Dansk Santalmission

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Santalmissionen)
Spring til navigation Spring til søgning

Missionsselskabet Dansk Santalmission (i dag en del af Danmission) blev etableret af Hans Peter Børresen (født 29. november 1825 – død 23. september 1901) i samarbejde med den norske missionær Lars Olsen Skrefsrud.

Navnet[redigér | redigér wikikode]

Santalmissionen kom i skandinavisk sprogbrug til at betegne den nordiske santal-mission, som også er mere omfattende end de andre missioner blandt santalerne, nemlig den anglikanske fra 1860 (Church Missionary Society) og den presbyterianske fra 1870 (den skotske frikirke) foruden nogle endnu mindre.[1]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Den nordiske santalmission går tilbage til 1867, da danskeren H. P. Børresen og nordmanden L. O. Skrefsrud, der var trådt ud af det Gossner’ske Missionsselskab[2] i forbindelse med den dansk-tyske krig i 1864, begyndte et missionsarbejde blandt santalerne i Santal Parganas. I begyndelsen arbejdede de sammen med en baptistisk missionær Edward Johnson og modtog regelmæssige bidrag fra det engelske baptistiske missionsselskab. At de dog ikke betragtede sig som stående i dette selskabs tjeneste, ligger allerede i, at de 1868 vedtog, at missionens officielle navn skulle være The Indian Home Mission to the Santhals, idet navnet »Indisk Hjemmemission« udtrykte deres ønske om, at missionen skulle bæres oppe ved bidrag fra kristne i Indien. I de første år indsamlede Børresen da også de fornødne midler på sine »tiggerrejser« til de store byer i Nordindien.[1]

Missionsstationen oprettes[redigér | redigér wikikode]

I 1867 blev den første missionsstation, "Ebeneser", anlagt på en grund, de havde købt ved landsbyen Benagaria. For at overvinde santalernes naturlige skyhed og mistro fulgte de med dem på deres jagtture, overværede deres fester, spiste sammen med dem og hjalp deres syge. Med sine ualmindelige sprogevner var Skrefsrud i stand til at kunne prædike på santalsproget efter kun et fjerdingårs forløb. Allerede 1869 blev 3 unge santaler døbt. Tilliden til missionærerne voksede meget, da Skrefsrud talte santalernes sag for guvernøren over Bengalen og klagede over den undertrykkelse og de bedragerier, de var genstand for fra de hinduiske godsejere og ågerkarle. I 1872 udkom der en »Forordning om en bedre styrelse af Santal Parganas«, hvorved ejendomsforholdene blev ordnede. Der blev udstedt fæstebreve på jorden, skatter og rentefod blev fastsat, og santali blev retssprog. De hinduiske godsejere var forbitrede på missionærerne, men de taknemlige santaler værnede om deres velgøreres liv. Udsendte snigmordere blev tagne til fange og sendt bundne tilbage. Snart vandt Skrefsrud ved sin upartiskhed og sin dygtighed en så almindelig tillid, at man benyttede ham som voldgiftsmand i stridigheder mellem santalerne og hindugodsejerne. Efterhånden voksede menigheden, så meget mere som mange i forvejen var utilfredse med den gamle religion med dens åndefrygt og håbløshed (»Trods alle ofre har bongaerne jo aldrig kunnet hjælpe os!«), og de ny kristne var ivrige for at vinde andre for deres tro.[1]

Hjælp under hungersnød[redigér | redigér wikikode]

1873—74 måtte Skrefsrud af helbredshensyn rejse til Europa, hvor han vandt missionen mange venner både i Norge, England og Skotland. Imidlertid udbrød der en stor hungersnød blandt santalerne. Børresen henvendte sig da til regeringen og foreslog den at hjælpe santalerne ved at lade grave damme til opsamling af regnvandet, og regeringen overdrog ham ledelsen af dette arbejde. I denne nødens tid sluttede hundreder af santaler sig til menigheden, og mange af dem viste ved deres senere liv, at det var mere end en ydre tilslutning for hjælpens skyld.[1]

Tidlig støtte i Danmark og Norge[redigér | redigér wikikode]

For at skaffe de fornødne pengemidler til det stærkt voksende missionsarbejde foretog Børresen 1876—77 en rejse til Europa. I England fik han løst forbindelsen med det baptistiske missionsselskab, som hidtil havde understøttet santalmissionen. I Danmark holdt han mange stærkt besøgte møder. I begyndelsen mødte han en del kritik (fx af dr. Kalkar i »Theologisk Tidsskrift« 1877, s. 241—263), fordi santalmissionen formentlig ikke stod på den samme »kirkegrund« som den danske folkekirke, men hans fromme personlighed og hans jævne forkyndelse vandt manges hjerter.[1]

