Spring til indhold

Shōrei-ryū

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Shōrei-ryū (昭霊流)
Motobu Chōki, en central figur i Okinawansk kampsport, hvis lære og principper var med til at forme de stilarter, der senere blev klassificeret under navne som Shōrin-ryū og Shōrei-ryū
Motobu Chōki, en central figur i Okinawansk kampsport, hvis lære og principper var med til at forme de stilarter, der senere blev klassificeret under navne som Shōrin-ryū og Shōrei-ryū
FokusKarate
Stammer fraJapanNaha, Okinawa, Japan
Slutningen af 1800-tallet
SkaberHigaonna Kanryō (Naha-te)
Chōki Motobu (moderne)
OphavOkinawansk kampsport
EfterfølgerGoju-ryu, Shotokan

Shōrei-ryū (昭霊流) er en karatestil med oprindelse i Naha på Okinawa, Japan, udviklet i slutningen af det 19. århundrede af Higaonna Kanryō. Shōrei-ryū nævnes sammen med Shōrin-ryū som en af de to hovedretninger inden for karate i Ankō Itosus berømte "Ti forskrifter" (Ten Precepts). Stilen udviklede sig som en fortsættelse af Naha-te, ligesom Shōrin-ryū udviklede sig ud fra Shuri-te og Tomari-te. Dens teknikker bygger på kampmetoder, der stammer fra templet Shoreiji i det sydlige Kina, og i begyndelsen blev den også påvirket af Shuri-te, da Higaonna selv havde trænet denne stil tidligt i sin karateuddannelse.[1][2]

Shōrei-ryū kendetegnes ved kraftfulde teknikker, mange lave stillinger og tung fysisk træning, som har til formål at udvikle udholdenhed og fysisk styrke. Bevægelserne er inspireret af handlingerne hos fem traditionelle dyr fra Chuan fa (kinesisk kampkunst), og træningen omfatter ofte brugen af traditionelle Okinawa-våben (Kobudō).[3]

I samme periode begyndte stilen at tage en mere "intern" retning i kamptræningen, delvist under indflydelse af Chōki Motobu, som havde en betydelig rolle i Shōrei-ryūs videre udvikling.[4] Motobu, der tidligere havde studeret under Ankō Itosu fra Shuri-te og var discipel af Sōkon Matsumura, var kendt som en fremragende gadekæmper og karatelærer. Selvom Motobus stil stadig blev anset som en form for Naha-te, adskilte den sig markant fra Higaonnas retning og udviklede sig efterhånden i en anden og mere praktisk orienteret form.[5][6]

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Der kendes kun lidt til den tidlige oprindelse til Shōrei-ryū, men stilen blev tidligt påvirket af Shuri-te. Higaonna Kanryō studerede oprindeligt Shuri-te under Sōkon Matsumura og lærte quanfa (kinesisk kampkunst) af den kinesiske lærer Wai Xinxian, som var assistent for Xie Zhongxiang. Higaonna rejste senere til Fujian-provinsen i det sydlige Kina for at videreudvikle sine færdigheder og studerede der i omkring ti år på flere lukkede skoler. Hans beslutsomhed og dygtighed førte til, at han blev anerkendt som mester og endda fungerede som instruktør og assistent for sin lærer – et sjældent privilegium i kinesisk wushu. Efter at have afsluttet sit ophold i Kina rejste Higaonna rundt i landet for at studere forskellige wushu-stilarter, inden han vendte tilbage til Okinawa omkring 35-årsalderen.[4]

Under sit ophold i Fujian lærte Higaonna mange nye kataer, især inspireret af Baihequan (白鶴拳, Pinyin: báihèquán, japansk: hakutsuru-ken, dansk: Hvid Trane-stilen), som senere blev en væsentlig del af hans karateundervisning. De teknikker, som Higaonna bragte med hjem, kom til at danne grundlaget for Naha-te, der senere udviklede sig til Shōrei-ryū. Betegnelsen "Shōrei" menes at være en lokal okinawansk udtale af de kinesiske tegn for "Shaolin" og betyder "ung skov" på dialekten i Naha.[7]

Efter Higaonnas død begyndte stilen at tage en ny retning og udviklede sig til en mere "intern" form for kampkunst, stærkt præget af Chōki Motobu. Motobu, der havde trænet under Ankō Itosu fra Shuri-te-traditionen og var elev af Sōkon Matsumura, videreførte Shōrei-ryū i en ny retning med fokus på praktisk kamp og realistisk anvendelse. Selvom Motobus system stadig blev anset som en del af Naha-te, adskilte det sig markant fra Higaonnas undervisning og udviklede sig til en selvstændig fortolkning af Shōrei-ryū.[4][6]

Etymologi

[redigér | rediger kildetekst]

Navnet Shōrei-ryū betyder bogstaveligt "den inspirerende stil" eller "stilarten af inspiration". Ifølge visse forskere inden for kampkunst anses betegnelsen Shōrei for at stamme fra templet Shoreiji, som ifølge nogle kilder lå i Fujian-provinsen, mens andre mener, at det befandt sig ved Mount Jiulian i Longnan, Jiangxi-provinsen i det sydlige Kina.[8][9]

Kendetegn

[redigér | rediger kildetekst]

Shōrei-ryū er kendetegnet ved brugen af åbne hænder, cirkulære blokeringsteknikker og spark rettet mod gedan-området (de lavere regioner). Stilen anvender korte og kraftfulde teknikker i nærkamp, ofte i kombination med kasteteknikker, og mange øvelser udføres fra de klassiske stillinger sanchin-dachi og shiko-dachi. Der lægges stor vægt på fysisk styrke, lavt tyngdepunkt og kraftudvikling gennem træning på makiwara (slåbræt), hvilket styrker slagkraft og præcision.[4]

