Saltholm

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 19. maj 2015, 15:44 af 79.240.203.78 (diskussion) 79.240.203.78 (diskussion) (kilde til utilgaengelig region)
Saltholm
Saltholms beliggende
Geografi
Sted Øresund
Koordinater 55°38′N 12°45′Ø / 55.633°N 12.750°Ø / 55.633; 12.750
Areal 16 km²
Højeste punkt Harehøj  (3 m)
Administration
Land Danmark
Kommune Tårnby Kommune
Demografi
Folketal 1 (2013)
Befolknings­tæthed 0,0625/km²

Saltholm er Danmarks 21.-største ø, beliggende i Øresund 5 km øst for Amager og ca. 12 km fra Rådhuspladsen i København. Den hører til Tårnby Kommune. Øresundsforbindelsen passerer ca. en kilometer mod sydvest om øen. Øen er 16 km² og den er fra nord til syd ca. 7 km lang og ca, 2,5 km bred. De højeste naturlige bakker er fra 1-2 meter over den flade strandeng. Højeste punkt er Harehøj (3 m over havets overflade). Træer er der så godt som ingen af, og øen har en flad strandeng, som oversvømmes i stormvejr, øen har derfor siden middelalderen primært været brugt til græsning. Flere hundrede køer og får græsser på øen om sommeren. Øen ejes af grundejere på Amager og bestyres af Saltholmsejerlauget, der købte øen af Staten i 1873 for 31.000 rigsdaler. Kreaturer og får sikrer, at øen ikke gror til, hvorved det store antal ynglefugle ville forsvinde.

Øens grundvand er saltholdig og udrikkelig for mennesker, men kreaturerne vænner sig hurtig til det oppumpede vand. Der er ingen elektricitetsforsyning, men strøm får man fra solenergi eller en generator. Nye huse må ikke opføres på øen på grund af fredning, men der er ca. 10 sommerliggere på øen, bl.a. på kalktippen, der består af affald fra kalkbrydningens tid

Plantelivet er rigt og omfatter blandt andre Blå Iris, lægeurterne Almindelig Bulmeurt og Almindelig Hjertespand og den sjældne Øresunds-Hønsetarm. Dette var i 1983 medvirkende til, at øen blev fredet. En planlagt ny lufthavn på Saltholm blev herefter opgivet. Der er kun markveje og stier, men en vandretur i gummistøvler på øens nordside, fra bådehavnen Barakkebo, giver gode mulighede for at opleve øens enestående fugle- og planteliv.

Øens fugleliv er et af Danmarks rigeste. I træktiden kan øen tiltrække omkring 70.000 fugle. 18.000 par fugle yngler hvert år på øen. Specielt skal nævnes edderfuglekolonien som ikke blot er Danmarks største, men også er den største i Nordeuropa. En lille sælkoloni er også en del af dyrelivet på øen. De tidligere så omfattende mågekolonier på Saltholm har siden midten af 1970'erne været udsat for regulering som følge af faren for konfrontationer med flytrafikken (de såkaldte bird strikes) i tilknytning til Københavns Lufthavn i Kastrup. Den største af ternearterne, Rovternen, der normalt er en sjælden gæst i Danmark, som kun observeres undervejs på træk, ynglede i sommeren 2008 i det lukkede fuglereservat på Saltholm.[1]

Den sydlige del af øen fra Holmegården er utilgængelig for offentligheden i fuglenes yngletid fra 1. marts til 15. juli.[2]

Saltholm består af et tyndt lag muld med græs på et underlag af kalk og flintesten. Af naturressourcer på øen har kalken endvidere været udnyttet. Kalken blev brugt til mørtel og især til genopbygningen af København efter de omfattende brande i 1700-tallet og til opførelsen af Kronborg. Den erhvervsmæssige brydning standsede dog i 1935.

Man kan besøge øen ved at sejle med postbåden, der afgår hver tirsdag og fredag fra Kastrup Havn.

Historie

Oversigtsbillede over hovedparten af bebyggelserne på Saltholm

Saltholms historie går tilbage til omkring år 1230, hvor navnet første gang kan ses i Kong Valdemars Jordebog. Her skænkede Valdemar Sejr øen til Roskildebispen Niels Stigsen.

1280 får Københavns borgere får ret til at bryde kalksten på Saltholm. 1521 giver Chr. II Hollænderne på Amager ret til at bruge, bebygge og beholde øen Saltholm, og dermed retten til at bryde kalk. Der bliver indført fælles græsning og mejeribrug.

1541 protesterer de danske Amagere, med støtte af Rigsrådet, mod hollændernes uindskrænkede ret til Saltholm, hvilket afstedkommer kongeligt brev, der giver samme rettigheder til de danske Amagere som til Hollændere. 1547 flytter de fastboende Hollændere bort fra øen, som nu bliver overdraget til samtlige beboere på Amager.

1658 forbliver Saltholm dansk ved Roskildefreden. 1670 stadfæster Chr. d. V. Hollændernes rettigheder, men tager forbehold med hensyn til ejendomsretten. Endvidere bliver den afgift, der er ydet gennem 150 år -200 læs kalksten årlig - nu afløst af Landgilde betalt i rede penge.

1709 anvendes Saltholm som karantænestation under pestepidemien. i 1709. Alle udlændinge, der ønskede at besøge København, skulle opholde sig 40 dage på øen. Saltholm blev af staten i 1873 solgt til landmænd på Amager, og er i dag ejet af cirka 200 lodsejere.

Militært har øen været anvendt som en del af Københavns befæstning i begyndelsen af det 20. århundrede. Under 1. verdenskrig blev der opstillet to kanonbatterier på øen, Saltholm Batteri og Barakke Batteri, og der blev udstationeret soldater. I 1915 blev der bygget et tipvognsspor, som forbandt kanonerne med havnen.

I en kort årrække fra 1919 til 1936 havde øen en skolebygning, og der har været faste beboere på øen siden middelalderen. Størst har befolkningstallet været om sommeren. I alt omfatter bebyggelserne på Saltholm 2 gårde og 12 huse, og så sent som 2008 havde øen fem faste beboere, Opgørelsen fra Danmarks Statistik (statistikbanken.dk) viser en fast beboer pr. 1. januar 2013.[kilde mangler] I 2015 blev antallet af faste beboere opgjort til to.[kilde mangler]

Noter og henvisninger

Eksterne henvisninger

55°38′N 12°45′Ø / 55.633°N 12.750°Ø / 55.633; 12.750