Rosenvænget

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Emil Libert: Prospect af Rosenvænget ved Kjøbenhavns Østerbro (1863)

Rosenvænget er et villakvarterØsterbro i København og formentlig Danmarks ældste villakvarter, grundlagt 1857. Dets udstrækning begrænses omtrent af gaderne Rosenvængets Sideallé, Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden, Nordre Frihavnsgade og Ved Vænget.

Kvarteret har nogenlunde bevaret sin karakter ef villakvarter trods kommunale og private forsøg på at øge bebyggelsestætheden i området og bebygge det med etageboligbebyggelse, selvom kvarteret dog er blevet alvorligt decimeret af flere omgange; senest i 2006.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Rosenvængets Allé set fra Rosenvængets Hovedvej. Thorvald Krak boede i villaen til venstre.

I sidste halvdel af 1700-tallet lå der på området gården Rosenvenge, landstedet Rosendal og det tilhørende Rosenengen. Navnene stammer fra amtmand i Norge, Jens Rosenheim, som i 1688 erhvervede store arealer på stedet. Hans tid som grundejer varede dog ikke længe, for i 1689 fulgte han som overkrigskommisær med de tropper, man overlod kong Vilhelm III af England i krigen mod Jacob II. Under dette felttoget døde Rosenheim året efter i Dublin.

Etatsråd, senere baron Reinhard Iselin havde sin gård Rosenvenge her anden halvdel af 1700-tallet. Dette blev afløst af landstedet Rosendal med det tilhørende Rosenenge.

Kgl. hofvinhandler og kaptajn i Livjægerkorpset Mozart Waagepetersen købte i 1857 disse ejendomme, og året efter begyndte han en udstykning til byggegrunde. Da Waagepetersen sluttede udparcelleringen i 1872, var 49 grunde solgt. Han byggede samme år et hus til sig selv på hjørnet af Rosenvængets Sideallé og Rosenvængets Hovedvej. På det tidspunkt var der begyndt at komme gasbelysning.

Inden da havde Waagepetersen dog måttet frikøbe sig af Magistratens forkøbsret til Rosenvenge. Af kammerherre P.H. Classen og Det Classenske Fideicommis fik han overdraget to arvefæstere. Det ene kaldtes "jordstrimlen" og skilte Rosenengen fra Strandpromenaden, nutidens Strandboulevard.

Ligesom på Frederiksberg, der blev selvstændig kommune i samme år (1857), bestod denne første bebyggelse af villaer. Men modsat Frederiksberg og resten af Østerbro (bortset fra kvarteret omkring Krausesvej) lykkedes det Rosenvænget at holde stand mod den senere spekulative bølge af etageboligbyggeri, der eskalerede i 1880'erne, og hvis karréer helt kom til at omringe Rosenvænget. Årsagen til dette skal findes i de strenge servitutter, som Waagepetersen havde belagt Rosenvænget med. De siger blandt andet, at bebyggelse kun må opføres i tre etager.

Kvarterets eksklusivitet blev understreget ved, at Rosenvængets Hovedvejs udgang mod Strandpromonaden var lukket og låst med en låge, som krævede nøgle. Der måtte heller ikke være skidt og møg eller folkelige forlystelser: "At Afløb fra Latrinen, Kostalde eller deslige ikke maa ledes ud til Vejen, Rendestenene eller Afløbsgrøfter. At der med Hensyn til Anlæg af offentlige Forlystelser ikke maa anlægges andre saadanne end Restauranter og Caféer, hvorimod karrusel og Keglebaner, Dansesalons og andre støjende Forlystelser ej tillades inden for disse Grundstykkers Grænse."

Villaerne og de grønne, landlige omgivelser appellerede til borgerskabet, og folk som Burmeister & Wain-fabrikanten William Wain, højesteretspræsident A.L. Drewsen (der har fået en vej opkaldt efter sig i kvarteret) og vejviser-udgiveren Thorvald Krak flyttede ud i Rosenvænget (sidstnævnte i villaen Rosenvængets Allé 50, opført 1867). Andre beboere fra militæret var officer Hjalmar Ulrich, departementschef, oberst Frederik Christian Good, krigsminister Waldemar Raasløff og Marinens kommandør Eduard Christiansen. Dertil kom embedsmænd som Peter Vedel og Jens Koefoed.

