Rotterdam World Tennis Tournament

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
ABN AMRO World Tennis Tournament
Arrangement
Grundlagt 1974
Spillested Rotterdam Ahoy
Værtsby Rotterdam, Holland
Underlag Hardcourt
Website www.abnamrowtt.nl
ATP Tour
Kategori ATP Tour 500 (siden 2009)
ATP International Series Gold (2000-08)
ATP Championship Series (1999)
ATP World Series (1990-98)
Deltagerfelt 32S / 16Q / 16D / 4DQ
Præmiesum 1.208.315  (2022)
Flest titler
Herresingle Roger Federer (3)
Herredouble Anders Järryd (4)
Nenad Zimonjić (4)
Nicolas Mahut (4)
Senest opdateret: 13. februar 2022

Rotterdam World Tennis Tournament er en professionel tennisturnering for mænd, som hvert år i februar afvikles i Rotterdam, Holland. Turneringen bliver afviklet indendørs på hardcourt-baner i Rotterdam Ahoy, og den har været en del af ATP Tour siden tourens første sæson i 1990, og hvor den siden 2009 har været kategoriseret som en turnering i kategorien ATP Tour 500.

I singleturneringen er Roger Federer (2005, 2012 og 2018) den eneste, der har vundet titlen tre gange, mens Arthur Ashe, Stefan Edberg (1986–87), Nicolas Escudé (2001–02), Robin Söderling (2010–11) og Gaël Monfils (2019–20) alle har vundet turneringen to år i træk. Federer (2001, 2005, 2012 og 2018) og Jimmy Connors (1978, 1981–82 og 1984) er de eneste spillere med fire finalepladser.

Doubletitlen er blevet vundet fire gange af Anders Järryd (1987, 1991, 1993, 1995), Nenad Zimonjić (2009–10, 2012–13) og Nicolas Mahut (2014, 2016, 2018, 2020), mens Frew McMillan er den eneste spiller, der har vundet titlen tre gange i træk (1974–76).

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Den første udgave af turneringen i Rotterdam blev afholdt i 1974, hvor værtslandets Tom Okker vandt turneringen. Oprindeligt var den en del af touren World Championship Tennis, men i 1978 blev den en del af Grand prix-serien. Siden oprettelsen af ATP Tour i 1990 har turneringen været en del af ATP Tour.

I 1984 blev singlefinalen mellem Ivan Lendl og Jimmy Connors afbrudt i andet sæt ved stillingen 6–0, 1–0 på grund af en bombetrussel, og kampen blev ikke spillet færdig, da Lendl ikke var parat til at spille videre.[1]

Siden 2004 har den tidligere professionelle tennisspiller Richard Krajicek været turneringsdirektør.

I 2012 blev der sat tilskuerrekord, da i alt 115.894 tilskuere overværede turneringen, hvor Roger Federer for første gang i syv år deltog.[2] Denne rekord blev slået i 2018, hvor 120.000 tennisfans så på, efter at Federer tog imod et wildcard til turneringen efter fem års fravær.[3]

Vindere og finalister[redigér | rediger kildetekst]

Herresingle[redigér | rediger kildetekst]

