Sætningsskema
Sætningsskemaet (også feltskemaet[1] og feltanalyse[2] ) er en model og metode til at analysere ordstilling i sætninger på dansk. Sætninger beskrives i sætningsskemaet som en samling af felter for bestemte sætningsled. Paul Diderichsen fandt på sætningsskemaet i 1940'erne.[1] Den har haft længerevarende indflydelse og er blevet diskuteret fra flere vinkler.[3]
Sætningsskemaet kan også bruges som pædagogisk redskab.[4][5]
Historie[redigér | rediger kildetekst]
Diderichsen begyndte arbejdet med sætningsskemaet i 1930'erne. Baggrunden var de tilsvarende tyske beskrivelser (Satzklammer), hvilket Diderichsen ikke fremhævede pga. besættelsen.[3] I 1935 blev sætningsskemaet første gang fremlagt af Diderichsen på det 8. nordiske filologmøde i København.[6]
Diderichsens beskrivelser er udarbejdet fra et strukturalistisk perspektiv, men idet sætningsskemaets bliver koblet til sætningens formål som en måde at udtrykke sætningsindholdets status på, bevæger beskrivelsen sig i en funktionalistisk retning. Det minder om det senere talehandlingsbegreb.[7]
I 1986 var et nummer af tidsskriftet NyS et jubilæumsskrift for sætningsskemaet og indeholdt derfor artikler med fokus på det.[6]
Sætningsskemaer[redigér | rediger kildetekst]
I Elementær dansk grammatik opstiller Diderichsen to sætningsskemaer: helsætningsskemaet (oprindeligt hovedsætningsskemaet) og ledsætningsskemaet (oprindeligt bisætningsskemaet).[7] Navnene er dog misvisende, da ledsætninger ikke nødvendigvis følger ledsætningsskemaet, og visse typer helsætninger følger ledsætningsskemaet.[8] I Grammatik over det Danske Sprog bruges i stedet betegnelserne deklarativ ordstilling for helsætningsordstilling og neutral ordstilling for ledsætningsordstilling.[9]
Helsætningsskema[redigér | rediger kildetekst]
Helsætningsskemaet består først af forfeltet, derefter centralfeltet og til sidst et slutfelt, hvor centralfelt er en samlebetegnelse for de specifikke felter lille v, n og a, mens slutfelt er for store V, N og A.[2] Helsætningsskemaet bruges i to overordnede typer sætninger: deklarative helsætninger (øverste eksempel i skemaet) og helhedsspørgsmål (nederste eksempel). Forskellen er at helhedsspørgsmål ikke benytter forfeltet. Hv-spørgsmål følger det deklarative sætningsskema, mens imperative sætninger ligesom helhedsspørgsmål ikke bruger forfeltet.[10]
Forfelt | Centralfelt | Slutfelt | ||||
---|---|---|---|---|---|---|
v | n | a | V | N | A | |
I dag | har | Karl | glemt | sin cykel | - | |
Har | Karl | glemt | sin cykel | i dag? |
Ledsætningsskema[redigér | rediger kildetekst]
Ledsætningsskemaet er anderledes end helsætningsskemaet i centralfeltet, hvor lille v kommer efter n og a i rækkefølgen nav. Slutfeltet har samme rækkefølge som i helsætningsskemaet. I stedet for et forfeltet har ledsætningsskemaet dog et konjunktionalfelt før centralfeltet.[2] Ledsætninger kan altså modellers som k (k/a/s(sav(VSA))), eller i skemaform:[11]
Forbinderfelt | Neksusfelt | Indholdsfelt | ||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Sideordn. konjunktion | Underordn. konjunktion | Subjekt | Neksusadv. | Finit | Hjælpe-infinit | Fuld-infinit | Objekter eller prædikativ | Indholdsadv. |
og | at | han | sikkert ikke alligevel | kunde | faa | sagt |
hende Besked | i Tide |
eller | hvem | - | der ellers | vilde | - | komme | - | - |
