Sæd (Stabelholm)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Seeth)
Sæd (Stabelholm)
Våben Beliggenhed
Coat of arms of Sæd (Stabelholm)
Coat of arms of Sæd (Stabelholm)
Sæd (Stabelholm) ligger i Tyskland
Sæd (Stabelholm)
Administration
Land Tyskland Tyskland
Delstat Slesvig-Holsten
Kreis Nordfrisland
Amt Nordsø-Trene
Borgmester Peter Dirks
Statistiske data
Areal 13,56 km²
Højde 3 m
Indbyggere 763 (31/12/2018)
 - Tæthed 56 Indb./km²
Andre informationer
Tidszone CET/CEST (UTC+1/UTC+2)
Nummerplade NF
Postnr. 25878
Tlf.-forvalg 04881
Koordinater 54°22′3″N 9°9′53″Ø / 54.36750°N 9.16472°Ø / 54.36750; 9.16472Koordinater: 54°22′3″N 9°9′53″Ø / 54.36750°N 9.16472°Ø / 54.36750; 9.16472
Hjemmeside www.amt-friedrichstadt.de
Beliggenhed af kommune Sæd (Stabelholm) i Landkreis Nordfrisland
Kort
Kort
For alternative betydninger, se Sæd (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Sæd)

Sæd (dansk) eller Seeth (tysk) er en landsby og kommune i det nordlige Tyskland under Kreis Nordfriesland i delstaten Slesvig-Holsten. Byen er beliggende fem kilometer øst for Frederiksstadgestryggen i landskabet Stabelholm. Sæds byvåben viser en typisk stabelholmsk bondeklokke.

I Sæd findes med saksergården, haubargen og den slesvigske gård gårdtyper fra både syd, vest og nord. Med hensyn til byggeskik kan området altså kaldes for et overgangsområde mellem de forskellige gårdtyper. Haubargen, som ellers er kendetegnede for Ejdersted, er fra 1825.

Kommunen samarbejder på administrativt plan med andre kommuner i Nordsø-Trene kommunefællesskab (Amt Nordsee-Treene).

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Stabelholm led i middelalderen meget under oversvømmelser, især efter 1338, og to marsksogne, Sankt Johannes syd for Svavsted og Dornebøl sydøst for Sønderhøft, skal være gået helt til grunde og befolkningen flyttet op på gest-randen henholdsvis i syd og nord.[1] Derved skulle to byer, hvoraf den ene var Sæd, være opstået.[2]

Billeder[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Lauridsen, s. 277
  2. ^ Lauridsen, s. 278

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]