Senmiddelalder

Senmiddelalder er den sidste del af middelalderen: i Danmark ca. 1350-1536 ( mellem pestepidemien, den sorte død, og reformationen). I Europa ca. 1300-1500. Befolkningsnedgangen efter den sorte død medførte, at flere gårde blev ødegårde. Manglen på arbejdskraft betød, at bønderne flere steder fik bedre vilkår, og at landbrugsproduktionen i et vist omfang blev lagt om til animalsk produktion. For adelen betød krisen, at forskellen mellem lav- og højadel blev større.

Politisk var Norden præget af Kalmarunionen, der med dansk dominans forenede de nordiske riger. Sverige brød ofte med unionen og i 1523 blev bruddet permanent. Danmark-Norge var sammen til 1814.

Eftersyn Dette afsnit bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

( Eftersynet gælder især de indsatte afsnit herunder som er oversat fra den norske Senmiddelalderen )

Europa cirka 1328

Opsummering

Omkring år 1300 begyndte en århundredelang europæisk blomstring kulturelt og befolkningsmæssigt, kun afbrudt af en Den store hungersnød og den sorte død. De halverede befolkningen flere steder. De skyldtes dels klimaforandringer ved afslutningen på den varme periode i middelalderen og begyndelsen på den lille istid, og dels en Malthus-katastrofe forårsaget af overbefolkning. Dertil kom social uro og krig. Frankrig og England ramtes af flere store bondeoprør og hundredeårskrigen. Den katolske kirke blev delt af Det store skisma mellem 1378 og 1414.

Men 1300-tallet havde stor fremgang inden for kunst og videnskab. Genopdagelsen af de antikke græske og romerske tekster førte til renæssancen – genfødslen. Den var allerede begyndt ved kontakten med araberne under korstogene, men var i ro efter Konstantinopels fald til tyrkerne, da flere byzantinske lærde måtte søge tilflugt i vest, specielt i Italien. Opfindelsen af bogtrykkerkunsten havde stor effekt på det europæiske samfund. Den øgede spredningen af det skrevne ord, demokratiserede uddannelserne og reducerede den katolske kirkes magt. Resultatet var den protestantiske reformation. Væksten i Det Osmanniske Rige kulminerede med Konstantinopels fald i 1453 – som også var det år Hundredeårskrigen blev afsluttet – og forhindrede al handel med østen. Men Christoffer Columbus' opdagelse af Amerika i 1492 og Vasco da Gamas rejse til Indien syd om Afrika i 1498 åbnede nye handelsruter og forstærkede økonomien og de europæiske nationers magt.

Denne udvikling gør det nærliggende at tale om afslutningen af middelalderen og begyndelsen på den moderne tid. Delingen mellem middelalder og nyere tid er en konstrueret skillelinje, da antik lærdom aldrig var helt fjernt for det europæiske samfund. Historikere i Italien ser 1300-tallets renæssance som en direkte overgang til den moderne tid.

Historiske hændelser og politik

Storbritannien

Slaget ved Bannockburn i 1314 markerede afslutningen på Englands stræben efter at få kontrol over Skotland, og skotterne blev derefter en stærk stat under Stuarterne. Fra 1337 blev Englands opmærksomhed rettet over Kanalen mod Frankrig i hundredeårskrigen. Henrik V's sejr i slaget ved Agincourt i 1415 forede to kongedømmer, men hans søn, Henrik 6., overskar snart alle bånd. Umiddelbart efter krigens afslutning i 1453 begyndte dynastiske stridigheder i Rosekrigene (1455-1485). De endte med Henrik 7.s sejr og et stærkt, centraliseret Tudor-monarki. Mens Englands opmærksomhed blev rettet andre steder hen, lykkedes det Irland at få uafhængighed under engelsk overherredømme.

Skandinavien

Uddybende artikel: Kalmarunionen

Efter unionen mellem Sverige og Norge, som varede fra 1319 til 1365, blev den hel-skandinaviske union, Kalmarunionen, etableret i 1397. Sverige var et modvilligt medlem i den dansk-dominerede union og brød endeligt ud i 1523 efter Stockholms blodbad i 1520. Men Norge fortsatte til 1814.

Den norske koloni på Grønland døde ud under mystiske omstændigheder i løbet af 1400-tallet.

Vest- og Centraleuropa

Jeanne d'Arc
maleri mellem 1450 og 1500

Det franske Valoisdynasti som fulgte Capetingerne i 1328 var fra begyndelsen praktisk talt uden magt i sit eget land på grund af de engelske styrker i hundredeårskrigen og det stærke hertugdømme Burgund, Bourgogne. Jeanne d'Arc ændrede forholdet i fransk favør, og under Ludvig 11. kom det under den franske trone.