Felter[redigér | rediger kildetekst]
Sætningsskemaet opdeler sætningen i 8 positioner (eller pladser) som kan indeholde led af bestemte typer defineret ud fra ordklasse og bøjningsform. De angives ofte med bogstavsforkortelser, hvor små bogstaver bruges om pladserne i neksusfeltet, og store om pladserne i indholdsfeltet. Der skelnes altså mellem "lille v" for finitte verber, og "store V" for infinitte.[5]
Forfelt[redigér | rediger kildetekst]
Forfeltet (F eller FF; også fundamentfeltet som brugt hos Diderichsen) er kendetegnet ved at det kan indeholde led med flere forskellige funktioner, både subjekt (inkl. formelle subjekter), objekt, adverbial og nogle former for infinitte verber. I skemaet markeres det med en streg på den plads hvor forfeltets led ellers ville have stået. Det finitte verbum kan ikke være i forfeltet.[5] Kun helsætningsskemaet har et forfelt, mens ledsætningsskemaet i stedet har lille k.[5]
Udfyldningen af forfeltet er med til at markere sætningens funktion. Tomt forfelt markerer ja/nej-spørgsmål, imperativ eller optativ - verbets form afgør hvilken. Forfelt udfyldt med spørgeord markerer indholdsspørgsmål.[5]
Forfeltsfordobling (også ekstra forfelt og foranstillet ekstraposition) er forekomsten af et led foran forfeltet, som henviser til det samme som materialet i forfeltet, fx Kaj, han er en kammerat, hvor Kaj står i det ekstra forfelt og bliver genoptaget med han, eller I morgen, så skal vi møde Kaj, hvor i morgen fungerer tilsvarende, men er et adverbial.[2] Diderichsen har foreslået at angive det genoptagende led med lille f.[12]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b Karker, Allan. "sætningsskema". Den Store Danske. lex.dk. Hentet 19. marts 2023.
- ^ a b c d Henrik Galberg Jacobsen; Peder Skyum-Nielsen (1996), Dansk sprog, Det Schønbergske Forlag, ISBN 87-570-1515-5, Wikidata Q122705550
- ^ a b Lars Heltoft (2016), "Grammatikker", Dansk sproghistorie: Dansk tager form, 1: 235-256, Wikidata Q117717343
- ^ Borgstrøm, Carl Hj. (1963). Innføring i sprogvidenskap (3. udgave). Lund: CWK Gleerup.
- ^ a b c d e Ole Togeby (2023), "Sætningsleddene og deres stilling 77 år efter", Universitets-Jubilæets danske Samfunds skrifter, Universitets-Jubilæets danske Samfund, Syddansk Universitetsforlag, ISBN 978-87-408-3517-5, Wikidata Q124800661
- ^ a b Lars Heltoft; John E. Andersen (2. april 1986), "Forord", NyS (16-17): 5-6, doi:10.7146/NYS.V16I16-17.13560, Wikidata Q109745596
- ^ a b Sten Vikner; Henrik Jørgensen (15. december 2017), "En formel vs. en funktionel tilgang til dansk sætningsstruktur", NyS (52-53): 135-168, doi:10.7146/NYS.V1I52-53.24954, Wikidata Q106419934
- ^ Lars Heltoft; Eva Skafte Jensen; Ida Elisabeth Mørch; Jørgen Schack (18. december 2020), Grammatiske termer, Dansk Sprognævns skrifter, Dansk Sprognævn, ISBN 978-87-89-41084-5, Wikidata Q105626920
- ^ Erik Hansen; Lars Heltoft (2011), Grammatik over det Danske Sprog, Wikidata Q61485520
- ^ Lisa Holm Christensen; Robert Zola Christensen (2014), Dansk grammatik, Odense: Syddansk Universitetsforlag, ISBN 978-87-7674-777-0, OL 31182846M, Wikidata Q117288981
- ^ Paul Diderichsen (1946). Elementær dansk grammatik. København: Gyldendal. s. 186.
- ^ Paul Diderichsen (1966), "Sætningsleddene og deres stilling - 30 år efter", Helhed og struktur. Udvalgte sprogvidenskabelige afhandlinger: 364-386, Wikidata Q124991496
|