Ruslands historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ruslands årtusinde, skulptur fra 1862 i Velikij Novgorod til hyldest af Ruslands historie

Ruslands historie begynder med østslavernes historie.[1][2] Den egentlige russiske historie er traditionelt anset som havende sin begyndelse ved etableringen af den rus-stat, der blev etableret i 862 af væringer i de nordvestlige dele af det område, der i dag udgør Rusland.[3] Staraja Ladoga og Novgorod blev de første større byer i den nye stat med indbyggere bestående af immigranter fra Skandinavien, slaver og finner-ugrier. I 882 besejrede prins Oleg af Novgorod Kijev, hvorved den nordlige og sydlige del af de østslaviske områder blev underlagt samme hersker. Riget blev kristnet med afsæt i det byzantinske rige i 988. Kijevriget bestod indtil dets opløsning omkring 1240 som følge af de de mongolske invasioner af Rus og den resulterende kraftige nedgang i befolkningstallet.

Efter det 13. århundrede blev Moskva det politiske og kulturelle centrum. Ved udgangen af det 15. århundrede havde Moskva underlagt sig de nordøstlige og nordvestlige russiske fyrstendømmer og bragt det mongolske overherredømme til ophør. Storfyrstendømmet Moskvas territorier blev i 1547 til Zar-Rusland. I 1721 omdøbte tsar Peter den Store riget til Det Russiske Kejserrige. På dette tidspunkt strakte staten sig fra i vest mod grænserne mod Den polsk-litauiske realunion og i øst mod Stillehavet. Rusland havde efter sejren over Napoleon efter dennes fejlslagne feltog mod Rusland i 1812 været blandt de dominerende stormagter i Europa. Oprør blandt den livegne landbefolkning var hyppige, men disse blev brutalt nedkæmpet. Tsar Aleksandr 2. afskaffede det russiske livegenskab med sin reform fra 1861, men landbefolkningen led fortsat under vanskelige forhold, og der opstod et pres for revolutionære ændringer i det russiske samfund. I de følgende årtier gennemførtes en række reformer, herunder Stolypin-reformerne i 1906–1914, vedtagelse af ny forfatning i 1906, nedsættelse af Statsdumaen m.v. med henblik på at åbne og liberalisere den russiske økonomi og det politiske system, men tsaren afviste at afsige sig sin autokratiske magt.

En kombination af økonomisk sammenbrud, krigstræthed og utilfredshed med zarens enevældige position førte i 1917 til den Den Russiske Revolution, der indledningsvist afsatte zaren og bragte en koalition af liberale og moderate socialister til magten, men som senere førte til de kommunistiske bolsjevikkers magtovertagelse den 7. november 1917 (25. oktober efter den julianske kalender).

I 1922 indgik Russiske SFSR sammen med Hviderussiske SSR, Ukrainske SSR og den Transkaukasiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik Traktaten om dannelse af Unionen af socialistiske sovjetrepublikker, hvorved de fire republikker blev lagt under samme statsdannelse i form af Sovjetunionen. Mellem 1922 og 1991 er Ruslands historie stort set sammenfaldende med Sovjetunionens historie. Sovjetunionen var en ideologisk baseret stat med stort set den samme geografiske udstrækning som det Russiske Kejserrige før Brest-Litovsk-freden i 1918. Sovjetunionen var fra sin grundlæggelse en étparti-stat ledet af kommunistpartiet. Tilgangen til socialismens opbygning varierede dog over årene: Fra en blandingsøkonomi og en accept af forskelligheder i republikkernes samfund og kultur over Josef Stalins kommandoøkonomi og undertrykkelse til en periode med stagnation fra 1960'er til 1980'erne. Igennem denne periode blev Sovjetunionen en af de betydende sejrherrer i 2. verdenskrig og en supermagt under Den kolde krig, hvor Sovjetunionen som lederen af Østblokken stod overfor Vesten. Sovjetunionen opnåede i perioden en kraftig teknologisk udvikling og blev under rumkapløbet den første nation, der sendte et menneske i kredsløb om Jorden.

I midten af 1980'erne blev svaghederne i den sovjetiske økonomi og politiske struktur akutte, hvilket ledte til Mikhail Gorbatjovs reformer, der ledte til kommunistpartiets tab af regeringsmagten og til Sovjetunionens sammenbrud, hvorved Rusland blev en selvstændig nation. Den Russiske Sovjetrepublik omdannedes til Den Russiske Føderation og blev en af fire efterfølgere til Sovjetunionen.[4] Den Russiske Føderation var den eneste af de gamle sovjetrepublikker, der overtog Sovjetunionens permanente sæde i FN's Sikkerhedsråd.[5] Senere overtog Rusland i 1994 Sovjetunionens samlede atomarsenal, men mistede sin status som supermagt. Rusland opgav planøkonomien og kollektiviseringer, og nye ledere, herunder nuværende præsident Vladimir Putin har efterfølgende søgt at revitalisere landets økonomi og har siden 2000 ført en stadig mere egenrådig og selvsikker udenrigspolitk. Ruslands involvering i seperatistbevægelser i det østlige Ukraines Donbass-region samt annekteringen af Krim i 2014, har bragt Rusland i konflikt med USA og EU og har ført til vedtagelse af sanktioner mod landet.

Forhistorisk tid[redigér | redigér wikikode]

De første bosættelser af mennesker i det område, der i dag udgør Rusland, kan spores tilbage til Olduwan-kulturen i den ældste stenalder. For ca. 2 millioner år siden udvandrede forhistoriske menneskerer af arten Homo erectus fra det vestlige Asien til det nordlige Kaukasus, hvor der er gjort arkæologiske fund i Kermek på Tamanhalvøen[6]). Ved udgravninger i Bogatyri er fundet stenredskaber, der er dateret til at være mellem 1,5 og 2 millioner år gamle.[7] Flintredskaber ca. 1,5 millioner år gamle er fundet i Dagestan i det nordlige Kaukasus, hvilket viser eksistensen af tidlige mennesker indenfor det område, der i dag er Rusland.[8] Fossiler af Denisova-mennesket er fundet i en hule ("Denisovahulen") i Altajbjergene i Sibirien med rester af et ungt individ af arten, der dateres ca. 110.000 år tilbage.[9][10][11] Området, der i dag er Rusland, var også hjemsted for nogle af de seneste neandertalere. Et delvist bevaret skelet af et neandertal-barn (Mezmajskaja 2) fundet i Mezmajskajahulen i Adygeja er dateret til blot af være 45.000 år gammelt.[12]

