Romerret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
rmn-military-header.png

Romerske kongerige
753 f.Kr.509 f.Kr.
Romerske republik
509 f.Kr.27 f.Kr.
Romerriget
27 f.Kr.1453

Principatet
Vestromerske rige
Dominatet
Byzantinske Rige
Almindelige magistrater
Consul
Proconsul
Praetor
Propraetor
Censor
Folketribun
Ædil
Kvæstor
Særlige magistrater
Diktator
Kavalleriets mester
Militære tribuner
Interrex
Decemvir
Triumvir
Titler og æresbevisninger
Romersk kejser
Augustus
Cæsar
Præfekt
Tetrarkiet
Dux
Magister militum
Princeps senatus
Pontifex maximus
Roms præfekt
Imperator
Legat
Liktor
Institutioner og love
Roms forfatning
Det romerske Senat
Folkeforsamlingen
Magistrat
Cursus honorum
Auctoritas
Romerret
Mos majorum
Romersk borger
Imperium
Potestas
Del af historieportalen

Romerret (lat. ius romanum) er betegnelsen for et af de vigtigste vestlige retssystemer, som udsprang af det romerske rige i Antikken og den tidlige middelalder.

Fra tiden før 400 f.Kr. var den romerske ret en uskreven sædvaneret, men det kan antages, at flere af de senere kodificerede (nedskrevne) retsprincipper har rod i Roms allerældste historie.

Efter romersk overlevering blev de tolv tavlers lov udarbejdet af en kommission i 451 f.Kr.. Der findes i dag ingen overleveret fremstilling af loven, som derfor kun kendes i brudstykker fra senere, primært klassiske, forfattere. Man kan dog sige så meget, at loven indeholdt regler om proces, civilret og strafferet.

I løbet af den republikanske tid udvikledes og kodificeredes romerretten, således at sædvanen efterhånden kom til at spille en mindre rolle i forhold til de egentlige lovtekster. I denne periode fremkommer også de første jurister, faguddannede personer, der beskæftiger sig med fortolkning af retten og fører retssager.

I 2. og 3. årh. f.v.t. havde Rom gennem især erobringer forøget sit territorium enormt, og ifølge den romerske lov tilfaldt den erobrede jord staten, men den skulle fordeles til de romerske borgere mod en afgift. Ifølge vore kilder (Appian og Plutarch) var det oprindeligt formuleret i loven: At man ikke må overtage mere jord end man selv kan dyrke. Men efterhånden ændrede den sig så: Man kan overtage den jord man regner med at kunne opdyrke. Situationen i Italien i 2. årh. f.v.t. var at de rige langsomt pressede de fattige ud af landbruget, og i stedet for de traditionelle familebrug opstod der store slavedrevne godser. Denne udvikling er belevet bekræftet af arkæologiske udgravninger i Latium. De mange krige betød også mange blev rekruteret som soldater, men de havde efter endt tjeneste ingen andre steder at tage hen end til Rom, hvor de kom til at indgå i byens store gruppe af arbejdsløse.

I kejsertiden (31 f.Kr. og frem) udvikledes og forfinedes romerretten yderligere. Der findes fra denne periode en lang række af love, kommentarer med videre. En samlet fremstilling finder romerretten i det østromerske rige omkring 530 e.Kr. i Corpus Iuris Civilis, som udgives under kejser Justinian, bl.a. i et forsøg på at genforene det splittede rige.

Romerretten kom til at danne primær inspirationskilde for kirkeretten. I dag er mange af verdens retssystemer grundlagt på romerrettens principper, hvilket ikke mindst skyldes kirkerettens tendens til at udøve indflydelse på de lokale retssystemer, som den kom i berøring med i middelalderen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]