Roger Federer er indehaver af rekorden for flest singletitler med tre turneringssejre i 2005, 2012 og 2018.
Arthur Ashe (billedet er fra turneringen i Rotterdam i 1975) vandt turneringen i 1975 og 1976.
År Mester Finalist Finaleresultat
1974 Holland Tom Okker USA Tom Gorman 3–6, 7–6(2), 6–1
1975 USA Arthur Ashe (1) Holland Tom Okker 3–6, 6–2, 6–4
1976 USA Arthur Ashe (2) USA Bob Lutz 6–3, 6–3
1977 USA Dick Stockton Rumænien Ilie Năstase 2–6, 6–3, 6–3
1978 USA Jimmy Connors Mexico Raúl Ramírez 7–5, 7–5
1979 Sverige Björn Borg USA John McEnroe 6–4, 6–2
1980 Schweiz Heinz Günthardt USA Gene Mayer 6–2, 6–4
1981 USA Jimmy Connors (2) USA Gene Mayer 6–1, 2–6, 6–2
1982 Argentina Guillermo Vilas USA Jimmy Connors 0–6, 6–2, 6–4
1983 USA Gene Mayer Argentina Guillermo Vilas 6–1, 7–6
1984 Ingen vinder Tjekkoslovakiet Ivan Lendl og
USA Jimmy Connors
6–0, 1–0 afbrudt
1985 Tjekkoslovakiet Miloslav Mečíř Schweiz Jakob Hlasek 6–1, 6–2
1986 Sverige Joakim Nyström Sverige Anders Järryd 6–0, 6–3
1987 Sverige Stefan Edberg USA John McEnroe 3–6, 6–3, 6–1
1988 Sverige Stefan Edberg (2) Tjekkoslovakiet Miloslav Mečíř 7–6, 6–2
1989 Schweiz Jakob Hlasek Sverige Anders Järryd 6–1, 7–5
1990 USA Brad Gilbert Sverige Jonas Svensson 6–1, 6–3
1991 Italien Omar Camporese Tjekkoslovakiet Ivan Lendl 3–6, 7–6(4), 7–6(4)
1992 Tyskland Boris Becker Rusland Aleksandr Volkov 7–6(9), 4–6, 6–2
1993 Sverige Anders Järryd Tjekkiet Karel Nováček 6–3, 7–5
1994 Tyskland Michael Stich Sydafrika Wayne Ferreira 4–6, 6–3, 6–0
1995 Holland Richard Krajicek Holland Paul Haarhuis 7–6(5), 6–4
1996 Kroatien Goran Ivanišević Rusland Jevgenij Kafelnikov 6–4, 3–6, 6–3
1997 Holland Richard Krajicek (2) Tjekkiet Daniel Vacek 7–6(4), 7–6(5)
1998 Holland Jan Siemerink Sverige Thomas Johansson 7–6(2), 6–2
1999 Rusland Jevgenij Kafelnikov Storbritannien Tim Henman 6–2, 7–6(3)
2000 Frankrig Cédric Pioline Storbritannien Tim Henman 6–7(3), 6–4, 7–6(4)
2001 Frankrig Nicolas Escudé Schweiz Roger Federer 7–5, 3–6, 7–6(5)
2002 Frankrig Nicolas Escudé (2) Storbritannien Tim Henman 3–6, 7–6(7), 6–4
2003 Hviderusland Maks Mirnyj Holland Raemon Sluiter 7–6(3), 6–4
2004 Australien Lleyton Hewitt Spanien Juan Carlos Ferrero 6–7(1), 7–5, 6–4
2005 Schweiz Roger Federer Kroatien Ivan Ljubičić 5–7, 7–5, 7–6(5)
2006 Tjekkiet Radek Štěpánek Belgien Christophe Rochus 6–0, 6–3
2007 Rusland Mikhail Juzjnyj Kroatien Ivan Ljubičić 6–2, 6–4
2008 Frankrig Michaël Llodra Sverige Robin Söderling 6–7(3), 6–3, 7–6(4)
2009 Storbritannien Andy Murray Spanien Rafael Nadal 6–3, 4–6, 6–0
2010 Sverige Robin Söderling Rusland Mikhail Juzjnyj 6–4, 2–0 opg.
2011 Sverige Robin Söderling (2) Frankrig Jo-Wilfried Tsonga 6–3, 3–6, 6–3
2012 Schweiz Roger Federer (2) Argentina Juan Martín del Potro 6–1, 6–4
2013 Argentina Juan Martín del Potro Frankrig Julien Benneteau 7–6(2), 6–3
2014 Tjekkiet Tomáš Berdych Kroatien Marin Čilić 6–4, 6–2
2015 Schweiz Stan Wawrinka Tjekkiet Tomáš Berdych 4–6, 6–3, 6–4
2016 Slovakiet Martin Kližan Frankrig Gaël Monfils 6–7(1), 6–3, 6–1
2017 Frankrig Jo-Wilfried Tsonga Belgien David Goffin 4–6, 6–4, 6–1
2018 Schweiz Roger Federer (3) Bulgarien Grigor Dimitrov 6–2, 6–2
2019 Frankrig Gaël Monfils Schweiz Stan Wawrinka 6–3, 1–6, 6–2
2020 Frankrig Gaël Monfils (2) Canada Félix Auger-Aliassime 6–2, 6–4
2021 Rusland Andrej Rubljov Ungarn Márton Fucsovics 7–6(4), 6–4
2022 Canada Félix Auger-Aliassime Grækenland Stefanos Tsitsipas 6–4, 6–2

Herredouble[redigér | rediger kildetekst]