Kurgan-hypotesen: De sydlige Rusland som hjemsted de tidlige indoeuropæere. Hypotesen er blandt modellerne for indoeuropæernes oprindelse den, der har den bredeste støtte

De første fund af Homo sapiens (Ust'-Ishim manden) kan dateres 45.000 år tilbage. Fundet er gjort i det centrale Siberien. De tidligste fund af Homo sapiens i Europa er gjort i 2007 ved en udgravning nær floden Don, hvor fundene kan dateres mindst 40.000 år tilbage[13]) og ved udgravningen Sungir ved byen Vladimir (34.600 år gamle). Mennesker nåede de arktiske dele af Rusland for ca. 40.000 år siden.

I forhistorisk tid var de enorme steppeområder i det sydlige Rusland hjemsted for stammer af nomader, der drev husdyr med sig.[14] Der er gjort fund efter disse nomadekulturer flere steder i Rusland.[14][15][16][17]

Antikken[redigér | redigér wikikode]

I den anden halvdel af det 8. århundrede f.v.t. bragte græske handelsfolk antikkens civilisation til handelsstationer i Tanais og Fanagoria.[18] Byen Gelonus blev af Herodot omkring år 500 beskrevet som en kæmpe forskanset slavisk by. Det bosporanske rige blev etableret som en del af den romerske provins Moesia Inferior fra 63 til 68 e.v.t. under kejser Nero.[19] I det 2. århundrede e.v.t. trængte gotere ind i områderne omkring Sortehavet og i det 3. og 4. århundrede havde goterne et kongerige Oium i området, der i dag udgør det sydlige Rusland, indtil dette blev erobret og overtaget af hunnerne i perioden mellem det 3. og 6. århundrede.[20]

Det tyrkiske folk khazarerne regerede gennem det 8. århundrede over steppeområderne omkring nedre Volga mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav.[21] Khazarerne var kendt for deres lovregulerede samfund, tolerance og kosmopolitisme[22] og var den vigtigste kommercielle forbindelse mellem området omkring Østersøen i nord og det muslimske Abbaside-kalifat med centrum i Bagdad.[23] De var vigtige allierede med Det Byzantinske Rige,[24] og førte flere succesfulde krige mod det arabiske kalifat.[21][25] I det 8. århundrede konverterede khazarerne til jødedommen.[25]

Tidlig historie[redigér | redigér wikikode]

Oprindelige østslavere[redigér | redigér wikikode]

Oversigtskort over de forskellige folkeslag i europæisk Rusland ved vægringernes ankomst og før den slaviske kolonisering

Nogle af de moderne russeres forfædre var slaviske stammer, der ifølge nogle forskere menes at have deres udspring i skovområderne omkring Pripjat-sumpene i det nuværende Hviderusland og Ukraine[26] De tidlige østslavere slog sig ned i det vestlige Rusland i to bølger: én fra Kijev mod det nuværende Suzdal og Murom og én fra Polotsk mod Novgorod og Rostov.[27]

Fra det 7. århundrede og frem udgjorde østslaverne hovedparten af befolkningen i det vestlige Rusland,[27] hvor de langsomt og fredeligt assimilerede de Finsk-ugriske stammer, såsom meryaerne[28] muromianerne,[29] og meshcherne.[30]

Kijevriget (882–1283)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kijevriget
Væringernes ankomst af Viktor Vasnetsov

Skandinaviske vikinger, kaldet væringer[31] østpå, drog fra midten af det 9. århundrede langs vandvejene fra den østlige del af Østersøen til Sortehavet og det Kaspiske Hav.[32] Ifølge Nestorkrøniken blev væringen Rurik omkring 860 valgt som prins af Novgorod,[33] og hans efterfølger Oleg af Novgorod udvidede området sydpå og underlagde sig Kijev,[34] der indtil da havde været undergivet khazarerne.[35] Oleg, Ruriks søn Igor og Igors søn Svjatoslav lagde efterfølgende alle de lokale østslaviske stammer under Kijevs magt og bragte khazarernes rige til ophør, ligesom de gennemførte flere militære udfald mod Byzans og Persien.

Den første østslaviske stat, Kijevriget, opstod på denne måde i det 9. århundrede langs floden Dnepr.[33] Kijevriget bestod af en gruppe af samarbejdende fyrstendømmer med fælles interesse i opretholdelsen af handlen langs floderne, og riget kontrollerede på den måde handlen med pels, voks og slaver mellem Skandinavien og Det Byzantinske Rige langs floderne Dnepr og Volkhov.[33]

Ved slutningen af det 10. århundrede var det skandinaviske aristokrati, der udgjorde en minoritet i Kijevriget, assimileret med den slaviske befolkning,[36] der under de mange plyndringer af Konstantinopel også havde absorberet den græsk-kristne indflydelse.[37] Et af disse plyndringstoger havde kostet livet for den slaviske druzjna, Svjatoslav 1., der var berømmet for at have besejret khazarerne omkring Volga.[38] På dette tidspunkt gennemgik Det byzantinske rige en større militær og kulturel genopblomstring, og trods rigets senere undergang havde det byzantinske rige en løbende indflydelse på udviklingen af Rusland i de år, hvor Rusland udviklede sin egen identitet.

Kijevriget efter 1097

Kijevriget havde stor betydning for indførelsen af den slaviske variant af den Ortodokse kirkes religion[33] og skabte en syntese af byzantinsk og slavisk kultur, der har defineret russisk kultur for de næste tusinde år. Kijevriget antog kristendommen i 988, da Prins Vladimir 1. lod alle Kijevs indbyggere offentligt døbe.[39] Nogle år senere fulgte de første love, Russkaja pravda, der blev indført af Jaroslav den vise.[40] Prinserne i Kijevriget fulgte fra begyndelsen det byzantinske system, hvor kirken var afhængige af dem, også for kirkens indtægter,[41] hvilket indebar, at den russiske kirke og stat altid var tæt forbundne.