Også tidens kendte kunstnere søgte til Rosenvænget i stort tal, blandt andre maleren P.C. Skovgaard, Wilhelm Marstrand, C.F. Aagaard, Janus la Cour, Christian Zacho, Wilhelm Drewsen og Thorald Læssøe, komponist J.P.E. Hartmann og marinemaler C.F. Sørensen, der kunne se skibene sejle forbi på Sundet. Kvarterets kendteste beboer var nok Johanne Luise Heiberg, der flyttede ind i en stadigt eksisterende villa tegnet af J.D. Herholdt i 1862.

Også folk knyttet til den lokale industri, bosatte sig her, bl.a. tre personer, der alle fik indflydelse på Øresund's chemiske Fabriker: Theobald Weber, Vilhelm Jørgensen og hans søn C.F. Jarl. Weber byggede sig en meget stor villa på Rosenvængets Hovedvej 39 og blev genbo til fru Heiberg. Jørgensen overtog senere villaen. Dennes søn Jarl boede i et andet hus, A.L. Drewsens Vej 2. Senere beboere i området var pianofabrikanten Frederik Møller og sagføreren F.C. Boldsen.

I 1863, da første generation af huse stod færdig, blev kvarteret beskrevet i Illustreret Tidende, der også bragte et træsnit af området, som blev betegnet "Byens smukkeste Kvarteer". "[H]er kan der aldrig blive tale om at henlægge Forlystelsessteder eller Ølhaller eller Alt hvad der hører til Vesterbroes Privilegier; her kan Man ikke tænke paa at bygge Kaserner, beregnet paa Snese af smaa Familier, Nørrebroes Privilegium. Her er landligt, smukt og roligt – ikke Andet, men det er store Ting, naar Man ikke vil gaae mere end en halv Fjerdingvei fra Byen."[1] Det holdt ikke stik – et par årtier senere rejste de første "kaserner" sig på Østerbro. Et årti senere beskrev en anden gæst i kvarteret, H.C. Andersen, "Rosenvængets Roser" fra sig logi på Rolighed.

Johan Holm Hansen skildrer i romanen Fra Dannevirke til Rosenvænget (1880) villaerne, som var de bygget af guld og regnbueskær. Og litteraturprofessoren Valdemar Vedel skildrer i Mit Hjem (1912) sin barndoms Rosenvænge som et paradis med "Laasede Laager, aflukkede til de fleste Sider":

Citat Der græssede baade Køer og Geder i Vænget og huserede baade Ræv og Maar, og Vejene, som laa under den stedlige Bestyrelse af Villaejerne, kunne i Sneføre og Regntider kun befares med Træstøvler eller Træsko, i al Fald af os Børn, en Wilde, Politibetjenten, havde intet som helst andet at bestille end at passe Postbudet eller Herskabskarlene op for at faa en Passiar med dem, medens hans enarmede Broder, Gartneren, gik om og tilsaa alle Haverne, og gamle C.F. Sørensen, Marinemaleren, vandrede en Tur paa Vejene i Slobrok og Fez og med lang Tobakspibe. Citat

Blandt nutidens kendte beboere i området er politikeren Bertel Haarder.

Arkitektur[redigér | redigér wikikode]

Villaerne var tegnet af tidens bedste arkitekter og afspejlede skiftet i arkitekturen fra klassicisme til historicisme. Ud over Herholdt kan nævnes Harald Drewsen, H.C. Stilling, M.G. Bindesbøll, Vilhelm Dahlerup og Ferdinand Meldahl. I en senere periode valgte kgl. bygningsinspektør Kaj Gottlob at bebo og have sin tegnestue i kvarteret i villaen Rosenvængets Hovedvej 29. To villaer er fredede:

Angreb på området[redigér | redigér wikikode]

Saabyevej. Bygningerne fra 1953 til venstre hører de mere hensynsfulde.
Rosenvængets Allé hvor de gamle villaer kontraster med nybyggeri.

Imidlertid har Rosenvænget måttet lide flere overgreb på kvarterets identitet som grønt villakvarter. Finseninstituttets etapevise ekspansion ind i kvarteret var omkring 1900 den største trussel. I 1932, 1952 og senest i 2006 er der blevet taget bidder af kvarteret, villaer revet ned, og boligkarréer opført.

I 1932 blev der opført en U-formet bebyggelse mellem Rosenvængets Hovedvej og Næstvedgade. Byggeriet førte til en retssag, hvor beboerne i Rosenvænget uden held søgte at hindre bebyggelsen under påberåbelse af områdets gamle villaservitutter. Sagen gik helt til Højesteret. Selvom bebyggelsen næppe kan kaldes villaagtig, kunne den godkendes, fordi den holdt sig til tre etagers højde. Med byggeriet forsvandt bl.a. en villa i skønvirke og af de få værker, som Caspar Leuning Borch fik opført i sin levetid.