År Mestre Finalister Finaleresultat
1974 Sydafrika Bob Hewitt
Sydafrika Frew McMillan
Frankrig Pierre Barthès
Rumænien Ilie Năstase
3–6, 6–4, 6–3
1975 Sydafrika Bob Hewitt (2)
Sydafrika Frew McMillan (2)
Spanien José Higueras
Ungarn Balázs Taróczy
6–2, 6–2
1976 Australien Rod Laver
Sydafrika Frew McMillan (3)
USA Arthur Ashe
Holland Tom Okker
6–1, 6–7(4), 7–6(5)
1977 Polen Wojtek Fibak
Holland Tom Okker
Indien Vijay Amritraj
USA Dick Stockton
6–4, 6–4
1978 USA Fred McNair
Mexico Raúl Ramírez
USA Bob Lutz
USA Stan Smith
6–2, 6–3
1979 USA Peter Fleming
USA John McEnroe
Schweiz Heinz Günthardt
Sydafrika Bernard Mitton
6–4, 6–4
1980 Indien Vijay Amritraj
USA Stan Smith
USA Bill Scanlon
USA Brian Teacher
6–4, 6–3
1981 USA Fritz Buehning
USA Ferdi Taygan
USA Gene Mayer
USA Sandy Mayer
7–6, 1–6, 6–4
1982 Australien Mark Edmondson
USA Sherwood Stewart
USA Fritz Buehning
USA Kevin Curren
7–5, 6–2
1983 USA Fritz Buehning (2)
USA Tom Gullikson
USA Peter Fleming
Tjekkoslovakiet Pavel Složil
7–6, 4–6, 7–6
1984 USA Kevin Curren
Polen Wojtek Fibak (2)
USA Fritz Buehning
USA Ferdi Taygan
6–4, 6–4
1985 Tjekkoslovakiet Tomáš Šmíd
Tjekkoslovakiet Pavel Složil
USA Vitas Gerulaitis
Australien Paul McNamee
6–4, 6–4
1986 Sverige Stefan Edberg
Jugoslavien Slobodan Živojinović
Polen Wojtek Fibak
USA Matt Mitchell
2–6, 6–3, 6–2
1987 Sverige Stefan Edberg (2)
Sverige Anders Järryd
USA Chip Hooper
USA Mike Leach
3–6, 6–3, 6–4
1988 Tyskland Patrik Kühnen
Tyskland Tore Meinecke
Sverige Magnus Gustafsson
Italien Diego Nargiso
7–6, 7–6
1989 Tjekkoslovakiet Miloslav Mečíř
Tjekkoslovakiet Milan Šrejber
Sverige Jan Gunnarsson
Sverige Magnus Gustafsson
7–6, 6–0
1990 Mexico Leonardo Lavalle
Mexico Jorge Lozano
Italien Diego Nargiso
Venezuela Nicolás Pereira
6–3, 7–6
1991 USA Patrick Galbraith
Sverige Anders Järryd (2)
USA Steve DeVries
Australien David Macpherson
7–6, 6–2
1992 Tyskland Marc-Kevin Goellner
Tyskland David Prinosil
Holland Paul Haarhuis
Holland Mark Koevermans
6–2, 6–7, 7–6
1993 Sverige Henrik Holm
Sverige Anders Järryd (3)
Sydafrika David Adams
Rusland Andrej Olhovskij
6–4, 7–6
1994 Storbritannien Jeremy Bates
Sverige Jonas Björkman
Holland Jacco Eltingh
Holland Paul Haarhuis
6–4, 6–1
1995 Tjekkiet Martin Damm
Sverige Anders Järryd (4)
Spanien Tomás Carbonell
Spanien Francisco Roig
6–3, 6–2
1996 Sydafrika David Adams
Sydafrika Marius Barnard
Holland Hendrik Jan Davids
Tjekkiet Cyril Suk
6–3, 5–7, 7–6
1997 Holland Jacco Eltingh
Holland Paul Haarhuis
Belgien Libor Pimek
Sydafrika Byron Talbot
7–6(5), 6–4
1998 Holland Jacco Eltingh (2)
Holland Paul Haarhuis (2)
Storbritannien Neil Broad
Sydafrika Piet Norval
7–6, 6–3
1999 Sydafrika David Adams (2)
Sydafrika John-Laffnie de Jager
Storbritannien Neil Broad
Australien Peter Tramacchi
6–7(5), 6–3, 6–4
2000 Sydafrika David Adams (3)
Sydafrika John-Laffnie de Jager (2)
Storbritannien Tim Henman