I det 11. århundrede, særlig under Jaroslav den vises regentperiode, opnåede Kijevriget en position indenfor økonomi, arkitektur og litteratur, der overgik de vestlige dele af Europa.[42] Sammenlignet med de øvrige kristne europæiske lande blev det russiske sprog kun i begrænset omfang influeret af græsk og latin gennem de tidligere kristne skrifter,[33] idet kirkens liturgi anvendte kirkeslavisk (der igen var baseret på oldkirkeslavisk) og ikke de oprindelige græske eller latinske tekster.[43] I slutningen af det 11. århundrede blev det tyrkiske nomadefolk Kiptjakerne (en del af det kumanske folk) det dominerende folkeslag i stepperegionerne syd for Rus, hvor tidligere Petjenegierne havde været dominerende. De dannede en nomadisk stat på stepperne langs Sortehavet (Desht-e-Kiptjak). Kiptjakkerne angreb ofte ind i Kijevriget, hvor Kijev kun var en dagsrejse fra steppeområderne, og disse angreb tærede på rigets sydlige dele. De mange angreb fra nomaderne i syd medførte, at store dele af den slaviske befolkning drog mod nord til mere sikre skovområder i nord.

Kijevriget ophørte endeligt som stat grundet interne stridigheder blandt de forskellige medlemmer af den familie, der som prinser regerede de forskelige fyrstendømmer i riget. Kijevs dominans mindskedes og magten blev flyttet mod Vladimir-Suzdal i nordøst, Novgorod i nord og Galicien-Volhynien i sydvest. Det sidste udfald mod Kijevriget var den mongolske Gyldne Horde, der i 1240'erne bragte riget til ophør.[44] Galicien-Volhynien blev senere absorberet af Den polsk-litauiske realunion,[33] og det mongolsk dominerede Vladimir-Suzdal og den uafhængige republik Novgorod, begge i periferien af Kijev, kom til at udgøre grundlaget for den moderne russiske nation.[33]

Mongolernes invasion og følgende herredømme (1223–1480)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mongolernes invasion af Rus'

De invaderende mongoler fremskyndede fragmenteringen af Kijevriget. I 1223 påførte en mongolsk rytterhær de sydlige fyrster et knusende nederlag ved Slaget ved Kalka-floden.[45] I 1237–1238 nedbrændte mongolerne Vladimir (4. februar 1238)[46] og andre større byer i det nordøstlige Rus', og besejrede Jurij 2.'s hær i Vladimir-Suzdal ved det sidste større slag mod de indtrængende mongoler,[47] der herefter rykkede videre vestpå ind i Polen og Ungarn. På dette tidspunkt havde mongolerne indtaget de fleste russiske fyrstendømmer.[48] Kun Republikken Novgorod undgik besættelse og fortsatte sin blomstring blandt andet som følge af sit samarbejde med Hanseforbundet.[49]

Konsekvenserne af mongolernes invasion var forskellige i de forskellige dele af Kijevriget. De avancerede bykulturer blev ødelagt og de gamle bycentre Kijev og Vladimir kom sig aldrig over de første angreb og ødelæggelser.[44] De nyere byer Moskva,[50] Tver[50] og Nisjnij Novgorod[51] begyndte at kæmpe om herredømmet i det mogolsk-dominerede Rusland. Selvom en russisk hær besejrede Den Gyldne Horde ved Slaget ved Kulikovo i 1380,[52] fortsatte mongolernes dominans af de russiske områder, ligesom de russiske fyrster måtte betale tribut til mongolerne indtil ca. 1480.[50]

Mongolerne holdt Rus' og Det Volgabulgarske rige under kontrol fra deres vestlige hovedstad Saraj,[53] der i den tidlige middelalder var en af verdens største byer. Fyrsterne i det sydlige og østlige Rusland måtte betale tribut til mongolerne fra Den Gyldne Horde, også kaldet tatarerne,[53] men fik til gengæld bemyndigelse til at handle på vegne hordens khaner. Fyrsterne havde udstrakt bemyndigelse til at regere som de ønskede,[53] ligesom den russisk-ortodokse kirke fik en opblomstring i denne periode under ledelse af Aleksij af Moskva og Sergij Radonesjskij.

Mongolernes fik indflydelse på det russiske samfund, særlig inden for militær taktik og transport. Under mongoernes herredømme udviklede russerne et postvæsen, folketællinger, skatteopkrævning og en militær organisation.[33] I denne periode lykkedes det også fyrsten af Novgorod, Aleksandr Nevskij, ved Slaget på isen at slå de Nordiske korstog mod Rusland tilbage.

Storfyrstendømmet Moskva (1283–1547)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Storfyrstendømmet Moskva

Moskvas vej mod storhed[redigér | redigér wikikode]

Aleksandr Nevskijs yngste søn, Daniel Aleksandrovitj, grundlagde Storfyrstendømmet Moskva,[50] der i begyndelsen samarbejdede med tatarerne, men som senere udviste dem fra Rusland. Moskva var beliggende i Storfyrstendømmet Vladimir-Suzdal og var undergivet byen Vladimir. Moskva havde en central beliggenhed i forhold til de mange floder og var omgivet af beskyttende skove og sumpe, og overtog hurtigt rollen som centrum indenfor fyrstendømmet.

En væsentlig faktor i Moskvas opstigen var byens lederes samarbejde med de mongolske herskere, der gav byens fyrster ret til at bære titlen Storfyrste af Moskva og gav dem ret til at opkræve tribut fra de øvrige fyrstendømmer. Moskvas prestige blev yderligere styrket, da byen blev centrum for Den russisk-ortodokse kirke. Kirkens overhoved, Metropolitten, flygtede fra Kijev til Vladimir i 1299 og etablerede få år efter sit hovedkvarter i Moskva under navnet Kijev Metropolit.

I midten af det 14. århundrede skrumpede mongolernes magt og storhertugerne følte sig parat til at udfordre det mongolske herredømme. Ved Slaget ved Kulikovo ved floden Don i 1380 blev mongolerne besejret,[52] og selvom nederlaget ikke bragte mongolernes herredømme til ophør, gav sejren stor hæder til Storfyrst Dmitrij Donskoj. Moskvas lederskab over Rusland var nu slået endeligt fast og ved midten af det 14. århundrede var storfyrstendømmets territorium kraftigt forøget gennem køb, krig og ægteskaber.