I Tyskland blev Det tysk-romerske rige overført til habsburgerne i 1438; det beholdt magten til rigets opløsning i 1806. Nu deltes riget, og megen magt og indflydelse gik til finansielle institutioner som hanseaterne og familien Fugger.

Østeuropa

Det Byzantinske Rige havde længe domineret de sydlige dele af Østeuropa politisk og kulturelt. Ved rigets fald i 1453 stod det i skattegæld til Det Osmanniske Rige, som lå omkring Konstantinopel og nogle få enklaver i Grækenland. Fra 1453 var det østeuropæiske område under tyrkisk kontrol til slaget ved Wien i 1683.

I nord var udviklingen stort set centreret om Storfyrstendømmet Litauen, som senere skulle blive en del af den polsk-litauiske realunion. Længere østpå blev Den Gyldne Horde slået i slaget ved Kulikovo i 1380, som førte til at Muscovy, Storfyrstendømmet Moskva blev oprettet efter Kievrigets fald. Ivan 3., "den store", lagde fundamentet for en russisk nationalstat mod slutningen af 1400-tallet.

Klima og landbrug

Omkring 1300 sluttede den varme periode i middelalderen og blev fulgt af den lille istid. Det kolde klima ødelagde landbrug og skabte hungersnød, pest og krig. Det farligste var Den store hungersnød mellem 1315 og 1317, den sorte død og Hundredeårskrigen. Da befolkningen i Europa var decimeret, blev der mere jord til de overlevende, og arbejdskraften blev dyrere. Forsøg fra jordejerne på at reducere arbejdslønnen som den engelske 'Vedtægt for Arbejdere' af 1351 ("Statute of Labourers") var dømt til at mislykkes. Livegenskabet ophørte i store dele af Vesteuropa. I Østeuropa var der få store byer med et borgerskab, som fungerede som modvægt mod de store godsejere, og borgerne undertrykte almuen endnu mere.

Fra midten af 1300-tallet hærgede den sorte død store dele af Europa. Dødedansen af Hans Holbein (1491)

Den sorte død

Uddybende artikel: Den sorte død

Italien blev ramt af pesten i 1347, og den spredte sig via handelsveje til andre dele af Europa, det nordlige Afrika og Mellemøsten i 1348. Videre spredtes den til Mesopotamien, Sydspanien, Nordeuropa (bl.a. Island og Norge) og til sidst Rusland i 1351. Polen lukkede grænserne og blev skånet for pesten. Island blev delvis skånet, da mandskabet på skibne dertil stort set døde før de kom frem. Ca. en tredjedel af befolkningen døde.

Pesten kom til Bergen i sommeren 1349 med et skib med korn fra England. Mindst halvdelen af befolkningen i Norge og måske 60% af befolkningen i Europa døde: 50 af 80 millioner. På verdensbasis omkom omkring 75 millioner i epidemien.

Der har måske været et udbrud efteråret 1348, men det blev stoppet af vinterkulden. Det sidste offer for den sorte død i Norge var stavangerbispen som døde 7. januar 1350.

Militær udvikling

Bannockburn (1314) og Grandson i 1476 viste, at den store militære æra for feudal-kavaleriet var forbi, og den blev erstattet med et godt udstyret infanteri. Englænderne vandt over franskmændene i hundredeårskrigen på grund af de meget effektive engelske langbuer, en opfindelse fra Wales. I det lange løb bidrog den militære udvikling og økonomiske og politiske hensyn til at lejesoldater var at foretrække frem for de feudale tropper. Schweizergarden var for eksempel meget eftertragtet.

Opfindelsen af krudtet forandrede krigførelsen betydeligt. Ikke som håndvåben, men som belejringsvåben. Kanonerne skulle vise sig at være yderst effektive til at ødelægge slotsmure. Det betød, at den feudale godsherres magt ikke længere var absolut.

Begge disse udviklinger bidrog til at det feudale system brød sammen og åbnede vejen for en stærk, centraliseret nationalstat.

Religion

Det store skisma

Fra og med begyndelsen af det 14. århundrede blev paven underlagt den franske trone. Det kulminerede i flytningen til Avignon i 1309. Da paven til Rom i 1377, blev paver valgt både i Avignon og Rom; resultatet: det store skisma (1378–1417). Det var lige så meget af politisk som af religiøs natur; mens England støttede paven i Rom, støttede briternes militære fjender, Frankrig og Skotland, paven i Avignon.

Ved koncilet i Konstanz (1414 – 1418) blev pavedømmet forenet og paven skulle residere i Rom. Selv om den vestlige kirke blev forenet i endnu hundrede år, og paven opbyggede større materiel rigdom end nogen sinde, havde det store skisma gjort uoprettelig skade. De interne stridigheder havde ført til anti-kirkelige holdninger, og splittelsen havde åbnet døren for reformbevægelser.