Shōrei-ryū bevarer mange elementer fra kinesisk wushu og den sydkinesiske tradition for Shaolin-quan, som Higaonna Kanryō lærte i Fujian-provinsen. Træningen omfatter meditation, åndedrætsteknikker og øvelser til kontrol af indre energi (ki). Stilen er præget af lave stillinger og eksplosive, kort-distance bevægelser, som fokuserer på at udvikle både muskulær og mental styrke. Mange af teknikkerne er inspireret af de fem traditionelle dyr i Chuan fa – slange, trane, tiger, leopard og drage – som hver symboliserer et aspekt af udøverens fysiske og mentale udvikling. Slangen står for åndedræt og kontrol af indre energi, tranen for balance og koncentration, tigeren for styrke og stabilitet, leoparden for smidighed og hurtighed, og dragen for fokusering og åndelig kraft.[4]

Der findes en tydelig forbindelse mellem disse dyresymboler og de psykofysiske kvaliteter, der dyrkes i træningen – et træk, der stammer fra den klassiske Shaolin-quan-tradition. Træningssystemet i Shōrei-ryū består af flere former og øvelser såsom Ippon Kumite Kata (enkeltstående partnerøvelser), Kihon Kumite (grundlæggende kampformer), Kime-dachi kumite (kontrolleret kamp i faste stillinger) samt kata, der udgør selve kernen i stilens undervisning. En anden central del af Shōrei-ryū er træning med traditionelle Kobudō-våben som bō, tonfa og sai, der viderefører Okinawas våbentraditioner og indgår som en naturlig del af stilen.[3]

Shōrei-ryū kata

[redigér | rediger kildetekst]
Se også Se også: Kata.

Shōrei-ryū har sit eget sæt kata, hvoraf flere senere blev overtaget og videreudviklet i efterfølgende stilarter som Gōjū-ryū og andre.[10]

Kata Kata Kata
Gekisai dai ichi (撃砕大一) Seisan (十三手) Anan (阿南)
Gekisai dai ni (撃砕大二) Shisōchin (四向戰) Ohan
Saifa (碎破) Kururunfa (久留頓破) Peiho
Sanchin (三戦) Sūpārinpei (壱百零八手) Sōchin (壮鎮)
Tensho (転掌) Pachu Niseishi
Seienchin (制引戰) Heiku Useishi
Sanseru (三十六手) Paiku Unsū (雲手)

Efterkommere

[redigér | rediger kildetekst]

Moderne efterkommere af Shōrei-ryū omfatter stilarter som Gōjū-ryū og Ryūei-ryū. Gōjū-ryū anses generelt for at være den direkte videreudvikling af Shōrei-ryū.[11] Stilarten Shitō-ryū indeholder ligeledes mange elementer fra Shōrei-ryū, da Mabuni Kenwa var elev af Higaonna Kanryō, og selv Shōtōkan-stilen omfatter kata, som stammer fra Shōrei-ryū, men som blev overført til Funakoshi Gichin og hans elever gennem Mabuni Kenwa.[12]

Navnet Shōrei-ryū (senere også kendt som Goju-Shorei-Ryu og Shorei-Goju Ryu) blev desuden anvendt om den karate-stil, som Robert Trias introducerede i USA.[13] Trias benyttede senere betegnelsen Shuri-ryu, selvom nogle linjer fortsat anvender navnet Shorei-ryu. Denne stil skal dog ikke forveksles med den traditionelle Shōrei-ryū, da Trias’ karate indeholdt elementer fra Naha-te, Shuri-te, Tomari-te og andre okinawanske traditioner.

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ "Okinawa Kata Classification: An Historical Overview, by Mario McKenna". seinenkai.com. Hentet 2025-11-10.
  2. ↑ "Histoire | SHOREI RYU KARATE DO" (fransk). Hentet 2025-11-10.
  3. 1 2 "Shorei-Ryu Karate: Descendant of Naha-Te". www.kondonoshokai.com. Hentet 2025-11-10.
  4. 1 2 3 4 5 "What is Shorei-Ryu". LA Shorei-Ryu (amerikansk engelsk). Hentet 2025-11-10.
  5. ↑ "About Karate Styles". www.usadojo.com. Arkiveret fra originalen 28. november 2011. Hentet 2025-11-10.
  6. 1 2 "História do Karate". will-phoenix.vilabol.uol.com.br. Arkiveret fra originalen 3. marts 2009. Hentet 2025-11-10.
  7. ↑ "História do Karate". will-phoenix.vilabol.uol.com.br. Hentet 2025-11-10.[permanent dødt link]
  8. ↑ "Wayback Machine". www.malineage.com. Arkiveret fra originalen 7. april 2014. Hentet 2025-11-10.
  9. ↑ McCarthy, Patrick (2000). Bubishi. La bibbia del karate (italiensk). Edizioni Mediterranee. ISBN 978-88-272-1350-6.
  10. ↑ Black Belt (engelsk). Active Interest Media, Inc. jun. 1992.
  11. ↑ Inc, Active Interest Media (1968-04). Black Belt (engelsk). Active Interest Media, Inc. {{cite book}}: Tjek datoværdier i: |date= (hjælp)
  12. ↑ Alexander, George W.: Okinawa – Island of Karate, 1990, s. 26–30.
  13. ↑ Inc, Active Interest Media (dec. 1982). Black Belt (engelsk). Active Interest Media, Inc.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Maslov (2004). The Way of the Warrior. Secrets of Japanese Martial Arts.
  • Dolin. KEMPO – the tradition of martial arts. 1991.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Shōrei-ryū&oldid=12324501"