle der findes en passende provisorisk løsning på rigsdagens pladsbehov, indtil den nye bygning stod færdig. Den provisoriske løsning blev hurtigt fundet: på blot 70 dage blev bygningen på Leipziger Straße 4, det tidligere hovedkvarter for Den Kongelige Porcelænsfabrik, gjort klar til brug for det parlamentariske arbejde.
En overgangsperiode på fem til seks år blev forventet, men da det kom til stykket kom den til at vare 23 år. Arbejdet blev forsinket af problemer med at finde en egnet byggegrund. Byggekommissionen ønskede at bygge på en grund øst for Königsplatz (nu Platz der Republik). Grunden var ganske vist allerede bebygget med Raczyński-palæet fra 1844-47, som tilhørte den polsk-preussiske aristokrat grev Atanazy Raczyński. Kommissionsmedlemmerne mente dog, at de kunne regne med støtte fra kejser Wilhelm 1. og dermed også opnå grevens samtykke til at anskaffe grunden, og i 1872 udskrev de en international arkitektkonkurrence for en rigsdagsbygning på den pågældende byggegrund. Konkurrencen havde 103 deltagere.
I juni 1872 valgtes et forslag fra arkitekten Ludwig Bohnstedt fra Gotha, hvis projekt blev mødt med stor offentlig anerkendelse. Men da det kom til stykket kunne det ikke realiseres, eftersom Grev Raczyński alligevel vægrede sig ved at sælge grunden, og kejseren ikke var tilbøjelig til at indlede en ekspropriationssag, selvom også han fandt placeringen velvalgt. Byggekommissionen måtte fortsætte med at lede og blev gradvist enige om en anden byggegrund tættere på byens centrum længere mod øst. Otto von Bismarck, kejser Wilhelm 1. og de konservative deputerede afviste dog kraftigt denne placering, da den flyttede Rigsdagen tæt på Det Kongelige Slot, hvad der blev tolket som en uhensigtsmæssig politisk opgradering af parlamentet.[5] Først i 1881 blev der fundet en løsning: efter grev Raczyńskis død i 1874 havde hans søn og arving samme år valgt at sælge sin fars palæ til den preussiske stat. Og i december 1881 besluttede Rigsdagen at overtage den oprindeligt foretrukne byggegrund.[6]
Opførelse
[redigér | rediger kildetekst]
Efter den ønskede byggegrund var erhvervet, opstod der en livlig offentlig debat om, hvorvidt Ludwig Bohnstedt skulle tildeles opgaven uden konkurrence og have mulighed for at kunne omarbejde og gennemføre sit vinderprojekt fra 1872. Det endte dog med, at der blev udskrevet en ny arkitektkonkurrence i 1882. Denne gang var konkurrencen efter et krav fra Foreningen af tyske arkitekt- og ingeniørforeninger kun åben for tyske arkitekter. Høje præmiepenge skulle motivere deltagerne til at bidrage. Bohnstedt deltog også igen, men af de 189 anonymt indsendte bidrag valgtes i sidste ende et forslag i nyrenæssance-stil af arkitekten Paul Wallot fra Frankfurt. Den 9. juni 1883 blev det tilhørende budget godkendt.
For Wallot begyndte der nu en lang og besværlig arbejdsproces, præget af tilbagevendende diskussioner med flere ansvarlige myndigheder. Han måtte med få måneders mellemrum udarbejde nye forslag til udførelsen af interiøret og facaderne. Ændringerne antog et omfang, så uafhængige observatører til sidst ikke mente, at de kunne genkende vinderforslaget. Wallot selv forblev udadtil tålmodig og beklagede sig kun i personlige breve. Den 9. juni 1884 kunne grundstenen omsider blive nedlagt af kejser Wilhelm 1. i en regnvåd ceremoni, hvor deltagerskaren bestod af mange militærfolk og kun få parlamentarikere.[7]
Efter ti års byggearbejde blev bygningen indviet af kejser Wilhelm 2. den 5. december 1894. Den nye rigsdagsbygning blev anerkendt for konstruktionen af sin kuppel af stål og glas, hvilket dengang blev betragtet som en ingeniørmæssig bedrift og et teknisk mesterværk. Men bygningens blanding af arkitektoniske stilarter medførte almen kritik.[8]
Det Tyske Kejserrige
[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende artikel: Rigsdagen (Det Tyske Kejserrige)
Efter færdiggørelsen fungerede Rigsdagsbygningen som sæde for Rigsdagen i det tyske kejserrige.