En til dels bevarende byplan (Byplan nr. 7) for området blev vedtaget og tinglyst i 1942, men i 1952 fik byplanen en tilføjelse til bestemmelserne for ny bebyggelse syd for Rosenvængets Allé. Det blev herved muligt at opføre tre- og femetagers bebyggelse på ejendommen Saabyesvej 1-5 og 4 og hjørnerne af Holsteinsgade (13-17). Bygningerne rejste sig året efter, men blev udført hensynsfuldt, idet husenes etageantal var aftrappet alt efter afstanden til den eksisterende villabebyggelse (5 etager mod Holsteinsgade, 3 etager mod Rosenvænget). Projektet medførte nedrivning af villaen Rosenvængets Allé 30.

I 1999 blev fru Heibergs villa, der havde været ejet af Finsensinstituttet, udbudt til salg, og der fremkom planer om at indrette et "guldalderinstitut" med lokalhistorisk islæt, idet alle guldalderens hovedpersoner havde haft deres gang hos fru Heiberg på Østerbro. Planerne strandede imidlertid, og i 2000 blev villaen udstykket i 6 ejerlejligheder, mens den store have blev bebygget med tre punkthuse ved Kuben Byg. Projektet medførte dog ikke nedrivning af bygninger. Lokalplan nr. 296 "Heibergs Have" muliggjorde projektet.

I 2002 blev der opført en daginstitution på grunden Rosenvængets Hovedvej 16/Næstvedgade 3. I denne forbindelse gav kommunen sig selv dispensation fra byplan nr. 7, punkt A.1.

I 2006 blev udstykkeren Waagepetersens egen villa (Rosenvængets Allé 32) samt det tidligere Institut Français (Det franske Institut, 34-38) revet ned som følge af Lokalplan nr. 407 "Rosenvængets Allé" på trods af, at over 3000 borgere, grundejerkomiteen og forskellige NGOer og organisationer havde protesteret. Lokalplanen blev vedtaget den 31. august 2006 af Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, samt Klaus Bondam og Monica Thon fra Det Radikale Venstre. I sin argumentation støttede kommunen sig til Byplan 7, punkt B.2. fra 1942, hvor en mulig fremtidig bebyggelse på hjørnet var skitseret, selvom Byplan 7 på dette punkt stred imod Kommuneplanen fra 2001, der fastlagde hele Rosenvænget som et bevaringsværdigt villakvarter. Bestemmelsen harmonerede heller ikke med kommunens Byskabsatlas (2003), hvor det hedder: "De to villaområder Rosenvænget og Krausesvejområdet ligger som reminiscenser fra tiden før Østerbros udbygning, strukturelt veldefinerede og værdifulde pusterum i den ellers tætte bebyggelse. [...] Disse særlige enklaver af villa- og rækkehusbebyggelse rummer kvaliteter, som må fastholdes og understøttes i den videre planlægning."[2] Grundejerkomiteen klagede til Naturklagenævnet, som dog ikke nåede at behandle sagen, førend villaerne var revet ned.

Det historiske kvarter er ikke omfattet af beskyttelse som kulturmiljø.

Forsvundne villaer i Rosenvænget gennem tiden[redigér | redigér wikikode]

(listen er ikke komplet)

  • A.F. Kriegers Vej (Rosenvængets Tværvej) 5A, C.F. Aagaards første villa (1866 af Hans J. Holm, nedrevet 1967)
  • Rosenvængets Allé 30 (nedrevet 1951)
  • Rosenvængets Allé 32, Mozart Waagepetersens villa (1872, nedrevet 2006)
  • Rosenvængets Allé 34 (1874 og udvidet 1900, nedrevet 2006)
  • Rosenvængets Hovedvej 16
  • Rosenvængets Hovedvej 18 (1865 af H.C. Stilling, nedrevet 1932)
  • Rosenvængets Hovedvej 18 A (1898-99 af Caspar Leuning Borch, nedrevet 1932)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Illustreret Tidende, 4. årgang, nr. 192 (30. juni 1863), s. 292. Online-udgave
  2. ^ Byskabsatlas 2003, København: Københavns Kommune, Bygge- og Teknikforvaltningen 2003, s. 5. ISBN 87-989627-0-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 55°42′02″N 12°35′05″E / 55.70056°N 12.58472°Ø / 55.70056; 12.58472