Second Impact Syndrome

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Second-impact syndrom)
Spring til navigation Spring til søgning

Second-impact syndrome (SIS), hvilket direkte oversat betyder Andet-slag syndrom, opstår når hjernen hæver hurtigt og katastrofalt, efter en person får yderligere en hjernerystelse før symptomerne fra en tidligere en, er forsvundet. Det andet slag kan ske minutter, dage eller uger en person har fået den oprindelige hjernerystelse,[1] og selv den mildeste grad af hjernerystelse kan føre til SIS.[2] Lidelsen er ofte fatal, og stort set alle der ikke dør, bliver voldsomt handicappet. Årsagen til SIS kendes ikke, men det formodes at hjernens arterioler mister deres evne til at regulere deres diameter, og derfor mister kontrollen over den cerebrale blodcirkulation, hvilket fører til cerebral ødem.[2]

De fleste tilfælde af SIS er forekommet hos yngre mennesker, der anses som værende mere sårbare. For at forhindre SIS, er der blevet etableret retningslinjer i forhold til at forbyde atleter at vende tilbage til spillet for hurtigt. Eksempelvis anbefales atleter ikke at genoptage aktiviteten før symptomerne på den oprindelige hovedskade er forsvundet.[3]

På grund af meget små antal af beskrevne tilfælde af SIS, er der stadig tvivl omkring om det er en valid diagnose. Men syndromet anerkendes af læger.[4]

Epidemiologi[redigér | redigér wikikode]

Selvom incidensen af SIS er ukendt,[5] er lidelsen sjælden; meget få tilfælde er bekræftet i den medicinske litteratur.[1] I 13-årsperioden fra 1980 til 1993 blev 35 amerikansk fodbold-relaterede tilfælde af SIS beskrevet, men kun 17 af disse blev bekræftet gennem nekropsi eller operation og MR-scanning som værende SIS og 18 tilfælde blev antaget som værende formentlig SIS-relateret.[2] Yderligere bliver det oprindelige trauma normalt underrapporteret, hvis bidrager til forvirringen omkring hvor ofte syndromet opstår.[6]

Et estimat nævner, at syndromet dræber fire til seks mennesker under 18 år, hvert år.[7] I følge Centers for Disease Control, dør omkring 1,5 mennesker hvert år from hjernerystelse i USA; i de fleste tilfælde har personen fået en anden hjernerystelse tidligere.[8]

Dels på grund af den dårlige dokumentation af de oprindelige skade, og fortsatte symptomer i de beskrevne tilfælde,[9], mener nogle læger og forskere at lidelsen er over-diagnosticeret,[1] og nogle sætter spørgsmålstegn ved diagnosens validitet.[10]

Risici[redigér | redigér wikikode]

SIS deler alle risikofaktorerne med hjernerystelse; derfor har dem der har forhøjet risiko for hjernerystelse, også forhøjet risiko for SIS. Derfor har folk der deltager i sportsgrene såsom boksning, fodbold, amerikansk fodbold, baseball, rugby, basketball, ishockey, wrestling og skisport (især alpint) forhøjet risiko.[8] Lidelsen opstår oftest i amerikansk fodbold.[11]

SIS rammer uforholdsmæssigt teenagere. Alle dokumenterede tilfælde er hos folk under 20 år, på nær i boksning.[12] Unge atleter har vist sig at være mere modtagelige over for hjernerystelser, og har derfor større risiko for at få SIS end deres ældre modparter.[13] Men SIS er også bekymring for voksne atleter.[14] Teenagere og unge voksne mænd, der spiller amerikansk fodbold eller ishockey, eller der bokser eller står på ski, lider hyppigst af lidelsen.[6] Alle beskrevne tilfælde af SIS er hos mænd, men det vides ikke om dette er på grund af en speciel sårbarhed eller at mænd er mere udsat for yderligere slag.[15]

Studier har vist at folk der får mere end én hjernerystelse har højere risiko for at få yderligere en i fremtiden.[16]

Funktioner[redigér | redigér wikikode]

SIS er det mest seriøse potentielle komplikation der kan opstå for en atlet der vender tilbage til spillet før symptomerne fra en mindre hovedskade er forsvundet.[17] Sådanne symptomer inkluderer hovedpine, kognitive problemer, og visuelle ændringer.[1]

