Senmoderne samfund

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Det senmoderne samfund er et sociologisk begreb, som forsøger at beskrive det nuværende samfund, hvor industrien spiller en aftagende rolle til fordel for tjenesteydelser (serviceydelser). At beskrive samtiden er yderst kompliceret, idet kun fremtiden kan vise, hvilke tendenser, som vil komme til at præge fremtiden. Det senmoderne samfund kaldes også informationssamfundet, risikosamfundet. Det er imidlertid ikke blot det postindustrielle samfund. Den engelske sociolog Anthony Giddens mener, at begrebet blandt andet dækker over forhold som: Globalisering, opbrud i de traditionelle værdier (aftraditionalisering), individualisering, at alle livsområder er præget af valg og refleksivitet, øgede menneskeskabte risici.

Urbanisering[redigér | redigér wikikode]

Det senmoderne samfund kan karakteriseres som præget af store byer, hvis indbyggere er beskæftiget i serviceerhverv. Industrialiseringen er for længst gennemført, og den igangværende it-revolution ændrer samfundet radikalt. Mange af det senmoderne menneskes relationer er handelsrelationer, som er baseret på nytteværdi-overvejelser. I det senmoderne samfund kommer en ny socialkarakter, det udefrastyrede menneske. Som navnet antyder, er det meget fokuseret på omgivelserne, som det spejler sig i, det kaldes refleksivitet. Det giver et individualiseret menneske, som er omstillingsparat, fleksibelt og uden faste værdier. Disse egenskaber er efterspurgte i det senmoderne samfund. Urbaniseringen kan siges at være, når folk fra landet flytter til byer for at arbejde og leve.

Globalisering[redigér | redigér wikikode]

I senmoderniteten opstår begrebet globalisering, konsekvenserne af dette er meget omfangsrige, men kan kort beskrives som grænseoverskridende processer, som er betinget af en teknologisk udvikling og en voksende frisættelse af markedskræfterne. Det betyder verdensomspændende sociale relationer, international afhængighed og øget handel, men også et udvisket alders- og kønshieraki, som bygger på ligestillingsideologi og kvalifikationer.

Et resultat af globaliseringen er det multikulturelle samfund, skabt ved omfattende indvandring af folk med en anden kultur end det land, de indvandrer til. I stedet for at tilpasse sig samfundet danner indvandrerne ghettoer og fastholder eget sprog og kultur. Resultatet er, at samfundet falder fra hinanden, opløses i minoriteter og at demokrati bliver en umulighed. "Det multikulturelle samfund er i sin konsekvens et babelstårn."[1] I takt med, at indvandringen vokser, forsøger indvandrerne at gennemtvinge modtagerlandets omstilling til indvandrerkulturen frem for omvendt. Allerede i 1974 erklærede den algeriske præsident Houari BoumedienneFNs generalforsamling: "En dag vil millioner af mænd forlade denne planets sydlige halvkugle for at skylle ind over den nordlige. Men ikke som venner. De vil skylle ind for at erobre, og de vil erobre ved at befolke den med deres børn. Sejren vil komme til os fra vores kvinders skød."[2] Denne udvikling understøttes, ifølge forfatteren Henrik Jensen, af "nyttige, vestlige idioter".[2] En norsk mullah, Krekar, erklærede i 2006: "Vi vinder over Vesten - vi forandrer jer, ikke omvendt - for muslimske kvinder føder 3,5 børn hver, vestlige kun 1,4 så i 2050 vil 30% af den europæiske befolkning være muslimsk. Det er logik for burhøns."[2]

Aftraditionalisering og individualisering[redigér | redigér wikikode]

Hvor Jean-Jacques Rousseau i bogen "Samfundspagten" beskrev forholdet mellem samfundsfællesskabet og individet som en stiltiende aftale, hvor individet giver afkald på sin ubetingede frihed og indgår en forpligtelse til at respektere og overholde de love og regler, som samfundet hviler på[3], så er princippet i det senmoderne samfund, at denne samfundspagt er opsagt. Konsekvenserne er vidtgående: i et sådant samfund indtræder der "en relativisering af moralen, vi går fra moral til ‘etikker‘ og derfra til ‘hvordan det føles‘. Den globaliserede verden er uordentlig, længe før den bliver kaotisk. Hvor nomos - loven - rådede, indtræder anomi - normopløsning", skrev Henrik Jensen i bogen"Det ordentlige menneske"[4] og fortsætter: "Anomi er en tilstand, der opstår, når muren eroderer eller ligefrem kollapser, og der ikke længere er faste moralske sigtepunkter til at afgrænse, lede og fastholde menneskers og gruppers handlinger i den sociale helheds interesse."[5] Resultatet bliver det, han kalder "moderne barbarer"[6] kendetegnede af ansvarsløshed[7], korruption[8], anarki[9], åbenlyst snylteri på det offentlige baseret på "rettighedskulturen"[10] og psykopatisk adfærd[11] fx at stjæle biler, køre cyklister ned og bestjæle dem[12], hvilket bliver accepteret eller bagatelliseret.

Risikosamfund[redigér | redigér wikikode]

Den internationale afhængighed sætter nationalstaten under pres, hvilket styrker nationalismen. Men den internationale afhængighed skaber også risici, som er uforudsete og som ikke kan påvirkes af det enkelte individ eller den enkelte stat, dette kaldes risikosamfundet.

Risikosamfundet er også, at man må rådspørge sig hos eksperter, som man ikke kender (såkaldte ansigtsløse relationer). Da man ikke kender konsekvenserne af sine valg, skaber det usikkerhed. Det udefrastyrede menneske ser globaliseringen og risikosamfundet som muligheder, mens mere traditionelt tænkende ser dem som farlige udfordringer. Det skaber polarisering mellem dem, som vælger at tage udfordringen op, og dem, som ikke gør. Familiens betydning bliver mindre, nogle af dens funktioner er overtaget af den udviklede velfærdsstat.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Jensen, s. 212
  2. 2,0 2,1 2,2 Jensen, s. 210
  3. Jean-Jacques Rousseau, s. 83-85
  4. Jensen, s. 171
  5. Jensen, s. 175
  6. Jensen, s. 176
  7. Jensen, s. 197
  8. Jensen, s. 198f
  9. Jensen, s. 143ff
  10. Jensen, s. 105
  11. Jensen, s. 142
  12. Jensen, s. 154

Litteratur[redigér | redigér wikikode]