Sapfo

Sapfo eller Sappho (født ca. 630-612 f.Kr., død ca. 570 f.Kr.) er oldtidens mest kendte kvindelige digter og en af de ni kanoniske græske lyrikere. Hun levede på øen Lesbos og digtede på den æoliske dialekt. En del af hendes digte handler om kærlighed til kvinder, og Sappho har derfor lagt navn til den lesbiske kærlighed.

Liv

Sappho af Gustav Klimt

Senere kilder fortæller adskillige detaljer om Sapphos liv, men det er uvist, hvor meget der er ægte, og hvor meget der beror på videredigtninger af oplysninger fundet i hendes digte.

Hun skal tilhøre en gammel mytilensk adelsfamilie, men måtte flygte til Sicilien af politiske grunde. Ca. 591 f.Kr. vendte hun tilbage til Lesbos og dannede en skole for unge piger, som hun underviste i musik og dans.

Det byzantinske leksikon Suda oplyser, at Sappho var gift med en handelsmand ved navn Kerkylas, med hvem hun fik datteren Kleis. Suda fortæller også, at hun havde tre veninder Atthis, Telesippa og Megara, "som hun blev beskyldt for at nære en skændig kærlighed til".

En anden tradition fortæller, at hun var ulykkelig forelsket i færgemanden Phaon og til sidst tog livet af sig selv ved at kaste sig ud fra en klippe. Ovid har skrevet et digt, der skal forestille at være et kærlighedsbrev fra Sappho til Phaon.

I hendes egne digte er hendes navn skrevet Psapphō (Ψάπφω)

Digtning

Papyrus med et nyopdaget Sappho-digt (Altes Museum, Berlin)

I oldtiden kendte man ni bøger (dvs. bogruller) med digte af Sappho. Det meste er imidlertid gået tabt og kendes kun som fragmenter i egyptiske papyri eller citater hos senere forfattere. Det drejer sig om hymner, bryllupsdigte og kærlighedsdigte.

Sappho er oldtidens vigtigste kvindelige forfatter, og hun var berømt for sin klare og udtryksfulde sprog. I et epigram tilskrevet Platon bliver hun ligefrem kaldt for den tiende muse. Den romerske digter Catul gav sin elskerinde pseudonymet Lesbia med henvisning til Sappho og forfattede en gendigtning af ét af Sapphos digte. Horats tog ligeledes Sappho som et af sine forbilleder.

Det sapphiske vers er opkaldt efter Sappho, fordi hun havde en forkærlighed for denne verseform.

Fragment 1

Et af Sapphos digte er overleveret både fuldstændigt som citat hos Dionysios af Halikarnassos og tillige (mindre fuldstændigt) i en egyptisk papyrus. I oversættelse lyder det:

Aphrodite på den kulørte trone,

Zeus’ forslagne datter, jeg be’r dig, Frue,

plag mig ikke med ubehageligheder

eller med sorger.

Nej, kom hid – hvis du da har hørt mig ellers

før i tiden, adlydt min fjerne stemme,

spændt din kærre for og forladt din faders

gyldne gemakker

for at ta’ herned; og du har ladt dig trække

af de smukke spurve der blafred’ hurtigt

ned fra himlen tværs gennem atmosfæren

højt over jorden.

Med det samme var de på pletten, guddom,

og du smilte i dit udødelige ansigt,

spurgte hvad det nu var jeg fejled’, hvad det

nu var jeg bad om,

hvad det nu var jeg i mit vanvid ville

skulle hænde. ”Hvem skal jeg nu få til at

bli’ forelsket i dig? Hvem er det, Sappho,

der gør dig uret?

Render hun sin vej, vil hun snart forfølge,

si’r hun nej til gaver, så skal hun give,

vil hun ikke elske, så skal hun elske

uden at ville.”

Også denne gang skal du komme til mig,

red mig i de svare problemer, opfyld

hvad mit hjerte ønsker, og vær min egen

medsammensvorne.

Links

• Oversættelser til dansk af udvalgte Sappho-digte

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Sapfo