Den umiddelbare skade kan være en hjernerystelse, men det kan også være andre, voldsommere, typer af hovedtrauma, såsom hjernekontusion.[18] Men den første hjernerystelse behøver ikke at være voldsom, for at det næste slag er årsag til SIS.[19] Yderligere kan også det andet slag være meget lille, selv et stød som et slag til brystet, kan for hovedet til at rykke sig, og dermed sende accelerationskræfter til hjernen.[20] Tab af bevidstheden under den anden skade er ikke nødvendigt for at SIS kan opstå.[21][22] Begge skader kan finde sted i samme kamp.[12]

Atleten kan måske fortsætte i kampen efter den anden hjernerystelse, og kan muligvis gå fra banen uden assistance, men symptomerne kan hurtigt udvikle sig, og lidelsen kan hurtigt forværres.[23] Neurologisk kollaps kan opstår inden for en kort periode,[24] med hurtigt påbegyndende udvidet pupiller, tabe af øjenbevægelse, bevidstløshed og respirationssvigt.[23] Fejl på hjernestammen opstår ofte mellem to og fem minutter efter det andet slag,[1][2][23] og døden kan indtræffe kort herefter.[21]

SIS bliver nogle gange forbundet med et mindre subduralt hæmatom.[12]

Patofysiologi[redigér | redigér wikikode]

Typer af hjernekompressioner[25] 1) Uncal 2) Central - Hjernestammen presses sammen kaudalt). 3) Cingulate kompression - Hjernen trykkes sammen under falx cerebri. 4) Transcalvarial kompression - gennem en kraniefraktur 5) Opadgående kompression af cerebellum 6) Tonsillær kompression - de cerebellære mandler presses sammen gennem foramen magnum.

Hjernerystelses ændrer midlertidigt hjernens funktion.[16] Det antages at hjernen efterlades i en sårbar situation efter hjernerystelse, og at yderligere et slag sammenkædes med SIS.[26] Den faktiske mekanisme bag den katastrofale hjernehævelse er kontroversiel.[9][27] Yderligere en skade i denne periode antages at starte en serie af metaboliske begivenheder i hjernen.[28] Ændringer der tyder på SIS kan påbegynde i hjernen inden for 15 sekunder efter den anden hjernerystelse.[29] Patofysiologiske ændringer ved SIS kan inkludere tab af autoregulering af hjernens blodkar,[24][30][31] der får dem til at blive overbelastet.[5][24] Blodårerne udvider sig, og øger deres diameter meget, hvilket før til en stør øgning af i cerebral blodgennemstrømning.[1] Progressive cerebral ødemer kan også opstå.[30][32] Stigningen i blod- og hjernevolume i kraniet skaber en hurtig og voldsom stigning i intrakranialt tryk, som kan forårsage uncal og cerebellær hjernekompression, en katastrofal og potentiel fatal lidelse, i hvilken hjernen presses forbi strukturere inden i kraniet.[24]

Forsøg på dyr har vist at hjernen kan være mere udsat for yderligere en hjernerystelse kort efter den første.[33] I sådan et studie, et mildt slag givet inden for 24 timer af et andet, med minimal neurologisk svækkelse, gav et massivt sammenbrud af blod-hjerne-barrieren og efterfølgende hjernehævelse.[26] Tab af denne beskyttende barriere kan være ansvarlig for det ødem der findes i SIS.[26]

Dyreforsøg har vist at den ikke fuldt-udviklede hjerne kan være mere sårbar over for hjernetrauma; disse fund kan give ledetråde til hvorfor SIS kun rammer folk under 18 år.[33]

Forebyggelse[redigér | redigér wikikode]

Foranstaltninger der forhindrer hovedskader generelt, forhindrer også SIS. Derfor anbefales atleter at bruges beskyttede udstyr, såsom hjelme,[1] selvom hjelme ikke fuldstændigt forhindrer syndromet.[28]

