Sankthans

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Sankt Hans. (Se også artikler, som begynder med Sankt Hans)
Dansk sankthansbål med den traditionelle heks på bålet.

Højtiden sankthans har navn efter Johannes Døberen, hvis fødsel fandt sted seks måneder før Jesu fødsel (se Luk 1,13-26) og er sat til den 24. juni. Datoen kaldes derfor sankthansdag (Skt. Hans' dag). I nordisk tradition afholdes højtider aftenen før dagen, så sankthansaften fejres den 23. juni, ligesom juleaften fejres dagen før juledag.

Dagen fejres også i andre nordeuropæiske lande som England, Irland, Tyskland, Polen, Rusland og Frankrig, men mest i Norden og de baltiske lande, hvor den karakteristiske, lyse, nordiske nat giver de optimale betingelser.

Oprindelsen til sankthansaften – en hedensk fest[redigér | redigér wikikode]

Sankthansaften har meget til fælles med valborgnatten 30. april, hvor man oprindeligt også tændte bål. Når bålskikken i dag kun knyttes til sankthans, kan grunden være kalenderreformen i 1700, hvor kalenderen rykkede 11 dage frem. En forrykning på halvanden uge om foråret kan have betydet, at det blev for koldt til at sidde ude om aftenen ved et bål. [1]

Ligesom juleaften er sankthansaften et levn fra hedenske skikke, hvor årets korteste dag, vintersolhverv, og årets længste dag, sommersolhverv, blev fejret. Kristne missionærer og præster fik nyfortolket de gamle skikke, så de kunne bruges til at tjene kristendommens udbredelse. I det 7. århundrede advarede Sankt Eligius de nykristnede indbyggere i Flandern mod at fortsætte med at dyrke hedenske ritualer.

Citat Ingen kristen udfører ved Johannes Døberens fest eller ved nogen anden helgens fest solhvervsritualer, danseri, hopperi eller djævelske sange. Citat

Festen for Johannes Døberen blev i 400-tallet fastlagt til den 24. juni, som ud fra Lukasevangeliet fandt sted 6 måneder før Jesu fødsel. [2] Sankthans regnes som en af de ældste kirkefester. Lyset fra bålet blev tolket som symbol på Johannes, som udpegede Kristus i en verden af mørke. De hedenske bål var nu velsignet af kirken til ære for Døberen, og katolsk liturgi indeholder velsignelser for bålet. [3] Sankthansaften var da også en helligdag frem til 1770, da Struensee fik antallet helligdage halveret. Som forordningen udtrykte det: "Skiønt deres Anordning kan have havt et gudeligt Øiemerke, ere de dog mere blevne anvendte til Lediggang og Laster, end til sand Guds Dyrkelse; hvorfore det er bedre, at de efter andre Protestantiske Landes Exempel blive anvendte til Arbeide og nyttig Gierning". [4]

Gamle ritualer i forbindelse med sankthansaften[redigér | redigér wikikode]

Sankthansbål, maleri af Nikolai Astrup, 1912.

Folk fejrede sankthans eller midsommer med fest, sang og druk, især omkring helligkilderne. Kirsten Piils kilde blev efter sigende fundet en midsommernat i 1583. Der var magi i luften, og havde man brug for planter med ekstra styrke i, gjaldt det om at høste dem ind den nat. En rønnegren ophængt over døren beskyttede mod hekse. Ifølge folketroen kunne forelskede piger hænge to sankthansurter op under loftsbjælken for at spå om fremtiden. Voksede planterne bort fra hinanden, var der ikke håb om, at forelskelsen var gengældt. Voksede de derimod mod hinanden, så det lyst ud. Kvinder skulle passe på, ikke at blive stukket af sankthansormen i løbet af sankthansfesten. Det blev man angiveligt gravid af. I 1740’erne blev det forbudt at blusse på sankthansaften, men det viste sig umuligt at håndhæve forbuddet. [5]

Til sankthans var helligkildernes magiske helbredelseskraft stærkest, og folk valfartede til dem i kildetiden, som startede ved sankthans og sluttede på Frue Dag, 2. juli. Der var i nogle egne af landet tradition for at gå til hellige træer i denne tid, og der blev bl.a. på Lolland-Falster flettet blomsterkranse, som skulle hænges op i hellige træer.

Bålet skulle helst tændes med såkaldt "vild ild" eller "nødild" (altså ild, som laves fra grunden af). [6] På bålet har der siden 1920'erne begyndelse været placeret en figur, der ligner en heks. [7] Heksene flyver ifølge overleveringen til kendte heksebjerge som Bloksbjerg i Harzen, Hekkenfeldt (egentlig HeklaIsland) og Lyderhorn i Bergen sankthansaften og -nat. Joachim Junges bog Den nordsjællandske Landalmues Characteer, Skikke, Meninger og Sprog fra 1798 nævner, at blus var udbredt på den tid. [8] Sankthansblus bestod af halmknipper fæstet til lange stænger. Folk løb så hen over markerne med disse fakler, kaldt "væk-ild", fordi den skulle skræmme svampe, hekse og trolde væk. [9]

Heksen kom først på bålet i løbet af 1920'erne på egnen ved Kalundborg, hvor der arbejdede en del tyskere på skibsværftet under 1. verdenskrig. Hjemmefra kendte de til skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet, hvor dukken symboliserer det onde, man vil til livs. [10] Figurer blev brændt på bål andre steder i Europa, men under andre navne, fx Judas, som blev brændt til påske, [11] og Guy Fawkes i England.

Sankthansaften i dag[redigér | redigér wikikode]

Sankthansbål i Haldbjerg i Vendsyssel med udsigt over Kattegat.

Nu om dage markeres sankthans ved offentlige og private arrangementer. Mange foreninger afholder arrangementer. Et typisk program omfatter en tale, derpå antændelse af bålet, og mens flammerne slikker op imod sommeraftenen synger alle Midsommervisen. Fyrværkeri ved midnat kan også indgå i programmet. Talen vil ofte blive fremført af en person, der er kendt i lokalområdet.

Midsommervisen af Holger Drachmann med melodi af Lange-Müller stammer fra syngespillet Der var engang. Shu-bi-dua udgav i 1980 Drachmanns tekst til ny melodi, [12] som også er blevet populær.

Der er mange vejrvarsler knyttet til dagen. For eksempel:

  • "Regner det sankthansaften, da skal det regne seks uger derefter."
  • "Jo mere det regner på sankthansaften, des mindre vokser hasselnødderne."

Se også[redigér | redigér wikikode]

Faglitteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Erik Reitzel-Nielsen: Omkring Sankt Hans – Lidt spredt kulturhistorie, C.A. Reitzels Forlag, 1995. ISBN 87-7421-901-4.
  • Gitte Kjær: Sankt Hans Glædens Fest, Strandbergs Forlag, 1987, 1998 2. oplag, ISBN 978-87-87200-89-9.

Skønlitteratur og kunst om sankthans[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]