Allerede i 1873 var den 67 meter høje Siegessäule (dansk: Sejrssøjle) blevet opstillet på Königsplatz foran den senere rigsdagsbygning til minde om sejrene i krigene mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870/1871. I 1897-1901 blev der tillige rejst et mindesmærke for Otto von Bismarck foran rigsdagsbygningen. Begge monumenter blev flyttet til deres nuværende placeringer i 1938-1939.
I 1916 blev den ikoniske indskrift "Dem Deutschen Volke" (dansk: Til det tyske folk eller For det tyske folk) placeret på arkitraven over bygningens vestfacade, til stor utilfredshed for kejser Wilhelm 2., som havde forsøgt at blokere tilføjelsen af indskriften på grund af dens demokratiske betydning.
Weimarrepublikken
[redigér | rediger kildetekst] Uddybende artikel: Rigsdagen (Weimarrepublikken)
Under revolutionsdagene i 1918, blot to dage før Første Verdenskrig sluttede og få timer efter meddelelsen om kejser Wilhelm 2.'s abdikation, proklamerede den socialdemokratiske politiker Philipp Scheidemann den 9. november 1918 republikken fra en af Rigsdagsbygningens balkoner.
På grund af urolighederne i Berlin mødtes nationalforsamlingen for den nye republik i byen Weimar, hvor den den 1. august 1919 vedtog en demokratisk forfatning for Tyskland. Efterfølgende fortsatte Weimarrepublikkens rigsdag dog med at mødes i Rigsdagsbygningen i Berlin.
Nazi-Tyskland og Anden Verdenskrig
[redigér | rediger kildetekst] Uddybende artikler: Rigsdagsbranden og Slaget om Berlin
Rigsdagsbygningens historie som sæde for Rigsdagen sluttede, da den 27. februar 1933 blev sat i brand blot en uge før rigsdagsvalget. Rigsdagsbygningens brand blev en vigtig brik i begivenhederne omkring den nationalsocialistiske overtagelse af magten i Tyskland og etableringen af Nazi-Tyskland.
Den beskadigede Rigsdagsbygning, symbolet på demokratiet, blev ikke istandsat af nazisterne. Rigsdagen som institution holdt op med at fungere, og de få gange, den var samlet under de tolv år med nationalsocialistisk styre, mødtes den i en tidligere operabygning i nærheden (Krolloperaen). Dette var også tilfældet, da Fuldmagtsloven blev vedtaget, og det parlamentariske demokrati ophørte.
Foto: Jevgenij Khaldej
Under Anden Verdenskrig blev Rigsdagsbygningen yderligere beskadiget. Som symbol på et parlamentarisk demokrati havde heller ikke Sovjetunionen meget til overs for bygningen, og under Slaget om Berlin i krigens sidste dage var bygningen et centralt mål for Den Røde Hær, som i et kendt propagandafotografi hejser det sovjetiske flag over Rigsdagsbygningen, mens ruinerne af bygningerne omkring den brænder.
Efterkrigstiden
[redigér | rediger kildetekst]
Efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser var Rigsdagsbygningen strukturelt intakt, men alligevel en ruin. De åbne områder omkring bygningen blev brugt af den sultende befolkning til at dyrke kartofler og grøntsager. Den kom til at ligge i den britiske besættelseszone men på grænsen til den sovjetiske besættelseszone. Da Den kolde Krig brød ud kom bygningen til at ligge i Vest-Berlin nogle få meter fra grænsen til Øst-Berlin. Under Berlinblokaden 1948–1949 samlede et stort antal vestberlinere sig foran bygningen, og byens borgmester Ernst Reuter holdt en berømt tale, som endte med ordene Ihr Völker der Welt, schaut auf diese Stadt! ("I verdens folk, se på denne by!"). Fra 1961 løb Berlinmuren få meter fra Rigsdagsbygningens østfacade.
Vesttysklands parlament mødtes i Bonn og havde ikke brug for bygningen. Det blev alligevel vedtaget, at den skulle restaureres i 1956. I forbindelse med restaureringsarbejderne 1961–1964 blev den ødelagte kuppel fjernet. I årene frem til 1990 blev bygningen kun brugt til repræsentative møder en gang imellem og til en permanent udstilling kaldet Fragen an die deutsche Geschichte ("Spørgsmål til den tyske historie").
