Segl (mærke)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 16. mar. 2015, 19:36 af Tilt u (diskussion | bidrag) Tilt u (diskussion | bidrag) (→‎Signetringe: Added photo of a signet ring)
Dokument med segl og tråd fra 1793

Segl er et aftryk i voks eller lak på et dokument eller en konvolut. Aftrykket er lavet med et signet. Voksen kunne være gul, grøn eller andre farver. Segllakken var som regel rødfarvet, men kunne være sort ved sorg eller i sjældne tilfælde andre farver .

Metode

Voksen eller lakken blev varmet op så den blev flydende og klæbrig og dryppet som en klump på dokumentet. Signetet blev presset ned i massen før den stivnede, og aftrykket fra signetet stod klart i massen. Hvis et dokument bestod af flere løse sider, blev siderne hullet og bundet sammen med en segltråd, og seglet blev fæstet til både tråden og papiret, så arkene ikke kunne adskilles uden at bryde seglet eller tråden. Segltråden var i middelalderen som regel tofarvet (gul og rød), men senere ensfarvet. Segl kunne fæstes til dokumenter i en strimmel hængende under dokumentet.

Historie og brug

Tidligere var et signet og et segl en personlig ting, som blev brugt sammen med eller i stedet for en underskrift. Segl blev sat på vigtige dokumenter som erklæringer, ansøgninger, breve, skøder og kontrakter. Segl har ikke kun været brugt af embedsmænd og handelsstanden, men også af håndværkere, skippere og bønder. Adskillige segl er bevaret.

I dag har ikke segl samme funktion som før og bruges nu mest til pynt.

Forsegling af konvolut

Hovedindholdet i seglene, det vil sige det centrale motiv, er almindeligvis et af de følgende: Et bomærke, et monogram, en allegori eller andet symbol eller et våbenskjold.

Seglene kan også komme til nytte i slægts- og stedsgranskning. Motiverne kan fortælle om signetejerens verden, ideer og påvirkninger. Sammenligner vi segl, kan de ligner hverandre. Så kan de måske fortælle noget om slægtsforhold, naboskab og lignende. Desuden viser seglenes formgivning signetgravørens faglige dygtighed. Vi ser også de skiftende moder og stilretninger i udformningen af seglene.

Segl er også kendt fra antikken i Europa, Midtøsten og Egypten, blandt andet omtalt mange steder i Bibelen. Der findes cylindersegl og segl skåret i sten (gemmer). De adskiller sig fra de europæiske segl fra tidlig middelalder og frem.

Signetringe

Signetring graveret invers (intaglio). Således vil aftrykket være positivt.

Til at signere breve eller dokumenter blev signetringe eller våbenringe anvendt til at stemple deres motiv i lak. Centralmotivet, sigillmærket, var ofte identisk med bærerens våbenskjold. Nu anvendes signetringe som hovedregel som herresmykke.

Forfalskninger

Spioner og andre efterretningsfolk havde især tidligere brug for at kunne åbne en forseglet skrivelse, uden at dette var alt for synligt. Man udviklede en teknik med et løsne seglet med en opvarmet kniv. For at imødegå dette, kunne man bag på seglet, hvor konvolutten var klistret sammen, anbringe en oblat, et stykke papir præpareret med æggehvide, som hærdede under indvirkning fra varmen fra segllakken. Det ville afsløre, hvis brevet havde været åbnet. En anden metode til at bryde et segl og genskabe det, var at lave et aftryk af seglet i amalgam, altså et falsk signet. Kviksølvforgiftning kunne være en erhvervsrisiko for spioner. Endelig udviklede folk, der skulle læse andres breve, store opslidsede nåle (senere tænger), der kunne fiske et brev ud af en konvolut ved at vikle det om nålen uden at skulle åbne konvolutten.

Se også

Litteratur

  • Poul Bredo Grandjean: Dansk Sigillografi, 1944
  • Henry Petersen: Danske gejstlige Sigiller fra Middelalderen, 1886
  • Anders Thiset og Henry Petersen: Danske Adelige Sigiller fra det 13. til 17. århundrede., 1977, pp. 432 (Uændret reprotrykk av Henry Petersen: Danske adelige sigiller fra det 13. og 14. århundrede, 1897 & Anders Thiset: Danske adelige sigiller, 1905)
  • Chr. Axel Jensen: Sfragistik og Topografi. En Studie over Bygnings- og Landskabsbilleder paa danske Middelalders-Sigiller, 1927, p. 179-186
  • Anders Thiset: Lidt om gamle danske Signeter og Signetstikkere. Tidsskrift for Kunstindustri, 6, 1890, p. 127-138
  • Poul Bredo Grandjean: Danske Købstæders Segl indtil 1660, 1937
  • Poul Bredo Grandjean: Danske Gilders Segl fra Middelalderen, 1948
  • Poul Bredo Grandjean: Danske Haandværkerlavs Segl, 1950
  • Poul Bredo Grandjean: Slesvigske Købstæders og Herreders Segl indtil 1660, herunder Landskabers Segl, 1953
  • Allan Tønnesen (redaktør): Magtens besegling. Enevoldsarveregeringsakterne af 1661 og 1662 underskrevet og beseglet af stænderne i Danmark, Norge, Island og Færøerne, udgit af det skandinaviske Heraldisk Selskab på Syddansk Universitetsforlag, Odense 2013, 583 s., ISBN 9788776746612

Norge:

  • Harald Nissen og Monica Aase: Segl i Universitetsbiblioteket i Trondheim, (Trondheim 1990)
  • Hans Cappelen, Monogramsegl og slektspapirer fra Grenland, Norsk Slektshistorisk Tidsskrift 35 (1995), side 66-79.
  • Hans Cappelen, Våpensegl og slektspapirer fra Skiens-distriktet, Norsk Slektshistorisk Tidsskrift 35 (996), side 445-463
  • Hans Cappelen, Segl som illustrasjon til slektshistorien, Heraldisk Tidsskrift, bind 9, nr 85, København mars 2002
  • Anders Bjønnes m.fl. (red.): Segltegninger fra hyllingene i Norge 1591 og 1610, udgit af Norsk Slektshistorisk Forening, Oslo 2010


Wikimedia Commons har medier relateret til: