Sandemand

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sandemand (oldnordisk sannaðar-, sannanarmaðrretskafne mænd) betegnede en person, som afgjorde markskelssager, straffesager og visse retssager mellem kirke og bønderne. Ifølge Jyske Lov skulle der udnævnes otte sandemænd i hvert herred.[1] De udnævntes af kongen og afgav udtalelse i en række grovere sager såkaldt sandmænds tov, som lå til grund for tingets sagsafgørelse.[2] Senere blev begrebet også brugt i Christian 5.s lov. Med jordfællesskabets ophør omkring året 1800 trådte institutionen efterhånden ud af funktion.

Sandemand var også en betegnelse for de bornholmske sognefogeder. De skulle iagttage det fornødne ved ildebrande på øen. Begrebet blev også brugt om et (vitterligheds)vidne i retssager.[3]

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "sandemænd". Den Store Danske (lex.dk online udgave).
  2. ^ Håndbog for danske lokahistorikere redigeret af Johan Hvidtfeldt
  3. ^ Den danske ordbog: Sandemand