Efter Tysklands genforening
[redigér | rediger kildetekst] Uddybende artikel: Forbundsdagen
Efter Berlinmurens, jerntæppets og Østblokkens fald i 1989, blev den officielle genforeningsceremoni ved Tysklands genforening holdt i og ved Rigsdagsbygningen den 3. oktober 1990 med deltagelse af blandt andet forbundspræsident Richard von Weizsäcker, forbundskansler Helmut Kohl og DDR's sidste ministerpræsident Lothar de Maizière. Det var en bevægende ceremoni med fyrværkeri. Dagen efter mødtes medlemmerne af Forbundsdagen for det genforenede Tyskland symbolsk i Rigsdagsbygningen.
På trods heraf var Berlins fremtidige rolle i det forenede Tyskland på det tidspunkt endnu ikke besluttet. Først den 20. juni 1991 besluttede Forbundsdagen efter en omfattende debat at flytte regeringen og parlamentet fra Vesttysklands hovedstad Bonn tilbage til Berlin. Året efter (1992) fik den britiske arkitekt Norman Foster til opgave at restaurere bygningen. Hans oprindelige forslag var temmelig forskelligt fra det, som blev realiseret og manglede den berømte kuppel. Restaureringen var meget omfattende, og alt bortset fra ydervæggene blev fjernet, også alle ændringer fra 1960'erne. Restaureringen regnes som en stor succes.
Før restaureringen blev hele bygningen omsvøbt af Christo og Jeanne-Claude i 1995.
Allerede fra 1994 trådte Forbundsforsamlingen, der vælger Tysklands forbundspræsident, sammen i Rigsdagsbygningen. I april 1999 blev Forbundsdagens sæde officielt flyttet fra Bonn til Berlin, og den 19. april 1999 blev nøglerne til Rigsdagsbygningen symbolsk overdraget til Forbundsdagens formand Wolfgang Thierse.
Rigsdagen med den store glaskuppel, som blev opført som en gestus til den oprindelige kuppel fra 1894, er en af de mest besøgte turistattraktioner i Berlin og giver et imponerende udsyn over byen, især om natten. Fra taget kan man også se ned på de folkevalgte især om dagen.
Galleri
[redigér | rediger kildetekst]
Rigsdagsbygningen set fra luften
Rigsdagen ved aftentid, set fra Spree
Rigsdagsbygningen set fra øst
Rigsdagsbygningen i 1995
På Rigsdagens ydre er gengivet våbenmærker for det tyske kejserriges medlemslande. Her ses bl.a. våbenerne for kongerigerne Preussen og Sachsen.
De tre kejseres symboler over hovedindgangen
Gengivelse af kejserkronen på et af tårnene på Rigsdagen
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Voigt, Wolfgang, red. (2006). Gottfried Böhm. Katalogbuch zur Ausstellung Felsen aus Beton und Glas (tysk). Jovis Verlag. s. 26. ISBN 3-936314-19-5.
- ↑ "From the Parliamentary Council to the most visited parliament in the world" (engelsk). Deutscher Bundestag. Hentet 14. marts 2024.
- ↑ Jachmann, Maika. "Geschichte: Vor 150 Jahren: Konstituierende Sitzung des ersten Reichstages". bundestag.de (tysk). Deutscher Bundestag. Hentet 13. december 2025.
- ↑ "Die Mitarbeiter am Reichstagsbau". Zentralblatt der Bauverwaltung (tysk). 14 (49): 511. 1894.
- ↑ Biefang, Andreas (2009). Die andere Seite der Macht. Reichstag und Öffentlichkeit im „System Bismarck“ 1871–1890 (tysk). Berlin. s. 139, 298.
- ↑ "Reichstagsgebäude am Königsplatz". bundestag.de (tysk). Deutscher Bundestag. Hentet 1. maj 2024.
- ↑ "Die feierliche Grundsteinlegung zum Reichstagsgebäude". Provinzial-Correspondenz (tysk). 5. juni 1884. Arkiveret fra originalen 7. december 2008.
- ↑ Clay Large, David (2000). Berlin (engelsk). New York: Basic Books. s. 59. ISBN 978-0-465-02646-3. Arkiveret fra originalen 10. juni 2016.