Reformbevægelser

John Wycliffe

Uddybende artikel: John Wycliffe

Den katolske kirke havde længe kæmpet mod kætterske bevægelser. I senmiddelalderen begyndte der at komme krav om, at kirken måtte reformeres. De første krav kom fra universitetet i Oxford, fra professor John Wycliffe, som mente mente at Bibelen alene skulle være den religiøse autoritet. Han kritiserede kalken, cølibat og aflad. Han gennemførte en engelsk oversættelse af Bibelen. Selv med indflydelsesrige støtter i det engelske aristokrati blev Wycliffes tilhængere, lollarderne, undertrykt i England.

Jan Hus

Den tjekkiske præst Jan Hus' lære var baseret på Wycliffe. Hans tilhængere, hussitterne, fik mere politisk indflydelse end Wycliffes. Hus samlede mange tilhængere i Bøhmen, og da han blev brændt som kætter i 1415, førte det til oprør og krig. Det resulterede hverken i religiøs national eller uafhængighed for tjekkerne, men både kirken og det tyske element inden for det bøhmiske område blev svækket.

Martin Luther

Uddybende artikel: Martin Luther

Martin Luther af Lucas Cranach

Efter middelalderen førte den protestantiske reformation til, at den vestlige kristenhed gik i opløsning.

Martin Luther, en tysk munk, satte reformationen i bevægelse ved at udstede sine 95 teser den 31. oktober 1517. Baggrunden var, at pave Leo 10. havde genoptaget afladshandelen for at kunne bygge Peterskirke i 1514. Få år efter havde Luther udvidet sin kritik til en række centrale punkter i den katolske lære. Luther blev truet til at trække sine påstande tilbage ved Rigsdagen i Worms i 1521. Da han nægtede, blev han lyst fredløs af kejser Karl V af det Tysk-romerske rige.

Næringsliv og handel

Der skete flere forandringer inden for europæisk næringsliv i denne periode. Hanseaterne beholdt kontrollen over Østersøen og Nordsøen og Champagne-markederne blev mindre vigtige i handelen mellem nord og syd. I stedet blev handelsruten mellem Flandern og Italien den foretrukne. Engelske uldsælgere begyndte at eksportere klæde frem for uld, noget som ramte det nederlandske klædemarked. Det Osmanniske Riges overtagelse af Det Byzantinske Rige førte til at Levanthandelen blev mere problematisk. Som et resultat af dette blev nye handelsruter åbnet: søvejen til Indien syd om Afrika og over Atlanterhavet til Amerika.

I det økonomiske landskab så europæiske nationer væksten af aktieselskaber – selskaber som kunne finansiere store foretagender, og som ofte fik specielle privilegier og monopoler af staten. De største finansmænd finansierede ofte herskernes krige. Familier som Fugger i Tyskland, Medici i Italien og de la Poles i England, fik stor politisk og økonomisk magt.

Videnskab og teknologi

Filosoffen William af Ockham og hans princip kendt som Ockhams ragekniv førte til en reduktion af frugtesløse akademiske debatter, og banede vejen for eksperimentel videnskab. Ifølge Ockham skulle filosofi kun omhandle emner, hvori der kunne opnås fuld erkendelse, parsimoni. Forløberen for eksperimentel videnskab i middelalderen kan ses i genopdagelsen af Aristoteles, og hos Roger Bacon. Den sidste udfordring for de lærde blev præsenteret af Nikolaus af Cusa, som siden blev bekendt med Kopernikus' heliocentriske verdensbillede.

De fleste europæiske opfindelser fra 1300- og 1400-tallet var ikke originale. De var enten af arabisk eller kinesisk oprindelse. Det revolutionerende lå ikke i selve opfindelserne, men i anvendelsen. Selv om krudt længe havde vært kendt i Kina, var det europæerne som fuldt ud udnyttede dets militære potentiale og muliggjorde den europæiske ekspansion. Udviklingen inden for navigation var også et vigtigt element. Kompasset, astrolabiet og teknologien inden for skibsfart muliggjorde navigation på verdenshavene. Gutenbergs bogtrykkerkunst muliggjorde ikke bare reformationen, men også efterhånden en udbredelse af kundskab til andre end de allermest priviligerede.

Der kendes flere manuskripter med bl.a. krigsmaskiner, transportmidler og løftemekanismer, der er skrevet af datidens ingeniører som f.eks. Konrad Kyesers Bellifortis (ca. 1405) og Hans Talhoffers fægtemanual kendt som Ms.Thott.290.2º (fra 1459). Manuskripterne findes enten som originaler eller som senere afskrifter. Meget af den viden, der er videregivet i disse værker omhandler krigsteknologier da dette var af størst interesse for konger og fyrster, og de største penge kunne tjenes ved denne type opfindelser.