Ivan den Store[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Ivan 3. af Moskva

I det 15. århundrede søgte storfyrsterne i Moskva at konsolidere Ruslands territorium og forøge befolkningen og velstanden. Den mest succesfulde af storfyrsterne var Ivan 3.,[50] der skabte grundlaget for den russiske nationalstat. Ivan var i konkurrence med den magtfulde rival i nordvest, Storhertugdømmet Litauen, om kontrol over de delvist uafhængige Øvre fyrstendømmer ved den øvre Dnepr og Oka.[54][55]

Ved at vinde lokale fyrsters loyalitet og gennem en langvarig krig mod Republikken Novgorod lykkedes det Ivan 3. at lægge rivalerne Novgorod og Tver ind under Storfyrstendømmet Moskva.[56] Som et resultat af dette tredoblede Storfyrstendømmet Moskva sit territorium under Ivan 3.'s regeringstid.[50] Under Ivan 3.'s konflikt med Pskov skrev munken Theofilos af Pskov et brev til Ivan 3. med en profeti om, at Ivan 3.'s kongedømme ville blive det Tredje Rom.[57] Konstantinopels fald og afsættelsen af den sidste græsk-ortodokse kristne kejser bidrog til idéen om, at Moskva som det nye Rom var den direkte arvtager og viderefører af den ortodokse kirke i Konstantinopel og derved arvtager til Romerriget, hvilket yderligere blev bestyrket ved Ivan 3.'s ægteskab i 1472 med den byzantinske prinsesse Sophia Palaiologina.[50]

The Great stand on the Ugra river (1480), ended Tatar/Mongol rule in Russia.

Under Ivan 3. blev de første regeringsinstitutioner grundlagt, de såkaldte prikaz. Der blev udstedt en lovbog, Sudebnik i 1497, det første sæt af love siden det 11. århundrede, og dobbeltørnen blev indført som Ruslands våben som et symbol på landets videreførelse af Byzans' og den ortodokse kirkes magt.

Ivan 3. fulgte tendensen fra det vestlige Europa, hvor regenterne på denne tid erklærede sig enevældige, og proklamerede sig som den absolutte suveræn over alle russiske fyrster og adelsmænd. Han afviste ethvert krav om betaling af tribut til tatarerne og iværksatte en række angreb på dem, hvilket førte til det endelige nederlag for Den Gyldne Horde, der på dette tidspunkt var opdelt i forskellige khanater og horder. Ivan og dennes efterfølgere søgte at beskytte Ruslands sydlige grænser mod angreb fra Krim-khanatet og andre horder.[58] For at opnå dette mål opbyggede Storfyrstendømmet Moskva og senere Zarrusland en række forsvarsanlæg, Den store zasetjnaja linje, og gav godser til adlen, der tjente militæret. Tildelingen af godser gav mulighed for opbygning af en kavaleribaseret hær.

Den interne konsolidering af magten fandt sted samtidig med statens eksterne ekspansion. I 1500-tallet anså Moskvas herskere hele det russiske territorium som en del af deres kollektive ejendom. Forskellige delvis-uafhængige fyrster krævede fortsat ret til særlige territorier,[55] men Ivan 3. tvang mindre fyrster til at anerkende Storfyrsten af Moskva som den ubestridte regent med kontrol over militær, retsvæsen og udenrigsrelationer. Langsomt blev den russiske hersker en magtfuld autokratisk regent, og siden en zar.

Ivan 3.'s regeringstid var præget af voldsom vækst i rigets udstrækning, frigørelse af Den Gylde Horde, en kraftig udbygning af Moskvas Kreml og en grundlæggelse af den russiske stat. I en biografi om Ivan 3. af den britiske historiker J.L.I. Fennell konkluderes, at tiden under Ivan 3. var "militært strålende og med en sund økonomi" og særlig udvidelsen af territoriet og kontrollen med dette fremhæves. Men Fennell hævder dog også, at tiden under Ivan 3. også var præget af "en kulturel undertrykkelse og åndelig tørke. Frihed blev udelukket inden for de russiske områder. Med sin fordomsfulde anti-katolicisme trak Ivan et tæppe ned mellem Rusland og Vesten. For at opnå territorial storhed fratog han sit land frugterne af vestlig læring og civilisation."[59]

Zar-Rusland (1547–1721)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Zar-Rusland

Ivan 4.[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Ivan den Grusomme af Rusland
Ivan 4. var Storfyrste af Moskva fra 1533 og 1547 og herefter "Zar over alle russere" indtil sin død i 1584.

Zarens enevældige magt nåede sit højdepunkt under Ivan 4., der fik tilnavnet "Ivan den Grusomme" (1547–1584).[60][61] Han samlede magten hos monarken i en hidtil uset grad, gennem en kompromisløs kurs mod adlen, som han forlangte fuld loyalitet fra. Adelsfolk, der ikke anerkendte zarens magt, eller på anden måde stod i vejen for Ivan 4., blev sendt i eksil eller henrettet.[50] Ikke desto mindre ses Ivan 4. ofte som en fremsynet statsmand, der i begyndelsen af sin regeringsperiode reformerede Rusland bl.a. gennem vedtagelse af en ny lovbog, Sudebnik af 1550),[62] etablering af stænderforsamlinger (Zemskij sobor), begrænsning af gejstlighedens indflydelse,[63] og indførelse af lokalt selvstyre i fjernere landdistrikter.[64] Ivan 4. etablerede også den første regulære hær under den russiske stat - Streltsy. [65] I 1553 beordrede Ivan 4. den første trykpresse indført i Rusland.