Rusland Yevgeny Kafelnikov
5–7, 6–2, 6–3
2001 Sverige Jonas Björkman (2)
Schweiz Roger Federer
Tjekkiet Petr Pála
Tjekkiet Pavel Vízner
6–3, 6–0
2002 Schweiz Roger Federer (2)
Hviderusland Max Mirnyi
Bahamas Mark Knowles
Canada Daniel Nestor
4–6, 6–3, [10–4]
2003 Australien Wayne Arthurs
Australien Paul Hanley
Schweiz Roger Federer
Hviderusland Max Mirnyi
7–6(4), 6–2
2004 Australien Paul Hanley (2)
Tjekkiet Radek Štěpánek
Israel Jonathan Erlich
Israel Andy Ram
5–7, 7–6(5), 7–5
2005 Israel Jonathan Erlich
Israel Andy Ram
Tjekkiet Cyril Suk
Tjekkiet Pavel Vízner
6–4, 4–6, 6–3
2006 Australien Paul Hanley (3)
Zimbabwe Kevin Ullyett
Israel Jonathan Erlich
Israel Andy Ram
7–6(4), 7–6(2)
2007 Tjekkiet Martin Damm (2)
Indien Leander Paes
Rumænien Andrei Pavel
Tyskland Alexander Waske
6–3, 6–7(5), [10–7]
2008 Tjekkiet Tomáš Berdych
Rusland Dmitry Tursunov
Tyskland Philipp Kohlschreiber
Rusland Mikhail Youzhny
7–5, 3–6, [10–7]
2009 Canada Daniel Nestor
Serbien Nenad Zimonjić
Tjekkiet Lukáš Dlouhý
Indien Leander Paes
6–2, 7–5
2010 Canada Daniel Nestor (2)
Serbien Nenad Zimonjić (2)
Sverige Simon Aspelin
Australien Paul Hanley
6–4, 4–6, [10–7]
2011 Østrig Jürgen Melzer
Tyskland Philipp Petzschner
Frankrig Michaël Llodra
Serbien Nenad Zimonjić
6–4, 3–6, [10–5]
2012 Frankrig Michaël Llodra
Serbien Nenad Zimonjić (3)
Sverige Robert Lindstedt
Rumænien Horia Tecău
4–6, 7–5, [16–14]
2013 Sverige Robert Lindstedt
Serbien Nenad Zimonjić (4)
Holland Thiemo de Bakker
Holland Jesse Huta Galung
5–7, 6–3, [10–8]
2014 Frankrig Michaël Llodra (2)
Frankrig Nicolas Mahut
Holland Jean-Julien Rojer
Rumænien Horia Tecău
6–2, 7–6(4)
2015 Holland Jean-Julien Rojer
Rumænien Horia Tecău
Storbritannien Jamie Murray
Australien John Peers
3–6, 6–3, [10–8]
2016 Frankrig Nicolas Mahut (2)
Canada Vasek Pospisil
Tyskland Philipp Petzschner
Østrig Alexander Peya
7–6(2), 6–4
2017 Kroatien Ivan Dodig
Spanien Marcel Granollers
Holland Wesley Koolhof
Holland Matwé Middelkoop
7–6(5), 6–3
2018 Frankrig Pierre-Hugues Herbert
Frankrig Nicolas Mahut (3)
Østrig Oliver Marach
Kroatien Mate Pavić
2–6, 6–2, [10–7]
2019 Frankrig Jérémy Chardy
Finland Henri Kontinen
Holland Jean-Julien Rojer
Rumænien Horia Tecău
7–6(5), 7–6(4)
2020 Frankrig Pierre-Hugues Herbert (2)
Frankrig Nicolas Mahut (4)
Finland Henri Kontinen
Tyskland Jan-Lennard Struff
7–6(5), 4–6, [10–7]
2021 Kroatien Nikola Mektić
Kroatien Mate Pavić
Tyskland Kevin Krawietz
Rumænien Horia Tecău
7–6(7), 6–2
2022 Holland Robin Haase
Holland Matwé Middelkoop
Sydafrika Lloyd Harris
Tyskland Tim Pütz
4–6, 7–6(5), [10–5]

Kilder / eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Bomb Scare Ends Rotterdam Final". NY Times. 19. marts 1984. Hentet 27. marts 2012.
  2. ^ "ABN AMRO WTT History". Hentet 8. februar 2022.
  3. ^ "Federer gewinnt ATP-500-Turnier in Rotterdam - NZZ". 18. februar 2018. Hentet 9. april 2018.