Eksperter anbefaler at atleter der har fået en hjernerystelse, og stadig klager og hjernerystelsesrelaterede symptomer forbydes at genoptage spillet på grund af risikoen for udvikling af SIS.[2][34] Atleter frarådes også at genoptage spillet indtil de er blevet undersøgt og godkendt af en sundhedsprofessionel der har viden om hjernerystelse.[7] Nogle atleter kan også afvise hjernerystelsessymptomer, fordi de ikke ønsker at blive fjernet fra spillet. Derfor skal trænere forbyde genoptagelse af spillet for enhver atlet der har fået hjernerystelse, lige gyldigt i hvilken hastighed symptomer forsvinder.[35] En første hovedskade kan skade en atlets dømmekraft og evne til at sige fra i forhold til deltagelse i risikofyldt aktivitet, så sundhedsprofessionelle skal opmuntre familiemedlemmer og andre bekendtskaber til at presse en atlet til ikke at genoptage spillet.[29]

Flere forskellige udgaver af tilbage-til-spil vejledninger eksisterer for atleter der har fået et mindre hovedtrauma. Disse eksistere delvist for at undgå at atleten udvikler SIS.[36] En bred vifte af vurderingssystemer til hjernerystelse er blevet udviklet, delvist for at hjælpe i denne beslutning. Alle tilbage-til-spil vejledninger anbefaler at en atlet ikke genoptager sin aktivitet indtil alle symptomer på hjernerystelse er væk både ved hvile og fysisk aktivitet.[24] Det amerikanske neurologiakademi anbefaler at unge atleter afholder sig fra at genoptage spillet i mindst en uge i de fleste tilfælde af hjernerystelse.[37]

De nuværende tilbage-til-spil vejledninger er måske ikke strikse nok til at beskytte unge atleter fra SIS.[38] På den anden side er de måske for strikse for professionelle football-spillere; evidens for at syndromet eksisterer i denne population mangler.[39]

Diagnose[redigér | redigér wikikode]

Magnetisk Resonans Skanning og computertomografi er de mest brugte billedediagnostiske værktøjere til at finde SIS.[2] Den overbelastning der er på hjernens blodkar er muligvis synlig gennem CT-skanninger.[30]

SIS er anderledes end gentaget hovedtrauma syndrom, i hvilken en person får flere mindre hovedskader over tid og oplever en mindre nedgang i funktions- såvel som kognitive evner.[1] I modsætning til SIS, kan gentaget hovedtrauma syndrom godt opstå selvom symptomerne fra en tidligere skade er forsvundet fuldstændigt.[1] SIS tænkes at være voldsommere en gentaget hovedtrauma syndrom, både på den korte og lange bane.[1]

Behandling[redigér | redigér wikikode]

Behandling af tabet af autoregulering af hjernens blodkar kan være svært eller umuligt.[5] Når SIS opstår, hjerne kirurgi ikke, og der er kun et lille håb for helbredelse.[9] Behandling kræver hurtigt opdagelse og inkluderer administrering af osmotiske agenter og hyperventilation[9] for at mindske det intrakraniale tryk.

Prognose[redigér | redigér wikikode]

Dødelighedsraten for SIS nærmer sig 50 %,[35] og morbiditet (handicap) er næsten 100 %.[40] Siden lidelsen er så sjælden, har forbindelsen mellem SIS og fremtidige handicap været svært at fastslå, og det er derfor dårligt forstået.[1]