Ivan 4. bragte Rusland ind i den langstrakte livlandske krig mod bl.a. Polen-Litauen, Sverige og Danmark om kontrol og adgang til Østersøkysten, hvilket endte med, at Rusland måtte fraskrive sig rettighederne til Livland. Året efter måtte Ivan 4. ved Plussa-traktaten slutte fred med Sverige, hvor Rusland mistede Narva og sydkysten af den finske bugt, som var Ruslands eneste adgang til Østersøen.[66] Det lykkedes dog Ivan at annektere Kasan-khanatet, Astrakhan-khanatet og Sibir-khanatet,[67] hvilket i vidt omfang hindrede de asiatiske nomadefolk adgang til Europa gennem Volga og Uralbjergene. Med de østlige erobringer fik Rusland en stor muslimsk befolkningsgruppe, tartarerne, og Rusland blev derved en multietnisk stat. I denne periode fik handelsfamilien Stroganov et fast fodfæste i Uralbjergene og rekrutterede russiske kosakker til at kolonisere Sibirien.[68]

Under Ivans regeringstid opretholdt han de gode relationer til Elizabeth 1. af England og begyndte som den første russiske regent at samarbejde med kosakkerne i større omfang. Kosakkerne modtog våben og penge og privilegier mod at kosakkerne støttede Rusland mod tatarerne. Første større eksempel på dette samarbejde var, da Ivan i 1549 beordrede kosakkerne til angribe Krim.[69]

I den senere del af Ivans regeringstid opdelte han sit rige i to dele. Han etablerede et område, Opritsjnina, hvor Ivans loyale støtter gennemførte en række blodige udrensninger, der kulminerede med Massakren i Novgorod i 1570. De øvrige dele af Rusland blev ledet af bojarerne. Opdelingen af Rusland kombineret med militære nederlag, pestepidemier og hungersnød svækkede Rusland i en grad, der muliggjorde, at Krimtataterne kunne plyndre flere centrale russiske regioner og nedbrænde Moskva i 1571.[70] Trods nedbrændingen af Moskva lykkedes det Ivan 4. at besejre krimtartarernes hær i 1572. Samme år opgav Ivan opritsjninaen.[71][72]

Farerne udefra vedblev at være et problem under den sidste del af Ivans regeringstid. Hære fra Polen-Litauen og Sverige hærgede i Ruslands nord og nordvestlige dele.[73] Ved Ivan 4.’s død lå Ruslands økonomi i ruiner bl.a. som følge af de førte krige, der havde kostet Rusland dyrt økonomisk.

Urolige tider[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: De urolige tider i Rusland
Den falske Dmitrij ankommer til Moskavs Kreml den 20. juni 1605

Efter Ivans barnløse søn Fjodor døde, uddøde Rurikslægten, og der kom en tid med borgerkrige, økonomiske og sociale kriser og udenlandsk indtrængen i Rusland, der betegnes "De urolige tider i Rusland" (1606–13), hvilket førte til et midlertidigt kollaps af den russiske stat.[50] Usædvanlig kolde somre (1601–1603), fejlslagen høst,[74] der ledte til hungersnød og en generel opløsning af samfundets sociale sammenhængskraft. Zarerne tiltrådte og styrtedes med korte mellemrum. Boris Godunovs regeringsperiode endte i kaos, borgerkrig og affolkning af mange landdistriker. Uroen i landet blev ikke mindre af, at Den Polsk-litauiske realunion ved flere lejligheder angreb Rusland.[75]

Under Den polsk-russiske krig (1605–1618) nåede polsk-litauiske styrker Moskva, hvod de i 1605 indsatte Falske Dmitrij 1. som zar og støttede Falske Dmitrij 2. i 1607. Et af lavpunkterne under De urolige tider indtraf, da en kombineret svensk-russisk hær blev besejret og spredt af numerisk underlegne polske styrker under ledelse af hetman Stanisław Żółkiewski under slaget ved Klusjino den 4. juli 1610. Som et resultat af nederlaget afsatte de Syv bojaer, en gruppe russiske adelsfolk, zar Vasilij 4. den 27. juli 1610, og indsatte den polske hertug Vasilij 4. af Rusland som russisk zar den 6. september 1610.[76][77] Polakkerne invaderede Moskva den 21. september 1610, som blev brændt ned.[78][79][80] Krisen fremprovokerede en patriotisk opstand mod den polsk-litauiske invation i 1611 og 1612. Til sidst fik en frivillig hær under ledelse af Kuzma Minin og fyrst Dmitrij Pozjarskij fordrevet de fremmede styrker fra Moskva i november 1612.[81][82][83]

Den russiske stat overlevede De urolige tider og de svage og korrupte zarer i perioden grundet landets stærke offentlige institutioner. Statens institutioner og embedsmændene fortsat med at fungere uanset, hvilken zar, der var på tronen, og hvorledes denne var kommet til magten.[50] Men De urolige tider førte til tab af territorier i vest til Den Polsk-litauiske realunion under Den polsk-russiske krig (1605–1618) og til Sverige under Den ingermanlandske krig (1610-17).

Huset Romanov overtagelse af magten[redigér | redigér wikikode]

Den 16 år gamle Mikhail Romanov krones som den første zar i Romanovdynastiet.

Da polakkerne blev fordrevet fra Moskva, var den polske konge Vladislav 4. Vasa formelt russisk zar, men som følge af urolighederne, havde han aldrig regeret. Efter fordrivelsen i 1612, blev der i februar 1613 afholdt en stænderforsamling, Zemskij sobor, med repræsentanter fra 50 byer med henblik på at vælge en ny regent. Forsamlingen udpegede den 16-årige søn af patriarken Filaret, Mikhail Romanov, til at indtage tronen. Mikhail var den første zar fra Romanovdynastiet, der kom til at regere Rusland frem til 1917.

Det primære mål for det nye dynasti var at genoprette freden. Til Moskvas held var Ruslands fjender, Polen-Litauen og Sverige optaget af en bitter konflikt mellem de to lande, hvilket gav Rusland muligheden for at indgå en fredsaftale med Sverige i 1617 og til at indgå en våbenhvile med Polen-Litauen i 1619.

