Vandremalerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Vandremalerne eller mere korrekt "Selskabet til organisering af kunst-vandreudstillinger" var en russisk kunstnergruppe.[1] Gruppen er også kendt under navnet Peredvizhniki. Gruppen eksisterede fra 1871 til 1923 og nåede at organisere 48 store udstillinger, de blev vist et par måned i Sankt Petersborg og Moskva og kom derefter på vandring ud til provinsens store byer.[1]

Gruppen blev dannet i 1870, som en reaktion mod det russiske kunstakademis konservatisme, af 14 elever fra akademiet. De var utilfredse med en stillet prisopgave, "Gudernes Fest i Valhal", et emne fra den nordiske mytologi, hvilket forekom dem fjernt fra samtidens problemer.[1] Ivan Kramskoi, der var elev på kunstakademiet, reagerede mod den akademiske kunst, var en initiativtager til "revolten af de fjorten".[2] Gruppen ønskede at skildre det moderne russiske samfund og bruge kunst til at belyse samfundsmæssige og politiske spørgsmål. Gruppen havde fra starten et dobbelt formål: De skulle være selvstyrende og uafhængige af statsmagten og akademiet. Kunstnerne mente, at de med deres demokratiske og realistiske kunst, der viste samfundsproblemer, kunne påvirke udviklingen i samfundet.[1]

Gruppens medlemmer stod over for noget hidtil ukendt og nyt i Rusland. Hidtil havde kunst været et statsligt anliggende og for at bliver kunstner skulle man have afgang fra akademiet i Sankt Petersborg eller fra Institut for Malerkunst og Skulptur i Moskva. Uden afgangsbevis var man ikke kunstner og som kunstner kom man op rangstigens nederste trin og slap dermed fri for pryglestraf og fri for militærtjeneste.[1]

Den socialt engageret kunst, social uretfærdighed og vanskelige levevilkår var i fokus og har spillet en stor rolle hos vandremalerne. Kunstnere som Vladimir Makovskij, Ilja Repin og Nikolai Yaroshenko afbildede hemmelige politiske møder, straffefanger og sultende bønder. Ilja Repins berømte Pramdragerne ved Volga eller Burlaki, en af de mest kendte værker af russisk kunst på alle.

Kunstnerne var også interesseret i Ruslands fortid. Malerier inspireret af folkeeventyr, skildringer af religiøse traditioner og billeder af hverdagen var også med i deres motivverden.

Mange af vandremalerne var specialister i landskabsmaleri. Billeder af Ruslands sletter og skove kom til at symbolisere fædrelandet og spillede en rolle i dannelsen af en national identitet.

Landskabsbilleder kunne også have politiske implikationer. Isaak Levitans Vej til Vladimir, som for de uindviede er en idyl; en sandet sti over en eng, skildrer faktisk vejen til de strafferetlige kolonier i Sibirien.

Næsten alle kulturpersonligheder i perioden 1870-1900 i Rusland blev portrætteret af gruppen ofte i en psykologiserende stil.[3]

Vandremalerne blev en betydningsfuld faktor, og havde deres storhedstid før 1900. Derefter blev det til værker af genrekunst med meningsløst karakter.[3] Succesen medførte at selv kunstnere der ideologisk var uenige med Vandremalere var med som udstillende gæster, blandt andre Mark Antokolski, Vasily Vereshchagin og Andrei Ryabushkin

Kulturskribenten Vladimir Stásov var vigtigt som kritikker og som demokrat for udviklingen af Vandremalernes kunst. Købmanden fra Moskva, Pavel Tretyakov, viste deres værker i hans galleri og gav dem moralsk støtte og opkøbte flere af deres billeder.

Medlemmer[redigér | redigér wikikode]

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Birger Keldal, "Vandremalerne I", Kunstmagasinet Janus, nr.3, september, 2007, side 4-8
  • Birger Keldal, "Vandremalerne II", Kunstmagasinet Janus, nr.4, december, 2007, side 12-16

Ekstern henvisninger og kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e Birger Keldal, "Vandremalerne I", Kunstmagasinet Janus, nr.3 september 2007, side 4-8
  2. ^ A battle for the “people's cause” or for the market case - Cairn.info
  3. ^ a b Birger Keldal, "Vandremalerne II", Kunstmagasinet Janus, nr.4 september 2007, side 12-15