Sammenhængskraft

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Sammenhængskraft betegner tilbøjelighed hos dele af faste legemer og væsker til at hænge sammen (kohæsion). Ordet kendes på dansk siden 1799.[1]

Ordet er i nyere tid (siden 1994)[2] inden for politik, sociologi og statskundskab et begreb, som bruges til at beskrive fællesskabsfølelsen (eller mangelen på samme) i et samfund.[3] Begrebet bruges ofte i den politiske debat med henvisning til, at samfundets sammenhængskraft er truet grundet dårlig integration. Hvis sammenhængskraften i et samfund er god, indebærer det, at afstanden mellem grupperne i samfundet ikke er stor, hverken socialt eller kulturelt, samt at der er mange kontaktflader mellem de forskellige grupperinger i samfundet.

Tanken bag begrebet er, at individerne ved at indgå i sociale relationer får adgang til nogle ressourcer, som udspringer af medmenneskelighed. Samtidig får disse sociale relationer individerne til at føle sig som gensidigt forbundne og ikke blot som enkeltbrikker i et spil. Man kan sige, at sammenhængskraften betinges af tre faktorer:

Disse tre faktorer danner en symbiose – en sum, som af professoren Robert D. Putnam kaldes for social kapital. Det er umiddelbart muligt at konstatere hvorvidt et samfund har en høj eller lav sammenhængskraft, når man ser på de ovenstående faktorer.

Sammenhængskraften i et samfund har desuden forbindelser til andre faktorer – f.eks. kriminalitet, tryghed, helbred og sygelighed, økonomisk vækst, integration med mere. Danmark regnes generelt for at være et samfund med en høj sammenhængskraft, men flere politikere, blandt andre Karen Jespersen har i de senere år pointeret, at sammenhængskraften er truet.[2]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]