Tilbageerobringen af de tabte landområder begyndte i midten af 1600-tallet, da Khmelnytskij-opstanden (1648–57) under ledelse af kosakken Bogdan Khmelnytskij i Ukraine gjorde oprør mod Polen-Litauen, hvilket i januar 1654 førte til Perejaslav-traktaten mellem Rusland og de ukrainske kosakker. Med traktaten gav Rusland beskyttelse til kosakkernes stat øst for Dnepr, der tidligere havde været under polsk kontrol. Traktaten udløste Den polsk-russiske krig (1654–1667), der blev afsluttet ved Andrusovo-traktaten, hvor Polen accepterede tabet af det østlige Ukraine, Kijev og Smolensk.[50]

Russisk ekspansion i Eurasia mellem 1533 og 1896

Den russiske erobring af Sibirien begyndte i slutningen af 1500-tallet og fortsatte i 1600-tallet. I slutningen af 1640'erne nåede russerne Stillehavet, hvor den russiske opdagelsesrejsende Semjon Desjnov opdagede strædet mellem Asien og Amerika. Den russiske ekspansion i fjernøsten mødte kinesisk modstand fra Qing-dynastiet. Efter en række træfninger mellem russiske og kinesiske styrker i sidste halvdel af 1600-tallet, indgik parterne i 1689 Nertsjinsktraktaten, der fastsatte grænserne omkring floden Amur.

Den Russiske Føderation[redigér | redigér wikikode]

De første ti år efter Sovjetunionens sammenbrud bar præg af politisk og økonomisk ustabilitet. Boris Jeltsin blev Ruslands første folkevalgte præsident, der igen i 1996 blev valgt til det russiske præsidentembede. I 1993 søgte Tjetjenien at løsrive sig fra Rusland. Svaret blev en massiv invasion med mange døde til følge. Den russiske menneskerettighedsorganisation, Memorial, anslår at omking 50.000 civile omkom, hvilket er mellem 2,5 og fem gange større end de officielle tal[84]. Invasionen er ingen succes, idet Boris Jeltsins efterfølger, Vladimir Putin, ser sig nødsaget til at beordre endnu en invasion seks år senere[85]. Boris Jeltsins periode er imidlertid også præget af økonomisk uro. Samtidig bar perioden også præg af en uenighed om den førte politik mellem den russiske Statsduma og præsidenten. Dette ledte blandt andet frem til det meget dramatiske valg i 1996 mellem KPRF (Ruslands Kommunist Parti), Gennadi Zjuganov, og Boris Jeltsin. Sidst nævnte nød stor støtte blandt Ruslands rigmænd (oligarker), der brugte mange millioner på at sikre Jeltsins genvalg[86][87]. Jeltsin udnævnte mange premierministre op gennem 1990erne. Viktor Chernomyrdin sad længst, men det blev Jevgenij Primakov, der blev den mest kontroversielle set fra Jeltsins støtters side. Oligarkerne som et par år forinden havde hjulpet Jeltsin til magten, så en trussel i Primakov, der blev kaldt den lyserøde premierminister, fordi han tillod en kommunist i sin regering[88]. Dette førte til en situation, hvor oligarkerne indledte en åben krig med daglige angreb mod Primakov via deres medie-imperier. Særligt oligarken, Boris Berezovskij, følte at sin magt var under pres. Det var da også ham, der var den primære årsag til Primakovs afsættelse i 1999[89]. De politiske kriser gjorde det ikke nemmere at komme gennem de mange økonomiske kriser, landet oplevede op gennem 1990erne. I 1992 oplever Rusland en hyperinflation på 2506%. Året efter er den faldet med 2/3 til "kun" 840%[90].