I 1877 dannedes Den danske Komité for santalmission med præsterne Vilhelm Birkedal som formand og L. Hertel som sekretær, og den 27. november 1877 blev Børresen præsteviet i Frue Kirke i København efter, at det var lykkedes at overvinde biskop Martensen’s betænkeligheder ved denne lægmandsordination. Således var santalmissionen blevet knyttet fastere til den danske kirke. Tilsvarende betydning for den norske kirke fik Skrefsrud’s andet besøg i Norge 1881—83, da han blev ordineret i Oslo (1882). Også blandt skandinaverne i den ny Verden vandt Skrefsrud santalmission mange venner ved sin rejse i Nordamerika 1894—95.[1]

Nye missionsområder[redigér | redigér wikikode]

Den voksende tilslutning fra den nordiske menighed bevirkede, at arbejdet på missionsmarken kunne udvides, og da det viste sig vanskeligt at skaffe de kristne santaler jord i deres eget land, grundede man en koloni i Assam, i Goalpara-distriktet nord for Bramaputra, hvor regeringen stillede et stykke ubeboet, men frugtbart land til rådighed. 42 kristne santalfamilier indvandrede her 1881, ryddede junglen, opdyrkede jorden og grundede et samfund, hvor hedensk gudsdyrkelse og berusende drikke var forbudt, men hvor santalerne i øvrigt levede på deres gamle landsbyordninger. Denne koloni voksede efterhånden stærkt, og de kristne santaler begyndte selv et missionsarbejde blandt mecherne i Assam, et andet af Indiens urfolk.[3]

Mellem den gamle missionsmark i Santal Parganas og den ny i Assam fik santalmissionen 1900 en tredje missionsmark i Dinajpur-distriktet mellem Ganges og Bramaputra. Santaler, som var indvandrede her, sendte bud til Ebeneser og bad om af få sendt en missionær, som kunne døbe dem. Børresen mente, at man ikke havde kraft til at optage dette ny arbejde, men de kristne santaler dannede selv et missionsselskab og sendte nogle missionsarbejdere derop, og gerningen lykkedes uagtet, at de indfødte kristne var ene om arbejdet.[4]

I selve Santal Parganas blev missionen udvidet til den vestlige del af landet. Her i »vestmarken« boede der mange hinduer og muhammedanere. Nogle af dem var lejlighedsvis blevet vundet ved kristne santalers vidnesbyrd, men et planmæssigt missionsarbejde har santalmissionen endnu ikke optaget blandt dem.[4]

Nye missionærer[redigér | redigér wikikode]

Efterhånden, som arbejdet voksede og Børresen og Skrefsrud blev gamle, trængtes der til flere missionærer. Der kom da også dygtige mænd ud som skotten H.I. Muston (fra 1878—1919), nordmanden Paul Olaf Bodding (født 1865 i Gjøvik, i Indien fra 1890) og danskerne O. Skat Petersen (fra 1902—17) og R. Rosenlund (fra 1910), men flere kunne ikke tåle klimaet og døde eller måtte vende hjem (således fx Børresens søn, Frithjof. Missionærernes antal var derfor ikke tilstrækkeligt, og flere af de indfødte medarbejdere voldte alvorlige skuffelser: nogle måtte endog afskediges på grundt af forargeligt levned. Rester af det gamle hedenskab kunne undertiden vise sig hos de nyvundne kristne, som når de under sygdom ofrede til bongaerne.[4]

Efter århundredeskiftet[redigér | redigér wikikode]

I 1901 døde Børresen, 1910 Skrefsrud. Et trofast venskab havde livet igennem forenet disse to indbyrdes så forskellige personligheder, af hvilke den ene repræsenterede »hjertet«, den anden »hovedet« i missionen. I 1914 døde gamle fru Børresen efter et halvt århundredes arbejde i Indien. Ledelsen af santalmissionen blev nu overdraget den årligt sammentrædende missionærkonferens. Dens første formand var Bodding (1911). Hans særlige fortjeneste var santal-Bibelens fuldendelse i 1914. Skrefsrud havde oversat de 4 evangelier (udgivet 1895), men resten af det Ny Testamente og hele det Gamle Testamente blev oversat af Bodding, som havde god hjælp af forskellige indfødte medarbejdere. Flere santaler er blevet vundne for kristendommen ved læsning i Bibelen.[4]

Udvidet arbejdsfelt[redigér | redigér wikikode]