Kultur

Kunst

Michelangelos Pieta

Billedkunsten gennemgik en voldsom udvikling i senmiddelalderen. En forløber for renæssancen kunne anes tidligt i det 13. århundrede i værker af Giotto. Når det gælder maleri er den nordiske renæssance centreret om Nederlandende (nu Benelux), og den italienske renæssance med Firenze som centrum. Mens nordlig kunst var optaget af tekstur og overflader, som det ses i malerier af Jan van Eyck, var italienske malere optaget af anatomi og geometri. Opdagelsen af enkeltpunktperpektivet af Brunelleschi, var et vigtigt trin mod optisk realisme.

(Den italienske renæssance kulminerede med Leonardo da Vinci, Michelangelo og Rafael).

Arkitektur

Mens gotisk arkitektur mere eller mindre var på mode i Nordeuropa, slog den aldrig an i Italien, medmindre vi regner Milano til Italien. Her var arkitekterne inspireret af antikken og et hovedværk var Brunelleschis domkirke i Firenze, Cattedrale di Santa Maria del Fiore.

Litteratur

Den vigtigste udvikling i middelalderens litteratur var at foretrække modersmålet for latin. Mest populært var romaner, og tematikken var ofte knyttet til legenderne om Den hellige gral.

Den forfatter som markererede den nye tid, var Dante Alighieri. Hans hovedværk, Den guddommelige komedie, er skrevet på italiensk. Den beskriver et middelalderligt religiøst verdenssyn, men gør det i klassisk stil. Andre pionerer på italiensk var Francesco Petrarca, hvis Canzoniere er regnet som det første lyriske digt og Giovanni Boccaccios Dekameron. Geoffrey Chaucer hjalp engelske sprog på vej som et litterært sprog med sit værk Canterbury Tales. Som Boccaccio var Chaucer optaget af hverdagslivet frem for religiøse og mytologiske spørgsmål. I Tyskland var det Martin Luthers oversættelse af Bibelen som bidrog til udbredelsen af det litterære tyske sprog.

Dante af Michelino

Musik

Uddybende artikel: Musik fra middelalderen

Kunstmusik fra middelalderen er stort set ensbetydende med kirkemusik, fordi det var denne musik som blev anset for vigtig nok til at blive noteret ned. Der fandtes imidlertid også en rig kultur af verdslig musik.

Vort moderne notationssystem har sine rødder i kirkemusikken i middelalderen. Det blev efterhånden vigtigt at fastholde "kirkemusikkens standardrepertoire", den gregorianske sang, og neumerne er forløberen til moderne notation.

1300-tallet blev betegnet allerede i samtiden som Ars Nova (Den nye kunst). Italien oplevede en velstandsperiode, og udviklede et rigt kulturliv. I Italien betegnes epoken som Trecento. Den klassiske musik begyndte til en vis grad at løsrive sig fra kirken.

Tidslinje

• 1315 – 1317 – Den store hungersnød 1315–1317 (no.)
• 1337 – 1453 – Hundredeårskrigen
• 1347 – 1350 – Den sorte død
• 1378 – 1417 – Det store skisma
• 1450 – Bogtrykkerkunsten
• 1453 – Konstantinopels fald
• 1492 – Christoffer Columbus opdager Amerika
• 1498 – Vasco da Gama finder søvejen til Indien
• 1517 – Den protestantiske reformation indledes

Europa i 1328

Europa i 1430'erne

Europa i 1470'erne

Se også

• Margrete og Kalmarunionen   –   Portal:Historie

Litteratur

• Jens E. Olesen: "Senmiddelalder og reformation (1350-1536)" i Per Ingesman, Ulla Kjær, Per Kristian Madsen og Jens Vellev (red.): Middelalderens Danmark, Gads Forlag:København 1999, ISBN 87-12-03370-7, s. 40-51
• John Aberth, From the Brink of the Apocalypse: Confronting Famine, Plague, War and Death In the Later Middle Ages, 2000, ISBN 0-415-92715-3 – Kapitel 1 tilgængelig online
• Henry S. Lucas, "The great European Famine of 1315-7", Speculum, Vol. 5, No. 4. (Oct., 1930), pp. 343–377. Tilgængelig online JSTOR.
• Brecht, Martin: Martin Luther; ISBN 3-7668-3310-3 bzw. 3-7668-0852-4
• Lars Hamre: Stat og kyrkje i seinmiddelalderen – nokre hovudliner 1973
• Steinar Imsen: Noregs nedgang, Samlaget, 2002 ISBN 82-521-5938-9
  • Europa 1300-1550, indføring i senmiddelalderen. 2000, Universitetsforlaget ISBN 82-00-45406-1

Eksterne henvisninger

• Database for middelalderlitteratur, (engelsk)
• Henvisninger med relation til tidsepoken fra HistoryTeacher.net (engelsk)