Den Russiske Føderations andent årti begynder med Vladmir Putin som midlertidig præsident og endnu en krig i Tjetjenien, terrorangreb i Moskva, samt Kursk-krisen. Det nye årtusind bringer imidlertid også stigende oliepriser med sig, hvormed den russiske økonomi kommer i bedring. Putin bliver valgt til præsident i 2000 med 52,9 procent af stemmerne mod den kommunistiske rival, Gennadi Zjuganovs 29,2 procent. Putin bliver genvalgt i 2004 71,3 procent af stemmerne. Mod alle forventninger vælger Putin ikke at ændre den russiske forfatning, der begrænser antallet af sammenhængende perioder til to. Han efterfølges da af sin premierminister, Dimitri Medvedev, der sidder til 2012, hvor Vladimir Putin igen vælges som præsident.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "History of Russia – Slavs in Russia: from 1500 BC". Historyworld.net. Hentet 17. marts 2021. 
  2. ^ Hosking, Geoffrey; Service, Robert, (red.) (1998). Russian Nationalism, Past and Present. Springer. s. 8. ISBN 9781349265329. 
  3. ^ "Повесть временных лет". 
  4. ^ Article 1 of the Lisbon Protocol from the U.S. State Department website. Arkiveret 28 May 2019 hos Wayback Machine
  5. ^ Country Profile: Russia Foreign & Commonwealth Office of the United Kingdom. Arkiveret 11 March 2008 hos Wayback Machine
  6. ^ Щелинский В. Е. и др. Раннеплейстоценовая стоянка Кермек в Западном Предкавказье (предварительные результаты комплексных исследований) // Краткие сообщения ИА РАН. Вып. 239, 2015.
  7. ^ Щелинский В. Е. "Об охоте на крупных млекопитающих и использовании водных пищевых ресурсов в раннем палеолите (по материалам раннеашельских стоянок Южного Приазовья)" (PDF). www.archaeolog.ru (russisk). Hentet 2019-12-17.  // Краткие сообщения Института археологии. Вып. 254. 2019
  8. ^ Chepalyga, A.L.; Amirkhanov, Kh.A.; Trubikhin, V.M.; Sadchikova, T.A.; Pirogov, A.N.; Taimazov, A.I. (2011). "Geoarchaeology of the earliest paleolithic sites (Oldowan) in the North Caucasus and the East Europe". Arkiveret fra originalen 20 May 2013. Hentet 2013-12-18. Early Paleolithic cultural layers with tools of oldowan type was discovered in East Caucasus (Dagestan, Russia) by Kh. Amirkhanov (2006) [...] 
  9. ^ A fourth Denisovan individual, 2017.
  10. ^ Matthew Warren, «Mum's a Neanderthal, Dad's a Denisovan: First discovery of an ancient-human hybrid - Genetic analysis uncovers a direct descendant of two different groups of early humans», Nature, vol. 560, 23 August 2018, p. 417-418.
  11. ^ Mitchell, Alanna (30 January 2012). "Gains in DNA Are Speeding Research into Human Origins". The New York Times. 
  12. ^ Igor V. Ovchinnikov; Anders Götherström; Galina P. Romanova; Vitaliy M. Kharitonov; Kerstin Lidén; William Goodwin (30 March 2000). "Molecular analysis of Neanderthal DNA from the northern Caucasus". Nature. 404 (6777): 490-493. Bibcode:2000Natur.404..490O. PMID 10761915. doi:10.1038/35006625. 
  13. ^ By K. Kris Hirst Archaeology Expert. "Pre-Aurignacian Levels Discovered at the Kostenki Site". Archaeology.about.com. Hentet 2016-05-18. 
  14. ^ a b Belinskij, Andrej; H. Härke (March-April 1999). "The 'Princess' of Ipatovo". Archeology. 52 (2). Arkiveret fra originalen 10 June 2008. Hentet 26 December 2007. 
  15. ^ Drews, Robert (2004). Early Riders: The beginnings of mounted warfare in Asia and Europe. New York: Routledge. s. 50. ISBN 0-415-32624-9. 
  16. ^ Dr. Ludmila Koryakova, "Sintashta-Arkaim Culture" - The Center for the Study of the Eurasian Nomads (CSEN). Retrieved 20 July 2007.
  17. ^ 1998 NOVA documentary: "Ice Mummies: Siberian Ice Maiden" Transcript.
  18. ^ Esther Jacobson, The Art of the Scythians: The Interpenetration of Cultures at the Edge of the Hellenic World, Brill, 1995, p. 38. ISBN 90-04-09856-9.
  19. ^ Gocha R. Tsetskhladze (ed), The Greek Colonisation of the Black Sea Area: Historical Interpretation of Archaeology, F. Steiner, 1998, p. 48. ISBN 3-515-07302-7.
  20. ^ Peter Turchin, Historical Dynamics: Why States Rise and Fall, Princeton University Press, 2003, pp. 185–186. ISBN 0-691-11669-5.
  21. ^ a b David Christian, A History of Russia, Central Asia and Mongolia, Blackwell Publishing, 1998, pp. 286–288. ISBN 0-631-20814-3.
  22. ^ Frank Northen Magill, Magill's Literary Annual, 1977 Salem Press, 1977, p. 818. ISBN 0-89356-077-4.
  23. ^ André Wink, Al-Hind, the Making of an Indo-Islamic World, Brill, 2004, p. 35. ISBN 90-04-09249-8.
  24. ^ András Róna-Tas, Hungarians and Europe in the Early Middle Ages: An Introduction to Early Hungarian History, Central European University Press, 1999, p. 257. ISBN 963-9116-48-3.
  25. ^ a b Daniel H. Frank and Oliver Leaman, History of Jewish Philosophy, Routledge, 1997, p. 196. ISBN 0-415-08064-9.
  26. ^ Paul M. Barford, The Early Slavs, Cornell University Press, 2001, pp. 15–16. ISBN 0-8014-3977-9.
  27. ^ a b David Christian, op cit., pp. 6–7.
  28. ^ Henry K Paszkiewicz, The Making of the Russian Nation, Darton, Longman & Todd, 1963, p. 262.
  29. ^ Rosamond McKitterick, The New Cambridge Medieval History, Cambridge University Press, 1995, p. 497. ISBN 0-521-36447-7.
  30. ^ Aleksandr Lʹvovich Mongaĭt, Archeology in the U.S.S.R., Foreign Languages Publishing House, 1959, p. 335.
  31. ^ Se eksempelvis Viking (Varangian) Oleg and Viking (Varangian) Rurik i Encyclopædia Britannica.
  32. ^ Dimitri Obolensky, Byzantium and the Slavs, St Vladimir's Seminary Press, 1994, p. 42. ISBN 0-88141-008-X.
  33. ^ a b c d e f g h Kievan Rus' and Mongol Periods Arkiveret 27 September 2007 hos Wayback Machine, excerpted from Glenn E. Curtis (ed.), Russia: A Country Study, Department of the Army, 1998. ISBN 0-16-061212-8.
  34. ^ James Westfall Thompson, and Edgar Nathaniel Johnson, An Introduction to Medieval Europe, 300–1500, W. W. Norton & Co., 1937, p. 268.
  35. ^ David Christian, Op cit. p. 343.
  36. ^ Særlig vedrørende aristokratiet, se World History Arkiveret 18 July 2007 hos Wayback Machine. Hentet den 22. juli 2007.
  37. ^ Se Dimitrij Obolenskij, "Russia's Byzantine Heritage," i Byzantium & the Slavs, St Vladimir's Seminary Press, 1994, pp. 75–108. ISBN 0-88141-008-X.
  38. ^ Serhii Plokhy, The Origins of the Slavic Nations: Premodern Identities in Russia, Ukraine, and Belarus, Cambridge University Press, 2006, p. 13. ISBN 0-521-86403-8.