Når SIS ikke er fatal, kan effekter lignende dem fra svære traumatiske hjerneskader opstå, herunder vedholdne muskelspasmer og spænding, emotionel instabilitet, hallucinationer,[21] posttraumatisk epilepsi, mentalt handicap, paralyse,[6] koma, og hjernedød.[41]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f g h i j k Repetitive head injury syndrome. eMedicine.com. 17. august 2006. Hentet 2007-12-16. 
  2. ^ a b c d e f Cantu RC (1998). "Second-impact syndrome". Clinics in Sports Medicine. 17 (1): 37–44. PMID 9475969. doi:10.1016/S0278-5919(05)70059-4. Hentet 2008-03-13. 
  3. ^ McLaren F1. "Fernando Alonso: A Medical Update". http://www.mclaren.com (McLaren F1). Hentet 13. marts 2015. 
  4. ^ Terrell TR (2004). "Concussion in athletes" (PDF). Southern Medical Journal. 97 (9): 837–842. PMID 15455966. doi:10.1097/01.SMJ.0000140091.58338.1E. 
  5. ^ a b c Centers for Disease Control and Prevention (CDC) (1997). "Sports-related recurrent brain injuries—United States". Morbidity and Mortality Weekly Report. 46 (10): 224–227. PMID 9082176. 
  6. ^ a b c Tyler JH and Nelson ME (May 2000). Second impact syndrome: Sports confront consequences of concussions. USA Today (Society for the Advancement of Education). Retrieved through findarticles.com on 2007-12-16.
  7. ^ a b Bach G (2007), "Heads up". SportingKid Magazine. National Alliance for Youth Sports. Scientific Advisory Services, Ltd. Retrieved on 2007-12-30.
  8. ^ a b Neurosurgery Today (November 2005). Concussion. Neurosurgerytoday.org. Retrieved on 2008-01-02.
  9. ^ a b c d ConcussioneMedicine
  10. ^ Nugent GR (2006). "Reflections on 40 years as a sideline physician". Neurosurgical Focus. 21 (4): E2. PMID 17112192. doi:10.3171/foc.2006.21.4.3. Hentet 2007-12-17. 
  11. ^ MacReady N (2004). "Study leading some experts to question the existence of 'second-impact syndrome'". Clinical Psychiatry News. 32 (10): 55. 
  12. ^ a b c Herring SA, Bergfeld JA, Boland A, Boyajian-O'Neil LA, Cantu RC, Hershman E, et al. (2005). "Concussion (mild traumatic brain injury) and the team physician: A consensus statement" (PDF). Medicine and Science in Sports and Exercise. American College of Sports Medicine, American Academy of Family Physicians, American Academy of Orthopaedic Surgeons, American Medical Society for Sports Medicine, American Orthopaedic Society for Sports Medicine, American Osteopathic Academy of Sports Medicine. 37 (11): 2012–2016. PMID 16286874. doi:10.1249/01.mss.0000186726.18341.70. 
  13. ^ Buzzini SR; Guskiewicz KM (2006). "Sport-related concussion in the young athlete". Current Opinion in Pediatrics. 18 (4): 376–382. PMID 16914990. doi:10.1097/01.mop.0000236385.26284.ec. 
  14. ^ Cantu RC (1996). "Head injuries in sport". British Journal of Sports Medicine. 30 (4): 289–296. PMC 1332409free to read. PMID 9015588. doi:10.1136/bjsm.30.4.289. 
  15. ^ McCrory PR, Berkovic SF (1998). "Second impact syndrome". Neurology. 50 (3): 677–83. PMID 9521255. doi:10.1212/WNL.50.3.677. 
  16. ^ a b Moser RS, Iverson GL, Echemendia RJ, Lovell MR, Schatz P, Webbe FM, Ruff RM, and Barth JT; Donna K. Broshek (2007). "Neuropsychological evaluation in the diagnosis and management of sports-related concussion". Archives of Clinical Neuropsychology. 22 (8): 909–916. PMID 17988831. doi:10.1016/j.acn.2007.09.004. 
  17. ^ Harmon KG (1999). "Assessment and management of concussion in sports". American Family Physician. 60 (3): 887–892, 894. PMID 10498114. 
  18. ^ Terrell TR, Tucker AM (1999). "Concussion in sports". American Family Physician. 60 (3): 738, 741–742. PMID 10498102. 
  19. ^ Schulz MR, Marshall SW, Mueller FO, et al. (2004). "Incidence and risk factors for concussion in high school athletes, North Carolina, 1996-1999". American Journal of Epidemiology. 160 (10): 937–944. PMID 15522850. doi:10.1093/aje/kwh304. 