I de følgende år, da missionærernes antal voksede, kunne man sætte større kraft ind på skolearbejdet. Der blev oprettet en del landsbyskoler samt en større drenge- og en pigekostskole, som også uddannede lærere og lærerinder. I 1916 blev der i Benagaria under ledelse af pastor F.W. Steinthal oprettet en »bibelskole«, som skulle uddanne præster. Det meste prædikearbejde udførtes dog stadig af indfødte ældste uden nogen synderlig uddannelse; de gik omkring i landsbyerne og forkyndede i jævne ord for deres landsmænd, hvad de suelv havde hørt af missionærerne. I 1915 fik santalmissionen både en mandlig og en kvindelig lægemissionær (Boe Bøgh og Christine Larsen, som senere blev gift med Bodding).[4]

Blandt de mange spedalske santaler begyndte ingeniør Eli Bøgh i 1922 et betydningsfuldt arbejde i Saldoha, hvor regeringen stillede et stykke land til rådighed. Det skulle ikke være et »asyl«, hvor de spedalske indelukkedes, men en »koloni«, hvor de så vidt muligt levede under hjemlige forhold i små landsbyer og beskæftigede med arbejde i forhold til deres kræfter (havebrug, jordbrug og silkeavl). Kolonien var beregnet på at skulle kunne huse ca. 1.000 spedalske; men arbejdet var endnu i sin begyndelse. Der var en kristen bengalsk læge med 4 santalske hjælpere, en santalpræst og nogle (spedalske) lærere. I 1924 talte Kolonien 178 spedalske (hvoraf 122 santaler). Ved kyndig lægebehandling søgte man at lindre deres lidelser samtidig med, at man i ord og gerning søgte at vidne om Guds kærlighed. 1923—24 havde 43 ladet sig døbe i kolonien, og den havde nu en menighed på 82 kristne.[4]

Det samlede antal kristne i hele santalmissionen var i 1924 26.392. I det sidste år blev der døbt 752 hedninger og 514 børn af kristne forældre. Da santalerne gennemgående var fattige, var menighederne endnu ikke i stand til at kunne underholde sig selv, men de ofrede villigt af deres små midler, og nogle af de større menigheder betalte nu deres præsters løn.[4]

Støtten i Danmark og Norge[redigér | redigér wikikode]

I hjemmestyrelsen for santalmissionen blev pastor Villiam Johan Hoff formand efter Birkedal’s død. I 1913 blev »Den danske Komité for Santal Mission« omdannet til Den danske Santal-Mission’s Forening, og pastor P. Oldenburg blev formand. Landet over blev der oprettet missionskredse, hvis repræsentanter samledes til et årligt landsmøde. Gaverne til santalmissionen var i stærk stigning i Danmark og endnu mere i Norge. Den norske komité havde overlærer Hans Høeg til formand, den amerikanske professor H. Blegen i Minneapolis. Santalmissionens danske organ var »Dahkwala« (et santalord, der betyder postbud), fra 1880 redigeret af L. Hertel. I 1896 fik det navnet »Santal-Posten«. I 1898 blev grosserer Johs. Schrøder udgiver, i 1914 pastor P. Oldenburg. Den norske komité’s organ var »Santalen« (fra 1883).[4]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • K. B. Birkeland: Lysglimt i Mørket (København 1900);
  • K. B. Birkeland: Sæden, der spirer og bliver høj (København 1918, Jubilæumsskrift);
  • P. O. Bodding: Lidt om Santalbibelens Tilblivelse (2. Opl. København 1918);
  • P. O. Bodding: Sona, en kristen Santalkvindes Liv og Gerning (København 1919);
  • P. O. Bodding: Friske Skud (København 1925; om S. M.’s 25 Aars Virksomhed i Dinajpur);
  • B. B. Bøgh: Blandt Spedalske (København 1925]).
  • N. Dalhoff: Den nordiske Santal Mission 1867—1892 (København 1892);
  • L. Hertel: Den nordiske Santal Mission (København 1884);
  • L. Hertel: Santal Mission’s-Bevægelsen i Danmark, I (Odense 1903);
  • Harald F. Jørgensen: Evangeliet blandt Santalerne (København 1920);
  • H. P. H. Kampp: Folkelivsbilleder fra Santalistan (København 1921);
  • R. Rosenlund: Fra Santalistan (København 1920);
  • H. Wulff: Santal Missionen’s Stilling og Krav (København 1913);
  • Egon Clausen: Den syvende menighed, Gyldendal 1995. Egon Clausens beskrivelse af Santalmissionens historie.

Kendte missionærer[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]