  39. ^ The Christianisation of Russia
  40. ^ Gordon Bob Smith, Reforming the Russian Legal System, Cambridge University Press, 1996, p. 2–3. ISBN 0-521-45669-X.
  41. ^ P. N. Fedosejev, The Comparative Historical Method in Soviet Mediaeval Studies, USSR Academy of Sciences, 1979. p. 90.
  42. ^ Russell Bova, Russia and Western Civilization: Cultural and Historical Encounters, M.E. Sharpe, 2003, p. 13. ISBN 0-7656-0976-2.
  43. ^ Timothy Ware: The Orthodox Church (Penguin, 1963; 1997 revision) p.74
  44. ^ a b In 1240. See Michael Franklin Hamm, Kiev: A Portrait, 1800–1917, Princeton University Press, 1993. ISBN 0-691-02585-1
  45. ^ See David Nicolle, Kalka River 1223: Genghis Khan's Mongols Invade Russia, Osprey Publishing, 2001. ISBN 1-84176-233-4.
  46. ^ Tatyana Shvetsova, The Vladimir Suzdal Principality Arkiveret 20 March 2008 hos Wayback Machine. Hentet 21. juli 2007.
  47. ^ Janet Martin, Medieval Russia, 980–1584, Cambridge University Press, 1995, p. 139. ISBN 0-521-36832-4.
  48. ^ The Destruction of Kiev
  49. ^ Jennifer Mills, The Hanseatic League in the Eastern Baltic Arkiveret 29 June 2011 hos Wayback Machine, SCAND 344, May 1998. Hentet 21. juli 2007.
  50. ^ a b c d e f g h i j k Muscovy, Glenn E. Curtis (ed.), Russia: A Country Study, Department of the Army, 1998. ISBN 0-16-061212-8.
  51. ^ Sigfried J. De Laet, History of Humanity: Scientific and Cultural Development, Taylor & Francis, 2005, p. 196. ISBN 92-3-102814-6.
  52. ^ a b The Battle of Kulikovo (8 September 1380) Arkiveret 7 June 2007 hos Wayback Machine. Hentet 22. juli 2007.
  53. ^ a b c "History of the Mongols". History World. Hentet 26. juli 2007. 
  54. ^ Ivan III Arkiveret 6 August 2007 hos Wayback Machine, The Columbia Encyclopedia, Sixth Edition. 2001–05.
  55. ^ a b Ivan III, Encyclopædia Britannica. 2007
  56. ^ Donald Ostrowski in The Cambridge History of Russia, Cambridge University Press, 2006, p. 234. ISBN 0-521-81227-5.
  57. ^ See e.g. Eastern Orthodoxy, Encyclopædia Britannica. 2007. Encyclopædia Britannica.
  58. ^ "The Tatar Khanate of Crimea". Arkiveret fra originalen 8 November 2017. Hentet 12 July 2009. 
  59. ^ J. L. I. Fennell, Ivan the Great of Moscow (1961) p 354
  60. ^ Tim McDaniel. "Autocracy, Modernization, and Revolution in Russia and Iran". Princeton University Press, 14. juli 2014 ISBN 1400861624 p. 64
  61. ^ Kevin O'Connor. "The History of the Baltic States" Greenwood Publishing Group, 1. januar 2003 ISBN 0313323550 p. 23
  62. ^ "Ivan the Terrible". Minnesota State University Mankato. Arkiveret fra originalen 18 July 2007. Hentet 23 July 2007. 
  63. ^ Zenkovsky, Serge A. (Oktober 1957). "The Russian Church Schism: Its Background and Repercussions". Russian Review. Blackwell Publishing. 16 (4): 37-58. JSTOR 125748. doi:10.2307/125748.  Tjek datoværdier i |date= (hjælp)
  64. ^ Skrynnikov R., "Ivan Grosny", p.58, M., AST, 2001
  65. ^ Paul, Michael C. (2004). "The Military Revolution in Russia 1550–1682". The Journal of Military History. 68 (1): 9–45 [særlig pp. 20–22]. doi:10.1353/jmh.2003.0401.  Ukendt parameter |s2cid= ignoreret (hjælp)
  66. ^ William Urban. "THE ORIGIN OF THE LIVONIAN WAR, 1558". LITHUANIAN QUARTERLY JOURNAL OF ARTS AND SCIENCES. Hentet 23 July 2007. 
  67. ^ Janet Martin, Medieval Russia, 980–1584, Cambridge University Press, 1995, p. 395. ISBN 0-521-36832-4.
  68. ^ Siberian Chronicles, Строгановская Сибирская Летопись. изд. Спаским, СПб, 1821
  69. ^ Alexander Filjushkin (2008). "Chapter 1 Russian Military Forces in the Sixteenth Century: Infrastructure of the Russian Army". Ivan the Terrible: A Military History. Frontline Books. ISBN 978-1473815599. 
  70. ^ Skrynnikov R. "Ivan Grozny", M, 2001, pp.142–173
  71. ^ Robert I. Frost The Northern Wars: 1558–1721 (Longman, 2000) pp.26–27
  72. ^ "Gulliver". 
  73. ^ Skrynnikov. "Ivan Grozny", M, 2001, pp.222–223
  74. ^ Borisenkov E, Pasetski V. "The thousand-year annals of the extreme meteorological phenomena", ISBN 5-244-00212-0, p.190
  75. ^ Solovyov. "History of Russia...", v.7, pp.533–535, pp.543–568
  76. ^ Lev Gumilev (1992), Ot Rusi k Rossii. Ocherki e'tnicheskoj istorii [From Rus' to Russia], Moscow: Ekopros.
  77. ^ Michel Heller (1997), Histoire de la Russie et de son empire [A history of Russia and its empire], Paris: Plon.
  78. ^ George Vernadsky, "A History of Russia", Volume 5, Yale University Press, (1969). Russian translation
  79. ^ Mikolaj Marchocki "Historia Wojny Moskiewskiej", ch. "Slaughter in the capital", Russian translation
  80. ^ Sergey Solovyov. History of Russia... Vol. 8, p. 847
  81. ^ Chester S L Dunning, Russia's First Civil War: The Time of Troubles and the Founding of the Romanov Dynasty, p. 434 Penn State Press, 2001, ISBN 0-271-02074-1
  82. ^ Troubles, Time of." Encyclopædia Britannica. 2006
  83. ^ Pozharski, Dmitri Mikhailovich, Prince Arkiveret 11 December 2008 hos Wayback Machine", Columbia Encyclopedia
  84. ^ The New York Times. August 16, 2005. Retrieved May 2, 2010.
  85. ^ Kagarlitsky, 2002: 253
  86. ^ Hoffman, David (1997). Powerful few rule Russian mass media, Washington Post Foreign Service, Marts 31, 1997. Washington, (24. April, 2010).
  87. ^ "But in the last two years, NTV's leaders and broadcasts have allied closely with the Kremlin. As Yeltsin's reelection campaign loomed early last year, (Vladimir) Gusinsky joined forces with (Boris) Berezovsky, a one-time mathematician who turned his Logovaz auto-import business into a conglomerate including media, aviation, banking and oil businesses." (se noten ovenfor)
  88. ^ Shevtsova, Lillia (2001). "From Yeltsin to Putin: Evolution of Power", pp. 67-112 i Brown, Archie, Shevtsova, Lilia (red.), Gorbachev, Yeltsin, and Putin, Carnegie Endowment for International Peace, p. 86
  89. ^ Duncan, Peter J. S. (2007), Oligarchs', business and Russian Foreign Policy: From El'tsin to Putin', Economics Working Paper no. 83, London: Centre for the Study of Economic and Social Change in Europe, p.3
  90. ^ Ellman, Michael (2000). "The Russian Economy under El'tsin", vol. 52, no. 8, p. 1421

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Zarens faneSpire
Denne artikel om Ruslands historie er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Historie