  20. ^ Bowen AP (2003). "Second impact syndrome: A rare, catastrophic, preventable complication of concussion in young athletes". Journal of Emergency Nursing. 29 (3): 287–289. PMID 12776088. doi:10.1067/men.2003.90. 
  21. ^ a b c Brain Injury Association of America. Types of brain injury. Arkiveret fra originalen 2007-10-18. Hentet 2007-12-17. 
  22. ^ Shaffrey M, Farace E (2003). Sports concussions and second impact syndrome. University of Virginia health system. Retrieved on 2008-01-01.
  23. ^ a b c Foundations of Athletic Training: Prevention, Assessment, and Management. Lippincott Williams & Wilkins. 2004. s. 236. ISBN 0-7817-5001-6. Hentet 2008-01-09. 
  24. ^ a b c d e LeBlanc CMA; Coombs, J. B.; Davis, R. (2000). "The management of minor closed head injury in children". Pediatrics. 106 (6): 1524–5. doi:10.1542/peds.106.6.1524. 
  25. ^ Smith, Julian; Joe J. Tjandra; Gordon J. A. Clunie; Kaye, Andrew H. (2006). Textbook of Surgery. Wiley-Blackwell. s. 446. ISBN 1-4051-2627-2. 
  26. ^ a b c "Sport-related concussion". Brain Injury Medicine: Principles and Practice. Demos Medical Publishing. 2006. s. 415. ISBN 1-888799-93-5. Hentet 2008-03-13. 
  27. ^ Randolph C (September 2001). "Implementation of Neuropsychological Testing Models for the High School, Collegiate, and Professional Sport Settings". J Athl Train. 36 (3): 288–296. PMC 155420free to read. PMID 12937498. 
  28. ^ a b Schwarz A (September 15, 2007). Silence on concussions raises risks of injury. New York Times Nytimes.com. Retrieved on 2008-01-01.
  29. ^ a b SIS: Second impact syndrome brochure. El Dorado county public health and emergency medical services. Retrieved on 2007-12-30.
  30. ^ a b c Kushner D (1998). "Mild traumatic brain injury: Toward understanding manifestations and treatment". Archives of Internal Medicine. 158 (15): 1617–24. PMID 9701095. doi:10.1001/archinte.158.15.1617. 
  31. ^ Kirkwood MW, Yeates KO, Wilson PE (2006). "Pediatric sport-related concussion: A review of the clinical management of an oft-neglected population". Pediatrics. 117 (4): 1359–1371. PMID 16585334. doi:10.1542/peds.2005-0994. 
  32. ^ Kushner D (2001). "Concussion in sports: Minimizing the risk for complications". American Family Physician. 64 (6): 1007–14. PMID 11578022. 
  33. ^ a b Lovell MR, Fazio V (February 2008). "Concussion management in the child and adolescent athlete". Current Sports Medicine Reports. 7 (1): 12–15. PMID 18296938. doi:10.1097/01.CSMR.0000308671.45558.e2. 
  34. ^ Schnadower D, Vazquez H, Lee J, Dayan P, Roskind CG (2007). "Controversies in the evaluation and management of minor blunt head trauma in children". Current Opinion in Pediatrics. 19 (3): 258–264. PMID 17505183. doi:10.1097/MOP.0b013e3281084e85. 
  35. ^ a b Barton L. Second-impact syndrome: What is it? Momsteam.com. Retrieved on 2007-12-16.
  36. ^ Health A to Z (2006). Concussion. healthatoz.com. Retrieved on 2008-01-02.
  37. ^ HealthWeek (2000). Second impact syndrome. Public Broadcast System. Retrieved on 2007-12-18.
  38. ^ Cobb S, Battin B (2004). "Second-impact syndrome". The Journal of School Nursing. 20 (5): 262–7. PMID 15469376. doi:10.1177/10598405040200050401. 
  39. ^ Pellman EJ, Viano DC (2006). "Concussion in professional football: Summary of the research conducted by the National Football League's Committee on Mild Traumatic Brain Injury". Neurosurgical Focus. 21 (4): E12. PMID 17112190. doi:10.3171/foc.2006.21.4.13. 
  40. ^ Martineau C, Kingma JJ, Bank L, Valovich McLeod TC. "Guidelines for treatment of sport-related concussions: Proper recognition, initial management, and long-term clinical decision making are important aspects of treating concussive injury and allowing for a safe return to play". Journal of the American Academy of Physician Assistants. Arkiveret fra originalen den 7. november 2007. 
  41. ^ EPSDT Care for Kids Newsletter Care for kids: Early & periodic screening, diagnosis, & treatment. The University of Iowa. Retrieved on 2007-12-30.